Viser opslag med etiketten Rallyprøver 1. maj 2016. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyprøver 1. maj 2016. Vis alle opslag

søndag den 1. maj 2016

Lille Bjørn igen en stjerne

Foto: Johanna Allanach

Det var dag 2 af DKKs store arrangement i Roskilde. Jeg havde tilmeldt Max i HTM2 og alle tre hunde i begge rallyprøver. Prøverne lå fint i forhold til hinanden, der var lidt sammenfald i rally, men det blev klaret med et par ekstra banegennemgange.

Dagens første prøve var Max’ HTM, Neel Smed var så sød at filme prøven og jeg har set den et par gange. Max var ok med fra starten – kunne være lidt mere på, men det er også et svært sted (store ring). Det var i overgangen, hvor vi skulle bakke, at han satte sig i stedet for at stå, så til venstre og fik øje på næste ekvipage, styrtede ud og hilste på, tissede og kom ind igen. Vi fortsatte med resten af programmet.

Jeg har tænkt – specielt bagefter – på alternative strategier i den situation. Men rygmarvsreaktionen var (har prøvet det samme i rally), at afvente (faktisk gik jeg mod ham), han kom direkte ind efter sit overspring, og vi gik resten fint – og det gjorde vi også i dag. Jeg kunne være stoppet, da han løb ud og gjort???

Foto: Johanna Allanach

Direkte videre til rallyringene, hvor ekspert og champion blev afviklet parallelt i de to ringe, men det endte med at passe fint med at få alle 6 banegennemgange afviklet med passende opvarmning til hver enkelt.

Max var på springtur lige inden den første af sine to, direkte hen til en løbsk tæve, og jeg måtte pænt gå hent og koble ham og undskylde mange gange. Da vi skulle ind på banen, kunne jeg se manden med den løbske tæve gå forbi et godt stykke fra rallyringen, men ingen tvivl om at Max havde 110 % fokus på den tæve. Så selv om vi gennemførte banen var det ret ukoncentreret og resulterede i en IB. I den anden var han varmet fint op – ingen løbske tæver – og vi gik fint. Der var en dæk under gang, som blev til en 13’er og diverse småtterier, men med 74 point bestod han lige præcis.

Megan gik rigtigt godt, men blev IB’et ved begge prøver. Den første fordi jeg sprang et skilt over, den anden har jeg ikke selv fornemmelse af. Jeg fik ikke feedback, fordi jeg løb ud og belønnede da jeg var færdig, man skulle blive på banen for at få feedback :-( Christina gav mig nogle råd til den videre træning af Megan, godt positiv input! Jeg må simpelthen nyindlære de øvelser, som volder problemer, nu hun ikke kan høre. Så jeg klør på med Megan, som var totalt på og bare så gerne ville arbejde!

Foto: Johanna Allanach

Lille Bjørn var endnu engang familiens stjerne. Til den første prøve fik han 77 point med en ommer og 2 x 10: dels et væltet spring - de lave spring, som holdes af to flade kegler vælter ret nemt, meget lettere end de fulde LP-spring, ikke fair, men sådan er vilkårene med en lille hund - og æresplads, hvor den tumpede fører lod ham sidde med solen i øjnene, og jeg kan ikke fortænke Lille Bjørn i at han lagde sig.

Til anden prøve fik vi 87 point med mistet bakning og 3 x 1, heraf en for lyd!!!

De to prøver rakte til en 7. og 6. vinder og Lille Bjørn har nu tre kvalificerende resultater til Årets Hund i rally: 6, 6 og 5 point.

Foto: Johanna Allanach

Lille Bjørn var den eneste af hundene som bestod alle weekendens officielle prøver og hold da op hvor er han dejlig at arbejde med. Johanna tog en stribe fotos fra den regnvejrsprøve, som han ikke bestod, de er suveræne og viser Lille Bjørns flotte kontakt.

Status for fremtiden: Megan klør jeg på med. Lille Bjørn hæver jeg ambitionsniveauet for. Max er jeg gået i tænkeboks med – det giver ikke mening at konkurrere med en hund, jeg ikke har tillid til.

Anita holder alle hundene under præmieoverrækkelsen til sidst

torsdag den 28. april 2016

At være i kontrol


Jeg bruger min sidste restferiedag i morgen, det er perfekt timet i forhold til årets mest spændende prøveweekend. Udover at være tilmeldt 13 prøver er det også weekenden hvor Rallyjubilæumsbogen (officiel titel: Rally i Danmark. De første 10 år) udkommer. Bogen er trykt, men jeg har ikke haft den i hænderne og bladret i den, det glæder jeg mig RET meget til.

Alt det administrative og normale mentale har jeg styr på. Det, der adskiller denne prøve fra de fleste andre jeg har været til, udover at jeg skal op med alle tre hunde 2-3 gange både lørdag og søndag, er, at de ikke kan ligge i bilen. Så jeg slår telt op ved rallyringen i morgen, og har lånt hegn til kravlegård af Lonni.

Jeg tager til Jersie og træner lidt – det er kun hygge – og jeg har ikke valgt, hvilke hunde der skal med endnu. Lørdag og søndag har jeg helt styr på hvor jeg skal parkere og hvordan jeg skal komme fra parkering til rallyring/HTM-ring. Så alt det praktiske er på plads.

Vejret og diverse andet har jeg ikke mulighed for at kontrollere. Jeg har tøj klar til det hele.

Med hensyn til bogen er diverse praktisk også på plads. Personligt betyder det rigtigt meget for mig at bogen for det første kommer til tiden, for det andet ser ok ud og for det tredje at nogle specialeksemplarer, som jeg har bestilt, kommer samtidig. Det er eksemplarer til personer, som har bidraget specielt i forbindelse med tilblivelsen af bogen.

Søndag bliver programmet lidt anderledes end lørdag, fordi jeg også skal op i HTM, men det er også klaret, ved at jeg har HTM-tøjet på fra start og også har det på til rally, så kan jeg overskue det.

Det er heldigvis ikke noget, der er specielt ved tøjet, så det vil ikke vække opsigt i rallyringen :-)

Jeg glæder mig rigtigt meget til weekenden, men på en helt anden måde, end jeg havde troet for bare en måned siden.

Jeg har ikke trænet med Megan og Lille Bjørn overhovedet, og med Max har jeg næsten kun trænet motivation. Jeg har ingen forventninger til weekendens mange prøver udover at gå nogle sjove træningsbaner, og det er næsten grænseoverskridende at skrive.

Men det er sandt.

fredag den 15. april 2016

Forventningens glæde


Forventninger om en dejlig dag

Som ansat glæder jeg mig over at jeg de kommende 2 uger dels har nogle restferiedage, dels Store Bededag, som falder rigtigt belejligt i forhold til træning og ikke mindst konkurrencer.

Lidt af udstyret til weekendens kursus

I morgen deltager jeg i et rallykursus hos Siri Jungersen. Jeg har været på nogle LP-kurser hos hende og glæder mig meget til at opleve hende i rallysammenhæng sammen med Max.

Søndag formiddag har jeg først aftalt træning med Anita, mit fokus bliver Max og HTM-positioner.

 Om eftermiddagen deltager jeg i et HMC-arrangement, hvor Anja og Johanna skal se og give input til mit FS-program.

På tirsdag skal Megan, Max og jeg til Garbogaard til rallyprøve. Det er tilrettelagt med championklasse først (start kl. 16) og præmieoverrækkelse derefter, så jeg kan tage direkte til Jersie derefter og starte mit intensive rallybegynderhold for Spaniel Klubben, som løber over tre gange.

Torsdag har Anita og jeg booket en enetime hos Emmy Simonsen, vi har begge behov for at få fremmede øjne på vores HTM-programmer, og vi er meget spændte på Emmys input.

I dag fik jeg 12 mails fra DKK fordi jeg er tilmeldt 12 rallyprøver i Roskilde 30.4-1.5. Det er en weekend, jeg virkelig ser frem til, både fordi rallyjubilæumsbogen udkommer om lørdagen, og fordi jeg for måske eneste gang i mit liv skal op til 13 officielle prøver på to dage (og forhåbentlig et par uofficielle) … 13 fordi jeg også er tilmeldt en HTM-prøve.

Lørdag starter jeg med en ekspert og to gange champion hos Susann Wheadon, og derefter ditto hos Helle Gadeberg. Hvis vi baseret på placeringer ved de to prøver er blandt de bedste 10, skal vi finalen efter frokost.

Søndag er ekspertklasse og championklasse lagt samtidig i de to ringe, så dér kan jeg ikke lige nu sige, hvordan jeg kommer til at starte, men samlet skulle det gerne blive til to prøver for hver hund hos henholdsvis Susann og Helle.

HTM-prøverne er der endnu ikke kommet information om, men det skal nok blive passet ind.

Træningen består i øjeblikket kun i korte træningspas hjemme med Max, hvor der er fokus på nogle få HTM-positioner. Som hjemmeopgave på Anjas kursus over 2 x 3 timer skal vi arbejde med at hunden kan komme ind i tre positioner på rent verbalt signal. Det er kommet lidt bag på mig, at kombinationen af præcision, som vi arbejdede med 4. april, og rent verbalt signal, er meget vanskeligere end jeg troede. Samt introducerer at der er ting der skal laves helt om.

Min pladskommando, som passer perfekt til LP og rally, er ikke egnet til at få Max ind på venstre side i HTM (P1), for dér skal han stå … Front (P2) kan jeg pt. kun få ham i med håndtegn. Set-up (P9) er fin; han vælger altid at komme ind fra højre side, og det har jeg ingen problemer med lige nu. Men det får jeg måske.

Jeg er ret sikker på, at Anja har givet os den hjemmeopgave for at sætte gang i overvejelser à la ovenstående – og det er virkeligt spændende.

Byggemøde kaldte jeg fotoet. De to alliker bygger rede lige udenfor mit vindue på arbejde.

fredag den 29. januar 2016

HTM og Rally

Anja og Queenys VM-program 2014

Jeg har kun godt at sige om mental træning og coaching. Det begyndte for mig som en indsats for at forbedre min performance ved hundeprøver, og jeg kan mærke, at det er noget, jeg som refleks drager nytte af alle mulige steder. Jeg kan mærke alderen trykke på forskellig vis, men der er intet af det der er livstruende eller modvirker mit arbejde eller liv i øvrigt, og så må jeg bare parkere det som et vilkår.

Det er simpelt at gøre mentalt, så det har jeg gjort.

Megan er også oppe i årene, og jeg kan godt se og mærke, at hun ikke er så frisk, som hun har været, hvilket også ville være ganske unaturligt. Jeg holder godt øje med hende, og jeg er overbevist om, at jeg vil lægge mærke til, hvis der sker ændringer, som gør, at jeg må søge dyrlæge/kiropraktor og eventuelt stoppe træning og konkurrencer.

Det er jeg mentalt klar til at håndtere, selvom jeg véd det bliver vemodigt.

Det er indledningsordene til omtalen af dagens hundemæssigt vigtigste aktivitet: tilmelding til DKK’s rallyprøver lørdag den 30. april og søndag den 1. maj i Roskilde, to dobbeltprøver samt en finale om en jubilæumstitel lørdag (som man dog ikke kan tilmelde).

Der blev åbnet for tilmeldinger kl. 10:00 og ikke længe efter havde jeg tilmeldt alle tre hunde til alle fire prøver.

Jeg havde besluttet det før i dag, overvejet for og imod. Den korte udgave er, at jeg har sat som mål for året at komme til Årets Hund finaler med alle tre hunde, og fire kvalifikationsprøver på to dage ikke så langt fra Solrød, det ville jeg fortryde, hvis jeg ikke deltog i med alle hundene.

Hundene kan sagtens gå to-tre prøver hver på en dag, jeg sørger for fornuftig håndtering indimellem, så det bliver en fantastisk dag!

Søndag kommer der også en HTM2-ptrøve med Max, det bliver første gang jeg skal til HTM og Rally samme dag, også en slags debut.

Der er to uger til Max’ debut i rallychampionklasse, og det bærer weekendens træning præg af. Den  består af to timer i Lazi-hallen lørdag og en time søndag. Lazi-hallen danner ramme om vores debut, så det skal naturligvis testes.

Der er kun én uge til Max’ debut i HTM2 og den er vi virkelig klar til.

Træningsmæssigt har jeg gjort præcis det, jeg havde planlagt, og specielt de mentale træningsseancer har givet rigtigt meget. Jeg har gået den debut rigtigt mange gange oppe i hovedet, og det bliver sjovt at gå den i virkeligheden. Træningen i morgen kommer kun til at bestå at momenter af programmet,  lidt rally og lidt FS.

Som en ekstra bonus har vi fået en hjemmeopgave som forberedelse til et kursus hos Anja i HTM-positionerne. Opgaven er at linke til et program, yndlings eller det modsatte og tælle antal positioner, nævne de tre bedste overgange og begrunde, beskrive hvad vi synes godt om, hvad der inspirerede os, hvad der kunne gøres bedre og kommentere, om vi synes det var en god fortolkning.

Jeg foretog mit valg primært ud fra Lanny Basshams Training Guideline Number 6: We raise ourselves to the standard we are around, som handler om at træne med nogen, der er bedre end én selv. Anja og Queenys VM-program fra 2014 holder jeg – som så mange andre – umådeligt meget af, og hvad kan være mere lærerigt end at se på det med ekstra opmærksomme og kritiske øjne, når man skal på kursus hos Anja.

Så det var det jeg gjorde. Og lærte en masse af.