Viser opslag med etiketten Spaniel Klubbens prøver 12. september. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spaniel Klubbens prøver 12. september. Vis alle opslag

torsdag den 21. oktober 2010

Lille Bjørn på førtidspension?

Kirsten har forbudt mig at pensionere Lille Bjørn! Jeg havde ellers ”truet” med at gøre det efter de miserable rallyprøver på det sidste. Jeg ved ikke hvad forklaringen er på, at det går så dårligt, men han er blevet bange for klap og klik – meget mærkeligt med en hund der er klikkertrænet helt fra lille af. Så nu er der dømt pause fra alt hvad der har med LP og rally at gøre. Jeg har bl.a. meldt ham fra de to indendørs prøver 19. november og 11. december.
Den 14. november deltager han i det første af den stribe sporkurser, som Vibeke Gyldenkærne holder for Sydkystens Hundeskole, og mon ikke det er noget for ham?!
Apropos Sydkystens Hundeskole, skal vi nu også afholde en officiel rallyprøve. Ideen blev fremsat tirsdag den 12. oktober af Charlotte Lia i forbindelse med træning. Dagen efter fik jeg ok fra DKK for at vi måtte holde prøve mellem jul og nytår, og Johanna sagde ja til at dømme. Det sværeste var at finde et egnet indendørs areal; Jersie Hallen skulle have lakeret gulv, Havdrup Hallen skulle bruges til noget andet, men søndag 17. oktober tjekkede jeg et tip fra Camilla, og fik en aftale om at bruge et glimrende ridehus cirka 4 kilometer fra vores træningsplads den 29. december. Ansøgningen gik til DKK samme eftermiddag, og mandag morgen havde Hanne Madsen lagt den på hundeweb! Onsdag den 20. oktober om aftenen lukkede vi tilmeldingen, fordi vi havde passeret de 50 hunde, som vi havde sat som max. Nu er der masser af tid til at få stablet et godt arrangement på benene, og vi glæder os et hyggeligt arrangement.
Og så lige en kommentar til billedet af Megan: Vicky Bjerring var inviteret som officiel fotograf til Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver den 12. september, og det er der naturligvis kommet en masse flotte fotos ud af. Billedet af Megan er bare perfekt fanget! Flot cigarføring i næseprøven, en meget koncentreret Megan – og Vicky har naturligvis fået det i den perfekte vinkel!!!

torsdag den 16. september 2010

Dagene derpå

Jeg har naturligvis set optagelsen af Megans og min LP3 fra i søndags, og det var jeg godt tilfreds med. Jeg ville muligvis selv have dømt en anelse hårdere, men er overhovedet ikke i tvivl om, at dette var vores bedste LP-prøve, og jeg er selv ret tilfreds med mit førerarbejde.
Der er diverse papirer og regnskaber der skal ordnes efter sådan en prøve, men allerede tirsdag var alle papirer afleveret hos DKK, en artikel er sendt til Spaniel Nyt, Vicky sender nogle fotos og det eneste jeg mangler for at kunne afslutte regnskabet er en regning fra DKK for behandling af resultaterne. Vi ligger til et overskud på ca. 1800 kr., svarende til 9 % af indtægterne, og det er vi ret tilfredse med.
Krier og jeg har besluttet at vi godt vil arrangere endnu en prøve næste år, så jeg har spurgt en LP- og en rallydommer, og så må vi se om vi kan få det hele til at gå op på den foreslåede dato.
Mandag havde Camilla, Mette og jeg møde hjemme hos os, hvor vi diskuterede visionen for Sydkystens Hundeskole! Det er jo ved at være en stor forening, så vi skal til at hyre instruktører og vikarer, og til at finde ud af hvad vi hver især vil. Nogle vil undervise, nogle vil udføre forskellige administrative opgaver, nogle vil begge dele … der er meget at tage stilling til, og en masse ideer er kommet på bordet og skal nu samles af mig, så vi kan fremlægge et samlet forslag for bestyrelsen. Det er en meget spændende udvikling at være med til!
Vi regner med at skulle starte et ekstraordinært hvalpehold midt-oktober, vi planlægger nogle flere sporkurser til foråret, et ringtræningskursus er også på vej og så er vi fire instruktører der meget gerne vil på kursus hos Anja og Sofie og bliver introduceret til HTM, så vi har bestilt et kursus hos dem :-)
Mine rally- og LP-hold tirsdag og torsdag lakker mod enden. LP-holdene begynder nu kl. 1900, for allerede lidt over 2000 er det mørkt. Jeg havde lovet Helle og Fifi en LP1-generalprøve tirsdag aften, og det blev ved billygternes skær, ellers kunne vi intet se :-)
Godt det snart bliver tid til søndagstræning, og vi er stadig på jagt et eller flere gode steder til indendørs træning på hverdagsaftener.

søndag den 12. september 2010

Megans sidste LP-prøve

Spaniel Klubbens LP- og rallyprøver i Herfølge Jagtforening i dag gik rigtigt godt! Masser af glade førere og hunde, masser af godt hundearbejde, en supergod stemning, godt vejr, dejlig mad og masser af hundesnak.
Jeg havde selv en ret travl dag specielt med det organisatoriske, men skulle også op i rally med begge hundene og i LP med Megan.
Jeg starter lige med det kedelige:
  • Lille Bjørn fik Ikke Bestået i rally øvet, fordi føreren sprang et skilt over :-( Ellers gik det meget godt.
  • Megan gik en forrygende rally ekspert, men desværre tissede hun på banen lige i starten af øvelsen, og så blev det til Ikke Bestået :-( Hun opnåede alligevel at bliver klubmester i rally ekspert, da hun var den eneste tilmeldte spaniel, og pokalerne er daterede …
Som jeg skrev i min blog i torsdag: ”Megan stiller naturligvis op i LP3, og jeg har aftalt med hende at det er hendes sidste LP-prøve, og at vi laver en kanonprøve sammen.” Det gjorde vi så.
  • Fællesdæk: 20/20
  • Sit i gruppe: 30/30
  • Fri ved fod: 14/20. Opmærksomt følge. Nogle ekstra kommandoer. Flagrende. En del skæve pladser
  • Stillingsskift: 18/30. Ekstra kommandoer i positioner undtagen 2 og 6. Hunden bevæger sig en smule frem.
  • Apportering: 28,5/30. Plads en smule fra føreren
  • Springapportering: 19/20. Skæv plads ellers fint.
  • Stå, sit, dæk: 19/20. Meget fine positioner, der indtages hurtigt. Lille skæv plads til sidst.
  • Indkald med stå: 27/30. En anelse langsom opstandsning, ellers fint.
  • Fremsending: 38/40. Lille skæv plads.
  • Næseprøve: 28,5/30. Lille skæv plads ellers fint.
  • Helhedsindtryk: 9,5/10. Dejligt opmærksomt samarbejde. Hunden mangler allersidste disciplin. Fint førerarbejde med fin appel.
I alt 251,5 point og en 1. præmie. Megan vandt klassen og blev klubmester i LP3.
Camilla har optaget prøven på video, men jeg orker ikke at lægge den ud nu [der er nu link fra omtalen af prøven på min hjemmeside], men jeg glæder mig til at se den. Resultatmæssigt var det den bedste LP3 vi nogensinde har gået, og den første 1. præmie i 2 år (siden Megan blev DKLPCH). En værdig afsked med LP-ringen for min elskede Megan, som har måtte døje med en fører der bare har så meget at lære endnu. Men sammen med Megan har jeg udviklet mig så meget, at det er noget, der kommer kommentarer til fra mine omgivelser, for forskellen er enorm i forhold til for bare to år siden.
Med 2 10-taller i fællesøvelserne, som vi har kæmpet med i 2 år, 6 x 9½, 1 x 9, 1 x7 og 1 x 6, sluttede vi også på toppen, og det føles rigtigt godt.
Nu skal der fokus på rally og på hvem ved hvad :-)

lørdag den 11. september 2010

Spaniel Klubbens prøver 12. september 2010 – del 3

I morges var jeg nede i Jagtforeningen med det meste til prøven i morgen. Præmier, gaver, LP-udstyr, telt osv., det fylder godt! Jeg tjekkede naturligvis også arealerne. Her kan I se hvor der skal holdes rallyprøve:

Og her hvor der skal holdes LP:

Græsset var ærligt talt lidt langt på LP-banen; vi kunne have brugt det, men jeg ville gerne have det slået. Jeg ringede til Ove fra Jagtforeningen, og 10 minutter efter var han der, og græsset var slået ganske kort tid efter. Superservice og sådan er det bare i vores Jagtforening :-)
Hjemme igen. Vi var lige klar til at tage til København. Men ombestemte os og tog til Køge i stedet, og fik en lækker tapas menu på Mesón Gourmet, klokken var kun 11:00, så vi kaldte det brunch!

De sidste papirer til prøven er gjort klar. De sidste præmier og gaver er gjort klar. Budgettet er justeret, vi ligger til et lille overskud, det er vi rigtigt glade for, og det er KUN fordi Trine har tilbudt at dømme så mange hunde i rally …
Og jeg fik lige ordnet at Sydkystens Hundeskole giver nogle præmier til bedste debutanter i LP og i rally.
De første tre nummerskilte er udleveret … ja, jeg har pillet vores egne fra.
Og der kommer de sidste opringninger og mails om afmeldinger, løbetid, manglende resultatbog mv.
Intet kan ryste arrangementet, det bliver en fantastisk dag i morgen, og jeg glæder mig til at opleve en masse godt hundearbejde.

torsdag den 9. september 2010

Spaniel Klubbens prøver 12. september 2010

Så er der kun 2½ dag til Spaniel Klubbens arrangement i Køge-Herfølge Jagtforening. Det er efter min målestok et meget stort arrangement, jeg har ikke været ansvarlig for så stort et arrangement før.
Men nu er alt det indledende arbejde næsten gennemført, det sidste papirarbejde ordnes fredag og lørdag, det første læs køres ned til Jagtforeningen lørdag: telt, præmier, gaver og diverse udstyr. Og så er det ellers bare at krydse fingre for godt prøvevejr :-)))
Der ikke mindre end 97 ekvipager. 15 i LP og 82 i rally. Der har aldrig været så mange spaniels til LP på en gang tidligere i Danmark. 5 LP1, 7 LP2, 2 LP3 og 1 LP Elite. Prøven er samtidig klubmesterskab, så der er flotte pokaler og rosetter til vinderne.
Trine Dyrgaard har været ualmindeligt venlig overfor os, og har lovet at dømme alle der var tilmeldt, ved anmeldelsesfristens udløb, 82 ekvipager! Der er syv spaniels i begynderklasse, og her kåres også en klubmester, og den enlige spaniel i ekspertklasse skulle også gerne blive klubmester – det er Megan :-))))
Lille Bjørn er tilmeldt i rally øvet klasse, og jeg håber jeg kan gennemføre banen med ham!
Megan stiller naturligvis op i LP3, og jeg har aftalt med hende at det er hendes sidste LP-prøve, og at vi laver en kanonprøve sammen. Derefter står den på rally og hvem ved hvad jeg ellers finder på :-)
Tilskuere er meget velkomne til prøven, der er en kørselsvejledning på Jagtforeningens hjemmeside. Prøverne begynder kl. 900.

lørdag den 4. september 2010

Sydkystens Hundeskole, Store Hestedag og Spaniel Klubbens prøver 12. september

Der har været tre fokusområder på hundefronten denne uge:


  • Sydkystens Hundeskole
  • Store Hestedag 4.-5. september
  • Spaniel Klubbens prøver 12. september
I Sydkystens Hundeskole har jeg gennem et stykke tid kørt et rallyhold og et LP-hold tirsdag og ditto torsdag. Jeg synes det er sjovt at undervise i begge dele, men min hjerte brænder nu mest for LP. Sydkystens Hundeskole er også tæt på sin officielle 1 års fødselsdag, vi er blevet voksne, og har alene i år udbudt 35 kurser, så vi synes nok vi er blevet en succes og er kommet for at blive :-) Og så er det på tide at få styrket trænerstaben. Da vi har besluttet i første omgang at konsolidere os indenfor vores kerneområder, har vi indgået en aftale med Susanne Jervin om at stå for vores rallytræning. Det betyder at vi fra oktober vil tilbyde to rallyhold og to LP-hold søndag formiddag med hhv. Susanne og mig som trænere.
I denne weekend er jeg koordinator på nogle hundeaktiviteter i forbindelse med Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde. Vi er af DKK blevet spurgt om vi ville være med, og naturligvis ville vi – nørder og kursister i Sydkystens Hundeskole – det. Vi har i dag gennemført en demo af hhv. LP og rally. I LP viser vi de enkelte klasser på tværs, fx et spring i LP1, LP2 og LP3 lige efter hinanden. Derefter gennemgik nogle ekvipager en begynderrallybane. Samlet varede demoen 45 minutter, og jeg havde fornøjelsen at speake til det hele. Vi gentager succesen i morgen med lidt udskiftning blandt deltagerne. Vi ville gerne have haft nogle flere tilskuere, men først og fremmest fik vi en herlig gang træning under meget konkurrencelignende forhold. Og det er jo altid godt! Jeg har specielt tilfreds med Megan. Hun bryder sig bestemt ikke om heste, men med lidt kraftig belønning inden vi gik i gang med en rallygennemgang fik jeg fuldt fokus, og en sjældent tændt hund!
Spaniel Klubbens prøver i LP og rally 12. september tror vi (Krier og jeg), at vi har helt styr på, men selvfølgelig dukker der altid et eller andet op, når vi har at gøre med et arrangement med 96 tilmeldte ekvipager – det er altså mange :-))) PM og katalog er udsendt, pokaler og rosetter er ankommet fra Sverige, og alle de små praktiske ting begynder at blive hakket af på tjeklisten. Nu krydser vi fingre for godt prøvevejr og nogle gode resultater.
Personligt glæder jeg mig nok allermest til at se LP2 med i alt 8 ekvipager, heriblandt flere stjerner på vej. Det bliver LP på højt niveau!