Viser opslag med etiketten Vibeke Gyldenkærne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vibeke Gyldenkærne. Vis alle opslag

søndag den 29. april 2012

Herlig hundeweekend!

Belønning efter dirigeret apport (foto: Camilla Johannessen Grafiko.dk)

Overskriften på denne blog kunne være overskriften på mange af mine blogs, og det er lige ærligt ment hver gang!
Nørdtræning fredagLP-prøver lørdag og i dag sporkursus med Max.


Ja, jeg har været på det samme sporkursus med Megan og Lille Bjørn, men da det afholdes i Køge-Herfølge Jagtforening, og det er mig der står for arrangementet, har jeg en undskyldning for at deltage hver gang :-) Og jeg nyder det hver gang! Vibeke Gyldenkærne er en fantastisk underviser, og holdet i dag havde simpelthen en fantastisk kemi – der blev ligefrem talt om hvor godt holdet fungerede sammen både menneske- og hundemæssigt! Og jeg fik selv en meget positiv og specifik ros for noget af det, jeg havde gjort i forbindelse med kurset – og så er det svært at være andet end glad.

Og sidst men ikke mindst var Max en stjerne! Da jeg efter første runde fik justeret skridtlængden gik han nogle fantastiske spor, hvor stort set alle godbidder blev taget i et flot flow. Slæbesporet voldte ingen problemer. S’et gik meget fint. Han fangede hurtigt det med at ligge foran genstand. Og som dagens sidste opgave fandt han mig i granbevoksningen efter overbevisende at have fulgt dynefærten. Han flader bare ud nu :-)

Hold da op en god weekend, med en masse fantastiske oplevelser.
Højdepunkter var der rigtigt mange af. Men jeg vil specielt huske Anne og Nushkas samlede LP1, Majbrit og Louis samlede LP1, Gitte og Harleys samlede LP1, Anita og Djangos fællesdæk og stillingsskift i LP3 og sidst men ikke mindst Lille Bjørns samlede LP3.

Og så Camillas kommentar til min blog fra i går: "SÅ FLOT FØRERARBEJDE I DAG PAUL!! Jeg er på en måde glad for at vi ikke træner sammen så ofte, for det får dine præstationer til at skinne endnu stærkere i mine øjne! :-) Det er utroligt at se hvor du har rykket dig, og hvordan det rykker ved samarbejdet med LB... og også ved LBs arbejde med LP :-D God vind, er sikker på at han bliver første NTer med et LPChamp titel!!! " Tusind tak Camilla!!

søndag den 15. april 2012

Hundedag


Der var et nørdarrangement i dag, som jeg måtte melde afbud til, fordi jeg selv havde flere aktiviteter i gang i regi af Sydkystens Hundeskole. Det er den evige afvejning af at træne andre førere med hunde og egne hunde. Jeg kan godt af og til diskutere med mig selv om jeg skulle træne mere med mine egne hunde, men jeg synes jeg samlet har en fornuftig balance af mit ”hundeliv”.

Prioriteringen af hundene er glidende blevet ændret, og det er nok lidt underligt synes jeg selv. Megan står nu sidst i hierarkiet, fordi fokus er på Lille Bjørn, Max og så Megan. Og udover rallyen vil jeg jo gerne arbejde med Megan i dogdancing, som ikke har nogen prioritet lige nu. Jeg blev mindet om det i dag, hvor jeg var involveret i tre arrangementer for Sydkystens Hundeskole, alle i Herfølge Jagtforening.

Vibeke Gyldenkærne gennemførte et af sine populære grundkurser i spor. Under afslutningen af kurset kom deltagerne til at tale om hvad de ellers lavede med deres hunde, og pludselig faldt snakken på dogdancing, og jeg fortalte at jeg trænede det med Megan. En af deltagerne havde erfaring med dogdancing, og så gik snakken ellers :-)

Jeg stod selv for et introduktionskursus til rallylydighed om formiddagen. Seks dygtige ekvipager, hvor de fire allerede nu er klar til at gå op til en rallyprøve. Dejligt at se.

Eftermiddagens LP1 generalprøve var afbudsramt, så det endte med at Merete & Jewel var de eneste deltagere. Det var hyggeligt indtil Megan og Max skulle luftes i en pause, sammen med Jewel. Max er MEGET madfikseret og gik målrettet efter Meretes godbidshånd …

Næste uge bliver en ekstra spændende uge. Mandag starter en ny runde LP-hold i Jersie. Onsdag har jeg sammen med Eva Jensen og Anita Jakobsson teoriaften for vores to hvalpehold. Torsdag går turen til München hvor jeg fredag-søndag skal deltage i Ken Ramirez Training & Consulting Seminar. Det bliver ekstraordinært spændende!

søndag den 16. oktober 2011

LP3-træning


Lille Bjørn og jeg hvilede ikke længe på laurbærrene efter præstationerne i går :-) I dag gik turen til Herfølge, hvor jeg i første omgang skulle sørge for noget praktik og byde velkommen til endnu et begyndersporhold med Vibeke Gyldenkærne som instruktør. Et hold med 4 spaniels, en skotsk terrier og en retrieverblanding – og de var vist mere end tilfredse, de har straks efterspurgt et fortsætterhold til foråret.
Så havde jeg en aftale med Trine & Wicked og Helle & Flair om at træne LP. Vi var fantastisk heldige med vejret; solen skinnede der var vel 8-10 grader, og så bliver det altså ikke meget bedre at træne i.
Vi trænede et par timer med passende pauser, og jeg fik masser af god feedback til igangsætningen af træningen mod næste LP-resultatmål med Lille Bjørn: LP3. Noget af det jeg HAR lært er at jeg ikke skal forcere træningen, så jeg tror jeg i alle de momenter vi arbejdede med sørgede for det blev til succeser, uden at det var givet på forhånd.
  • Fællesdæk: Over et forløb på 5½ minut lå han 1:15, 1:30 og 0:40, fordi ca. 1:30 har været hans kritiske grænse. Det gik fint.
  • Fællessit: Byggede jeg gradvis op til 0:15 på 10 meter.
  • Fri ved fod går jeg ikke videre med før jeg har overvejet strategien (og der skal bestemt være hjælper på).
  • Stillingsskift. Nogle få skift med bagudbelønning, jeg skal have arbejdet med at han bliver skarpere til at opfatte værsgo som tegn til at han må tage belønningen. Ingen tvivl om at det giver nogle flot skift til stå. Jeg skal også have set på farten i de andre skifter.
  • Springapportering. Første gang kastede jeg apporten så langt, at han ikke kunne se den, og han tog derfor et tilbagespring uden apport. Så fik jeg lært at kaste den i passende afstand på den anden side af springet, og det blev superflot. To forsøg hvor vi stod 3 meter fra springet og han blev til han fik springkommandoen, lavede flotte optag og endte flot i plads med apporten fast i munden. Nu er det kun afleveringen jeg skal arbejde med.
  • Stå, sid og dæk valgte jeg fra i dag, også her skal der bestemt være hjælper på.
  • Indkald med stå. Det var en glansøvelse da vi gik på klikkerinstruktøruddannelsen, og jeg kunne straks genkende det flotte stop. Jeg skal have arbejdet meget fokuseret på at styrke det, og at variere med almindelige indkald.
  • Fremsending: Jeg har øget afstanden til 13-14 meter, og det kræver lidt tilvænning når jeg ”viser” feltet. Jeg prøvede det et par gange før Helle & Trine kom, og forsøgte en enkelt gang med dem som tilskuere. Først løb han flere gange hen til en spændende plet (”sex med sekretæren”), men jeg hentede ham tilbage til udgangsstillingen og sendte igen, han løb og stoppede lige uden for feltet. Is i maven og ja: et øjeblik efter løb han helt ind!! Dygtig dreng, der virkelig har forstået hvad øvelsen går ud på.
  • Næseprøve. 10 meter. Første gang løb han ud til en madskål der stod på sidelinjen, jeg gik lidt tættere på pindene og sendte igen, og så strøg han ud, smagte på en pind, tog den rigtige og kom flot tilbage i plads lidt for langt tilbage. Stor jubel og ikke mere næseprøve i dag.
Et par dejlige træningstimer og en glad og arbejdsivrig hund hele tiden – naturligvis!


Senere kom Camilla til Herfølge for at gå et par spor, og hun havde dette foto med, som jeg har bestilt for at blive mindet om hvad jeg har aftalt med Niina Svartberg – Lille Bjørn skal i Eliteklasse.

søndag den 13. marts 2011

Sporkursus med Vibeke Gyldenkærne i Køge-Herfølge Jagtforening

Seks trætte ekvipager ved slutningen af sporkurset

Kirsten og jeg har i mange år været medlemmer af Køge-Herfølge Jagtforening. Vi har begge jagttegn, men bortset fra en rævejagt med Emmy og Otto har vi ikke været på jagt. Men Kirsten har været i bestyrelsen i en periode, jeg stod for den første hjemmeside, og vi har sammen redigeret det lille medlemsblad i mange år. Det er vores forening :-)
I hundesammenhæng betyder det også at vi har gode muligheder for at lægge arrangementer i Køge-Herfølge Jagtforening. I flere år stod vi for skuer for border terriere dér, nu er de blevet afløst af skuer for Norwich og Norfolk terriere, næste gang den 15. maj. Vi har flere gange holdt LP-/rallyprøver i Spaniel Klubbens regi, og den 12. juni skal vi for første gang holde en rallyprøve i regi af Sydkystens Hundeskole.
Og så har vi også fået lov til at anvende klubhus og arealer til sporkurser med Vibeke Gyldenkærne som instruktør. Det seneste blev holdt i dag, jeg stod for det praktiske arrangement, og kunne rigtigt hygge mig med at genhøre teori, og opleve nogle entusiastiske kursister suge til sig af Vibekes formidable viden om sporarbejde.
Der er en foredragssal med lærred og projektor, der er køkkenfaciliteter, der er mulighed for at købe kaffe, sodavand og øl, der er toiletter, der er meget fine parkeringsmuligheder. Og så et stort areal vi kan bruge til spor. Det er bare perfekte rammer.
Jeg har hørt Vibeke fortælle om spor flere gange før, men der kommer hele tiden nye facetter med i hendes oplæg, der kommer nye situationer at kommentere og diskutere – og denne gang var det helt oplagt at koble Vibekes beskrivelse af indlæring af spor med Helle Damkjærs beskrivelse af indlæring af LP. Det kan siges kort: Der er INGEN forskel indlæringsmæssigt! Det handler om at nogle basale færdigheder skal være på plads, før man går videre – hvis hunden ikke kan følge et lige spor korrekt, kan den nok heller ikke følge et slangespor, et cirkelspor eller et spor med knæk. Man kan indlære adfærd på spor separat (fx dække ved genstand). Man skal hæve kriterierne gradvis, men kun et kriterium ad gangen. Osv.
Der er heller ingen genveje til at få en dygtig sporhund :-)

søndag den 16. januar 2011

Sporkursus for øvede

Megan venter på at gå spor (foto: Camilla Johannessen)
I dag stod den så på sporkursus for øvede. Og lad mig indrømme det straks: Jeg har ikke fået trænet spor med Megan siden begynderkurset midt i november 2010, og vi var absolut ikke klar til at gå noget der mindede om et øvet spor.
Men det betød ikke at vi fik mindre udbytte af kurset med Vibeke Gyldenkærne som instruktør, Sydkystens Hundeskole som arrangør og Køge-Herfølge Jagtforening som vært.
Vi fik en hurtig repetition af indholdet af begynderkurset, og hørte derefter om:
  • Målsætning ved et sporsøg: sporstil, sporfasthed, generalisering, koncentration, ro, glæde mv. Og ikke mindst at det er selve sporet, der skal være attraktivt for hunden, ikke en belønning ved enden af sporet!
  • Træningen: Motivation, opbygning af sporteknik (først små skridt …), generalisering (underlag, vind og vejr, sporalder, afledninger, genstande på sporet, fremmedspor mv.)
  • Indlæring af knæk og spidser
  • Afledninger
  • Beskrivelse/dokumentation af sporet, herunder sporrapportering
  • Særlige problemer ved sporarbejde. Som til forveksling ligner problemer i al anden form for træning :-) For svært underlag, overtræning, utålmodig fører går for hurtigt frem (fx accepterer at hunden går for stærkt), fører hjælper hunden i stedet for at lade hunden løse problemet.
Megan har bestemt ikke den ønskede teknik, hvor hun zigzagger mellem højre og venstre fodaftryk, så jeg fortsatte med at lægge lige motivationsspor, med lidt længere skridtlængde, for at få tempoet i søget ned. Når skridtafstanden var for lille skøjtede Megan over sporet og passerede en masse godbidder. Men kort line, ro på og ordentlig skridtlængde gik hun rigtigt pænt, og gennemførte nogle gode 90 graders knæk.

Paul lægger spor (Foto: Vibeke Gyldenkærne)
Megan fik ikke gået så mange spor, men hun var på hele dagen (hun slapper ikke af i en bil), og oveni i gårsdagens kursus har vi INTET mærket til hende siden vi kom hjem. Der bliver sovet igennem :-)
Tak til Vibeke for et meget velgennemført kursus med en masse godt præsenteret teori, og en masse god feedback ude på det frosne/mudrede areal :-))))

søndag den 14. november 2010

Sporkursus med Vibeke Gyldenkærne

I dag arrangerede Sydkystens Hundeskole det første af seks sporkurser med Vibeke Gyldenkærne som instruktør. Kurset blev afholdt hos Køge-Herfølge Jagtforening, med teori og frokost mv. i det pragtfulde klubhus, og øvelser på arealerne lige ved klubhuset, som var helt perfekte til de spor, vi skulle lægge.
I min velkomst nævnte jeg, at vi havde aftalt en række kurser, og Vibeke jokede med, at jeg måske ville have fortrudt, når jeg havde oplevet hende som underviser …
Det gjorde hverken jeg eller de øvrige kursister skulle jeg hilse sige! Vibeke er en meget dygtig instruktør, som gør teorien spændende og levende, og er god til at gennemgå de praktiske øvelser og give feedback før, under og efter øvelserne.
I teorien hæftede jeg mig specielt ved den systematiske opbygning af denne ønskede adfærd: lige spor, med højre og venstre fod direkte efter hinanden, og med godbid ved hælen for hvert skridt. Hunden får dermed kombineret færten med belønningen. Hvis hunden er for hurtig øges afstanden mellem skridtene. Kriterieopbygning er at øge afstanden mellem højre og venstre fod, så det nærmer sig almindelig gang, men stadig lidt i forlængelse af hinanden, så man kan iagttage om hunden (korrekt) skifter mellem højre og venstre aftryk/godbid eller bliver i den ene side af sporet.
Vi havde fået at vide at vi skulle have mange godbidder med, jeg havde indskærpet alle deltagerne at de skulle have mange godbidder med, jeg havde rigtigt mange godbidder med – og jeg løb tør for godbidder. :-) Men indtil da fik vi trænet flere forskellige former for spor: lige spor, slangespor, cirkelspor samt spor hvor der skulle påvises en genstand.
Jeg kan godt mærke at jeg blev tændt ret meget på det med sporarbejde, så Megan og Lille Bjørn kommer lige til at arbejde med forskellige former for spor på stranden :-))))
Jeg skulle jo gerne være klar til fortsættelsen til januar!
Tusind tak Vibeke for en inspirerende dag!!!