søndag den 14. juni 2020

Max 9 år

Max og Mathilde, dagens stjerner
I dag fyldte Max 9 år. Jeg kom i tanker om det ud på formiddagen da Anita ønskede tillykke med ham, og jeg spurgte hvorfor … ”Er det da ikke i dag han har fødselsdag?” Ups ☹

Han har tilbragt det meste af dagen i Løserup, til rallyprøve i DKK Kreds 2, hvor jeg skulle dømme, og han skulle gå championklasse med mig og juniorklasse med Mathilde.

Det var en ganske særlig dag for rallyfolket, den første prøve efter en længere ufrivillig Corona-pause. Kredsen havde gjort et stort arbejde for at sikre, at alle forhold var i orden, bl.a. hyret Conni som Corona-ansvarlig mv., og det er helt sikkert at alle sikkerhedsmæssige forskrifter blev efterlevet.

Vi var oppe som nr. 1 i championklasse hos Annette, og jeg skulle nok have varmet Max bedre op, for han var da ganske frisk 😉 Jeg skulle også have lidt bedre styr på banen, så jeg ikke lavede et korrekt 8-tal om!

Når det er sagt gik det strygende, der var 4 ommere og 4 1’ere, vi endte med 84 point og en rigtig god fornemmelse.

Som dommer havde jeg en mase fantastiske oplevelser, jeg vil nøjes med at nævne de 2 x 100 i championklasse (Birgitte/Linus og Christina/Tempo) og Amanda og Osseau som fik deres første seniorcert. med 97 point. Nå ja, så var der Signe og Lukka med 100 point i ekspert og Lisbeth med en skøn Groenendael, der også fik 100 point i ekspert og blev slået med 0,02 sekunder. Der var Gro og Ronja med 100 i øvet klasse. Og der var meget andet. Fedt at dømme igen og fedt at opleve så meget flot førerarbejde.


Mine baner kan findes her. Jeg er specielt glad for championbanen, med 15 sideskifter og 5 højrehandlede skilte.

Mathilde og Max var oppe til allersidst hos Annette, og jeg fik desværre ikke set dem, da jeg dømte samtidig. Heldigvis har Mette filmet:


Det er så flot, og de fik 95 point og er dermed kvalificeret til DM for tredje år i træk med Max!

Jeg er ret vild med, at Mathilde og Max er begyndt at gå rally igen, for de passer altså perfekt sammen. Som man kan se af Mettes foto foroven, er det vist en konkurrence mellem de to om hvem der mest tilfreds med dagens præstation!

Max er helt færdig til aften, det er jeg vist også tæt på, men jeg er sikke på at han ikke synes det var en dårlig fødselsdag. Og han er superglad for Mathildes fødselsdagsgave, et trækkelegetøj, som vi indvier for alvor i morgen.

fredag den 12. juni 2020

Back to normal?


Mandag
Hvad vil det sige at noget er normalt?

Jeg vil ikke forsøge at rode mig ud i et forsøg på at forklare, hvad jeg mener. I denne sammenhæng vil jeg nøjes med at konstatere, at overskriften er lidt ironisk, og at jeg kun mener, at der er nogle forhold, der er på vej til at blive, som de var for før tre måneder siden.

Tirsdag
Arbejdsmæssigt har jeg i lighed med mange andre i landet, fuldt ud erkendt hjemmearbejdets velsignelser. Jeg har ikke været på min arbejdsplads de sidste tre måneder, men jeg kan love for, at jeg har leveret det, der skulle leveres. Og leveret på en måde, så jeg fik plads til nogle private ting, som jeg normalt ikke ville få plads til, på de pågældende tidspunkter. Som bonus har jeg sparet en masse transporttid.

Back to normal håber jeg i den forbindelse ikke bliver tilbage til før Corona, men forhåbentlig det bedste af begge verdener.

Onsdag
På søndag skal jeg dømme rally for første gang siden 22. februar og til rallyprøve for første gang siden 29. februar. Det er en god anledning til at mærke efter, om det føles ”normalt”. Max og jeg er topforberedte, jeg er i mental balance, vi er klar til at få endnu en god oplevelse sammen på rallybanen. Vi har været oppe 190 gange, heraf 123 i championklasse, så vi har rutinen. Det bliver godt!

Der er nogle praktiske Corona-relaterede tiltag i forbindelse med rallyen, men intet der fundamentalt ændrer rallysporten, så det bliver tæt på normalt.

Mandag den 22. juni skal vi til Bornholm, for jeg véd ikke hvilken gang. Det er ved at udvikle sig til en rigtig god tradition med ferier på Bornholm, de senere år også ferier med svenskerne. Ferien i år har været tæt på at blive aflyst, men i dag fik jeg bekræftet af Politiets Hotline, at Sandra, vores svenske svigerdatter, må komme til Bornholm, og så faldt det hele på plads på allerbedste vis.

I processen har jeg fået en fantastisk service af Team Bornholm, og det er virkelig værdsat. Jeg talte med Mie, som har stået for vores bookninger, i dag, og fortalte hende hvor ekstraordinært godt, vi følte os behandlet, og mon ikke der er en lille tak på vej til hende 😉

Torsdag
Hvad vil være anderledes på Bornholm?

Forhåbentlig ikke alt for meget. Vi har en masse steder vi gerne vil besøge eller genbesøge. Vi vil gerne opleve en masse med svenskerne, og være bevidste om, at vi kun når en minimal del af det, vi havde håbet på. Så har vi en undskyldning, som vi slet ikke har brug for, for at komme tilbage til Bornholm. Det bliver så godt!

Og genbesøgene er allerede planlagt i hvert fald i hundesammenhæng. 12. juli skal Amanda og jeg dømme rally i Østerlars, og den 8.-9. august skal Anita, Amanda og jeg dømme rally samme sted. Kirsten og jeg drømmer også om at vende tilbage senere på året.

Fredag
Det normale i hverdagen er bevaret på langt de fleste områder, fx morgenturen med hundene. Det nye normale er morgenfotoet på bænken på badebroen, dette indlæg er illustreret med ugens fem fotos.

Det nye normale omfatter også gode cykelture 3-4 gange om ugen. Det har givet mig et meget bedre kendskab til lokalområdet, fra Køge i syd, over Havdrup i vest til Greve i nord. Og området bliver gradvis udvidet.

Det nye normale omfatter også læsefronten, hvor det er blevet til 22 bøger de sidste to måneder, de er alle omtalt i denne blog, og jeg har en liste med bøger, som jeg glæder mig til at gå i gang med.

Hvad med hundene???

De lever i den bedste af alle verdener, hvis man spørger mig 😊 De fylder begge år lige om lidt. Max bliver 9 på søndag, Otto 1 på onsdag. Der kommer naturligvis blogindlæg i begge anledninger.

Der er mange ting, jeg kunne have gjort anderledes og kan gøre anderledes med dem, men jeg synes der er en meget fin balance lige nu.

Jeg har en mere afslappet tilgang til hundetræningen, det handler primært om de gode oplevelser i det daglige, livsnydelsen. Nogen kunne måske studse, hvis de så Otto og mig træne rally, og tænke: sikke nogle skæve pladser (for at tage et helt oplagt eksempel). Forklaringen er enkel: jeg har overhovedet ikke trænet en skarp plads. Jeg har trænet, at vi har det sjovt sammen, og vi kan en masse andet end lige pladser, og de kommer nok også en gang … hvis vi synes det er vigtigt.

Bundlinjen er, at Otto og jeg har det fantastisk sammen, og det er det eneste fokus jeg har, så det er en stor succes.

Der er prøver indenfor rally, Freestyle og færdighedsprøver i kalenderen i år, og mon ikke vi har noget klar til den tid? Og hvis ikke, så har vi det sjovt alligevel.

onsdag den 10. juni 2020

Mathilde og Max

Mathilde og Max varmer op (foto: Mette)
I sidste uge aftalte Mette og jeg, at mødes i eftermiddag til rallytræning ved Mosede Fort. I mandags blev stedet ændret til idrætspladsen ved Osted Skole. Baggrunden var, at Mathilde og Max fik mulighed for at deltage i juniorklasse ved en rallyprøve på søndag i Løserup, og så skulle de naturligvis træne inden. Den eneste gang de har været oppe i år, var 8. februar.

En meget lang og svær bane ...
Jeg havde forberedt en svær begynderbane … svær er nok en underdrivelse: banen var på 19 skilte og var megasvær.

Så er vi klar :-) (foto:Mette)
Vi lavede normal banegennemgang, hvor jeg brugte ”mine” kommandoer, Mathilde gik banen nogle gange og fik afklaret nogle kommandoer – jeg har nogle ulogiske til synkronvendinger. Så varmede hun Max op, helt som var det en prøve, og så gik de banen. Det gik fantastisk godt, masser af positivt at sige om det. Vi fik talt om fejlene/misforståelserne, og så gik de banen igen, endnu flottere.

Max kom i bilen og Mathilde varmede Eddie op, mens jeg trænede lidt med Otto, og han fik gået det meste af banen med masser af belønninger (der var et par øvelser, der blev sprunget over). Vi havde det virkelig sjovt 😊

Efter at Mathilde havde gået med Eddie blev det til yderligere en runde med Max, og det var den allerflotteste af dem alle. Mathilde og Max er helt klar til søndag. Det er selvfølgelig godt.

Men det allerbedste er, at de fra de genså hinanden, bare var så klar til at arbejde sammen. Det var tre fejende flotte og glade banegennemgange, med en logrende Max hele vejen igennem – de passer så godt sammen, de to 💓

tirsdag den 9. juni 2020

Guddommelig Nose Work træning


Guddommelig, det lyder pompøst, men sådan føltes det, både mens jeg trænede og bagefter, så intet mindre kan gøre det 😉

Otto, Max og jeg er startet på en kort træningsrunde hos Merete de sidste 4 tirsdage i juni, og det gik fantastisk.

På Ottos hold var der et par afbud, så der var kun en ekvipage ud over os: Ronni og Charlie.

Jeg skal love for at de to unge herrer var i topform, godt støttet af deres førere.

Med to deltagere blev det ren luksus, hvor vi på skift gik 6 søg med hver 4-5 kilder, og fik feedback efter hvert søg.


Det første var ved indgangen til Aktivitetscentret, hundene skulle startes til venstre for bænken og søge mod bænken og videre til højre. Otto gik til venstre og fik hurtigt arbejdet sig ind på en høj kilde, som blev markeret med nogle karakteristiske hop , og naturligvis ros og belønning: Kilden sidder i den rette vinkel i logoet!

Så var stilen lagt, og Otto havde den ene fantastiske runde efter den anden. Det var tydeligt, da han blev træt, og han var i bilen et par gange undervejs, men hold da op hvor var det bare en fornøjelse at se ham arbejde; og jeg var også meget tilfreds med min afslappede og dog skarpe iagttagelse af hans adfærd.

Vi var i gang med den sidste runde, de to sidste markeringer var fine, den sidste efter en anelse træt søg, og jeg besluttede at stoppe.

Desværre ingen fotos, men en fantastisk dejlig oplevelse at se Otto brilliere på den allerskønneste måde.

Tidsmæssigt var timingen perfekt, Max kunne komme på inden det hold, vi er på, skulle starte. Han skulle starte med en stribe med søg, hvor han kunne komme til kilden, han har brug for en succeser. Og det fik han i den grad.

Han arbejdede eksemplarisk. Efter to grupper, hvor han kunne komme til alle kilder, tog vi også det til venstre for bænken på fotoet, og der kom en flot markering af en anden høj kilde, og det nævnte fik han også markeret efter noget arbejde, og minimal frustration, to gode succeser.

Derefter tog vi på egen hånd 5 grupper med tilsammen 24 kilder, og Max arbejdede med intensitet og præcision og uden frustration, på et helt andet niveau, end jeg har set ham længe. Han markerede alt på smukkeste vis.


Jeg tog linen af ved springvandet, for at kunne tage nogle fotos. Det krævede lidt akrobatik at markere, og det kunne Max godt lide (og Otto også for den sags skyld). Jeg huskede naturligvis at fortælle både Max og Otto, at de var fantastiske, og de var helt enige

PS: Jeg opdagede efter at have skrevet ovenstående, at titlen Guddommelig Nose Work træning er genbrug, og det gør da bestemt ikke noget!

Rallytræning morgen og aften

Masser af plads i Benløse
I går havde jeg mulighed for både træning morgen og aften, og det var en stor succes.

Morgentræningen var med Amanda i Benløse, vi skulle begge møde på arbejde op ad formiddagen, så det passede perfekt.

Amanda havde bedt om en svær senior-/championbane med mere end 20 skilte, og det fik hun 😊 24 skilte = alle seniorskilte fra ekspert- og championklasse.

Jeg havde kriterierne helt klar jf. forrige blog: 100 % fokus på Max. Første banegennemgang var virkelig god. Jeg havde varmet perfekt op, havde Max’ fokus hele vejen og han var på. Jeg lavede nogle meget fine ommere, og følelsen var, som den skulle være. Alle fejlene (der var ikke ret mange!) blev analyseret, og ja, de kunne alle tilskrives mig. Amanda havde nogle fine iagttagelser bl.a. bemærkede hun et håndtegn, som jeg ikke plejer at bruge 😉


Efter en pause, hvor Amanda og Osseau gik banen, gik Max og jeg igen. Det kørte fantastisk, følelsen var endnu bedre end i første runde, jeg havde fået korrigeret alt, der skulle korrigeres, og havde fortsat det rette fokus på Max. Det var tæt på det bedste vi nogensinde har gået.

Til sidst kom Otto også på. Han havde været ude et par gange, og han blev varmet op igen, så toppen af energien var brændt af. Vi gik en 7 skiltes bane, som blev opfundet på stedet. Flot fokus hele vejen, og enorm følelse: Otto strålede af glæde og det gjorde jeg naturligvis også

Lidt klemt i Søborg
Aftentræningen hos Christina i Søborg var med den ”samme” bane, bortset fra justeringer pga. pladsforholdene, udskiftning af nogle skilte og flytning af nogle skilte.

Jeg gik også denne bane to gange med Max, og det var igen en fed fornemmelse. Jeg gik fejl et par gange – der var kludder med nogle sideskifter – og jeg grinede af det og Max’ fokus var som det skulle være.

Otto var også med, og han var sprængfyldt med energi, meget optaget af omgivelserne og ikke mindst Tempo. Så kriterierne blev sænket og vi gik kun nogle bittesmå sekvenser, og det var som det skulle være.

Tempo og Otto sluttede med at løbe og lege, og brænde den sidste energi af.

To dejlige træningssessioner og jeg kørte begge gange hjem med den skønne følelse indeni, når jeg véd, at jeg har gjort det rigtigt og godt …

søndag den 7. juni 2020

Rally – hele vejen rundt 😉

Otto (foto: Hundefoto.nu)
Mens jeg skriver dette, er det endnu ikke helt sikkert, hvad grænsen for forsamlingsforbuddet ændres til. Men i rallykredse ageres der helt naturligt som om 10 bliver til mindst 50, og det håber jeg bestemt også!

Som formand for DKKs rallyudvalg er jeg meget tilfreds med, at de beslutninger vi traf tilbage i marts om håndtering af kvalifikation til DM og Årets Hund, har været tilstrækkelige, så der har ikke været behov for justeringer.

Heldigvis bliver der flere DM-kvalifikationsprøver, i alt 7: en dobbeltprøve 14. juni (hvor jeg skal dømme den ene, og op med Max til den anden), en prøve den 27. juni (som muligvis kommer til at blive delt over 27. og 28. juni), en dobbeltprøve 28. juni (som jeg desværre måtte melde fra til pga. ferie på Bornholm) samt en dobbeltprøve 12. juli (hvor jeg skal dømme og op).

Ja, der er mange DM-kvalifikationsprøver som blev aflyst, og det var ærgerligt, men det er superpositivt at der stadig er 7 prøver, som kan afholdes.

Som arrangør i Sydkystens Hundeskole ser jeg frem til vores første rallyprøve siden 8. februar, det bliver den 5. juli i Osted. Der er forbløffende få tilmeldinger i betragtning af, at det er en kvalifikation til Årets Hund, men dog med 17 champions!

Som dommer glæder jeg mig ekstra meget til at komme i gang igen. Jeg vil ikke sige, at jeg har savnet at dømme, men det gør jeg vist alligevel… Jeg ser frem til at dømme for første gang siden 22. februar, for DKK Kreds 2 den 14. juni. Den 4. juli skal jeg dømme for Rødovre Brugshundeklub, det et jubilæum, det er rallyprøve nr. 100, jeg skal dømme.

Jeg har designet banerne til 14. juni i dag, og jeg synes de er blevet meget spændende, jeg glæder mig til at præsentere dem for deltagerne 😊

Max (Hundefoto.nu)
Sidst, men ikke mindst, glæder jeg mig som udøver til at komme i gang igen. Max, Otto og jeg har trænet løbende, og i den kommende uge har vi 4 rallytræningsaftaler.

Max skal op 14. juni, 5. juli og 12. juli og jeg er gået i motivationstilstand, jeg skal bare have indersiden af hovedet på plads, så er vi klar.

Otto skal ikke op på denne side af sommerferien, men der står et par prøver i kalenderen i august. Også her er min mentale tilstand altafgørende, for pointene betyder intet. Vi skal bygge videre på det, som gerne skulle skabe grundlaget for forhåbentlig mange fantastiske år sammen; det handler om, at Otto skal synes, at det er tæt på det sjoveste i verden at gå på en prøvebane med far 😊

Der er mange perspektiver på genåbning af Danmark. Jeg er en af mange, som sætter stor pris på, at den muliggør noget der minder om rallyprøver, som før Corona 😊

lørdag den 6. juni 2020

Køretøjssøg i særklasse!


Video og alle fotos: Mia Rasmussen

♥♥♥♥♥♥
Jeg var i dag på et 2-timers temakursus i køretøjssøg med Mia (Rasmussen) som instruktør.

Kurset stillede en systematisk tilgang til træning af køretøjssøg i udsigt og jeg tilmeldte mig straks med Max.

Det kan siges kort: Det er et af de bedste og mest givende kurser jeg har været på!

Mia gav en kort introduktion til en metodik, som har givet hende gode resultater, og den er enkel: på en almindelig personbil placeres kilderne på fire forskellige steder: først 1. hjulkasse før hjulet, så 3., så 4 og så 2., og hver gang før hjulet. Vi går venstre om (med uret) hvis 1. kilde er til venstre, højre om (mod uret), hvis 1. kilde er til højre. For en sjælden gangs skyld var det os som førere, der skulle styre, hvilken vej hunden søgte 😊Målet er at hunden skal holde sig til bilen.


Vi var 6 deltagere på holdet, og vi kom igennem 14 individuelle søg hver, dvs. 3½ bil hver. Der var flere hunde, der så lidt trætte ud til sidst, men nok så vigtigt: Der var meget tydelig udvikling at opleve hos alle!

Max gik fantastisk, Mia gav noget forrygende feedback, og jeg voksede og lærte 

Den vigtigste læring var nok, at underlaget er af stor betydning for hundens læsning af søget, og jeg opdagede en dramatisk udvikling i min egen følelse under søgene. Fra at være irriteret over Max’ ”unødvendige snus”, fik jeg 100 % fokus på at aflæse, om det var arbejde eller fritid, for der er naturligvis afgørende forskel. Når det var arbejde, fik han selvfølgelig lov til at arbejde videre, og når det var fritid, blev han opmuntret til at søge igen. Se videoen øverst!



Mia var lige i øjet med sine tilbagemeldinger til mig, og det gav virkelig energi til at fortsætte med Nose Work-træningen.

Vi blev opfordret til at følge hinandens søg, og det var også meget givtigt.


2 timer fløj afsted, jeg lærte en masse, der var en supergod og konstruktiv stemning, det var et skønt kursus.


Mia fik også taget fotos og videoer undervejs, så alt i dette indlæg er med tak til Mia.

Mias begejstring er smittende, hendes engagement i Nose Work generelt og den enkelte deltager i særdeleshed vidunderlig, tusind tak for et ekstremt godt kursus