torsdag den 18. oktober 2018

Traditioner og nyheder – Sydkystens Hundeskole lever i bedste velgående

http://sydkystenshundeskole.dk/

Til daglig tænker jeg ikke så meget på Sydkystens Hundeskole. Den er der jo bare. Der er ikke så mange undervisningsaktiviteter, sådan er det med en Hundeskole, hvor de fleste instruktører er det på ren hobbybasis, og slår hold op, når de har lyst.

Lige nu har Katrine nogle hvalpehold og Nose Work hold og Amanda har nogle rallyhold (jeg går på det ene!). Det er det. Men der er sket noget det sidste stykke tid. Efter et års pause har Amanda og jeg opslået Rallyinstruktøruddannelsen, og vi havde da gode forventninger til at der var interesse for det, men at vi allerede skulle være oppe på 9 tilmeldinger (med et maksimum på 12), på et hold der starter til januar, det havde vi vist alligevel ikke ventet. Det glæder jeg mig rigtigt meget til at gå i gang med.

Det er femte gang for mit vedkommende, en god tradition!

I går skrev Birgit og spurgte om jeg ville opslå Julemarch til støtte for HMC, en dejlig tradition, som Birgit og hendes børn plejer at stå for, og naturligvis ville jeg det. Det er dejlig mulighed for at gå tur med hundene 22. december sammen med en masse andre hundefolk, og man kan købe kaffe og kage bagefter, alt sammen til støtte for Hundesport mod Cancer. Der er allerede kommet flere tilmeldinger.

Jeg skrev forleden, at jeg var i gang med at læse Birgitte Dangaards bog "Børn og elitesport - en forældreguide". Det er ret spændende læsning og vi var nogle der blev enige om, at det kunne være spændende at høre Birgitte live. Jeg har talt med hende og vi er blevet enige om et foredrag den 15. november i Solrød: Hvad er talent og hvilke faktorer har indflydelse på udviklingen af et talent?

Det glæder jeg mig rigtigt meget til. Det er opslået på Sydkystens Hundeskole, og alle er velkomne.

Den 31. december holder vi dobbelt rallyprøve i Herringløse. 2012 holdt vi for første gang rallyprøve 31.12, fra 2013 har det været en dobbelt rallyprøve, og det er en fantastisk tradition. Årets prøve blev åbnet for tilmelding 1. august og blev lukket en måned efter.

Jeg havde ikke selv opdaget det – men heldigvis er Christina også lidt nørdet 😊 – men den første prøve 31. december, som Conni dømmer, er Sydkystens Hundeskoles officielle rallyprøve nr. 50! Det afspejler vist meget godt at vi er en del i Sydkystens Hundeskole, der er vilde med rally.

I forbindelse med rallyprøven uddeler vi for femte gang Sydkystens Hundepris. Det er ganske enkelt: ”Priserne tildeles personer eller grupper af personer, som fortjener anerkendelse for en særlig indsats indenfor noget hunderelateret i det forgangne år.” Vi uddeler tre priser hvert år og alle kan indstille ved at sende en mail til  senest den 18. november.

Jeg må indrømme, at jeg da blev lidt imponeret da jeg skrev ovenstående, sikken en masse vi trods alt har gang i, og sikke nogle gode traditioner vi har skabt.

Jeg har for ikke så længe siden skrevet om andre hundetraditioner, som jeg prioriterer og det er fx weekendens arrangement på Samsø. Jeg har pakket det meste, tager afsted lidt i 7 i morgen med begge hundene, og så står der Samsø i kalenderen indtil søndag aften.

I formiddags gik det op for mig, at jeg glæde mig rigtigt meget. Det bliver tre skønne dage med en masse dejlige mennesker og hunde, det kan da ikke blive andet end fantastisk!

onsdag den 17. oktober 2018

6+ for de garvede og lidt mere om Samsø


Louise og jeg har været nemme at lokke til at stille op i 6+ en sidste gang til prøven på Samsø på lørdag. Vi er kvalificerede med Billie og Max i kraft af en 2. plads på Samsø 14.10.2017 og en 2. plads 28.10.2017 på Garbogaard. Sidst vi var oppe var 17.12.2017 i Hangar 17, hvor jeg stoppede, fordi Max var ked af det.

Louise og jeg har skrevet sammen om nummeret, og heldigvis har Louise været fremme i skoene, så da vi mødtes til første og eneste træning inden Samsø i dag, var der styr på musik og program. Musikken er Max’ og min FS1-musik, When I’m 64 i kort udgave, programmet er lidt inspireret af mit FS1-program, lidt af vore 6+ til Be My Life’s Companion, og lidt af hvad Max og jeg kunne af tricks – helt klart den begrænsende faktor i forhold til Billies og Louises repertoire 😉

Det er lækkert, at både hunde og førere er rutinerede, så efter nogle justeringer begyndte vi at arbejde med programmet, helt klassisk: uden musik og hunde, med musik uden hunde og med musik og hunde. Jeg tror vi fik to fulde gennemgange med hunde undervejs, med masser af belønninger – og heldigvis må vi jo belønne på lørdag! – og sørme om det ikke begynder at ligne et færdigt program. Det er nogle ret seje hunde Billie og Max, og de skal nok gøre det godt!

Jeg har visualiseret programmet flere gange, det bliver flot.

Jeg synes gulvet i Louise træningslokale var lidt underligt, men jeg ville ikke kommentere det … Først da vi gik op ad trappen til sidst fandt jeg ud af, hvad årsagen var, min sål var da gået helt i stykker 😊

Vi fik også aftalt kostume. Og så skal jeg da også lige nævne, at jeg fik vist Max’ HTM-nummer. Det kræver en del plads, men vi fik manøvreret på den plads, der var til rådighed, jeg kunne huske hele programmet, og det blev ikke så tosset.

Der skal lige trænes lidt i morgen, men så er vi klar til Samsø.


Samsø betyder noget særligt for mig. Vi holdt vores første sommerferie på Samsø august 1982, Christian var knap 1½ år, vi boede i en lejlighed vi havde lejet gennem Jyske Bank, hvor Kirsten var ansat, og vi holdt ferie på Samsø de næste 4-5 år.

Så var der en lang pause til 2010, og så var det naturligvis relateret til hunde En herlig tur til Samsø. Og så er der kommet en stribe Samsø går i Hundene, et par år som dommer, siden som udøver af HTM og Rally.

Jeg er vildt imponeret af, at Samsø kan stable så flot et todages-arrangement op hvert år, og tiltrække deltagere fra nær og fjern!

I år har jeg taget fri fredag, sejler over 8.30 og har aftalt en turistdag sammen med Anita og Amanda.

Det bliver superhyggeligt!

tirsdag den 16. oktober 2018

To dårlig generalprøver og noget lækker Nose Work


Jeg havde aftalt at mødes med Anita inden aftenens Nose Work træning for at vi kunne træne HTM en sidste gang inden Samsø. Området foran Aktivitetscentret i Solrød er perfekt til formålet, der er lidt forstyrrelser, men ikke for mange, og der er fint underlag.

Jeg var kommet til den sidste tredjedel af Max’ nummer, da Anita kom, og jeg var bare i tvivl om noget lige inden løbesekvensen. Anita overtog musikken og vi startede igen, og igen og igen. Max var utroligt opmærksom og knoklede løs, mens en passage cirka 30 sekunder inde var simpelthen forsvundet i mit hoved ☹ Jeg måtte opgive at finde ud af det mens vi trænede ….

Anita gik sit FS-nummer et par gange og derefter HTM en gang, uden Osseau, og det så rigtigt godt ud alt sammen 😊

Så skulle Lille Bjørn vise sit Paddington-nummer. Jeg havde ved visualiseringer i aftes fundet ud af, at have Paddington i samme side som Lille Bjørn skulle være i i nogle positioner, og det var en vældigt dårlig idé. Lille Bjørn plejer bare at være i positionen eller følge min hånd, så en Paddington var meget distraherende. Der skete også andre underlige ting, så det blev et ret forvirret program.

Jeg tror jeg havde givet Anita indtryk af, at vi havde et mere færdigt program, og jeg har nogle virkeligt gode visualiseringer, som ligger klasser over det vi præsterede i dag. Jeg har stor tillid til at vi topper på lørdag.

Lille Bjørn tog det hele med ophøjet ro …, nå ja, der var lige det med at jeg både over for ham og Max fedtede med belønningerne, dårligt førerarbejde.

Ret varm og meget rundtosset gik jeg med Max over til Nose Worken hos Mette, og det gik meget bedre, her skulle jeg jo ikke blande mig så meget!!! Nogle lækre søg ved busterminalen og på området med skulpturen, og til sidst søg på en af trapperne op til perronen og på perronen. Der var fine forstyrrelser og en masse godt hundearbejde.

Til aften har jeg testet alle usb ‘er inkl. Anitas + brændt cd’er som backup, og der er ved at være styr på det hele til Samsø. Sådan da, for da Anita spurgte hvordan Paddington kom ind til HTM-prøven havde jeg ikke noget svar, det havde jeg faktisk ikke tænkt over, det har jeg nu!

Da jeg hørte Liberty Bell var der i øvrigt pludselig ikke noget problem med at huske alle positionerne i det fulde nummer. Det var da bare fordi jeg var hektisk og febrilsk, at der kludder i forløbet i Max’ nummer.

Det bliver helt sikkert ikke kedeligt at opleve mine HTM-numre på Samsø, faktisk tror jeg de begge bliver ganske underholdende 😊

søndag den 14. oktober 2018

3 x rally og 2 x HTM

Minde fra for et år siden: Feeed dag på Samsø! Max debuterede i HTM3 og var fantastisk. 2.v. uden at bestå men superflotte kommentarer. Lille Bjørn debuterede i HTM1 og blev 3.v. og bestod. Louise, Billie, Max  og jeg blev 2.v. i 6+ og bestod ❤❤❤

I dag gik turen til Stestrup WorkingPaws, hvor Sorø Hundevenner og Sydkystens Hundeskole arrangerede Q4 2018 af Rallydysten.

Der var 18 katalognumre, der kom 2 afbud, og 2 af de tilmeldte var uden for konkurrence, så 14 ”rigtige” prøver. Stine dømte champions. Amanda ekspert og begynder.

Vi startede med champions, Max var nr. 2, Lille Bjørn nr. 4 og Max nr. 7. Jeg havde varmet Max op som planlagt, eneste ændring var at han sad i bur i hallen under banegennemgangen. Jeg tror ikke det betød noget, men jeg ved det ikke. Jeg kan ikke sige noget detaljeret om banen, men Max var helt klar ikke helt glad ved specielt den del tættest på tilskuerne, der var også noget gøen.

Jeg huskede fokus, at slappe af og bruge kommandoer, og vi fik arbejdet og gennem banen. Vi mistede en 270 graders vending, Max var bare væk, og vi mistede bakke væk fra fører, inkl. ommer, han satte sig = typisk dæmp. Derudover 1 ommer og 4 x 1 for langsom reaktion/snus. Ikke helt fed oplevelse, men jeg gjorde det godt, synes jeg selv, ingen panik.

70 point rakte til en 4. plads ud af 6 (der var 2 IB’er).

Lille Bjørn var varmet lidt op, men nok ikke nok, han var lidt frisk. Men hold da op et fokus. Vi mistede bakke væk fra fører, havde to ommere og 3 x 1 for langsomme reaktioner/snus. 81 point var jeg bestemt meget tilfreds med, han gik så flot og fokuseret. Det rakte til en 2. plads på dagen.

Jeg havde fået lov at gå en ekstra runde med Max uden for konkurrence. Jeg synes jeg gjorde det samme, og hold da op en forskel. Bortset fra en enkelt snus mellem start og første skilt var han på, havde fokus på mig, gjorde alt, som jeg ville have visualiseret det. Jeg synes, jeg var som i første runde, men var jeg det? Havde Max bare vænnet sig til området? Vidste han, at han kunne stole på mig? Jeg ved det ikke. Men jeg havde den fedeste oplevelse, og vi fik i øvrigt 99 point.

Vi havde booket hallen 4 timer og var færdige efter 2½. Jeg havde på forhånd aftalt at jeg kunne gå de to HTM-programmer. Jeg markerede et areal på 20 x 20 meter og gik først med Lille Bjørn.

Jeg har fået styr på afstande, Lille Bjørn er begyndt at vænne sig til Paddington, jeg husker en bliv kommando, når jeg skal lægge Paddington i afslutningen, vi får lavet nogle ret fede overgange, Lille Bjørn er topmotiveret og hvad kan man mere forlange?

Efter dagens test kan jeg med fuld overbevisning sige, at jeg glæder mig til at vise programmet på Samsø 😊

Max program gik også fint, men det med pladsen skal jeg lige have testet endnu en gang (tirsdag i Jersie), for vi kommer vidt omkring, og det skal jeg lige passe på med, selvom ringen på Samsø er ret stor. Jeg kan bestemt også sige, at jeg har det godt med programmet, og det glæder jeg mig også til at vise på Samsø.

Til allersidst fik Amanda og jeg diskuterede nogle detaljer i et oplæg, som skal bruges til næste rallydommermøde i januar, vi har forskellige ideer til, hvordan vi kan gøre reglerne klarere og nemmere at beskrive og forklare. Hvis en udenforstående havde set os, ville det være sort snak, men vi har virkelig fået overvejet hvad et øvelsesområde er, og hvordan det skal anvendes generelt 😉

Det var en rigtig god anvendelse af en søndag formiddag, tre rallyprøver og to HTM-prøver, perfekt opvarmning til Samsø. Jeg har haft forskellige ikke-konstruktive tanker om prøverne på Samsø, men de er erstattet af det eneste rigtige: vi går ind og gennemfører 7 fantastiske prøver!!! (2 x HTM3, 1 x 6+, 4 x Rally).

lørdag den 13. oktober 2018

Readiness is all



Det var planen at vi skulle have været til København i dag, det er længe siden vi bare har været på hyggetur. Men vi ombestemte os, mest pga. det gode vejr. Så det blev en stille og rolig hjemmedag.

Jeg gjorde baner og papirer klar til Rallydysten i morgen, herunder fik jeg lavet de sidste opdateringer af kataloget, så Lille Bjørn nu er med.

Begge hunde trængte til at blive trimmet, det blev så Lille Bjørn i dag, det klarede Kirsten, mens jeg tog til Jersie med Max. Han løb rundt og hyggede sig, vi sad og nød solskinnet, og vi fik trænet lidt rally og lidt tricks. Der var lige nogle ting, der skulle genopfriskes inden vi skal træne med Louise og Billie på onsdag og få styr på det sidste med 6+-programmet. Men mest fik vi leget og bare hygget.


Vejret var vidunderligt og vi fik frokost i haven, det er da fantastisk her midt i oktober.

Jeg fik Birgitte Dangaards ”Børn og elitesport” i torsdags, og i dag læste jeg første halvdel (Børn – Sport og Forældre). Anden del (Coaching og Mentaltræning) står på programmet i morgen. Spændende læsning, og en masse gode råd også for ”almindelige” mennesker.

Vi har igennem mange år abonneret på Politiken i papirudgave. Det stoppede vi med i år, men vi har savnet avisen lidt, og har nu et abonnement på den elektroniske udgave samt papirudgave lørdag og søndag.

I dag var der anmeldelse og omtale af 6. og sidste bind af Niels Brunses nyoversættelse af Shakespeares skuespil. Herunder kommenterede Niels Brunse ti egenudvalgte citater, bl.a. Readiness is all (”At være beredt er alt”), af Hamlet fra Hamlet. Det er et fantastisk motto for en prins, en projektleder - og for en hundetræner og konkurrenceudøver 😊

Jeg ved at min beredthed er 90+ % mental og jeg føler mig så klar til Samsø. I morgen skal jeg gå to rallyprøver med Max, og som man kan læse i Connis blog efter Ølstykke er fokus Ro på … Med Stine som dommer samt Susanne, Conni og Amanda som deltagere i samme klasse, så får jeg helt sikkert ikke lov til at glemme, hvad mit fokus skal være!

Lille Bjørn skal bare prøve at gå en rallybane. Han har ikke været oppe i championklasse siden den skrækkelige prøve i Osted 22.7 og har ikke bestået en championprøve siden 26.5., så en enkelt test inden Samsø er nok på sin plads.

Baseret på forløbet til Rallydysten i morgen beslutter jeg, om de er behov for mere rallytræning inden Samsø. HTM får en runde inden Nose Work-træningen på tirsdag, og onsdag træner Louise og jeg 6+.

Jeg mener, at vi er beredt 😉

fredag den 12. oktober 2018

HTM, Rallydysten, Samsø og pension

Det skønneste vejr i Herringløse

I dag gik turen til Herringløse Agilitycenter, hvor Mette og jeg havde en aftale på det udendørs areal, helt som i går i Jersie: jeg gik mine to HTM-programmer og var derefter prøveleder for Mette og Boogies LP3.

Jeg havde cirka samme procedure som i går, opvarmning med Lille Bjørn, fuldt program med belønninger undervejs og leg til sidst, og så anden del af nummeret med musik og belønninger. Lille Bjørn gik supergodt, men skulle nok have været varmet lidt mere op, for han var rigtigt i hopla. Tænkte jeg. Og så tænkte jeg om: Det er da mig, der skal op i gear, for at kunne matche ham. Motivationen er i top, og den skal jeg da spille med på 😊

Max gik også supergodt. Der var ikke helt samme overskud som i går (95 %), men jeg havde det rette fokus, der var styr på programmet, positionerne var fine, overgangene var præcise og jeg huskede at vente på ham.

Det var to superfine programmer, og hvis jeg kan gå cirka det niveau om en uge på Samsø, så er jeg meget tilfreds. Eller rettere MEGET tilfreds.

Weekenden er næsten uden hundeplaner. Der er Rallydysten søndag formiddag, og det er det. Og så alligevel ikke. Der er, mens dette skrives 16 tilmeldte. Max er naturligvis med, og jeg har en aftale om, at han går en ekstra runde (uden for konkurrence naturligvis), for at kunne arbejde med min indgang under konkurrenceforhold og med de skrappeste iagttagere.

Jeg har besluttet at efteranmelde Lille Bjørn. Han skal jo op i championklasse på Samsø for sidste gang, og det ville da være dumt ikke at tage denne perfekte træningsmulighed med. For ærligt talt træner jeg ikke rally med ham. Som i IKKE.

Hvad er der med Samsø? Hvert år har jeg haft nogle ganske særlige oplevelser i forbindelse med Samsø går i hundene. I år har jeg på flere punkter selv sat scenen til noget særligt.

Lørdag med ikke mindre end tre nye numre: Max’ foreløbige farvel til HTM med Liberty Bell, Lille Bjørns debut i HTM3 med Paddington i fuld udgave (og med Paddington bjørnen som rekvisit). Og så har Louise og jeg et helt nyt nummer klar til 6+. Jeg vil ikke afsløre nogen detaljer, bl.a. af den enkelte grund at vi ikke har hele nummeret på plads endnu. Vi træner det for første og eneste gang på onsdag, og så går det uden tvivl godt på Samsø.

Søndag med fire rallyprøver, med fokus på at gøre det rigtige (som til træning) med Max, og sørge for at Lille Bjørn får en sjov afsked med rally.

Hvad er det med Pension? Indtil videre har jeg udskudt min egen pensionering, men jeg prøver igen at komme på seniorordning i det nye år. Men jeg må erkende, at tiden for Lille Bjørns pensionering nærmer sig hurtigere end jeg bryder mig om tænke på. Hans hørelse har været dårlig længe, og da Kirsten fortalte om en episode forleden, gik det virkelig op for os, at det var alvor. Hun støvsugede, det plejer at udløse gøen og angreb på støvsugeren fra ham, så han skal lukkes væk. Men denne gang hørte han det slet ikke, han vågnede først, da hun kom tæt på, og så gøede han ikke engang ☹

Jeg kan virkelig mærke det i HTM-programmet, hvor han ikke reagerer på mine verbale kommandoer, og endnu mere end han plejer søger mit ansigt. Så, det jeg skrev ovenfor om vores HTM-program i dag, om hans motivation, skal jeg bare udnytte maksimalt på lørdag. For jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske kan blive sidste gang, og så skal det være en særlig fest i ringen – ja, det skal det selvfølgelig hver gang, men I ved hvad jeg mener, er jeg sikker på.

torsdag den 11. oktober 2018

HTM og LP

Max på Besser Rev 2014

I tirsdags skrev Mette til mig om træning i Jersie, og det endte med at vi lavede en aftale om, at jeg skulle være prøveleder i eftermiddags til hendes og Boogies LP3-program. Jeg benyttede anledningen til at komme tidligere og træne HTM med begge hundene.

Først opvarmning med Lille Bjørn, og så gik vi det fulde HTM3-program. Da jeg var kommet hjemmefra kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt Paddington (!!!!), men besluttede at udnytte det til min fordel ved at bruge Max’ nye legekammerat som Paddington, det gav bestemt en højere sværhedsgrad, for det sjove dyr ville Lille Bjørn meget gerne have fat i 😊

Han gik supergodt, ikke så præcist i alle positioner, men motivationen var helt i top, og alle overgangene virkede fint, og de nyeste positioner ligeså. Vi havde en fest med julemanden bagefter!

Musikken fortsatte mens vi legede, og så benyttede vi lejligheden til at falde ind efter 2 minutter og lave afslutningen igen. Hold da op hvor Lille Bjørn var glad og på!

Så blev Max varmet op. Vi kunne bruge Mettes opstilling, og lavede nogle forrygende fremsendinger til felt, og havde nogle gode løbeture.

Så gik vi i gang med Liberty Bell. Det er det bedste HTM-program jeg nogensinde har gået. Max var totalt fokuseret, jeg var en rigtig god fører, motivationen var helt i top, og præcisionen også meget høj. Det var virkeligt den fedeste oplevelse.

Jeg var forpustet og helt høj! To superfede runder med hundene, jeg var afslappet og hundene så meget på.

Så kom vi til LP. Meget apropos var et af dagens minder på Facebook fra Samsø for 4 år siden, hvor Max fik en 3. præmie med 3 nuller Max på Samsø.

Jeg blev opdateret på de ”nye” regler i LP3, og så havde jeg fornøjelsen at dirigere Mette og Boogie i et fuldt LP3-program. Det så ret godt ud!

Vi mødes igen i morgen, hvor vi skal træne det samme ved Herringløse Agilitycenter.