torsdag den 14. maj 2020

Træning og prioritering

Nordisk træning
Efter en april, hvor jeg skulle afvikle 14 feriedage, er det blevet hverdag igen, bare med den forskel i forhold til ”gamle dage”, at jeg skal arbejde hjemmefra. Det passer mig vanvittigt godt. Jeg har svaret på en undersøgelse i dag, og har bl.a. svaret, at jeg synes min effektivitet er steget, og at jeg generelt synes det er positivt at arbejde hjemmefra.

På hundefronten har det været lidt stille.

Christinna og Tempo
I mandags havde jeg den ugentlige træning med Christina, og det gik supergodt. Jeg havde lavet en tilsyneladende ganske simpel bane, men med 10 sideskridtøvelser var den bestemt ikke nem. Jeg fik lige præcis den balance, som jeg ønskede med Max, og vi fik både trænet præcision og motivation og jeg kørte hjem med en rigtig god følelse.

NW-træningen tirsdag og rallytræningen onsdag blev desværre aflyst, men det gjorde dagens nordisk træning ikke.


Der dukkede så noget andet op … Kirsten havde købt torsk samt nye danske kartofler og asparges, og synes ikke det var ok at spise kl. 20, hvor jeg normalt ville være hjemme.

Så jeg lovede at være hjemme kl. 19.

Gitte Freytag havde lavet fire baner, fokus var på vendinger, og der var noget at arbejde med. Der var en masse supergodt arbejde fra Max, men der var også nogle ting, der ikke var som de skulle være. Gitte fik igen påpeget de væsentlige ting, bl.a. om min balance mellem at belønne og ikke-belønne. Får jeg bygget FOR stor en forventning op hos Max, og er det derfor han er så overivrig, ikke mindst på højre side?

Jeg har også fået trænet på platform, og jeg fik Kirsten til at filme et kort træningspas med Otto i eftermiddags. Jeg lagde videoen op i Facebook-gruppen for kurset og har fået en masse meget anvendelige tilbagemeldinger fra Sonja.

Sonja er en af mine yndlingsinstruktører, og det var bestemt ikke tilfældigt, at jeg meldte mig til hendes online platforms-kursus. Hun har lavet en stribe forbilledlige videoer til de forskellige dele af kurset, hun har meget fleksibelt læst deltagerne og øget frekvensen mellem de nye øvelser fra 1 til 2 uger, og hun giver meget præcis og anvendelig feedback på en super-konstruktiv måde. Det er bare en fornøjelse at være på hold hos Sonja.

Jeg må komme med en tilståelse. Jeg træner platform med begge hundene, og det var ikke tilfældigt, at Otto blev filmet i dag. Han har forstået konceptet, og er – positivt ment, jeg véd Max læser med 😉 – rigtigt skarp! Så det er helt oplagt, og har hele tiden ligget i kortene, at han skulle arbejde med platform som ét af redskaberne ved indlæring af nye øvelser/positioner.

De næste dage står i rallyens tegn. I morgen med Amanda, på lørdag eksamen i rallyinstruktøruddannelsen og søndag med Mette. Vi er ved at komme i form til, at der kommer officielle prøver igen 😊

lørdag den 9. maj 2020

Det er hårdt at være hund 😊

Leo, farfar, Frasse og farmor
Max synes det har været en hård dag, Otto er også godt brugt, men han synes ikke dagen har været nær så hård …

Bølle, Max, Mille og Otto
På morgenturen mødte vi tre hundevenner, som Otto kunne lege med, på billedet ses Bølle og Mille. Det er altid en ekstra skøn start på dagen, når der er nogen at lege med synes Otto, Max er ret ligeglad.

Syv svaner fløj forbi på morgenturen
Jeg tog en cykeltur efter morgenmaden, og så var det ved at være tid til at tage til Törringelund Nationalpark, som ligge nogle få minutters kørsel fra Oxie, hvor svenskerne bor. Anledningen var Leos 4-års fødselsdag.

Max, Otto og Leo
Det blev en dejlig dag. Alle børnene er vilde med Otto og Max, og Otto gengælder følelserne, Max er ikke lige så vild med det. Specielt Leo og Otto har et helt specielt forhold, det er vidunderligt at opleve.

Vi havde medbragt det nødvendige til at grille et udvalg af pølser, vejret var i den grad med os, og det blev en uforglemmelig skovtur for børn og voksne.

En lille sø i Törringelund
Törringelund er bestemt et besøg værd, og vi kommer helt sikkert igen, måske allerede i næste måned når Frasse fylder 6 år.

Hundene er helt færdige, og det er bedsteforældrene også 😉

fredag den 8. maj 2020

Om rally, engagement, alder, læsning

Morgentur, Max på badebroen
Den 5. marts startede jeg på et hold i nordisk rally hos Gitte Freytag i Dansk Hundeskole i Roskilde. I går var vi nået til anden runde. Corona har gjort det meste, og regnvejr det sidste, så sådan blev der to måneder i stedet for 1 uge mellem de første to træningsrunder.

Gitte havde tilrettelagt det fint, der var tre mindre baner, med fokus på sidestep, vendinger på stedet, bakning, der var et område med planker og platforme og spejl, og et område med store kegler. Gitte stod ved den ene bane og gav feedback, efter at vi havde gået banen.

Max og far (foto: Mia)
Jeg havde både Max og Otto med. Max gik nogle pæne baner, og jeg havde primært fokus på motivation, men der sket lidt underlige ting. En reel smuttur, og en del fokus på underlaget. Han lavede en masse godt og flot, men der manglede et eller andet.

Gitte gav meget fin og præcis feedback, det var ret åbenlyst, hvad vi manglede at træne …

Otto havde jeg ude et kvarters tid, og han var totalt opslugt af underlaget, og vi fik kun lavet tre mikroskopiske øvelser, og det var fint 😊

Eftertræningssnak (foto: Mia)
Efter træningen sad vi alle, 7 deltagere og Gitte, og småsnakkede, Mia fandt udmeldingen om fase 2 af genåbningen og læste op, og jeg tror vi alle sammen var ret skuffede. Selv med den bedste vilje kunne vi ikke finde en indikation af, at rigtige rallyprøver bliver mulig i fase 2. Vi brænder alle for rally, og vi diskuterede alt muligt, som kunne ses som lyspunkter, men næh, en rallyprøve der bare tilnærmelsesvis ligner det, vi er vant til, står ikke lige for.

I dag havde Amanda og jeg aftalt at tale sammen om de sidste runde af Rallyinstruktøruddannelsen, den praktiske eksamen. Vi plejer at have alle deltagere og inviterede ekvipager samlet, og det kan vi ikke nu.

Jeg skulle lige til at tage af sted på morgencykelturen da Amanda skrev og spurgte om jeg havde tid til at tale, så jeg trak cyklen de første tre kilometer, mens Amanda og jeg fik klaret planlægningen, eller principperne for den, plus det løse …

Derefter cyklede jeg til Mosede Fort, vestpå til Karlslunde og sydpå hjem igen. En skøn tur i det dejligste vejr.

Max og Otto hygger :-)
Midt på dagen-turen med hundene gik til hundeskoven i Karlslunde, det var godt nok lummert, så den blev ikke så lang, men hundene hyggede sig gevaldigt og jeg fik trænet lidt indkald med Otto 😊

Vi har aftalt at besøge svenskerne i morgen, det er Leos fødselsdag, så jeg skulle til Irma i Greve og handle, hundene plejer at komme med, Otto var helt med på den, Max blev liggende i solen i haven.

Til aften talte Kirsten og jeg om Max. Han bliver 9 i juni, men han virker altså lidt gammel… Det er svært for mig at erkende, men jeg har lagt mærke til lidt ændringer i hans adfærd på det sidste, som jeg kun kunne opfatte som noget aldersrelateret, og det er altså underligt. Max, som indtil januar aldrig har været den ældste hund hos os, og nu er han ved at være gammel ☹

Nyt emne 😊

En af sideeffekterne af Corona-situationen er, at jeg har fået min gamle interesse for at læse genoplivet. Symbolsk blev det markeret ved at min filmblog også kom til at omfatte andre kunstarter, og siden 13. april har jeg skrevet om 11 bøger. Bøgerne på læselisten hober sig op, på en skøn måde 😊

Jeg er i gang med Raymond Chandlers Den lange søvn. Dernæst kommer Tobias Bukkehaves Kongetro, Conan Doyles Baskerville-slægtens hund og Hanya Yanagiharas Et lille liv, så de sidste 4 bind om Sherlock Holmes osv.

Jeg har en tilsvarende liste med musik og med film.

Og hvad betyder det?

At der er en masser fantastiske oplevelser i vente!!!

Det er der bestemt også på hundefronten. Jeg kan mærke at glæden ved at træne er vendt tilbage i stor stil og jeg elsker at arbejde med Otto. Og jeg er blevet mindet om, at Max er ved at være gammel, og at jeg skulle huske at respektere det. Når bare præmisserne er klare, så kan træningen blive rettet ind efter det.

onsdag den 6. maj 2020

Gang i træningen

Otto og far (foto: Mette)
Der har været god gang i træningen ugens tre første dage. Kirsten og jeg havde en fitnesstime mandag og deltog på seniorholdet i dag. Jeg er ret øm flere forskellige steder, pausen har vist varet lidt for længe, det er skønt at være i gang igen!

Jeg har fået materialet til de første tre øvelser på online platformkurset hos Sonja, og det er virkelig godt. Gode, instruktive videoer, meget pædagogiske, og jeg glæder mig til at komme i gang med de tre øvelser med begge hunde. Jeg har dog fortsat lidt problemer med steppet inden: magnetiseringen, men Sonja har givet mig et tip, som jeg prøver af i morgen.

Rallyen med Christina mandag aften blev aflyst, og lidt efter blev tirsdagens Nose Work hos Merete også aflyst, men Christina var frisk på at træne tirsdag aften i stedet, så sådan blev det.


Jeg havde planlagt en lang finurlig bane, og jeg gik nogle fine baner med Max, men lidt ufokuseret, og jeg havde ikke noget svar, da Christina spurgte, hvad jeg trænede …


Det tænkte jeg en del over, og tog revanche i dag.


Jeg havde aftalt at mødes med Mette i Roskilde, vi aftalte på forhånd en bane, som både kunne bruges til begynderne (Eddie og Otto), og de viderekomne (Boogie og Max), så den havde jeg med hjemmefra, så den var lige til at stille op.

Otto på rallybanen (foto: Mette)
Det blev virkelig fed træning, fordi jeg helt bevidst om, hvad jeg trænede med begge hunde. Ikke mindst var det vigtigt i forhold til Otto at huske, at jeg KUN trænede motivation, at have det sjovt på et område med skilte i skilteholdere, og det fik vi i den grad.

Var vi ikke gode sammen? (foto: Mette)
Vi startede med en kort bane, en meget glad og logrende Otto, og masser af leg bagefter.

Sådan sluttede vi også, og indimellem fik de andre hunde også gået banerne.

Jeg vil ikke hjem nu! (foto: Mette)
Hvad synes Otto? Han synes bestemt ikke ville skulle stoppe, så han ville slet ikke med, da jeg skulle have ham tilbage til bilen, jeg måtte lokke med godbidder … så helt dumt har det nok ikke været 😉

søndag den 3. maj 2020

Livsnydelse

What's in it for me?
Det har været en fantastisk dejlig dag. Ingen planer, det var bare at gøre det, vi havde lyst til.


Jeg stod op lidt over 6, efter morgenbadet gik jeg den sædvanlige morgentur med hundene, og fik taget det traditionelle morgenbillede fra badebroen.

Morgenmad, og så en cykeltur, hvor jeg fulgte det meste af den røde kløversti, men forlængede den lidt til sidst.

Da jeg kom hjem, var Kirsten klar, og vi gik vores morgentur, som bl.a. bragte os forbi Menys bager.

En kop kaffe og et kaffebrød, en enkelt Sherlock Holmes novelle, og så var det hundenes tur.

Kirsten ville helle ordne noget derhjemme, så hundene og jeg kørte til Roskilde.


Jeg parkerede på Bønnelyckes Plads, vi gik via Borgerdiget og Byvolden til havnen og omkring Vikingeskibsmuseet, via Byparken og Roskilde Domkirke retur til bilen.

En hurtig frokost og så var det Max’ tur til at blive trimmet.

Kirsten og jeg tog derefter en kort cykeltur ned til Strandhaven, og kørte rundt i området dernede.

Da vi kom hjem, fik hundene kødben og jeg løste en enkelt Sudoku og læste en novelle.


Så hentede vi aftensmad fra Smeralda i Solrød, deres Antipasto Uno til to. Her er salgstalen: ”Et fad af smagsoplevelser fra Italien. Specialiteter såsom parmaskinke, mortadella, bresaola. vitello tonnato, 3 forskellige salami og 3 forskellige italienske oste. Anrettet på rucola, semi-dried tomater, oliven, grillede grøntsager, basilikumpesto og rød pesto. Hertil hjemmebagt italiensk brød. Ekstra tilbehør: stegte tigerrejer.


Det er høj kvalitet til en fantastisk pris, 98 kr. pr. person plus 30 kr. for rejerne.

Alt var lækkert, og der var rigeligt, så jeg har helt sikkert også til frokost i morgen.

Vi startede med et glas Aperol & Prosescco inden vi gik i gang med maden.


Til maden fik vi Les Polissons (drengestreger) 2018 fra Benoit Aymard i Cahors. En ung, skøn Malbec, som jeg nyder et sidste glas af, mens jeg skriver disse linjer.

I morgen er det normal arbejdsuge igen. Al restferie på nær en enkelt dag er afviklet, jeg er i et nyt område, og jeg skal fortsat arbejde hjemmefra. Jeg tror ikke der sker der store ændringer, og det passer mig fint 😊

Fitness-træningen skal ind i en fast rytme, i første omgang med to ugentlige træningstimer.

Hundetræningen bliver også noget mere formaliseret nu: rally med Christina mandag, Nose Work hos Merete tirsdag, rally hos Gitte torsdag og online platformskursus hos Sonja.

Vi er mange der venter spændt på en officiel udmelding om Covid-19 og større forsamlinger, helt basalt og egoistisk set fra min snævre synsvinkel: må vi holde rallyprøver udendørs de kommende måneder, ja eller nej. Jeg tror det bliver et nej, men selvfølgelig håber jeg så meget på et ja.

På læsefronten er jeg ved at være færdig med Erindringer om Sherlock Holmes, og inden jeg går i gang med bind 5 i den nye komplette Sherlock Holmes samling (Baskerville-slægtens hund), står Raymond Chandlers Den lange søvn (The Big Sleep) på læselisten efterfulgt af Tobias Bukkehaves Kongetro.

Der er også musik, der skal genhøres og film der skal genses. På musiklisten faldt jeg over disse.






Der er en masse at se frem til 😊

lørdag den 2. maj 2020

Kongemåltid

To hunde, der nyder hinandens selskab
♥♥♥♥♥♥
Der er ikke så mange muligheder for at komme ud og spise, så da muligheden opstod i dag, slog vi straks til.

Som velkomstdrink fik Kirsten en lækker mix af super creme de cassis og Beaujolais, toppet med isterninger og rosmarin. Jeg fik Rum’N Beer fra Thisted Bryghus, en fyldig og kraftig øl, lige som jeg elsker den.


Vi havde valgt at ”nøjes” med hovedret: Citron- og chilikrydret kylling med to slags salat.

Det var en perfekt stegt kylling, serveret med en salat af hvidkål, rødkål og tørret abrikos, samt en salat af stegte danske asparges, danske tomater, fetaost og oliven. Det var et uforglemmeligt måltid, alting spillede sammen og vi nød det hele.

Vinkortet er ikke så stort, men der var mange spændende naturvine, og jeg valgte Lassolle ADNaturam Amphorea 2015 fra Stéphanie Roussel, et perfekt valg og en fremragende vin.

Det lyder ikke af så meget, men ordentlige ingredienser, perfekt tilberedning og en enestående vin, det var bare ufatteligt godt.

Egentlig trængte vi ikke til mere, men vi lod os friste til et en espresso og lidt sødt, som bestod af to stykker Johan Bülow med Mango og to stykker Peter Beier hjerter. Ingen dikkedarer, bare superlækkert altsammen!

Et ganske perfekt måltid, som jeg ikke kan give mindre end topkarakter, 6 hjerter!!!

* * *

I øvrigt har det været en fredelig dag med dejlige ture.

Udsigt fra badebroen lørdag morgen

En morgentur med hundene.

En morgentur med Kirsten.

En eftermiddagstur med hundene.

Udsigt fra strækningen mellem Gl. Havdrup og Havdrup
En cykeltur alene.

Det bliver ikke bedre …

fredag den 1. maj 2020

Hvad hvis…

Max, Otto og Molly fredag morgen
Tiden er en forunderlig størrelse, og jeg har tænkt meget over tid efter at have læst Hvor bliver tiden af?

Jeg kunne skrive løs i timevis om tid og de tanker, tid har sat i gang, det kunne være et af mine mange projekter, som jeg skyder til, når jeg bliver pensionist 😉

Mit fokus er at få mest muligt ud af nutiden og gennem fornuftig planlægning af den kommende nutid (fremtiden), hele tiden have et godt grundlag for en god nutid.

At arbejde giver indtægter, som muliggør en god hverdag og opsparing, så dagen efter hverdagen også kan blive god.

Lille Bjørn for 9 år siden
At træne med hundene er sjovt og hyggeligt i sig selv (hvorfor gjorde jeg det ellers?) og skaber grundlag for at vi kan udvikle os som teams, deltage i konkurrencer og få titler osv. Alt sammen noget, som en med til at give livet værdi.

At gå til fitness, træne, gå, cykle osv. er rart og skaber grundlag for, at jeg har en helbredstilstand, så jeg har et liv de kommende år.

At være sammen med andre mennesker, at have venner, det er med til at udvikle relationer, udfordre, lære, bliver klogere, blive glad, ked af det osv.

At LEVE – at anvende tiden fornuftigt - er summen af det hele. Og mere til ….

Skønt minde fra for 4 år siden. Osseau, Anita, Lille Bjørn, Max, Megan
Vi ved heldigvis ikke, hvornår det er slut, jeg tror at de fleste ville handle fuldstændig irrationelt, hvis de vidste, når de vågnede, at det var deres sidste dag.

Kan man leve hver dag, som om det var den sidste? Ja, hvorfor ikke? Man kan leve hver dag, så de ”efterladte” ville mindes en, som ”den man var”, hvilket man jo selv definerer.

At leve hver dag som den sidste, betyder også at intet kan udskydes: ”Jeg gør det i morgen”, mister al betydning, fordi jeg er der ikke i morgen. Hvis der er noget, du har fortrudt eller mangler at få gjort, så gør det i dag.

Covid-19 gør det oplagt for mange at revurdere deres liv. Mange inkl. mig selv er blevet tvunget til at agere anderledes end vi plejer. Der er mange positive aspekter ved det, og mange negative, men vi er blevet foræret en mulighed for at revurdere den måde vi lever på.

Fredagsbar
Internationalt og nationalt er det helt oplagt, men på det personlige plan er det endnu vigtigere.

For mange af os bliver vores arbejdssituationer fundamentalt anderledes. Vilkår, som vi troede var midlertidige, bliver permanente og under alle omstændigheder vidt forskellige fra, hvad vi var vant til.

Vi kan drømme om, at alt bliver, som det var før, eller vi kan erkende, at det aldrig bliver, som det var før, og gøre vores til, at vi får en plads i den nye virkelighed.

Vi skal redefinere vores hverdag og vores virkelighed.

Intet bliver som før.

Bortset fra, at vi selv vil være de samme indeni, og skal forholde os til, at alt andet er forandret.