lørdag den 26. maj 2018

Bonjour tristesse

Max til prøve 2 (foto: Mia)

Min blog er ikke mindst min performancejournal. Lanny Bassham ville kom efter mig, hvis jeg skrev det, jeg gør nu, men jeg gør det alligevel: Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst er taget så trist fra en hundeprøve som i dag. Jeg har ledt efter det rigtige ord: skuffet, desillusioneret, ked af det, men trist rammer nok bedst. Kirsten har også spurgt til det, for det er bestemt ikke sådan, jeg plejer at have, det efter en prøvedag.

Det sidste jeg sagde til Amanda og Anita inden jeg kørte var, at som jeg havde det, ville jeg ikke kom til rallyprøverne i Sheltie Klubben i morgen. Jeg kan mærke frustrationer, irritation, skuffelse og andre legale følelser, som fylder alt for meget, og har svært ved at blive trængt væk.

Det var et rigtigt flot arrangement, som altid når Annie står for det. En dobbelt rallyprøve, fine baner designet af Anita og Conni, fantastisk vejr, flotte præmier, god stemning.

Vi startede på Anitas championbane.

Jeg havde fået Mette til at holde Max, for at afprøve den alternative start fra Hässleholm. Jeg fik ham lige inden vi skulle på banen, og han ville bare ikke være hos mig. To gange til Anita og tilbage igen, ind på banen og to gange igen (?). Jeg lagde ikke selv mærke til det, men Anita sagde han rystede de første 4-5 skilte. Derefter var han pludselig på, og den sidste del af banen føltes ok. IB.

Lille Bjørn havde det ret varmt, han ville ikke bakke væk fra mig (13), der var 3 ommere og 4 x 1. 74 point og nr. 6 ud af 7. Til Connis championbane var det ikke blevet køligere. Jeg lånte en kølemåtte af Mette, og den faldt bestemt i Lille Bjørns smag. Derudover fik hundene naturligvis masser af vand at drikke og over sig.

Jeg aftalte med Amanda at varme Max op på klassisk vis (måske ikke for mig), opvarmning under ekvipagen før, masser af godbidder, snusning forbudt. Jeg havde ikke line på, superkontakt, da vi nærmede os ringen dæmpede han, og løb lidt væk, jeg tog fat i ham, fik ham ind i plads, klappede ham og gav klartegn. Vi gik en ok prøve, men jeg var anspændt, og jeg kan se på videoen (tak Mia!), at Max slet ikke er i nærheden af at præstere på det niveau, han kan, når han er bedst.

Vi kæmpede os igennem, vi fik 90 point, men det var ikke en god fornemmelse, lidt bedre en første prøve, men ikke sådan som jeg gerne vil føle indeni.

Lille Bjørns anden prøve føltes fantastisk. Han var virkeligt på, meget bedre end til første prøve, og bortset fra at han igen ikke kunne bakke (bakningen i slutningen af banen, når det er varmt, er ikke et hit), mistede vi kun 5x1. Absolut godkendt. 82 point og 5. vinder ud af 9, Max blev 4. vinder.

Mathilde: 1., 2. og 3. vinder til juniorklasse hos Conni

Så blev det Mathildes tur 😊 Hun skulle op med Boogie, Max og Lille Bjørn i juniorklasse til begge prøver, og gik igen fantastisk. Første prøve var hos Anita, og her fik Mathilde sin første prøve til 100 point med Boogie; hun blev nr. 2 med Max med 94 point og nr. 3 med Lille Bjørn med 86 point. Anden prøve vandt hun med Boogie med 99 point, Max blev nr. 2 med 93 point og Lille Bjørn blev IB’et, fordi Mathilde for at vikle linen ud tog fat i hans halsbånd.

Jeg kunne som tilskuer nyde Mathildes opvarmning (godt coachet af Amanda) af hundene, og se alle banegennemgangene. Mathilde arbejder toprutineret, og får i sagens natur mere og mere erfaring. Selvom hun naturligvis ærgrede sig over IB’en, så er det god læring, til en prøve der intet betyder.

Annie havde fået den gode idé at arrangere en seniorklasse, til fordel for HMC, og ved at ændre seniorkriterierne lidt fik vi 13 til at gå op og dermed et bidrag på 1.300 kr. til det gode formål.

Der var én, der før prøven spurgte, hvad en seniorbane var, og jeg sagde der ikke var dæk, sit, twist eller bakke. Hvad er der så tilbage? lød det rappe svar 😊 Det kan man se nedenfor:

Seniorbanen

Hvad så kunne man spørge, hvad er der at være trist over?

Jeg har ikke et godt svar, det føltes bare ikke godt. Ikke gode resultater, og slet ikke den rigtige følelse, det var faktisk kun Lille Bjørns anden prøve, jeg havde det rigtigt godt med.

Jeg sover på det og mon ikke jeg dukker op til Sheltie Klubbens prøve i morgen?

Ingen kommentarer: