fredag den 30. juli 2010

Feriedage – 9 (Ny energi!)

Ferietid betyder for mig bl.a., at bryde de daglige rutiner. Og det er virkelig lykkedes denne gang. Ingen planer, ingen specifikke mål, forskellige muligheder, men ingen kriterier for, hvor meget der skulle nås.
Hundetræningen har været på lavt blus, men som man har kunnet læse blev jeg lidt tændt i mandags, og træningsdagbogen blev støvet af.
I dag kunne jeg mærke den gamle gnist, og i eftermiddags tog Megan og jeg til Jersie – fordi jeg bare havde så meget lyst til det - mens Kirsten gik en tur med drengene. Jeg havde en plan, og vi fulgte den. Det betød at vi legede lidt, så trænede i ½ time, og så legede. Og vi stoppede mens det gik godt.
Det havde regnet en del, det var næsten tørvejr mens vi trænede, men regnede lidt, og da både Megan og jeg elsker småregn var det ret perfekt.
  • Fri ved fod. Jeg havde fokus på vendingerne. Nu har jeg herset kursister i vendinger mange gange, så nu tog jeg min egen medicin. Og – sært nok – når jeg satte fødderne, som jeg selv synes de skal sættes, lavede Megan perfekte vendinger. I alle tre gangarter. Alle 2-skridtsøvelser virker godt, vendingerne er også ok, men i venstre om vil jeg godt have lidt mere smæk med bagparten. Vi tager lige baljen frem i morgen.
  • Stillingsskift. Jeg trænede alle skifter, men naturligvis separat, og eksperimenterede med afstande. Megan kan virkelig lave nogle flotte skifter efterhånden, men det kniber ofte med det første, så det har jeg meget fokus på. Og jeg arbejder stadig med afstanden på skiftene fra stå til sit/dæk; det er svært at tage sin egen medicin = skiftene skal fungere på en given afstand, ellers virker de ikke når afstanden øges. Den lov er stadig gældende kunne jeg konstatere …
  • Udlagt apport. Jeg måtte lægge ud for mig selv, og kriteriet var at Megan gik i den rigtige retning. Og det gjorde hun både til højre og venstre. Mærkeligt … Efter prøven i Lyngby 10. juli, hvor dirigeringen ”pludselig” virkede, har den ikke været et problem. Føreren har haft nogle blokeringer!
  • Stå, sid og dæk under gang. Tre separate øvelser, og alle udført super!
  • Indkald med stå. Det eneste der gik i fisk i dag. Første gang kaldte jeg, og Megan begyndte at snuse – ok, jeg havde også spildt lidt godbidder, men alligevel. 2. gang løb hun, stoppede og satte sig. Hmmm. Så lavede jeg et almindeligt indkald, flot! Og så igen et indkald med flot stop. Puha. Men det er heller ikke en øvelse vi træner, så måske ville det hjælpe med en anelse træning.
  • Fællessit blev ikke så meget fælles, men Megan sad pænt i 1:15 på 25 meters afstand
  • Til sidst havde vi lige lidt rallydetaljer: sid, stå, dæk ved siden af fører, tyskervending, bakning og foran, og det hele gik så flot!
Jamen efter sådanne 30 minutter blev jeg da helt bekræftet i, at det er sjovt at arbejde med lydighed, og at det betaler sig at træne.
Hjemme igen lave Kirsten og jeg to thairetter til aftensmaden, og da Christian kom over, nørdede han og jeg med de sidste detaljer på http://www.sydkystenshundeskole.dk/  inden vi skulle spise. Vi er hinandens hårdeste kritikere, så det er virkeligt detaljer vi diskuterer :-)
Det har selvfølgelig ikke noget med det nye layout at gøre, men Camillas hvalpehold er vokset fra 4 til 8 deltagere på to dage! Og mit introduktion til klikkertræning på onsdag har også nået kritisk masse!
Megan skal med som demohund, og jeg kan mærke at Megan og jeg går en spændende tid i møde!

Christian og hundene på badebroen ved Duevej

Inden Christian tog hjem gik vi en tur sammen med hundene, og det er ikke en dårlig måde at afslutte en god middag på!

Ingen kommentarer: