torsdag den 27. marts 2014

Nye mønstre

Megan har fået sin faste træningsdag mandag, hvor jeg selvtræner før mit LP-hold. Hun deler tiden med Max, så der bliver typisk 20 minutter til hende og lidt mere til Max.

I mandags var fokus på færdighedsprøverne, hvor både Megan og Max skulle testes i det fulde program til FP1, for lige at tjekke hvor der skulle sættes ind træningsmæssigt. Megan er meget mere intensiv end Max (overraskende synes jeg) for at finde frem til løsninger, hvis hun ikke får succes første gang – hun ligner fuldstændig en hund, der er klikkertrænet fra hvalp, hvad hun jo bestemt ikke er. Vi skal helt klart arbejde med at fastholde positioner (hoved på hånd og fastholde snude på spids af targetstick), potearbejde skal være lidt skarpere og slalom lidt mere flydende. Krydret med lidt rallyøvelser var det bare perfekt træning med hende. Fuld energi og vi stoppede før hun virkede træt.

Max var underlig en del af tiden, enormt med snus og så dæmpede han vildt når jeg stoppede ham, De fleste FP1-øvelser er fine, men bakningen er stadig noget rod, springet synes han ikke om når det er håndholdt, og han fastholder ikke snuden på targetsticken endnu. Max og jeg fik også trænet lidt rally.

Derefter havde jeg tredjesidste runde på mit sidste LP-hold. Jeg har kørt LP-hold fast siden efteråret 2009 og der er nogle kursister jeg kommer til at savne. Men jeg trænger virkelig til at kunne fokusere på min egen træning.

Tirsdag har jeg to timer hos Susanne med henholdsvis Max og Lille Bjørn. Susanne er en ualmindeligt dygtig og inspirerende instruktør, og hun kender sine kursister rigtigt godt, så vi får masser af konkret og anvendelig feedback. En masse af den handler om at ændre på noget, som vi plejer at gøre. Ændringerne giver usikkerhed hos føreren, som smitter af på hunden; men efter lidt tid, over nogle træningsgange, begynder det at give synlige resultater. Og det er hvad vi kommer for. Så jeg har også tilmeldt mig fortsættelsen i maj, som finder sted i Glostrup!

Max er ualmindeligt følsom, så jeg skal virkelig være forsigtig med hvordan jeg reagerer på ”fejl”; grundlæggende kan han LP-programmet rigtigt godt, han kan høre efter, hvis jeg laver en opsætning, som ikke er for svær – og han bliver frustreret, hvis han ikke meget hurtigt kommer frem til den rigtige løsning (og så har jeg gjort det for svært for ham).

Lille Bjørn var (igen) fantastisk. Bortset fra fremsending fik vi arbejdet med hele LP-programmet. Aftenens bedste oplevelse var fri ved foden, hvor Lille Bjørn for det første var konstant på og meget præcis, og for det andet fik vi et rigtigt godt tip vedr. venstrevendingerne.

Onsdag var der de faste rallyhold sammen med Anita, og dem fortsætter vi med, foreløbig er de planlagt frem til sommerferien.

I dag var Kirsten og jeg for anden torsdag i træk til filmpremiere, i dag var det The Grand Budapest Hotel. Vi startede som sidste uge med et glas vin på Villa Vino og fik igen et let måltid på Lê-Lê street kitchen. Her begynder også at tegne sig et mønster.

Weekenden bliver også noget hundepræget, men ikke med egne hunde. I morgen aften har vi første bestyrelsesmøde i den nye bestyrelse i Sydkystens Hundeskole - med en omfattende dagsorden. Og lørdag står tredje runde af Rallyinstruktøruddannelsen på planen. Merete og jeg har også planlagt fortsættelsen, endnu et mønster begynder at tegne sig ...

søndag den 23. marts 2014

Skøn weekend


Det har været en dejlig weekend.

Det startede næsten som en forlænget weekend torsdag eftermiddag og aften.

Jeg havde tidligt fri fredag, hvor vi havde aftalt med Lis og Poul at mødes til aften på Odd-fellow Gaardens bistro i Køge, hvor vi fik en skøn aften med fantastisk mad og vin og hørte om deres tur til Australien og New Zealand.

Lørdag stod den på rallyprøve. Det var dejligt kun at skulle byde velkommen og sige tak til sidst, og så i øvrigt koncentrere mig om at gå op med Megan og Max og bare kunne være tilskuer.

Der er noget af den mentale træning der har virket, for jeg tror virkelig jeg fik fokuseret på det positive ved begge prøver, specielt efter at have genset dem flere gange. Flot hundearbejde, sløset/uopmærksomt førerarbejde.

Som Niina Svartberg fortalte, hunden er facit! Med den attitude begge hundene lægger for dagen skal jeg da bare fortsætte træningen og konkurrencerne som planlagt. Selvfølgelig har jeg ærgret mig over fejlene, men så var det altså heller ikke værre. Og en positiv tilbagemelding fra én, hvis tilbagemelding virkelig betyder noget, reddede dagen.

I dag var sat af til hjemlig hygge. Max og jeg hentede morgenbrød hos Kenti i Køge, Kirsten og jeg var i København og hygge os, vi afsluttede med frokost i Bøf & Ost.

Da vi kom hjem gik vi en dejlig tur med hundene, hvor ikke mindst Max havde det fantastisk med at apportere træpinde, som vi kastede i vandet. Han ligner sin oldefar Otto mere og mere, også på det punkt. Otto var sent udviklet. Vi kan mærke, at Max bliver mere og mere moden, nu hvor han nærmer sig de tre år. Dejligt!

Jeg har fået færdiggjort min del af materialet til næste runde af Rallyinstruktøruddannelsen på lørdag. Jeg synes det er et fantastisk program, jeg håber kursisterne synes det samme :-)
  • Vi skal runde pointgivning af,
  • gennemgå skiltene i ekspert- og championklasse,
  • kommentere et par af de baner, som kursisterne har udarbejdet siden sidst,
  • arbejde med indlæring af specifikke momenter; der kommer to førere (med hver to hunde), som skal have hjælp,
  • der skal planlægges et avanceret hold,
  • vi skal tale om træning mod konkurrence
  • og slutte af med programmet for næste runde, herunder tale om den skriftlige eksamen
Jeg glæder mig meget til lørdag og heldigvis er der planlagt en masse træning og undervisning indimellem, det bliver en god uge igen igen.

lørdag den 22. marts 2014

Og hvad sagde idioten så?


Megan i Championklasse (Foto: Christina Ulrich Pedersen )

Det er måske ikke den pæneste overskrift men det var den vending jeg brugte om mig selv et par gange i dag, da jeg skulle beskrive min egen indsats ved rallyprøverne i Greve.

Anita havde lavet nogle baner, som passede både Megan og Max fint og begge hunde var dejligt på som det kan ses.

Øverst er det Megans banegennemgang. Det gik fint indtil vi kom til skilt 10, skift side foran. Jeg fik givet skift kommandoen en anelse for sent, Megan skiftede korrekt, men var ved at ramme det næste skilt, og hendes fører fik flot givet en plads kommando, som hun flot lystrede ved at løbe rundt om det næste skilt og ind i plads ...

Derudover en anden ommer og lidt småtteri og vi endte med 83 point.

Men jeg var naturligvis meget tilfreds, for Megan gik virkelig godt med flot logrende hale, og det var kun uheld i form af dårligt førerarbejde, der kostede de fleste point i dag.

Max gik dejligt i dag, han var fokuseret som jeg sjældent har oplevet det (= det uforudsigelige i rallybanen):


Max i Ekspertklasse (Foto: Christina Ulrich Pedersen)

Det gik rigtigt fint indtil skilt 15: Stop, venstre om, stop, hvor jeg ikke opdagede at han ikke satte sig helt i sidste stop. Vi fik minus 10 for den og endte med 85 point.

Men hans fokus var naturligvis det bedste af det hele. Rigtigt lækkert, jeg tror det er den bedste følelse jeg har haft med ham overhovedet til en prøve. Så det går bestemt den rigtige vej.

Næste prøver er 6. april i Ølstykke, hvor Megan skal op i championklasse og Lille Bjørn i LP3. 12. april skal Megan og Max begge op i rally ved den sidste indendørsprøve i denne omgang.

torsdag den 20. marts 2014

Forandring fryder



Jeg er inde i en periode hvor jeg forsøger at lægge min træning om, herunder ændre på en række faste rutiner.

Drivkraften er, at jeg 1) elsker at træne og konkurrere med mine egne hunde og 2) elsker at undervise og træne andre med hunde. Men 2) har nok en i længere periode taget så meget plads, at det har været på bekostning af 1). Derudover har jeg haft en tendens til at træne meget stereotypt – eller pænere sagt: Jeg har ikke været tilstrækkeligt opmærksom på variationer i min egen træning.

Og så er jeg rigtigt dårlig til at abstrahere fra resultatmål, selvom jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg er det.

Den største forandring har været at starte på LP-hold hos Susanne Bach. Hun har virkelig fået mig til at ændre indfaldsvinkel til træningen, og selvom der kommer tilbagefald fra min side, så kan jeg også se det virker.

Det er tydeligt, at når vi arbejder forudsigeligt, så arbejder Max langsomt … korrekt, men langsomt, slet ikke, som jeg gerne vil se ham arbejde. Når jeg er uforudselig, kommer halen op, han er helt koncentreret og der er ingen lyd. Det var tydeligt i fremsendingen, hvor han luntede ud og var alt for pæn. Da der kom super, ekstern belønning på var der fuldt knald på. Og da vi lavede improviserede rallyforløb (uden skilte), så var der også fuldt fokus.

Lille Bjørn går på eliteholdet og han er godt nok blevet virkelig skøn at arbejde med. Bortset fra at han har noget med væggene i hallen, så arbejder han for fuld drøn hele timen. Han får naturligvis tilbudt vand undervejs, men det har han ikke lyst til. En passende blanding af pivelegetøj og godbidder fungerer fantastisk og halen kører hele tiden.

Fællesøvelserne er blevet meget skarpe og de fleste andre øvelser er også rigtigt gode. Fastholden af apport gjorde vi pæne fremskridt med i tirsdags, stillingsskiftet var ok og indkaldet lige i skabet.

Som variation trænede jeg forskellige momenter fra færdighedsprøverne. Hu hej, jeg havde da helt glemt at han kunne pole, bakke, cirkle, move on osv. Så jeg kom også til at tilmelde ham til prøven 18. maj, hvor jeg så stiller med alle tre hunde i FP1.

I går var det helt ekstraordinært ingen rallyhold, så Tina og jeg havde aftalt at mødes en time for at finpudse formen inden rallyprøverne lørdag. Jeg timede det simpelthen, 15 minutter til Max, 15 minutter til Megan, og så lidt opstilling, snak og oprydning. Så var den time gået

Refleksion: Der er ingen tvivl om at jeg synes det er sjovest at træne med Megan af alle tre hunde. Vi kender hinanden ud og ind, jeg har ikke længere ambitioner på hendes vegne, og hun arbejder så lækkert. Vi bliver ved med at gå til rallyprøver, hygger os gevaldigt med det, og hvis vi kan luske et par færdighedsprøver ind så er det bare en bonus. Ingen tvivl om at hun elsker at træne, så vi fortsætter så længe vi begge synes det er sjovt.

Lille Bjørn er i sit livs form. Han arbejder fantastisk hver gang vi er til træning; selvom der er mange detaljer som ikke er helt i plet, og som formentlig kan forbedres lidt, så afvejer jeg hele tiden balancen mellem at få præcision på plads kontra at få taget glæden ud af samarbejdet. I dag kan jeg gentage momenter mange gange, og bevarer glæden, men det er også tydeligt, når det er tid at stoppe.

Max er den jeg forventer mest af – og får mindst fra. Fordi det tit bliver en negativ spiral, hvor jeg synes han skulle vise noget mere, ikke gør det, og så bliver jeg irriteret. Øv til føreren.

I dag var der mulighed for at tage tidligt fri, så Kirsten og jeg fik én af vores alt for få biografture.

Det blev en klassisk model: Lidt vin på Villa Vino, film i Grand og let aftensmad på Lê-Lê street kitchen.

Filmen var Per Flys Monica Z, som havde premiere i dag. Det er film som den, der kan få mig til at genoptage min filmblog. Filmen handler om at ville nå stjernerne, have talentet til det, men mangle selvtilliden. Monica synger og agerer fantastisk, men har hele tiden behov for bekræftelse og så snart den udebliver går det skævt for hende. En meget flot fortalt film, lækkert fotograferet og Edda Magnason i titelrollen er en drøm.

"Sakta vi gå genom stan" bliver ved med at køre i mit hoved :-)

søndag den 16. marts 2014

Træning og kenneldag

Dagens træning fandt sted ved Asgårdsskolen i Benløse. Jeg havde Lille Bjørn med og trænede sammen med Anita og Osseau. Vi aftalte en fuld LP3, uden fællesøvelser, og gennemførte øvelserne 2 og 2, så vi også fik arbejdet med overgange. Anita og Osseau gik virkelig flot, de er bestemt klar til og fortjener en 1. præmie i LP3.

Jeg synes også Lille Bjørn fortjener en 1. præmie, men vi er vist ikke helt klar endnu, godt der er tre uger til næste prøve :-)

Der var en del at glæde sig over, ikke mindst en flot fri ved fod, en god dirigeret apport og en pæn springapport. På udviklingssiden står stillingsskift (nu hopper han frem i hvert skifte),stoppet i indkaldet, fremsendingen (stopper undervejs) og fastholden af apport og næseprøve.

Bagefter trænede jeg helt klassisk at sænke kriterierne, og sørme, det hjalp: et knivskarpt stop i indkald stå , da der kom legetøj på. Og flot fastholden af apport, når jeg bare bøjede mig direkte og tog den i et flow.

Eftermiddagen stod i border terriernes tegn. Tinna Grubbe, kennel Borderhouse, havde lavet et arrangement for sine hvalpekøbere fra de sidste 2½ år, og jeg havde lovet at stå for noget introduktion til klikkertræning. Jeg havde allieret mig med Charlotte Lia, og vi fik guidet 16 personer gennem et intensivt forløb med introduktion til klikker, betingning af hunden og arbejde med grundlæggende kontakt, intro til balje og target, selvkontrol og indkald.

Derudover var der introduktion til udstilling, demo af trimning, fotografering samt veterinærsygeplejerske Caroline Holse, som fortalte om hundepleje, negleklipning mv.

Superhyggeligt og alsidigt program, med flot opbakning: Og vi fik hilst på Max’ bror Otto.

lørdag den 15. marts 2014

Færdighedsprøver

DKK har lanceret en ny prøveform: Heelwork To Music færdighedsprøver (”Trick prøver”), som er beskrevet her.

Sydkystens Hundeskole vil gerne opmuntre til, at man træner til at gå op i prøverne: Det kan være et godt alternativ for personer, der ikke har lyst til de andre konkurrenceformer, som udbydes indenfor lydighed, og det er en god, struktureret måde at få opbygget grundfærdighederne der er brug for til HTM/FS.

Vi havde inviteret Johanna til at holde et kursus for instruktørerne i Sydkystens Hundeskole i dag for at introducere færdighedsprøverne og gennemgå de enkelte øvelser på hvert niveau, dels med henblik på at vi selv kunne arbejde med dem, dels med henblik på at vi fik en stribe ideer til, hvordan vi kunne undervise i de pågældende øvelser.

Det var et rent drømmehold efter min mening: En uovertruffen instruktør og fire af de personer, som jeg allerhelst vil træne med: Anita (Osseau), Christina (Tempo), Lonni (Mayday/Columbo) samt Susanne (Berry). Selv deltog jeg med Max og Megan, halv tid til hver.

Johanna er fantastisk til at udstråle energi og begejstring på en meget smittende måde. Et velplanlagt forløb, masser af alternative måder at indlære på, to skønne demohunde (Soda & Trouble). Og kursisterne var naturligvis meget veloplagte.

Vi kom niveau for niveau igennem alle øvelser og indlæring af dem, og vi fik selv arbejdet med indlæring af en stribe af øvelserne. Jeg har gået på Johannas Foundation 1-2 med både Max (som hvalp) og Megan (som voksen) og heldigvis var de fleste af øvelserne genkendelige for mig, og hundene kunne huske dem :-)

Jeg skulle være gået efter 2½ time, trak den yderligere ½ time og der var stadig god gang i de sidste øvelser, da jeg gik. En herligt, inspirerende og hyggeligt kursus.

Jeg har her til aften tilmeldt Megan og Max til færdighedsprøve 1 den 18. maj, det skal nok blive sjovt!

fredag den 14. marts 2014

Træning er godt, prøver er også godt

Onsdag morgen på Solrød Strand

Hvad er sjovest: træning eller prøver?

Træning er en forudsætning for prøver (med mindre man er helt unik). Træning bruger vi normalt meget meget mere tid på end prøverne. Træning er noget løbende, daglig/ugentlig – noget vi formentlig og forhåbentlig synes er givende og udviklende samarbejde med vores hund.

En LP-prøve varer måske 10-30 minutter, en rallyprøve 2-6 minutter.

De fleste af os træner for at nå nogle mål og mange af målene har noget med resultater ved officielle prøver at gøre. Mange når deres mål, mange når dem ikke. Glæden eller ærgrelsen afhængig af resultater kan være stor og fylde meget, men med mindre man er meget rabiat. må man glæde sig over det man når, og justere målet hvis det ikke er realistisk at opnå de tidligere opstillede mål.

Min lydighedsquiz for 2014  indeholder indirekte nogle forventninger til mål, jeg vil nå:
  • Certifikater til Max på udstilling og i rally og til Megan i rally
  • 1. pr. til Max og Lille Bjørn i LP3
  • DM kvalifikationer til alle hundene
Det kan bestemt ikke udelukkes, at jeg ikke opnår nogen af delene, men jeg håber da at mindst et par af målene bliver opfyldt.

Uanset resultater vil det ikke ændre min opfattelse af hundene, men sandsynligvis min opfattelse af mig selv som træner …

Men jeg har naturligvis ikke meldt til en masse konkurrencer, fordi jeg er helt ligeglad med resultaterne. For selv om træning er sjov, er det nu også sjovt at gå til prøve, og finde ud af hvordan niveauet rækker i en officiel konkurrence. Så nu hvor prøvesæsonen for alvor går i gang gør træningsindsatsen det også, så vi kan få samling på de mange momenter og øvelser, der indgår i en officiel prøve.

Den sidste uge har været den mentale start på prøvesæsonen for mit vedkommende:
  • Årets debut på græs i Jersie i søndags sammen med Anita
  • Selvtræning i mandags med Max inden mit LP-hold. 45 minutters intensiv træning, hvor specielt nogle meget flotte positioner under gang, en tæt på perfekt springapport og et superflot indkald med stop føltes godt. Og så var det dejligt at jeg huskede at variere træningen, så vi fik en masse rallymomenter og øvelser i imellem. Og NUL lyd fra Max
  • Tirsdagens træning hos Susanne først med Max, hvor vi (Susanne, Max og jeg) specielt havde fokus på belønningsstrategi (ekstern belønning og placeringen af den) og træning af afslutning på næseprøve/apport (fastholde og bevægelse med fastholden uden at tygge).
  • Lille Bjørn har jeg nogle udfordringer med. Stillingsskiftene, som virkelig har været meget skiftende, er nu lidt nede i en bølgedal, selv dæk-sit hopper han frem i. De skæve pladser og det at fastholde indtil jeg tager apport/næseprøve er et andet fokusområde. Til gengæld laver han fællesøvelser, indkald og positioner under gang, så det er til at få tårer i øjnene af.
  • Onsdagen var ren undervisning med to rallytimer. Jeg ville ønske jeg kunne have Megan og Max med, for det var sjovt nok nogle forløb jeg ville elske at træne med dem. Men selvfølgelig gør undervisningen mig klogere på min egen træning.
  • Torsdag stod den kun på lidt kaffesøg med Max.
  • Fredag var helt træningsfri
Weekenden bliver ikke kedelig.

I morgen har vi i Sydkystens >Hundeskole arrangeret kursus i færdighedsprøver med Johanna. Derefter går turen til Malmø for at se Sandra og >Christians nye lejlighed.

Søndag går turen til Benløse for at træne LP med Max, og eftermiddagen bliver i border terriernes tegn, hvor 20 hunde fra kennel Borderhouse mødes i hallen og får introduktion til træning af Merete og mig. Max er demohund og Kirsten går med på holdet med en ung hund fra kennel Borderhouse.

Den 22. marts skal både Max og Megan til LP-prøve, så næste uge er der indlagt flere træningsseancer med fokus på rally for de to.

søndag den 9. marts 2014

Forår for Lille Bjørn :-)


I dag blev Lille Bjørn 7 år og dermed er han officielt senior i LP- og rallysammenhæng. I praksis betyder det ikke noget, han skal stadig springe det lavest mulige :-)

Han havde sørget for det mest fantastiske forårsvejr og det blev udnyttet fuldt ud.

Anita, Amanda og jeg mødtes i formiddags i Jersie til 2 timers herlig LP-træning. For første gang i år trænede jeg udendørs og med det dejlige selskab, det skønne vejr og de dygtige hunde var det en ren fornøjelse.

Det var ikke planlægningen af træningen, vi havde gjort mest ud af, så vi blev enige om at gennemføre en fuld LP1/LP3 (undtagen fællesøvelser), hvor vi på skift lavede en øvelse og fik feedback, Amanda med Dumle, Anita med Osseau og jeg med fødselaren.

Lille Bjørn gik ganske pænt, bortset fra nogle underlige ryk fremad i stillingsskift og et par hæng og skævpladser i fri ved fod og lidt rodede afslutninger med apport/næseprøve. Men det går fremad, og indkaldet og positionerne var virkeligt skarpe. Den dirigerede apport er også fin, han gik efter en af de mange store grene, der lå på arealet (meget større end apporten), men jeg kunne stoppe ham og dirigere til den rigtige.

Max kom på til sidst og han var bare så fyldt med indestængt energi. Anita foreslog nogle favoritøvelser med tempo så det endte med følgende: stillingskift, springapport, indkald og fremsending.

Stillingsskift gik helt i kludder, det var bestemt ikke det Max, var klar til. De andre øvelser var derimod meget fine, ikke mindst springapporten.

Vi fik afslutningsvis talt lidt om konkurrencestrategi i forhold til Max, den skal virkelig overvejes nøje.

Mens vi trænede havde Kirsten gået en tur med Megan og da jeg kom hjem tog vi til København med Christian, som havde overnattet hos os, og fik en lækker frokost på Bøf & Ost.

Vi var omkring Irma inden Christian meget velforsynet blev sendt hjem til Sverige.

Resten af eftermiddagen og aftenen har været ren afslapning med et meget let aftensmåltid.

lørdag den 8. marts 2014

Gearskifte

Det har ikke været en bevidst strategi fra min side, men hundetræningen de seneste måneder har været betydeligt mindre end normalt. Jeg har holdt pause fra Johannas torsdagstræning, og den eneste faste træning jeg går til er Susannes LP-træning om tirsdagen. Hjemmetræningen har været tæt på ikke eksisterende.

Nu nærmer prøvesæsonen sig for alvor. De næste tre måneder skal jeg op til 9 rallyprøver (Megan og Max), 5 LP-prøver (Lille Bjørn og Max) og 1 udstilling (Max) som det kan ses af kalenderen http://www.bordertoborder.dk/docs/traening/kalender.php. Så vi skal op i gear.

Den seneste uge bliver så den sidste ”slapperuge” (positivt ment) og så skal der mere struktur på træningen, dvs. den skal planlægges kalendermæssigt. Ikke mindst i forhold til Max, som jeg virkelig kan mærke trænger til aktivering. Mandag havde jeg taget Megan med i hallen og vi trænede koncentreret i 20 minutter inden mit LP-hold. Hun er blevet meget mere koncentreret, når vi træner, det sker heller ikke så ofte. Men sådan 2 x 15-20 minutter om ugen er fint til at vi er ved at have styr på de fleste af de nye øvelser, blot skal jeg arbejde med mine noget rodede håndsignaler.

Tirsdag var det atter en fin træningsaften med Max og Lille Bjørn hos Susanne. Der var noget lyd igen hos Max, men den forsvandt fuldstændig i fællesdækken, hvor der virkelig blev arbejdet underligt. Susanne med pibeflodhesten bagved ham (ovenikøbet med lyd), fører der løb frem og tilbage og bakkede væk mv., og var lidt i skjul. Lækkert. Der blev også arbejdet med forskellige kombinationer, for at få brudt Max’ forventninger om, at vi gennemfører momenterne i en fast rækkefølge. Et fuldt indkald kom bag på ham. En dirigeret apport uden kegle, pludselige temposkift i fri ved fod mv.

Lille Bjørn var ikke på toppen, han havde vist fået lidt for meget kødben de foregåede dage. Men han arbejdede godt det meste af tiden. Dog var stillingsskiftene skrækkelige, han hoppede frem, og da vi brugte flodhesten som ekstern belønning måtte vi bare konstatere, at det er for stærk en belønning, han kunne overhovedet ikke høre efter med den bagved. Line af og på og fastholden af apport var gået lidt tilbage (kampagne Paul!). Positioner og indkald var superbe.

Hjemmetræningen har kun bestået i kaffesøg med Max. Det foregår i indkørsel og i haven, hvor sokken med kaffebønner gemmes sværere og sværere steder: i krukker, bag nedløbsrør lidt oppe, i bunden af indkøbskurv som stod op (det var for svært), i liggende indkøbsposer, under kasse (yes, der blev arbejdet for at skubbe den til side) og oppe i en busk. Kommandoen er ”kaffe” og det er bare høj haleføring og fuld intensitet.

I morgen starter udendørssæsonen, jeg har aftalt at træne med Anita i noget der tegner til at blive fantastisk vejr. Mandag er der selvtræning med drengene, tirsdag træning hos Susanne, lørdag har Johanna et kursus for Sydkystens Hundeskole i elementerne i færdighedsprøverne. Søndag har Tinna, Max’ opdrætter, arrangeret en Borderhouse dag. Ikke mindre end 20 hunde er tilmeldt, så Merete har lovet at assistere, så vi kan give hunde og familier en sjov og lærerig eftermiddag. Max er naturligvis med som demohund. Det bliver godt at komme op i omdrejninger.