Skønhed

"A thing of beauty is a joy for ever: Its loveliness increases; it will never Pass into nothingness” (Endymion, Book I, John Keats, 1795 - 1821)

I Åres blog citerede jeg Niels Steensens mest kendte ord: "Pulchra sunt, quae videntur,pulchriora quae sciuntur,longe pulcherrima quae ignorantur" (skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme) og henviste til Øjeblikke.

Når jeg oplever noget smukt, kan der godt gå noget tid, inden jeg erkender, at det ER smukt; men så bliver det erkendt og jeg glæder mig over det: i øjeblikket, senere og nogle gange meget længe efter. Måske for evigt.

Der er musik, film, bøger, nogle gange bare brudstykker, som får mit hjerte til at banke hurtigere og de små hår til at rejse sig – fordi det bare er så skønt. Og som jeg kan genkalde mig efter mange år.

Selvom jeg af og til kommer lidt uden for hundeverdenen i denne blog, så er meningen at det skal være en hundeblog.

Men det er en vigtig erkendelse for mig, at hundeverdenen ikke bare handler om mine egne hunde og træning og konkurrencer med dem.

 Det handler mindst lige så meget om konteksten, herunder ikke mindst de mennesker som jeg er sammen med på den ene eller den anden måde.

Skønhed er fx

• At gå en tur på stranden om morgen (det gør jeg hver dag) og mærke, at jeg er i live. I dag (se billede foroven) mærkede jeg bare uendeligheden
• At opleve at noget fungerer, når man træner
• At opnå et godt resultat og kunne dele det med nogen, som har bidraget til resultatet, fx en træningskammerat eller en træner
• At en af hundene pludselig tilbyder noget adfærd, som jeg har trænet imod, men ikke troede jeg kunne opnå
• At få positiv feedback helt uventet
• At få en ægte tak, når man mindst venter det
• At få et smil eller et kram – eller begge dele – og mærke, at det kommer fra hjertet

Jeg kunne fortsætte listen i et uendelige – håber jeg.

I bund og grund handler det om glæde sig over livet og have fokus på det positive.

Noget om rally

Rally er en sport for alle,

store, små og tykke, smalle.

Alle racer ka' være med,

bare se at kom' afsted.

Rally i begynderklasse

kræver ej en voldsom masse:

gang og løb og dæk og stå,

så kan mange godt bestå.

Øved klasse kræver mere:

fristelser og cirklerier.

Uden line, det er svært,

flere IB'er, ikke sært.

Næste klasse for eksperter,

det er her, man henter certer.

Ærespladsen skal i skabet,

for at sikre championatet.

Championklassen er så sej:

højrehandling, bak din vej.

Meget der er hundesvært,

men som bonus: Supercert!

Kegler og fest

Lone tester keglebanen

Temaet ved mandagsrallytræningen var kegler. På fotoet ser det ikke så slemt ud, men så se banetegningen, 25 kegler i alt:

Max gik igen superpænt og var noget skarpere til fremsendingerne end Megan. Han havde godt fokus næsten hele tiden, var ikke så nem at distrahere og selv da der kom andre ind til sidst, var han ikke trykket. Dejligt.

Megan gik også ret pænt i keglerne, der var noget snus, men ikke så slemt. Men fremsendinger til kegler gik helt i skoven, det virkede som om hun ikke havde prøvet det før. Så jeg prøvede at specialtræne det, det fortsætter vi med næste gang.

Christina, Lone og jeg var enige om, at vi nok havde lavet det en tand for svært for hundene. Ja, de skal kunne skelne mellem kommandoer til kegle og til felt, men det kunne de så ikke rigtigt i går.

Dette er mit hundeblogindlæg nr. 900. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år. Men hvornår? Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen. Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest. Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.

Dagens træning på Susannes LP-hold var sidste runde i denne omgang, heldigvis starter en ny næste tirsdag.

Lille Bjørn gik en af sine allerbedste timer nogensinde. Hold da op og ti stille.

• Lange passager fri ved fod, herunder en afsluttende omgang hvor vi skulle cirkle omkring Susanne, og Lille Bjørns fokus var kun hos mig.
• Stillingsskift, nu med længere afstand, stadig ekstern belønning bagud, og han holder positionerne.
• Fastholdelse af apport er fokus fortsat, og jeg tager simpelthen ikke apporten, når vi træner afslutningen. Jeg rører ham og berører apporten, men tager den ikke.
• I springapporten sidder han nu nogenlunde lige og holder apporten.
• Positioner, flotte, der var lige en uklar førerkommando til sit, men efter en ommer sad det hele flot inkl. dæk på underlaget, som han er blevet mindre uglad for.
• Et knivskarpt stop i indkald.
• Nogle fantastiske fremsendinger med ekstern belønning bagved feltet: 100 km i timen udløb, skarpe stop og dæk. Motivationen helt i top. Og præcisionen.
• Endelig en næseprøve, hvor opvarmningen var at fastholde næseprøve. Og så en fuld næseprøve med flot søg, optag, lige plads og klik – belønning. Hans normale mønster er at smide når han sætter sig, så det går bestemt fremad.

De detaljer, der er fokus på, går støt fremad. Jeg laver ikke fulde øvelser, der hvor vi har fokus på detaljer. Så ikke noget med at tage apport eller næseprøve, ikke noget med indkald efter stop, ikke noget med indkald fra felt.

Det går godt, det føles fantastisk, Lille Bjørn og jeg har en fest sammen og det er bare en skøn fornemmelse.

Forgængelighed

Solopgang søndag morgen

 

Er jeg blevet gammel og sentimental? Eller er jeg i virkeligheden bare bundsentimental?

Jeg synes jeg har læst og hørt lidt for meget om hunde, som pga. alder eller sygdom enten er pensionerede eller ikke er mere. Jeg kunne mærke det, da jeg i august hørte at en af Megans kuldsøskende var aflivet pga. Glaukom (Grøn stær). Jeg kunne mærke det, da jeg i dag læste, at en af dem, vi trænede med på DKK hold i 2007, har fået aflivet deres 10 år gamle Border collie. Jeg kunne mærke, at jeg blev mindet om, at Megan er en ældre dame og jeg skal glæde mig over at hun stadig er frisk og rask.

Det gør jeg bestemt også!

Jeg nyder hver dag med hende, og det har skabt ny energi i vores samvær at vi har den ugentlige rallytræning om mandagen.

Jeg har det officielle mål at hun skal kvalificeres til DM og Årets hund i rally championklasse i år. Men jeg har i weekenden besluttet at tilmelde hende til flere prøver, som ikke kvalificerer til nogen af delene, se den samlede oversigt i kalenderen.

Den korte forklaring er: Jeg vil konkurrere med Megan så længe det giver mening, dvs. det er tydeligt at hun og jeg begge synes det er sjovt.

Morgentur søndag morgen, Lille Bjørn bliver klappet

Hvis jeg skulle prioritere mellem hundene stod hun ikke først, men så er det jo herligt at kunne have mere end én hund med til prøve.

Næsten de samme overvejelser har jeg gjort med Lille Bjørn. Han bliver 8 år til marts, ikke nogen alder for en Norwich terrier, men dog en alder, hvor man ikke kan tage for givet, at vi bare kan fortsætte med at arbejde på det nuværende niveau. Derfor er der også kommet lidt flere prøver på hans planer.

Badebroen i forårsform

Baggrunden for den intensiverede prøveaktivitet er, at jeg i bund og grund er overbevist om, at alle hundene har et godt og nogenlunde stabilt niveau i den klasse de konkurrerer i, og at detailtræning naturligvis er vigtig, men ikke i denne sammenhæng afgørende for at gå til prøver.

Så også 2015 bliver bestemt konkurrencemæssigt et rigtigt omfattende år.

Jeg har ikke helt afstemt det med Kirsten endnu, men jeg har også besluttet at Max ikke skal være min sidste hund, som jeg vist er kommet til at skrive et sted …

Men næste hund er ikke besluttet hverken tids- eller racemæssigt.

Status

”Træningen er naturligvis en forudsætning for at gå til prøve, men det at træne er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man går til prøve”, skrev jeg i går.

Der kom en sød kommentar i dag: ”der findes også den version der hedder "gå til prøve uden at træne"”.

Sådan har jeg det ind imellem, jeg synes ikke jeg får trænet ret meget, og ved holdtræningen står man ugen efter og indrømmer overfor sig selv, at der ikke har været trænet den sidste uge.

Det kan godt være at det er tydeligt, at man ikke har trænet, men af og til opdager man, at det faktisk går bedre trods den manglende træning. Nogle gange er den bedste træning ikke at træne … selvom det nok på længere sigt er en ret dårlig strategi.

Jeg føler af og til dårlig samvittighed over at den daglige træning er ikke eksisterende. Men jeg bilder mig ind, at træningen med Megan og Lille Bjørn er, som den skal være. Max har brug for mere end jeg kan tilbyde nu, men decideret understimuleret er han altså ikke.

Jeg fører ikke timeregnskab med træningen, men denne uge kan jeg cirka huske, og fraregnet lidt småtteri er det blevet til 5 timers træning. Megan ca. 45 minutter mandag, Lille Bjørn 1 time tirsdag og torsdag og Max 45 minutter mandag og 1½ time torsdag.

Megan og jeg hygger os gevaldigt med træningen. Vi får fokus på nogle momenter, som koster point – ufokuserede starter, hæng i vendinger, fører retter tempo ind efter hund m.fl. - og det går rigtigt godt med at være bevidst om dette.

Det er også baggrunden for at jeg har meldt til flere prøver med hende, for hun nærmer sig de 12 år, så vi tester bare formen ved prøver hele tiden.

Lille Bjørn er blevet endnu mere tændt at arbejde med, arbejdet med at belønne fremad har gjort ham endnu mere alert. Bagudbelønning i stillingsskift begynder at virke. Det, at holde apport i afslutning, begynder også at virke. Vi er virkelig klar til de kommende prøver.

Max. Jeg har arbejdet lidt med at belønne Max ved kontrolleret gøen. Men jeg kan konstatere, at han er stort set upåvirket, når vi er blandt mange andre hunde. Måske er jeg mere opmærksom på gøen (det er jeg nok ikke sådan 100 %), men jeg holder øje med hans hale, og den får ikke lov at hænge ret længe ad gangen.

Både til rallytræningen mandag og på Johannas hold i går, gik han meget flot, og selvom vi arbejdede med nogle nye og udfordrende momenter slog han ikke fra. Gøen fra de andre hunde reagerede han næsten ikke på.

I starten reagerede han på Johannas fløjte – som minder meget om min indkaldsfløjtelyd – men efter kort tid var den bare baggrundslyd for ham.

Selvom jeg, som jeg skrev i går, kunne være fristet til at gå champion med ham, har jeg holdt fast i at vi går ekspert indtil efter DM/Årets hund. Det giver så også anledning til at arbejde ordentligt med højrehandling.

Jeg tror mit træningsniveau er passende synes jeg lige nu. Jeg oplever for alle tre hunde positiv udvikling og jeg glæder mig til de kommende konkurrencer.

Træning, undervisning, prøver og guddommelig inspiration

Belønningen for en fantastisk træningsuge

Jeg har ikke skrevet blog siden lørdag og pludselig har jeg stof til fleref indlæg, som så bliver slået sammen og kortet ned tror jeg.

Lone Sommer på begynderbane

Mandag fortsatte rallyspecialholdet. Vi var lidt afbrudsramte, så der var ”kun” Lone og jeg, men vi fik da igen noget skøn træning sammen; fokus var på temposkift, først på en nem begynderbane som dog kun måtte gennemføres i løb og/eller langsom gang, derefter på en svær championbane … som næsten føltes nem efter begynderbanen.

Max gik som en drøn igen, han skulle lige lære at holde øje med mig i løb (ellers kolliderede vi!), og så gik det strålende. Den svære championbane gik fint, bl.a. et fint 2 spring bliv retur og bakke væk fra fører. Hvis jeg ikke på det bestemtes havde lovet mig selv og andre, at han skulle blive i ekspertklasse til efter DM, så havde jeg kastet mig ud i championklasse med ham nu.

Megan havde en del snus, men når jeg gjorde mig umage og hjalp med hånden kom der alligevel rigtigt godt flow og championbanen var bare superflot!

Tak til Lone for dejlige baner, god feedback og hyggeligt samvær.

Tirsdag stod den på LP hos Susanne, et lille luksushold på 3 deltagere. Forrige tirsdag mandag havde jeg skrevet på Facebook, at træningen havde været på det på det jævne med Lille Bjørn. Susanne mente ikke det var en rimelig beskrivelse, og det har hun bestemt ret i. Jeg fik bare fokuseret på de detaljer, der ikke fungerede.

Tirsdag kørte vi med klatten.

• Super fællessit
• Han rejste sig flere gange i fællesdæk (ok, han kan ikke lide det underlag) men blev på stedet og vi fortsatte.
• Det med ekstern bagudbelønning i stillingsskift begynder at virke!
• Den dirigerede apport var virkelig skarp, nu kan jeg tage apporten i hånden; men vi fortsætter med at det kun er 1 ud 4 hvor jeg tager den.
• Springapport, ditto flot med at holde apport
• Gode positioner.
• Perfekt indkald.
• Nogle flotte fremsendinger, hvor jeg nu har fokus på at han ikke forlader dækken når jeg vender anden gang (!!!)
• Og så arbejdede vi med tempo i ud- og indløb i næseprøven & fastholdelse.

 Samlet et ganske fortrinligt forløb. Tak Susanne!!!

Onsdagsbanerne

Onsdag havde mine to rallyhold igen glæde af mandagsbanerne. Det er lækkert at alle klør på med krum hals, også den svære championbane blev der arbejdet med, og naturligvis med de nødvendige ændringer af kriterier.

LP-holdet havde tre afbud, så de to der kom, fik hver på skift arbejdet med hele deres program. Det går flot fremad for dem begge.

I forbindelse med snakken efter LP-holdet kom vi til at tale om det at gå til prøve vs. at træne. Træningen er naturligvis en forudsætning for at gå til prøve, men det at træne er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man går til prøve. Fuld respekt for det, men sådan har jeg det slet ikke.

Så da jeg i dag skrev med en anden om nogle rallyprøver, lod jeg mig friste til at gå ind på Hundeweb – farligt og dyrt! – og endte med at tilmelde mig et par rallyprøver.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om specialklubber, bl.a. her. Jeg er ikke længere medlem af specialklubber, ”kun” af DKK, men jeg støtter meget gerne specialklubber, der arrangerer noget, som jeg har lyst til at deltage i. Border Collie Klubben er det lysende eksempel, men i denne omgang er det Dansk Shetland Sheepdog Klub (9. maj) og Rhodesian Ridgeback Klubben (16. maj), som begge fik tilmeldinger fra Max og Megan til rallyprøver. Se min opdaterede kalender her.

Jeg benyttede anledningen til at oprette en folder i mit mailsystem. Ideen kom fra en kursist, som jeg skrev en meget positiv tilbagemelding til. Hun svarede, at hun havde gemt den i en folder, der hedder ”Kig her, når du er ked af det”; hun blev glad igen, når hun læste mails i den mappe.

Min folder hedder doping, for den mail, der ligger der, som den eneste lige nu, får hver gang mit hjerte til at banke lidt hurtigere og tårerne lidt frem. Det er ren doping.

I dag stod den først på selvtræning med Lille Bjørn. Det gik faktisk fantastisk. Fri ved fod, stillingsskift (stadig bagud belønning og vi sluttede med 5 skifter, hvor han holdt positionen), springapport, hvor han holdt apporten til sidst, flotte positioner, tre gode til supergode indkald, flotte fremsendinger og et par næseprøver med gode søg og korrekt optag. Det var svært at være utilfreds.

Max løber mod kegle (foto: Conni Hansen)

Derefter var det Max’ tur. Sammen med 5 andre rallynørder stillede vi forventningsfuldt til Johannas rally specialhold over 3 gange, 1½ time med masser af ny inspiration Jeg er ikke sikker på, at jeg har husket det hele, men jeg forsøger:

1. Challenge. Vi havde på forhånd fået en challenge, hvor vi skulle udføre skiltene sit, sit foran, bagom, venstre om uden håndtegn – fra venstre og højre. Max og jeg er på vej, men det kan blive meget bedre.
2. Vi blev delt op i grupper på tre, i hver gruppe skulle vi stå på række med cirka 3 meters mellerum. Hver fører havde sin hund ved siden og tre rallyskilte, som skulle holdes med begge hænder med bagsiden frem. Fører 1 skulle med hund gå mod fører 2, som skulle vise et skilt i sidste øjeblik, som fører 1 skulle udføre. Fører 1 skulle gå videre til fører 3, som viste et skilt, som fører 1 skulle udføre, hvorefter fører 1 stillede sig efter fører 3 og fører 2 gik turen. Så alle skulle holde fokus på hunden (både under udførelse og i pauser), på at udføre øvelser og på at præsentere skilte for de andre.
3. Vi skulle parvis arbejde med spejling. Fører 1 udførte øvelse, fører 2 skulle udføre den samme, fører 2 skulle udføre øvelse, fører 1 den samme.
4. Vi skulle arbejde med fremsending til kegle, hvor vi kunne øge sværhedsgraden ved at sende direkte mellem to spring.
5. Opstilling med 6 nemme skilte (1-6) og tre ekvipager der var klar. Johanna sagde fx venstre, Paul, Max, løb til skilt 3 og 4 og gå til skilt 6, og så skulle Max og jeg løbe/gå hen og udføre de pågældende skilte. Vi vidste ikke, hvornår vi kom på, så vi skulle bare holde fokus på hunden, så vi var klar, når vi blev råbt op.
6. En kort bane hvor man i ekspertversionen skulle lave tysker foran spring, fortsætte uden at springe, derefter bakke 3, bakke 2 og bakke 1 mod næste spring, og derefter fortsætte forbi det uden spring. I championudgaven var der skift foran første gang og skift bagved anden gang lige mod springet.
7. Så kom vi på stribe og skulle gå ved siden af hinanden – og når der blev fløjtet udføre cirkel om fører, sit-1 skridt stå-1 skridt sit-1 skridt dæk, cirkel, og bakke. Så blev det klappesignaler (1-2-3) der bestemte om vi skulle lade hunden skulle stå, sidde eller dække og til sidst kom der også fløjt mellem klappene.
8. Som afslutning en Individuel runde, hvor jeg valgte introduktion til elefant med uret med Max, hvor vi gik i gang med massiv lokning.

Der var naturligvis gode begrundelser for alle øvelserne, men sammenfattende her: Det er fantastisk konkurrencetræning. Der kan ikke skrives nye superlativer om Johannas undervisning (det bliver svært!), men jeg kan roligt sige, at hun oversteg mine høje forventninger. Jeg har virkelig fået guddommelig inspiration til både min egen træning og til undervisning.

Hjemme blev jeg superforkælet med kalvemørbrad med tilbehør og lækker vin.

Livet er godt.

Tosserier

 

Første halvdel af weekenden har været en næsten typisk weekend indenfor kategorien ”weekend uden hundeaktiviteter”. Kun næsten, for den begyndte i går sidst på eftermiddagen med bestyrelsesmøde i Sydkystens Hundeskole.

Til aften somn altid lækker aftensmad:

Efter morgenturen med hundene stod den på morgenmad hjemme efterfulgt af en tur til Køge. Vi købte et par Halfdan Rasmussen bøger hos Arnold Busck som gave og jeg købte hans digte for 100 kr. Et digert værk med et omfattende udvalg af hans digte.

Vi endte på KØS hvor vi fik en let frokost.

Eftermiddagsturen med hunden var todelt. Kirsten gik med Lille Bjørn, som ikke er bygget til de lange ture.

Jeg gik med Megan og Max en lang tur på stranden. Vi mødte en del hunde Max kunne lege med, og ovenikøbet også en Megan ville lege med!!! Solen skinnede, det blæste lidt, det var perfekt hundevejr.

Hundene fik okseører da vi kom hjem. Det er et show hver gang. Alle hundene er sikre på at de andre har fået det bedste, så der er nogle bytteritualer, der skal klares, før alle falder til ro og gnasker deres ører.

Max kastede op flere gange – ja, han spiser åbenbart alt muligt, når han går løs, og det kom op igen hjemme i stuen :-(

Jeg begyndte at læse Halfdan Ramussen, og hans kendte børnerim er det som altid en fornøjelse at læse. Hvilken sproglig kreativitet og virtuositet. Jeg er ikke kommet så langt endnu, men hold da op hvor har jeg grinet og der er mange digte, der skal læses højt for Kirsten.

Til aften stod den på lørdagskylling:

Inkompatibilitet

Pjækkemad

 

Mens dette skrives, skulle jeg ifølge kalenderen være til selvtræning med Lille Bjørn efterfulgt af en træningstime hos Johanna med Lille Bjørn. Kirsten påstår (drillende?) at jeg pjækker, men det kalder jeg det naturligvis ikke selv. Jeg har ændret planerne, fordi jeg efter en lidt bøvlet hjemtur i regnvejr bare kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at tage af sted med hundene. De lå alle foran den buldrende brændeovn, så det bliver til en hjemmeaften i stedet.

Det synes jeg også er værd at tage med efter tre gode hundeaftener i træk.

Dette er mit hundeblogindlæg nr. 895. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år. Men hvornår? Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen. Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest. Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.

Mandagsrally

I mandags var det rallyspecialtimen (som varer 1½ time). De mandagstimer tegner allerede nu til at blive den bedste rallytræning, jeg har gået til overhovedet. I mandags var vi Lone, Christina og mig selv, Christina havde planlagt banerne og temaet var at gå baner uden håndtegn.

Hvorfor, det behøver man jo ikke kunne?

Ja, der er noget med en Johanna challenge næste uge … Og så er det jo nyttigt ikke at være afhængig af både håndtegn og verbalt signal, for så har man noget ekstra at komme med til prøverne.

Jeg havde både Max og Megan med, og efter sidste uges triste Max var det en helt anden hund jeg havde med. Som Lone så sødt skrev senere på aftenen: ”Og hvor var det bare hjertens dejligt at se Max i dag. En helt anden hund! Til lykke!”

Selv en løbsk Kizz Me og en af og til gøende Tempo påvirkede ham ikke synderligt, dejligt. Megan var naturligvis også på, og da hun først var varmet op, og jeg havde fået nogle venlige påmindelser fra Lone & Christina om at være lidt mere på – så gik det også fantastisk.

Begynderbanen på 12 skilte blev gået rigtigt mange gange uden håndtegn – med hund på højre og venstre side, med hænder på ryggen eller over hopvedet. Smaddersjov træning.

Tirsdag var det Lille Bjørns tur på Susannes LP-hold. Det var træning på det jævne. Der var en masse pæne momenter – specielt indkald, fremsending, fri ved fod og afslutning med apport; han var også dejligt på.

Men der var også lidt usikkerhed, bl.a. lidt usikre positioner, noget rodet stillingsskift hvor bagudbelønningen helt tog fokus fra skiftene, og så tre gange forkert næseprøve til sidst, uden at søge ordentligt – så stoppede jeg.

Kirsten synes han var underligt stille til aften, og så pludselig gik det hele op i en højere enhed. Han var blevet trimmet – meget tiltrængt – og dét gør ham rigtigt træt (specielt negleklipningen til sidst). Så er han også en lille hund og går med snuden meget tæt på underlaget. Så samlet, næseprøver sidst til træning efter sådan en dag var måske lige lidt for udfordrende … Det var helt tydeligt at han ikke diskriminerede.

Onsdagsrally

I går havde mine to rallyhold stort set en kopi af mandagens baner og der blev taget godt imod udfordringerne. Specielt på ekspert/championholdet var der et par, der gik banerne ualmindeligt fantastisk uden håndtegn, men med kropskommandoer :-)

Men det bliver der jo ikke trukket for i rally.

I dag stod den så på … øh pjækning.

Belønningen var en dejlig tærte og et glas rødvin, hvilket jo sådan set er forkert – forstærkning af uønsket adfærd?! – men sådan ser jeg det altså ikke.

Hvad er det for en overskrift? Inkompatibilitet … Ifølge Den store danske betyder kompatibel: forenelig; som kan fungere sammen med noget andet; det modsatte af inkompatibel (uforenelig).

Jeg hører ikke ordet så tit, selvom det er udbredt i IT-verdenen, men jeg hørte det i mandags i menneskesammenhæng, hvor en person talte om to andre og sagde: "De er simpelthen inkompatible".

Jeg kender begge de to andre og tænkte, at det var da et godt og præcist udtryk. En anden måde at sige dårlig kemi, de passer ikke sammen eller hvordan man nu kan udtrykke det, når nogen ikke spiller sammen.

Den bedste hundetræning, jeg kan komme i tanker om, er den, hvor træningen går godt, men samtidig at den eller de personer, jeg har trænet sammen med, og jeg er kompatible – vi passer sammen. Årets træning har allerede bragt flere (2+) af sådanne træninger: Kurset med Lea og mandags rallytræningen. Dér er pjækning bestemt ikke en option :-)

Proportioner, prioriteringer og 1000 indlæg

Proportioner og prioriteringer. To rigtigt gode ord. Ordet proportion kommer af latin proportio 'ligeligt forhold', af pro portione 'alt efter andel'.

Ugen har skreget til himlen om proportioner med Charlie Hebdo vs. Egon som det helt oplagte eksempel på den hjemlige nyhedsfront. Begge vigtige, men på hver deres måde, og egentlig slet ikke til at sammenligne.

I forbindelse med klassificering af projekter efter kompleksitet bruger vi i IPMA-certificering et skema med 12 parametre og en skala fra 1-4 for hver parameter. Et 4-tal, det mest komplekse, dækker over alle former for projekters kompleksitet ud fra en styringsmæssig synsvinkel, og giver ofte godt grundlag for en dialog om proportioner.

Det er godt og sundt engang imellem at kunne hæve sig over det daglige småfnidder. Jeg græd, da jeg hørte om drabet på Charlie Hebdo-medarbejderne; det var mærkeligt tæt på og (frygteligt at tænke) meget mere nærværende end så mange andre forfærdelige dødsfald i verden.

Det føles næsten som helligbrøde at ærgre sig over at man mistede en Wordfeud-sejr pga. en fuldstændig tåbelig fejl, eller gå op i, om man synes det er en god idé at næste rallytræning skal være at gå baner uden håndtegn.

Men det er, måske heldigvis, sådanne problemstillinger de fleste af os skal forholde os til i dagligdagen. Prioritering "egl. fastlæggelse af fortrinsstilling, optagelse af lån mod sikkerhed i fast ejendom prioritet, (af lat. prioritas 'forrang', afledt af prior), lån i en ejendom mod panteret. Lånene opstilles i prioritetsrækkefølge efter pantets sikkerhed."

Prioritere gør vi hele tiden. Vi har masser af valgmuligheder og må vælge noget i forhold til andet.

For de fleste er tid og økonomi væsentlige parametre, når man skal prioritere. I dag meldte jeg til to rallyprøver og en LP-prøve, samlet pris 685 kr.

Jeg var også i København med Kirsten. Fik Cortado og to kager på Resso i Torvehallerne og en lækker frokost på L’education Nationale. Samlet pris 650 kr.

Jeg udnytter her at sandsynligheden for at Kirsten læser dette eller andre af mine blogindlæg er mikroskopisk: Hvis jeg skulle vælge mellem de to, hvis jeg kun havde råd til det ene … Så ville jeg vælge hundeprøverne.

Nu har jeg heldigvis mulighed for begge dele, og så bliver der pludselig balance og proportionerne kommer på plads.

I bloggen i går om Marginaler, skrev jeg om den væltede sejlbåd. I dag fik jeg set nærmere på synderen – og blev klar over, at jeg nok havde været mere heldig, end jeg havde troet. Det havde bestemt ikke været godt at få den mast – som kan ses på fotoet for oven - i hovedet.

Det har hverken noget med prioriteringer eller proportioner at gøre, det er bare heldet eller tilfældet der var på min side.

Men efter en sådan hændelse betyder det altså lidt mindre, at min skill rating i Wordfeud er historisk lav. Det er et spørgsmål om proportioner.

Som et eksempel på noget totalt irrelevant i den store sammenhæng, lancerer jeg i øvrigt nu en lille konkurrence. Dette blogindlæg er indlæg nr. 894 i hundebloggen. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år.

Men hvornår?

Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen.

Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest.

Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.

Marginaler

I dag var vi til brunch i Malmø. Vi havde naturligvis tjekket vejrudsigten, og der var ingen problemer med broen hverken den ene eller den anden vej, men generel advarsel mod at vindfølsomme køretøjer passerede broen.

Hjemme igen gik jeg en tur med hundene og fik dette skønne foto, lige da vi kom ned til stranden. Et øjeblik efter styrtede det ned (nej, jeg havde ikke regntøj på) og da jeg alligevel hurtigt blev gennemblødt gik vi bare turen, som vi plejede (lidt kortere måske).

På vej tilbage gik vi oppe i klitterne. På et tidspunkt hørte jeg en knagende lyd, kiggede op, og en sejlbåd væltede ned omkring mig. Masten passerede lige mit hoved. Bortset fra at min puls steg gevaldigt skete der intet – jeg havde virkelig marginalerne på min side.

Jeg har i dag læst Anitas blog Prøver i 2014, og jeg kom i tanker om, at meget har jeg skrevet om prøverne i 2014, men ikke den nørdede, statistiske tilgange, så her kommer den :-) 

Megan har været til 18 rallyprøver i championklasse og opnået følgende resultater:

75	1
77	1
80	1
82	1
83	1
85	1
86	2
87	1
88	2
90	1
93	2
94	1
IB	3
I alt	18

3 IB’er, et gennemsnit på 85,8 ved de 15 beståede prøver, 1 gang 1.v., 1 gang 2.v. og 2 gange 3.v.

Det er ok uden at være prangende. Jeg fortsætter med hende så længe vi begge synes det er sjovt. Vi kan bestemt ikke være med helt i toppen, men med marginalerne på vores side kan vi godt opnå nogle rigtigt pæne point.

Lille Bjørn har været til 5 rallyprøver i ekspertklasse og opnået følgende resultater:

71	2
82	1
85	1
89	1
I alt	5

Bestemt ikke noget at prale med, men dog 2 x 3.v. Jeg begyndte at gå til rally med ham igen, fordi han kvalificerede sig til DM, og derefter fik jeg blod på tanden og ville kvalificere ham til DM/Årets hund i 2015. Men strategien er lagt om, og fokus er på LP i 2015. Så ikke flere rallyprøver med ham foreløbig.

I LP er det blevet til i alt 9 LP3’er og det er blevet til 5 x ingen præmiering og 4 x 3. præmie.

De 5 x ingen præmiering dækker over 4 prøver med hver 4 nuller og 1 med 2 nuller og et par 5-taller.

De 4 3. pr. er alle opnået med to nuller: 3 i stillingsskift, 2 i positioner under gang, 2 i indkald og 1 i næseprøve. Så det er ”bare” et spørgsmål om manglende stabilitet. Vi klør på.

Med det bedste resultat i hver disciplin i 2014 til samme prøve ville vi have fået 250,5, så de famøse 230 burde være til at opnå. Vi skal bare have marginalerne på vores side – og det træner vi på.

Max har været til 18 rallyprøver i ekspertklasse og opnået følgende resultater:

75	1
79	1
82	1
83	1
85	3
87	1
88	1
91	1
92	1
95	1
96	2
IB	4
I alt	18

De 4 IB’er dækker over 3 prøver, hvor jeg er stoppet efter 1-4 skilte, og 1 hvor jeg mentalt stod af og ikke lavede en øvelse om. I de 14 beståede har vi et snit på 87,1. Det er blevet til 2 1.v., 4 2.v. og 2 3.v. Vi mangler den sidste skarphed for at være helt med i toppen, og det arbejde vi med.

Max har været til 2 LP3-prøver og opnået 1 ikke præmiering og 1 3.pr. (med 3 nuller). Han er i 2015 pensioneret som LP-hund, og vi arbejder alene i rally ekspertklasse med stabilitet og tryghed. Jeg er sikker på at vi kan få et løft, så marginalerne mere vedvarende kommer på vores side.

Med Max skal jeg også i gang med træning af tryghed ved andre hundes gøen. Jeg takker mange gange for den overvældende interesse for at hjælpe med at bearbejde problemet. Og jeg glæder mig voldsomt til at gå systematisk i gang. Han er en superskarp hund, som kan nå rigtigt langt hvis han føler sig tryg.

Hvor længe var Jeppe i Paradis?

Mandag gik årets træning for alvor i gang, 1½ times rally med andre championnørder, det var virkelig godt og lærerigt. Christina, Lone, Lonni, Ingrid (som var kørt fra Stockholm for at være med!) og jeg selv har aftalt noget regelmæssig træning, og det har Megan og jeg bestemt brug for.

Vi designede på stedet tre baner – Tip: Det kan kræve korrektioner, når tre personer bygger tre baner simultant.

Der var fokus på fristelser, bl.a. fristende 8-tal med en åben dåse hundemad. Konceptet er at vi skal blive udfordret og få ordentlig feedback, og det er et fantastisk enkelt og velfungerende concept med de rette deltagere.

Superhyggelig og lærerig træning, hvor jeg bl.a. blev mindet om nogle basale ting, jeg skulle huske med Megan.

1. Mindre animering i fristende 8-tal - det kan være signal om at der er noget spændende jeg prøver at aflede fra!!!
2. Bedre godbidder (underlaget trak meget mere)
3. Animering i vendinger, hvor hun er på ydersiden
4. Træn kortere pas med en 11½ år gammel hund

Intet af dette burde være vanskeligt at gøre umiddelbart.

Max kom ind det sidste kvarter, men han var trykket og ked af det. Lidt pæne momenter, men slet ikke den glade og ivrige Max. Øv.

Men så kom der lige en besked fra Lonni samme aften: om vi ikke skulle arbejde med Max i dag inden hendes hold kl. 18. Naturligvis sagde jeg ja tak! Fortsættelse følger længere nede.

Onsdag startede mine tre hold og det var godt at komme i gang igen. Mange hunde på sædvanligt højt niveau og flere der tydeligt havde haft godt af en julepause og pludselig var helt på igen. Dejligt.

Fotoet viser de tre baner, som rallyholdene skulle igennem, ca. 99 % inspireret af banerne fra mandag :-) For svære for øvede/eksperter, for nemme til eksperter/champion, og det skal man ikke sige, for så overgår de alle sammen sig selv! Fx kunne alle på det første hold højrehandle flot!!

I dag mødtes jeg så kl. 17 med Lonni, og det gik overraskende hurtigt med at konstatere at Lonnis mistanke om, at Max reagerede negativt på gøen, var korrekt.

Jeg varmede Max op, han gik som han altid superopmærksomt og arbejdede præcist. Så snart Columbo gav sit første bjæf (på commando fra Lonni), dæmpede han og halen røg ned. Vi arbejdede med det et lille kvarter og sluttede med en sekvens, hvor jeg knoklede løs med Max i hallen, belønnede ihærdigt, og hver gang der kom et bjæf udenfor hallen, klik/godbid og leg og fortsætte træningen. Det gik fint, men der skulle arbejdes ihærdigt efter hvert eneste bjæf.

Halen røg ned, da Lonni og Columbo kom ind igen, så for at slutte med en ekstra god oplevelse kom Morgan ind i stedet. Efter en intensiv indsats fra hendes side kom Max' hale endelig op og de løb rundt for alvor og legede.

Jeg må indrømme at jeg var lidt vemodig på hjemturen, for nok var problemet tydeligvis diagnosticeret og der var en måske tidskrævende, men dog afprøvet måde, at arbejde med det på, men uh hvor var det synd for mig.

Hvor længe var Jeppe i Paradis?

Først skulle Anita have en opdatering, og lidt frit opsummeret sagde hun: Det er et almindeligt problem, det er bare noget, der skal arbejdes med og bare se at komme i gang.

Så skrev jeg til Johanna, om et hold Max er tilmeldt, hvor jeg ville have Megan med som backup, hvis Max nu slog fra. Hvorefter Johanna, beskrev hvordan hun arbejdede med præcis den problemstilling – og i øvrigt på helt samme  måde, som Lonni havde beskrevet: Hundegøen - klik - godbid. Først via cd/YouTube, så live med kontrolleret hund, og så til sidst, hvor miljøet ikke kan kontrolleres.

Johanna skrev også: ”Har aldrig tænkt tanken med Max. Men når du beskriver det er mit bud at din anti lyd træning har han opfattet som aversiv og nu bliver han "straffet" hver gang han hører en hundevokalisering.”

Der var virkelig en masse brikker der faldt på plads.

Med Lonni, Anita og Johanna som heppekor er det bare at klø på og det blev så afslutningen på den potentielt selvmedlidende jammer.

Det var ikke længe, jeg fik lov at blive i hullet og have ondt af mig selv.

Klar til træningsstart

Efter 16 dages ferie starter arbejdet igen i morgen. Jeg glæder mig ekstra, fordi jeg skal i gang med en ny, spændende opgave.

Med gårsdagens kursus med Lea Nor som perfekt opvarmning, starter trænings- og undervisningssæsonen i morgen. Min hundekalender ligger her. Kirsten vil gerne have en dag-for-dag oversigt, så den får hun som vist foroven :-)

En rolig første uge, men derefter er der den faste rutine med aktiviteter mandag-torsdag, samt konkurrencer mv. i enkelte weekender. Den ser måske lidt tæt besat ud, men der er tre hunde der skal trænes, der er undervisning der skal passes og konkurrencerne er ikke til at komme uden om.

Et par vigtige fødselsdage er også markeret!

I morgen starter rallytræningen med Max og Megan. Det bliver sjovt igen at skulle gå til noget fast med Megan. Det er længe siden, vi sidst gjorde det.

Dagen i dag har stået på ren afslapning

Morgentur med hundene med bl.a. den skønneste solopgang. Brunch på Cafe Europa. Lidt udsalgskiggeri.

Eftermiddagstur med hundene med både solnedgang og måneopgang.

En dejlig stille dag som afslutning på en skøn ferie med masser af familieaktiviteter og også en del hundeaktiviteter.

Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster

Lea

 

Vi kender alle talemåden ”Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster”. Og véd alle, at det ikke er rigtigt. En gammel hund kan sagtens lære nyt. Faktisk tror jeg, det er meget sværere at lære en om ikke gammel, så dog garvet fører nye kunster, men sørme om det ikke lykkedes for Lea Nor i dag.

Sydkystens Hundeskole har inviteret Lea Nor til at holde 4 1-dages kurser i januar, og de to første afvikles i denne weekend specielt for vores egne instruktører samt to gæster. Det er en dejlig måde at starte året på med en fælles kursusoplevelse, jeg havde i dag ovenikøbet fornøjelsen at være på hold med Anita, Amanda, Charlotte, Merete og Susanne, og så bliver det altså ikke meget bedre.

Lea er et nyt men absolut positivt bekendtskab for mig. Kurset var disponeret med en runde gensidig præsentation, et oplæg om træningsfilosofi mv. samt i alt 5 individuelle runder, så alle deltagere havde cirka 50 minutter med individuel træning, superluksus.

Jeg havde valgt at tage både Max og Lille Bjørn med. I præsentationsrunden lavede jeg et hurtigt stunt, så jeg fik Susanne til at præsentere mine udfordringer med Max og Anita mine udfordringer med Lille Bjørn. Det blev kort og koncist, meget kortere end jeg selv kunne have sagt det.

Træningsfilosofien er der ikke så meget at sige til, en fornuftig opdeling i grundtræning, øvelsestræning, helhedstræning (inkl. overgange/transport mellem øvelser) samt konkurrencetræning. Fokus er at det skal være sjovt at træne og sjovt at konkurrere; man skal glæde sig til konkurrencen og man skal glæde sig under konkurrencen. Tjek!

Anita, Susanne, Amanda og Charlotte

Der er ikke så varmt i hallen, så påklædningen var naturligvis i overensstemmelse hermed. Man kan måske ikke umiddelbart gætte det, men billedet viser fire af deltagerne på kurset i dag :-)

Mine 5 træningsrunder var anstrengende, jeg skulle virkelig arbejde for sagen, og det synes jeg bestemt også jeg gjorde.

1. runde. Jeg havde fokus på Max og kontakt i starten. Vi fik arbejdet med at han holder fokus også efter klik, og at kunne gå ½-1 skridt med fokus. Desuden fik vi arbejdet med indarbejdelse af startsignal (mellem at hunden sidder i plads og bevægelse påbegyndes), for at skabe energi og forventning i hunden. Plads, startsignal, bevægelse og så belønning. Jeg fik omarbejdet min anvendelse af legetøj, hvor jeg har byttet med godbid – det udvander værdien af legetøjet. I stedet bytter jeg nu med at vi igangsætter igen, og derved skaber ny mulighed for belønning. Hold da op, hvor det tændte Max! Sikken vi kunne lege. Pointe: Hvis der ikke er 100 % intensitet i legen er der heller ikke 100 % intensitet i træningen. Tjek og forstået!

2. runde. Jeg arbejdede med Lille Bjørn og afslutning af apportering, hvor jeg har to problemer, dels det at komme ind i plads, når man holder noget i munden, dels at fastholde apport til der afleveres. Det sidste fortsætter jeg at træne ved at bukke mig ned, berøre apport mv., men ikke tage den. Så klik for fastholdelse.

Vedrørende det at komme i plads skal jeg ikke tillade korrektioner, når han er kommet ind, så jeg må hjælpe, fx med et lille skridt, så Lille Bjørn ikke kommer til at fejle. Da jeg bemærkede, at jeg kunne se at han ikke ville komme lige ind på grund af det langsomme tempo, fik jeg også fokus på at træne indløbet med fart: Sætte hund af, lægge apport ved siden af eller bagved, gå et stykke væk med front mod hund, give apport kommando, bakke væk når hunden kommer, klikke for tempoet og belønne bagud i forhold til fører. Hold da op, der kom fart på.

3. runde. Jeg havde talt om at vi skulle se på, hvad der får Max til at slå fra og pibe meget hurtigt. Diagnosen var forholdsvis simpel: Max er lille og forsigtig og har brug for hurtig og kraftig bekræftelse af at det han gør, er fantastisk. Så superkorte momenter, vild leg som belønning osv.

 Og så skal jeg ikke acceptere at han melder fra, som han gjorde lige da træningspasset var slut. Max blev ked af det, og hans legetøj var uinteressant – jeg insisterede (tak for opfordringerne!) på at vi skulle lege, og fandt et bedre legetøj, så den kedelige situation blev vendt til en fest. Med en forpustet fører.

4. runde. Her arbejdede jeg med Lille Bjørn og stillingsskift. En kort sekvens fri ved fod (op i energi) og derefter overgang til stillingsskift, hvor han hoppede frem i hvert skifte. Vi talte om strategi med at låse forben (skal overvejes).

Efter passet kommenterede Susanne, Charlotte og Merete mine håndtegn og kommandoer, og sjovt nok: Når jeg laver rolige bevægelser og siger rolige og stille kommandoer ,så bevæger Lille Bjørn sig roligt og stille og præcist. Hmmmm.

5. runde. Jeg ville arbejde med næseprøve og havde aftalt at vi skulle slutte med en øvelse med fart, som Max synes er sjov (jeg valgte felt). Han lavede to superflotte hele næseprøver og vi sluttede med flot fremsending, alle dele afsluttet med masser af leg.

Konklusion: Ikke noget epokegørende nyt, men flot læst af Lea og hun kom virkelig med gode forslag til håndtering af de forskellige problemstillinger. Jeg har flere konkrete tiltag til ændring af træningen, specielt det med leg og motivation af Max. Jeg er bestemt ikke for gammel til at lære nye kunster :-)

Amanda og Dumle

Og så synes jeg i øvrigt at dagens bedste oplevelse var at se Amanda og Dumle; det er et fantastisk samarbejde de to har, og den glæde de har ved at træne sammen er smittende og inspirerende. Godt Amanda!!!

Lucky Bastard - Årets blog 2014

Foto fra bloggen 5. oktober 2014

Til rallyprøverne i går havde vi indkøbt 8 flasker Lucky Bastard Chunky Australien Shiraz 2013, som dommerne kunne uddele efter egne kriterier til en deltager i hver klasse. Som mange véd er jeg lidt vininteresseret og selvom jeg kan finde på at købe en flaske pga. af navnet, ville jeg ikke drømme om give vine væk, som jeg ikke selv synes er i orden. Lucky Bastard er virkelig god vin til prisen, og navnet er jo lige i øjet.

Lucky Bastard er, hvad jeg føler mig som her til morgen, hvor jeg genlæser svarene på min lille konkurrence om at kåre Årets blog. Jeg har fået seks besvarelser, som jeg alle er meget glad for. Jeg har skrevet ”Hvis jeg offentliggør dele af eller hele besvarelser bliver det anonymt, så personlige besvarelser er meget velkomne.” Og det har jeg fået. Jeg er blevet glad, rørt og har fældet mere end én tåre under læsningen.

Da det er en konkurrence har jeg også skulle rangordne dem, så her kommer de fra nr. 6 til nr. 1. Jeg har forkortet flere af begrundelserne samt fjernet formuleringer, der lidt for tydeligt kunne identificere afsenderen.

Nr. 6. Man har et standpunkt til man bliver klogere. Selv garvede nørder lærer konstant, og ofte skal vi have andre øjne på vores dagligdags- og træningsudfordringer. Det beskriver du så godt med bl.a. illustrationen med det røde kryds over, og ærligheden i at også Übernørder bliver klogere.

Nr. 5. Jeg ved ikke hvilket indlæg på din blog jeg syntes er det bedste. Jeg vil egentlig bare fortælle at jeg gennem flere år har været trofast læser af din blog og jeg har nok ikke misset et eneste indlæg. Det jeg godt kan lide ved din blog er at, du opdaterer ofte, du er ærlig hvilket gør bloggen interessant at følge, da der ikke kun opdateres om succeser, men om både medgang, modgang, hverdagen, tanker om lidt af hvert og dine ´nørdede tendenser´ med statistikker (det sidste er sagt med et glimt i øjet :-)) Din blog gør at man næsten føler man kender dig og alle 3 hunde.

Nr. 4. Ny inspiration. Grunden til at jeg har valgt denne blog er den gejst, motivation, glæde, begejstring der skinner igennem hele bloggen. Alle os hunde førere kender til det, man er på et super godt kursus, bliver helt vildt tændt som træner og tænker ja nu kører det og vi skal det og vi skal det og vi skal det. Og lige præcis det er jo fantastisk, når man har en "hobby" som gang på gang kan fylde en med glæde, motivation, begejstring, ja så bliver det ikke meget bedre. Det er det som holder os i gang/i live og jeg kunne klart nikke genkendende til din glæde og tænkte selv tilbage på kurser/træning, hvor jeg lige præcis havde den samme fornemmelse efter en herlig træning. :) Tak for det :).

Nr. 3. Det er meget svært at præcis sige hvilken blog der din bedste i år. De blogs der rør mig mest og giver stof til eftertanke er de blogs hvor Paul som menneske skinner igennem. Når du overvejer hvordan træningen med dine hunde er gået? Hvilken skulder sidder aben på, når tingene ikke altid går som ønsket? Din irritation når I ikke lige præsterer som forventet og din ambitioner for fremtiden. Erkendelsens time giver mening og er modigt at skrive om. Tænker at andre kan lære at kigge indad ved at læse dine blogs. Bloggen da du blev FARFAR var også bare skøn og så ubeskrivelig hyggeligt at se billeder af dig og barnebarnet. Dit smil er så kærligt, stolt og omsorgsfuldt, så man bliver helt varmt indeni.

Nr. 2. Hvad sagde idioten så? Nu har jeg været igennem alle dine blogoverskrifter fra 2014, genlæst adskillige med stor fornøjelse. Jeg elsker din blog fordi du er så bundærlig og giver nogle fantastiske beskrivelser af dit hundeliv, din hundetræning og dine hundevenner. Jeg har lært rigtig mange hundetræningsdetaljer ved at læse de usandsynligt gennemtænkte og udpindede beretninger du laver efter alle de kurser og træningstimer du kommer til. Det indlæg jeg har valgt som årets blogindlæg er fra lørdag d. 22. marts og har overskriften " Og hvad sagde idioten så"- Jeg smiler stort når jeg læser dette - fordi jeg det kunne have været mig selv som havnede i den situation. Du har ganske som du plejer medtaget alle detaljer. Både dem hvor du kvajer dig eftertrykkeligt - jeg ser næsten skiltet "bang your head here" - som jo har været vist på din Blog nogle gange. Og dem, hvor du og hundene bare kører med klatten. Jeg er lige som dig vild med at gå til prøver og ærgrer mig også når jeg får kvajet mig. Når man så læser din blog ses det jo tydeligt, at du kommer dig hurtigt og er "oppe på hesten igen" ganske kort tid efter. Tak Paul fordi du orker at skrive verdens bedste hundeblog.

Nr. 1. Åh, jeg synes valget er svært, men efter megen overvejelse er det blevet til følgende - Dejlig weekend. Jeg er totalt vild med, at du ofte starter dine blogs med citater, og det du har brugt i denne, synes jeg bare er fantastisk – hvor enkelt kan livet egentlig være, og hvor bør vi bare være noget bedre til at anerkende det i stedet for altid kun se problemer :-)
Og så kommer alt det saglige, dine gode, konkrete beskrivelser af prøver, som nærmest bare skal være der – i denne er det prøverne i Ølstykke, som der ikke er meget jubel over, men det kunne såmænd lige så godt være en træningssession, du beskrev. Det hører sig bare altid til.
Nørderiet er jo altid hyggeligt :-) Her bruger du det så som indgang til det, du jo bare er så god til: at vise din glæde over hundene og de mange oplevelser, du har med dem og alle os andre.
Bloggen slutter du med: Til alle der ikke er nævnt ovenfor: Hver eneste lykønskning og hvert eneste smil jeg har fået efter Max’ DKRLCH – det er værdsat så meget, at jeg næsten ikke kan rumme det. Du er så nærværende hver gang, du skriver blog, at man på ingen måde er i tvivl om dine følelser. Det er vildt modigt af dig, og det er fantastisk at kende et menneske, der er så ærlig og ligetil.

Tusind tak til alle, fordi I ville være med. Præmier til nr. 1-3 overrækkes, når vi ses!