Mindfulness for hundeførere

Dil Bredholt

Jeg har, som de fleste jeg sammenligner mig med, brugt omtrent al tiden med hundetræning på at arbejde med hunden, ikke at arbejde med mig selv. Erkendelsen af, at jeg skulle styrke den mentale del af træningen, har gjort en dramatisk forskel. Coaching sessioner og mental træning fylder nu en del.

Da Dil Bredholt tilbød Sydkystens Hundeskole at afholde et kursus ”Mindfulness for Hundeførere”, var vi da også hurtige til at tage imod tilbuddet og jeg meldte mig straks til holdet.

Det ville være synd at sige at jeg kendte noget til Mindfulness på forhånd. Jeg havde hørt om begrebet, havde nogle irrationelle grunde til at tro det var lidt useriøst og havde læst denne korte omtale på Wikipedia:

”Mindfulness (smriti) betyder ”at huske”.

Objektivt er mindfulness den neutrale og nærværende måde at forholde sig til de fænomener, din krop, følelser og omgivelser møder.

Mindfulness er et koncept, der oprindeligt stammer fra buddhismen. Det har især fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress (Mindfulness-baseret stress reduktion (MBSR)), ligesom konceptet bliver benyttet i behandlingstilbud til voldsudøvende mænd.

Et centralt punkt i mindfulness er evnen til nærvær og fuld opmærksomhed på det, der er lige nu. Tilstedeværelse med alle sanser vågne. Følelser og tanker opleves som de er men vurderes ikke, de observeres blot, hvilket giver en selv et indblik i, hvorledes man selv er. At se på egne tankemønstre og derved få et billede af, hvordan man reagerer på bl.a. stress og pres. Bevidsthed om sig selv og sine reaktioner giver mulighed for objektivt at forholde sig hvad der end måtte opstå i nuet, derved opøver man en evne til at agere i stedet for at reagere.

Mindfulness trænes ved meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser.”

I dag startede kursusforløbet med 2 timers teori med praktiske øvelser.

Jeg oplevede mig selv som den eksemplariske elev, fordi jeg mentalt havde forberedt mig på at komme til dette kursus med alle sanser åbne og klar til at modtage. Og det gjorde jeg bestemt også.

Med lidt andre ord og med flere detaljer naturligvis beskrev Dil essensen af Mindfulness.

Hun gennemgik den kognitive ABC-model, hvor A = den faktuelle/objektive virkelighed (som en videooptagelse), B = fortolkning af begivenheden og C = vores reaktion, følelser, kropsfornemmelser og adfærd.

Hun talte om handlemodus = vores rationelle tilgang til at løse problemer: Analyse af situation, hvor vil vi hen, hvad er delta, planlægning af hvordan vi kommer til den ønskede situation, evaluering.

Hvis vi bruger den tilgang i forhold til emotionelle problemer, så går det galt. Der skal vi være i Værenmodus, hvor den intuitive fornemmelse af ting og følelser, vores viden med sanser og hjerte og bevidstheden om tanker, skal træde til.

Vi gennemgik og prøvede tre opmærksomhedsøvelser:

• Anchor Stone, hvor vi hver fik en obsidian-sten, som skal minde os om at være nærværende
• Kropsscanning, hvor vi på guidet vis mentalt skulle mærke alle dele af vores krop
• Åndedrætsøvelse, hvor vi skulle have fokus på og være bevidste om vores åndedræt

Alle øvelser, som, når de er indlært, kan udføres hurtigt og til at mærke efter hvordan man har det og skabe bevidsthed om at være nærværende.

Vores hjemmeopgave til næste time på torsdag er at arbejde med de tre øvelser samt at notere "Behagelige hændelser sammen med vores hund".

Jeg er absolut positiv overfor Mindfulness, det er grundlæggende i overensstemmelse med min aktuelle måde at træne mentalt. Dil er god til at fortælle, god til at engagere deltagerne og meget lydhør. Ingen tvivl om at hun agerer efter det, hun underviser i!

Jeg oplever indtil videre, at Mindfulness ikke konflikter med de andre mentale programmer, jeg arbejder med. De behagelige hændelser vil jeg hente direkte fra Performancejournalen :-)

Jeg glæder mig til fortsættelsen, hvor der efter yderligere en lektion med teori også kommer fem runder med fører og hund, hvor vi skal arbejde med at være nærværende sammen med vores hund.

Skøn labrador og skøn Max

Meget apropos var det noget af dagens læring for mig.

I morges var alle hundene - som de ofte er - løs på stranden, på et tidspunkt var Max kommer lidt langt væk og jeg kaldte på ham. Han reagerede ikke og løb længere væk til han var måske 200 meter væk, ved badebroen og andre mennesker og hunde.

Jeg måtte helt derhen for at kunne kalde ham til mig. Det samme oplevede jeg i går aftes efter træningen med Christina i Jersie, Max skulle ud og luftes mens vi pakkede sammen, han gik løs, jeg havde ikke fokus på ham, han kom lidt langt væk – og jeg kunne ikke kalde ham til mig.

Ikke godt.

Så sidst på eftermiddagen i dag var det træningsfokus. Ned på stranden, vi mødte nogle nye - mor, datter og skøn brun Labrador - begge hundene blev sluppet og legede sammen. Når Max kom lidt for langt væk kaldte jeg, han reagerede straks, kom tilbage og fik belønning og fri. De legede i øvrigt skønt de to.

På vej hjem blev en næseprøvepind gemt et par gange i klitterne og Max fandt den uden problemer og med stor energi. Lidt træning på vej op af stien.

Konklusion: Jeg havde totalt nærvær med Max og han legede og arbejdede uden at drømme om at stikke af.