lørdag den 15. august 2015

Bornholm – dag 2

En anden strand end den vi plejer at gå morgentur på

I dag stod den på rallyprøver på Rønne Stadion Nord.

Der gøres klar til ekspertbanen

Start på ekspertklasse stod i den vejledende tidsplan til 11.30, men vi havde gennemskuet at det nok ville gå en del hurtigere, så vi var på plads kl. 10 og det passede perfekt med at banegennemgangen var cirka 10.30.

Det var ret lummert og opvarmningen af Max blev tilpasset, dvs. var ret kort. Vi var oppe som næstsidste ekvipage, god kontakt hele vejen. En dum førerfejl (Max bakkede tre skridt, jeg bakkede 4 uden at han var med) kostede 10 point, en ommer (han kiggede væk lige før et sideskift) og to 1’ere. En fin æresplads (sit foran), med minimal lyd til allersidst. Så bestemt en ok prøve.

I Årets Hund konkurrencen rakte 85 point og 6. vinder ingen vegne, Max er stadig nr. 4 I ekspertklasse og de tre bornholmere, som ligger foran, blev nr. 1-3. De er skarpe de bornholmere!

Megan var oppe som nr. 4 ud af 8 i championklasse. Det var en tak for varmt for hende, hun fik noget vand over sig lidt før vi skulle ind, og hun gik rigtigt pænt. Pæne sideskifter, cirkel om fører højrehandlet, stop – 1, 2 skridt bak, dæk under gang, fremsending til kegle mv. var jeg meget tilfreds med. Der var tre ommere, hvor specielt en med et hurtigt håndtegn ved sideskift var førerbøf, 6 enere og 5 i helhed. Der var mange rigtigt langsomme/modvillige sitter.

Samlet 80 point og 7. vinder, det gav 4 point til årets hund, hvor Megan nu har 15 point, men rykkede fra nr. 10 til 12 efter mine udregninger, 15 kommer med til finalen.

Bortset fra din nævnte fejl var jeg også tilfreds med min egen indsats, hele forløbet på dagen var efter planen og jeg er selv rigtigt meget tilfreds med Megans banegennemgang. Det var måske langsomt og træt en del af det, men hun vil gerne og på en god dag kan vi stadig gøre det rigtigt godt.

Både hun og Max er helt færdige nu, det er hårdt at være på tur, og ikke få hvilket så meget som til hverdag.

Jeg overvejer naturligvis løbende om hun skal pensioneres, og jeg kan godt se at sådan en dag virkelig trætter hende. Jeg måtte løfte hende op i bilen, hun plejer selv at springe ...

Belønningsturen bestod af tre dele, fordi det var mig der bestemte.


Først stop Gadevang, hvor jeg dels skulle købe noget vin, snaps og grappa, dels smage et glas øl, det blev Rokkestenen.


Derefter gik turen til Snogebæk og en flødebolle softice (karamel) fra Kjærstup.


Til sidst gik turen til den lokale strand – mennesketom – og hundene fik løbet og soppet. Vi stoppede ret brat, for pludselig begyndte det at regne og tordne, vi nåede heldigvis bilen før det blev rigtigt alvor.

Nå ja, og så har jeg også givet mig selv en belønning i form af en middag på restauranten på Green Solution House, samme sted som i går. Jeg skal have to andre retter, og det bliver fantastisk og en god måde at slutte dagen på.

I morgen skal jeg starte med at dømme championklasse, hvorefter Max skal op i ekspertklasse.

Ingen kommentarer: