Minder og mærkedage

Onsdag morgen på Solrød Strand - det bliver ikke bedre

I dag er det 37 år siden Kirsten og jeg mødte hinanden for alvor. Vi havde set hinanden inden, men det var den aften vi gik ud og spiste sammen for første gang - på Baker Street i Bagerstræde.

Forretter på Bøf & Ost

Det er ikke en dag, vi har fejret specielt meget i nyere tid, men i dag var en stille dag på arbejde, og jeg skrev til Kirsten, om vi ikke skulle mødes på Bøf & Ost på Gråbrødretorv til frokost, og det gjorde vi så. En meget lækker fransk frokost på en restaurant, som stille og roligt fornyr sig, med stadig holder fast i de fundamentale dyder. Jeg fik tre fantastiske østers til forret og tartare frites til hovedret og dertil et par glas rosé Cava Dibon, Pinord. Perfekt!

Max favourite thing

Da vi kom hjem gik Kirsten tur med Megan og Lille Bjørn. Max og jeg gik til vandet med fyrtårnet. Ja, det er det bedste Max véd! Kirsten mente, hun kunne høre ham, selvom hun var mange hundrede meter væk, og ja, hans ivrige gøen går gennem marv og ben. Det blæste lidt, så Max skulle virkeligt arbejde for at komme ud til fyrtårnet, og det er sjovt at se, hvor godt han orienterer sig, selvom han bliver slået lidt ud af kurs. Det må være tæt på den ultimative (realistiske) belønning for ham.

Jeg trænede lidt bak væk med Lille Bjørn efter aftensmaden, og det var dagens træning.

Apropos mærkedage. Da jeg fortalte på arbejde, at jeg tog fri kl. 12 for at fejre 37 års mødedag, var vi nogle … øh seniorer, som kom til at tale om gamle dage. Det er i år 25 år siden jeg første gang var i PBS (nu NETS) som konsulent. Og det er præcis 7 år siden jeg begyndte på del 2 og 3 af Bob & Marian Bailey. Cueing/Criteria. Operant Conditioning Workshop. Chicken Camp, en del af det kursusforløb, som har været altafgørende for min udvikling som træner af egne hunde og underviser i hundetræning.

Der popper dagligt erindringer op på Facebook, mange vækker glade minder, andre havde jeg glemt og siger lidt nå til, uden at forklejne, at det var vigtigt dengang. Jeg synes, det er en fantastisk funktionalitet i Facebook. Men jeg véd også, at de allerbedste minder, dem skal jeg ikke mindes om. De ligger i hjertet og de dukker op, præcis når der er brug for dem.

I min blog i går beskrev jeg to gode træningssessioner, de var fantastiske, men der var ikke noget exceptionelt ved dem. Men jeg er ret sikker på, at der affødt af træningen kom mindst et indskud på kontoen for gode minder. Jeg har tidligere kaldt den doping (det hedder folderen i min mailkonto), men gode minder lyder bedre, og de fungerer som doping :-)

Doping er i denne sammenhæng et ganske lovligt hjælpemiddel, som kan trækkes frem og anvendes lige der, hvor der er brug for det. En særlig hilsen, et særligt smil, et særligt foto, en særlig gave.

I økonomiske termer er det Lykkekontoen, den som jeg bruger til ikke-budgetterede indtægter.

Hvis jeg skulle skrive en konklusion på dette, hvad jeg ikke nødvendigvis behøver (!), ville den nok være noget à la: Det er vigtigt at have styr på, at saldoen på ens egen Doping-/Lykkekonto er positiv. Men det er mindst lige så vigtigt at bidrage til, at der er positiv saldo på andres konto.