Dengang da jeg var lille

Blogskriveren med sin mor, dengang han var lille

Dengang da jeg var lille,
dengang da jeg var lille,
var verden vindunderlig
(Kim Larsen)

Kirsten gennemgik nogle gamle fotos og fandt et af Christian som lille, som var perfekt dokumentation af at Leo, hans yngste søn og vores andet barnebarn, er som snydt ud af næsen på sin far.

Der dukkede også fotos op af mig, bl.a. ovenstående af min mor og mig.

Det har sikkert lidt med alderen at gøre, men pludselig er der minder, som ligger frygteligt mange år tilbage i tiden. En mail fra Bo i dag, om Paris og film, og minderne fra de glade 1970’ere hvor ferierne gik til Paris for at se film. Og jeg tænke på en masse yndlingsfilm , som alle er mere end 50 år gamle.

Jeg udsendte forleden invitation til den årlige komsammen, for os der startede i 1. klasse på Sankt Knud Lavard Skole i 1959 – og vi blev enige om, at droppe de årlige møder og satse på at mødes i 2019, når vi har 60-års jubilæum.

Det er 45 år siden jeg blev student. 40 år siden jeg blev ingeniør. 36 år siden jeg blev gift. 35 år siden jeg blev far. 2 år siden jeg blev bedstefar første gang og 2 måneder siden anden gang.

Jeg kom til at tænke på at skrive en blog om det alt sammen, og blev enig med mig selv om, at dette ikke handler om erindringer. Jeg nævnte det i bloggen forleden – også med en Kim Larsen titel Hvad gør vi nu lille du? - at jeg ville have gjort status, men det gider jeg ikke, vi ser fremad.

Der er gode træningsaftener (og nogle få mindre gode, dem springer vi over) og så er der fantastiske/magiske/geniale osv. Den træningsaften hos Anja i mandags var definitivt i sidste kategori. Jeg tror ikke læserne af min blog var i tvivl om, at jeg synes det var en god aften. Men jeg er først bagefter blevet klar over, hvor god jeg synes den var. Jeg har virkelig arbejdet hårdt med at tænke motivation motivation motivation. Jeg glemte det næsten ikke i mandags, og de fire sæt dommerkommentarer jeg fik, var bare fantastiske – fordi de handlede om Max og at han var glad = at det går den rigtige vej med vores træning. Og jeg var så stolt af mig selv, fordi jeg – selv om jeg havde ”tid på kontoen” – stoppede træningen hos Anja, da det gik allerbedst.

Vanvittige tanker er fosvundet som dug for solen (og det er ikke nemt, med den sommer vi har!) og lysten er vendt tilbage, til at træne begrænset og fornuftigt og til at konkurrere.

Lidt mere inspiration fik jeg ved at læse Denise Fenzis How much time for training? (Johanna gjorde opmærksom på hende, og tusind tak for det!). Så nogle meget afgrænsede træningssessioner er planlagt.

Oveni sker der også spændende udvikling på DM-kvalifikationsfronten. Megan er rykket fra at være nr. 11 til nr. 5 på reservelisten i championklasse, og nu tror jeg realistisk på, at hun kommer med. Hun skal alligevel med til Bornholm – hun er tilmeldt prøven dagen efter DM – men hvis hun får mulighed for at deltage i DM for sjette år i træk, så er det stort, og jeg vil bare tage imod muligheden som en gave fra guderne. Og sende en venlig tanke (og sikkert også en flaske rødvin) til Annie, som meldte fra i dag, det er mig, der hentydes til sidst i hendes blogindlæg i dag.