lørdag den 4. februar 2017
Nose Work
Lørdagen stod i Nose Workens tegn. I morges læste jeg DKKs Noseworkreglement 2017 og i eftermiddags deltog Megan og jeg i en uofficiel Nose Work prøve arrangeret af Lonni hos Hvalsø Hundevenner.
Hedder det Nosework eller Nose Work? DKK har besluttet at kalde det Nose Work, og det hedder det gennemgående i reglementet, bortset fra at det på forsiden hedder Noseworkreglement 2017. Når man er sprognørd, som jeg definitivt er, skriver jeg det - forhåbentlig konsekvent - Nose Work, men når jeg citerer, gør jeg det korrekt, så det hedder Noseworkreglement 2017.
Jeg lavede et par køretøjsøg med alle tre hunde efter morgenlufteturen og begyndte at overveje, hvem der skulle med til eftermiddagens prøve. Max var tilmeldt, jeg havde spurgt Lonni, om jeg kunne komme med Megan i stedet, og det måtte jeg naturligvis, og så kom overvejelserne.
Jeg skrev til mig selv: ”Svære overvejelser. Selvom det kun er en uofficiel NW prøve i dag. Jeg kan godt se at Megan er svær at spore ind, når vi skal starte, jeg har et håndtegn, rør ved hendes snude, og hun tror altid hun skal udføre bakning eller snurre rundt el. lign. Jeg er faktisk ret sikker på, at Max kan gøre det væsentligt bedre. Men jeg må jo være tro mod mine mål og værdier, så det er hende jeg tager afsted med. ... fordi det ikke er resultatet, der betyder noget, men oplevelsen sammen med hende. Og hold da op, så er indledningen til dagens blog allerede skrevet ;-)”
Så naturligvis kom Megan med!!!
Lonni havde lavet et superflot arrangement, vi var 18 deltagere, Megan og jeg nr. 8, der var masser af kendte ansigter, og endnu en nøgtern erkendelse, lutter kvinder … og så mig.
Fotoet viser de to udendørs områder: til højre Køretøjssøget og til venstre Udendørssøget. Jeg synes vi gik rigtigt flot, gode starter og systematisk tilgang til søgene. Efter 1:26 (ud af 3:00) markerede jeg for fund ved Køretøjssøget, korrekt.
Efter 0:31:50 (max 2:00) markerede jeg for Udendørssøget, også korrekt.
Så kom vi til Indendørssøget, og der blev søgt fornuftigt, og da Megan for anden gang tydeligt markerede på en hylde med nogle rallyskilteholdere markerede jeg for fund, desværre forkert.
Vi sluttede med Beholdersøget, meget systematisk kom vi alle 10 beholdere igennem, lidt tøven ved tre i første runde, men ikke nok til markering, og da vi fik at vide, at der var 30 sekunder igen, fik Megan lidt tid endnu, inden jeg markerede det første sted, hvor der havde været noget, der lignede markering, hvilket ikke var korrekt.
Hun arbejdede superflot og skarpt og ja, det var altså for svært det sidste søg, og jeg var måske for hurtigt ved det næstsidste.
Vi fik Køretøjssøget og Udendørssøget, som vi mistede sidste gang, så vi klør bare på. Ingen tvivl om, at det er mere træning der skal til, for Megan arbejder superflot, markerer meget tydeligt, og det er bare rutinen, der mangler
Dagens absolut bedste oplevelse var at se Megan på alle fire søg. Hun arbejdede flot og systematisk, og jeg kunne mærke pulsen stige af glæde over hendes flotte arbejde.
Vi blev nr. 16 ud af 18, og består naturligvis, når vi kommer til officiel prøve!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar