fredag den 9. juni 2017

Stairway to Heaven


Dagens coachingsession hos Anja var aftalt for længe side, og som altid oplevede jeg den som perfekt timet. Forrige session lå før rallyprøverne på Bornholm og der var to hjemmeopgaver, som man kan se af En ordentlig fører.

Jeg kan slet ikke finde ord der dækker dagens session, det var igen den bedste. Jeg fik fortalt om reflekteret over en masse væsentlige begivenheder siden sidst herunder:
  • Min oplevelse af Anja og Queenys HTM-nummer i mandags
  • Forløbet i forbindelse med Megans farvel, og min anvendelse af mentale teknikker i den forbindelse
  • Prøverne på Bornholm 11.-12. marts, mine forberedelser til hver prøve, mine starter, min måde at modtage feedback på
  • Hattene (den anden hjemmeopgave fra sidst), som jeg havde gjort mig nogen tanker om og udviklede betydeligt under sessionen. Skal jeg være som min svigerfar, når jeg går med Max og som min klasselærere fra første klasse, når jeg går med Lille Bjørn?!
  • Nose Work prøverne og HTM-prøverne sidste weekend i detaljer
Jeg kan bare mærke, at jeg har udviklet mig fantastisk siden sidst – og sådan føler jeg hver gang! – at jeg reflekterer og lærer af alle begivenhederne og kan mærke at mere og mere efterhånden bliver gjort ubevidst. Til sidst fik jeg fortalt om mine mål med begge hundene. Udover førsteprioriteten for begge – at se dem glade og tændte på banerne – er det – og prioriteringen var uden slinger:

Lille Bjørn: DM i rally og komme i finalen, Årets Hund i rally, hvor han kommer i top 10, og debuten i HTM 14. oktober, fordi det er sjovt.

Max: DM i rally og komme i finalen (efter 3 afbud blandt de kvalificerede), Årets Hund i rally, hvor han kommer i top 10, HTM3 udvikling af programmet i fred og ro, Nose Work, fordi han elsker det og er så god til det, FS1 med henblik på Årets Hund, FS2 måske samt 6+ for sjov med Louise.

Anja bemærkede, at jeg for første gang nævnte Lille Bjørn før Max …

Hjemmeopgaverne er, at arbejde videre med hattene = min mentale tilstand ved prøverne, samt at få tilbagemeldinger på, hvad jeg gør forskelligt med Max og Lille Bjørn til prøverne og i Vejen er det jo helt oplagt, så jeg håber at få nogen til at hjælpe med at holde øje med os :-)

Som ved alle foregående 11 coachingsessioner kørte jeg hjem helt høj, sprudlende af ideer, og bekræftet i at jeg udvikler mig mere og mere.

Ingen kommentarer: