En meget glad fører 5. juni 2015 :-)
I morgen er det præcis 3 år siden Max og jeg debuterede i HTM1, som jeg har beskrevet i … men jeg kan så meget andet
Det vil være en underdrivelse af rang, at skrive, at jeg er blevet betaget af HTM 😊
Det er endt med at blive min foretrukne hundesport med begge hundene. 48 officielle prøver er det blevet til – og her tæller 6+ ikke med: Max har været oppe 13 gange i FS1, 4 i HTM1, 14 i HTM2 og 8 i HTM3. Lille Bjørn har været oppe 4 gange i HTM1 og 5 gange i HTM2. Og det har resulteret i masser af fantastiske oplevelser.
Som man kan se på Prøver har vi i Sydkystens Hundeskole holdt rigtigt mange rallyprøver (og nogle få LP-prøver). Nu hvor vi er flere, der er blevet meget seriøse HTM’ere er det passende at give noget igen. Derfor står vi den 30. juni for vores første officielle HTM-prøve. Forhåbentlig bliver det starten på en tradition!
Tilmeldingsfristen var i går, og vi er oppe på små 100 tilmeldinger og det er meget normalt for den type prøver. Men det er lidt respektindgydende at stå for så stort et arrangement. Modsat rallyprøver, som vi kan afvikle med bind for øjnene, er der rigtigt meget nyt at lære i forbindelse med HTM-prøverne. Men heldigvis også rigtigt mange, der bistår med råd og dåd.
PM og katalog i en tidlig udgave ligger her, og det giver mig ro i maven, at have overblik over dagens program. Vi vil på ingen måde revolutionere afviklingen af HTM-prøver, men der er nogle tiltag, vi har haft lyst til at gøre anderledes end normalt. For det første har vi hyret en fuldtidssekretær (Amanda), til at stå for alt papirarbejdet. For det andet er der præmieoverrækkelser undervejs (det er træls at skulle vente hele dagen). For det tredje har vi annonceret efter DJ’s, fremfor bare at uddele DJ-opgaverne.
Med alle de gode kræfter involveret skal det nok blive en rigtig god prøve, jeg glæder mig meget til at være med til at afvikle den.
Jeg skal op med begge hunde, naturligvis …
Max skal op til Englishman. Lille Bjørn skal debutere til Paddington. Jeg tegnede programmet i går, i en HTM3-udgave, som kan stoppes efter 2:15 og være en fin HTM2-udgave. Det bliver sjovt at skulle træne med Lille Bjørn til helt ny musik, og helt nyt for mig at skulle gå til ren instrumental musik.
Det at gå med hundene 30. juni afføder et praktisk problem, for jeg vil ikke byde hundene at sidde i bilen fra 11 til 18+ med nogle ganske korte lufteture. Så jeg er i gang med at lokke Kirsten til at tage turen til Ringsted og hente hundene, når jeg er færdig; det er ikke helt nemt. Jeg håber det lykkes!
PS: Min prioritering har affødt, at rally er kommet lidt i baggrunden. Som man kan se i min kalender er der væsentligt færre planlagte prøver resten af året end der var i maj! De eneste rallyprøver, hvor jeg selv skal gå med hundene, er 22. juli (forhåbentlig Amandas debut som dommer) og 21. oktober på Samsø (dobbeltprøve), som jeg har været tæt på at droppe. Nej, HTM er virkelig kommet i centrum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar