Foto: Anne Gisselø (ANGI Foto) 13. marts 2016
Max fylder 7 år i morgen.
Han har det meste af sit liv levet med et vildt forventningspres på sig. Selvom jeg bildte mig ind, at jeg holdt igen, blev han pacet frem. Jeg fandt dette klip fra da han blev tre år: ”Han er blevet RBM, RØM, LP1og LP2. Han blev Danmarksmester i rally begynder og LP1 i DTK 2012, årets rally øvet terrier i DTK 2012 samt Danmarksmester i LP3 i DTK 2013. Han har senest bestået en Færdighedsprøve 1.”
Det var det sidste jeg var jagt efter, vores første flirten med det, der skulle blive vores lidenskab.
Da han blev 4 år skrev jeg: ”Han er den første hund, jeg har haft til en HTM-prøve. Det var ikke fordi den gik godt, at jeg skriver det følgende, for jeg var helt afklaret inden: Jeg er blevet inficeret af en HTM-virus, jeg synes det er en vildt fascinerende disciplin og den skal jeg bare arbejde videre med.”
Alt for tidligt døde Laila skrev:
”HTM-virus - farligt. Jeg er ramt af FS-virus, det er om muligt endnu mere farligt.
God bedring siger jeg bare, der er ingen redning, det bliver kun værre, sjovere og fantasien får i den grad fri udfoldelse. Man lytter pludselig til musik på en helt anden måde, jeg ser sådanne sjove billeder af mig selv og Elvis ved meget af det musik jeg hører :-)”
Jeg er 100 % enig i det hele!!!
Da jeg havde skrevet mit blogindlæg i går og havde offentliggjort det, tænkte jeg over, at det var sært, at jeg ikke havde nævnte den kommende weekends rallyprøver i Vejen. Jeg skal være prøveansvarlig, dømme, have aspirant og Mathilde skal op med begge hunde. Men det var helt tydeligt ikke så vigtigt som min HTM-træning …
Jeg har fået mange velmente skub i tidens løb, og det ER gået op for mig, på et meget sent tidspunkt, at Max absolut ikke var typen der skulle paces frem. Tværtimod …. ” Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt”. Anita var den, der tydeligst fik fortalt mig det, så jeg lyttede, og selv med momentane tilbagefald så går det alligevel rigtigt godt. Max udvikler sig stille og roligt i HTM, og jeg er sikker på at vi har den allerbedste del af karrieren foran os.
Vi har haft en masse skønne oplevelser sammen, også det sidste år og jeg tror vores HTM i går, da vi trænede med Anita, var vores bedste oplevelse overhovedet. Der var ikke præmier, der var ikke noget vi skulle nå, jeg skulle bare slappe af, og Max kvitterede med det mest vidunderlige fokus.
Fremtiden med Max bliver helt sikkert ikke kedelig. Der bliver fokus på HTM. Vi vil stadig flirte med Nose Work og Rally, og så må vi se hvad der kommer ud af det.
Det eneste helt sikre er, at Max og jeg efter et meget langt tilløb har fået etableret et samarbejde, som jeg skal bygge videre på. Jeg er endeligt begyndt at forstå, hvad der skal til, for at Max vil arbejde godt og vedvarende for mig.
Max 8 uger
Kære Max, jeg glæder mig til mange flere fantastiske år sammen med dig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar