Den daglige HTM-træning består pt. alene af visualiseringer. I morgen skal jeg arbejde max 15 minutter i alt med begge hunde i haven. Så er vi klar til generalprøven på lørdag i Ejby. Vi er kun tre førere: Jette med to hunde, Lone med en og jeg med to, jeg har start nr. 2 og 5, der er lige til at overskue.
Jeg regner med at starte med Max. Englishman i den afslappede udgave, som jeg har gået de sidste gange til træning. Det bliver (naturligvis) med belønninger. I mine visualiseringer er der kommet mere og mere koreografi på, og jeg kan mærke den følelse indeni, som er så svær at sætte ord på (og som Anja vil have mig til at sætte ord på til coachingsessionerne), men som, når den er der, er den mest fantastiske i verden.
Lille Bjørn kommer op som den sidste. Det blev definitivt i dag, at han skal debutere med Paddington-musikken, som jeg klippede til en HTM2-udgave. 6 sekunders klip fra sangen og derefter de første 2½ minutter af det instrumentale tema.
Starten af musikken skal jeg lige overveje, den er ikke helt blevet, som jeg havde drømt om, men det bliver den udgave på lørdag, som jo er ren træning, så må jeg evaluere bagefter.
Jeg glæder mig meget til at gå det nye nummer for første gang. Jeg var rigtig glad for Dengang da jeg var lille, men Paddington passer bare så fint til os. Sværhedsgraden er højere end det forrige HTM2-program, det er helt bevidst, for det er jo denne musik i fuld udgave (et minut længere), som skal bruges ved vores debut i HTM3 20. oktober. Der er flere overgange, mere bakning, en ny position, alt sammen noget, der giver lidt uro. Det er bare et spørgsmål om træning, så det skal nok komme på plads. Det vigtige for mig er at Lille Bjørn og jeg føler os komfortable med nummeret.
Træningen har kun givet mig endnu mere lyst til at udvikle det.
Jeg føler mig rigtig klar med begge hundene. Jeg véd at jeg efter lørdagen vil foretage nogle justeringer, og også skal have planlagt lidt mere træning i den kommende uge, for at få nogle detaljer trænet. Og så vil jeg være helt klar til 30. juni. Den prøve har været mentalt skubbet lidt væk, men jeg ved at fra mandag vil jeg havde fuldt fokus på den igen. Alt papirarbejdet er på plads, og jeg tror der er styr på alle aftaler, alt det der skal til, for at det giver mening både at være ansvarlig for prøven og selv gå op.
Den kombination har jeg tænkt meget over, fordi jeg som udgangspunkt havde planlagt at gøre præcis det samme ved rallyprøverne i Vejen i weekenden begge dage. Da det endte med at jeg skulle dømme en klasse hver dag, besluttede jeg efter nogen tid at melde begge hundene fra i championklasse, fordi det at gå op med dem selv ikke var fair. Det var jeg rigtig glad for begge dage. Der var lidt stress på i starten, og det ville have smittet af på hundene.
Sådan vil det nok også være lidt den 30. juni, men jeg tror også at planlægningen har gjort, at det bliver lidt mere roligt. De to prøver er vigtige for mig, ikke resultatmæssigt, men fordi jeg er kommet til et punkt i træningen, hvor jeg har brug for at vise programmerne. Englishman har udviklet sig meget siden vi viste det 2. juni, og Paddington er som sagt et nyt program, som jeg rigtigt gerne vil vise.
Det er noget helt andet med de HTM-programmer end fx at gå en rallyprøve. Ikke at man ikke kan have præcis den samme følelse indeni, når man går rallyprøver fx Men et HTM-program bliver en del af en selv. Der ligger masser af følelser (og masser af træning) i et (færdigt) nummer – ja, de bliver altså aldrig færdige – og at vise et nummer er på mange måder at krænge sjælen ud og vise sine følelser i fuld offentlighed.
Det lyder lidt højtravende, men mange, der har arbejdet med freestyle eller HTM kan formentligt genkende noget af det. Det er fascinerende, og en af flere grunde til at jeg er blevet så fascineret af HTM.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar