Efter en weekend med NM i rally blev det ikke helt hverdag igen. Vi havde i dag det andet møde i FCI’s rallyudvalg, det blev afholdt hos DKK, og udover de fire nordiske medlemmer var der deltagere fra Estland, Østrig, Tyskland og Sydafrika, sidstnævnte via Skype.
Karin (Estland), Martina (Tyskland), Beatrice (Sverige), Christian (Østrig), Iiris (Finland), Solveig (Norge), Paul (Danmark) |
Vi er i fuld gang med evaluering af NM, både i NKU-udvalgsregi og i DKK-regi. I NKU-sammenhæng er jeg blevet bedt om at drejebogen omsættes til et dokument, som kan bruges som grundlag ved fremtidige mesterskaber, for det var jo åbenlyst at den virkede 😊Og naturligvis skal vi også evaluere økonomien.
I DKK-sammenhæng har jeg skrevet til at hjælpere og landsholdet for at få feedback, så vi i rallyudvalget får et kvalificeret grundlag for at tage stilling til, hvor vi kan gøre det endnu bedre.
Jeg har lovet at skrive en artikel om NM til hunden, deadline er torsdag morgen, så den blev skrevet i dag, jeg mangler bare nogle gode fotos.
Og så er jev naturligvis allerede i fuld gang med de sidste detaljer (som design af baner!), til prøverne på lørdag i Schæferhundeklubben i Hvidovre, og der er også ved at være styr på Årets Hund finalen den 9. november.
Så rally fylder rigtigt meget endnu.
Jeg skal altså også nævne, at vi har aftalt to weekendmøder næste år i FCI-sammenhæng. Det er altså ikke nemt at finde weekender der passer os alle, og på et tidspunkt var weekenden 17.-18. oktober 2020 i spil, jeg var der eneste der ikke kunne, og der var mildt pres for at høre, hvorfor jeg ikke kunne. Samsø Hundesport ville have glædet sig over mit svar 😉 Jeg fortalte, at jeg skulle deltage i prøver den weekend på Samsø, det var en fast tradition, at jeg deltog, og det kunne der ikke laves om på!
Sidst på eftermiddagen var Lille Bjørn og jeg til Nose Work træning hos Merete i Solrød Centret. Efter lidt skranten/usikkerhed for fjorten dage siden var han tilbage i topform, og jeg fik også trænet virkelig meget på at iagttage hans markeringer. Jeg stod i flere situationer næsten lige bag ved ham, når han skulle markere, og det synes han er svært. Han markerer og vender sig mod mig, og det bliver akavet, hvis han skal dreje hovedet så meget, så jeg skal stille mig, så han ikke skal dreje hovedet så meget.
Han arbejdede med fuld energi og logrende hale i fulde 40 minutter og det er bare balsam for sjælen at opleve ham sådan. Og stribevis af lækre markeringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar