Stranden torsdag eftermiddag |
På internationalt plan med coronavirus/covid-19 situationen, som vender op og ned på alles hverdag. Jeg synes den danske regerings håndtering af krisen er vanvittigt dygtig. De kommunikerer forbilledligt og er totalt åbne om, hvad der skal ske og hvorfor, og hudløst ærlige om, at de ikke kan svare på alt. 100+ point på rallyskalaen 😉
Arbejdsmæssigt er konsekvensen, som for så mange andre i Danmark, at jeg skal arbejde hjemmefra indtil videre, og jeg er så privilegeret, at det ikke er det store problem.
Det har ikke været nogen hemmelighed, at Nets skulle igennem en større fyringsrunde, og de berørte i Danmark har fået besked i denne uge. Jeg fik i går at vide, at jeg ikke er en af dem. Jeg anså mig selv for at være i farezonen, og det er da ikke dumt at få at vide, at jeg er gået fri. 67 år og 4 måneder og fortsat fuldtids ansat i Nets 😉
På Rallyfronten har situationen også haft store konsekvenser.
I FCI-sammenhæng havde vi planlagt et 2-dages møde i Tallinn denne weekend, men det blev erstattet af et Skype-møde på 1 time og 16 minutter til aften. Godt og effektivt, og vi fortsætter med det mål at kunne afholde et første VM i rally indenfor en overskuelig årrække.
I nordisk sammenhæng afventer vi en officiel udmelding af, at NM 2020 er godkendt, men der kommer forhåbentlig noget i løbet af måneden.
I dansk sammenhæng er der sket aflysninger af næsten alt hunderelateret. For mit eget vedkommende er det i første omgang prøverne i Hønsehuset på Bornholm 21.-22. marts og i Løserup den 29. marts, hvor jeg både skulle dømme og op med Max, som er blevet ramt. Nå ja, det er bare nogle rallyprøver. Men …
Hvis vi løfter os lidt op, er det en landsholdskvalifikation samt tre prøver der tæller til Årets Hund og til DM 2020. Så arrangørerne har sammen med dommerne vurderet muligheden for at flytte prøverne i modsætning til at aflyse dem. Det har betydet at Rallyudvalget også har været inde over. Arrangørerne melder ud, hvad resultatet er blevet, men jeg håber og tror, at de berørte vil være forstående overfor beslutningerne.
Privat betyder det, at de tre næste weekender, som skulle have været brugt i Tallinn, på Bornholm og i Løserup, er blevet til tre friweekender. Det ville være oplagt at bruge dem til bl.a. at besøge svenskerne, men ak, det må vi ikke.
Så der bliver tid til at gøre en masse af det derhjemme, som ellers altid bliver udskudt, og hundetræningen bliver virkelig sat i system.
Og så vil jeg gerne have lov til at sige, at selvom vi skal vænne os til at hverdagen er ganske forandret et godt stykke tid, så er vi meget privilegerede og det skal vi huske at værdsætte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar