søndag den 29. november 2020

Årets sidste tur til Bornholm

1. vinder i Championklasse (foto: Ditte)

I går gik turen for fjerde gang i år til Bornholm. Vi holdt sommerferie med svenskerne den sidste uge i juni, jeg var til rally 12. juli og 8.-9. august, begge gange som både udøver og dommer. I går var det igen i rallysammenhæng, men ”kun” som udøver, en super hyggelig tur med Lonni.

Jeg kørte hjemmefra 6:25 og hentede Lonni ved DKK. Da vi kom til Ystad lidt i 8 var bilerne allerede ved at køre af færgen, og inden der var gået 5 minutter, var vi ombord.

Da vi kom til Rønne kørte vi til Kanondalen, og hundelufteturen gik ned til stranden. Vi havde god tid, for pga. Covid-19-tidsplanen måtte vi først komme til parkeringspladsen ved Hønsehuset 10:50.

Der var i alt 7 hunde i championklasse, de første 3 havde været oppe, før vi ankom.

Max var på som nr. 3 af de sidste 4, opvarmningen var som den skulle være, og jeg havde den rigtige følelse indeni. Der var lidt træghed i starten, men Ditte sagde i sin feedback, at Max’ hale var kommet op, da vi var kommet forbi første kegle i første øvelse - 8-tal med sideskift – og derefter var der ingen problemer. Vi måtte lave anden øvelse om - sideskift om kegle fra højre side – fordi Max fokuserede så meget på mig, at han ikke reagerede på min kommando, ellers kørte det fint. Næstsidste øvelse – hund snur rundt på højre side - skulle udføres tæt på et spring, og jeg trak væk fra det, men blev lidt for anspændt og gav min kommando for sent, så det blev også en ommer. Netto endte vi med 2 ommere og 4 1’ere (snus og skæv), i alt 90 point og en rigtig god følelse, som ikke blev dårligere af Dittes fine feedback.

Præmieoverrækkelsen blev en ekstra bonus, sørme om de 90 point ikke rakte til en 1. vinder ud af 7. Det er bestemt ikke hverdagskost for os at vinde den klasse, under frokosten bad Lonni min tjekke, og ja, det er kun fjerde gang på 140 championprøver Max har vundet, forrige gange var 9. februar 2019 (hvor han vandt to gange). Fed fornemmelse 😊

Lonni og Morgan blev nr. 5 med 80 point, meget flot gået. De var ikke oppe i rally 2018, 3 gange i 2019 og så i går 😉

Perfekt selskab til en skøn frokost :-)

Da vi selvfølgelig skulle hurtigt afsted, så de næste deltagere kunne komme til, kørte vi til Rønne, hvor jeg havde bestilt bord på Det Røde Pakhus. Vi kunne parkerede lige overfor, så vi kunne se bilen fra restauranten, og vi fik en virkelig skøn frokost. Et dejligt overskueligt frokostkort med omkring 10 forskellige stykker smørrebrød. Lonni valgte et stykke med mørksej og et stykke med kyllingesalat.

En udsøgt sildemad!

Jeg valgt sild med ingefær/soya og æg samt tatar. For at fejre førstepræmien 😊 skulle vi naturligvis have en Svaneke julebryg til. Et fantastisk lækkert måltid og masser af ros til Ivan for fin betjening. Vi kan anbefale Det Røde Pakhus på det allervarmeste. Jeg kommer helt sikkert igen.

Efter frokost gik vi en tur ned til vandet og langs Nordre Kystvej, forbi Griffen og tilbage ad Store Torvegade. Klokken var blevet omkring halv tre, men vi måtte først komme tilbage til Hønsehuset halv fire, så vi kørte til Torvehal Bornholm, og derfra lidt rundt. Pludselig var vi i Hasle og kørte derfra til Hønsehuset.

Heldigvis var vi kun fire i begynderklasse, så Lonni måtte komme med ind og kunne holde Otto under banegennemgangen. Vi skulle starte som nr. 1, der var lidt snus i starten, vi måtte lave sit om (han var på vej ned i dæk, måske ikke helt nede, men jeg valgte at lave øvelsen om alligevel), og ellers var han ok på.

Det var tydeligt, at han cirka halvvejs begyndte at blive lidt frustreret (manglende belønning), det er noteret, at vi skal træne mere systematisk at variere belønningen i forhold til tid.

Vi endte med 90 point, der var ommere, 4 x snus og 3 x 1 som jeg ikke kan huske hvad var for. Men først og fremmest en rigtig god følelse 😊 Otto var på hele vejen, og at der var lidt snus, kan jeg dårligt fortænke ham i ved hans første besøg overhovedet i hallen.

Vi havde været hjemmefra i over 9 timer, han havde været i bilen det meste af tiden, og det var ikke lang tid vi havde varmet op. Det var supersejt arbejdet af Otto!!!

De 90 point rakte til en 4. vinder på dagen.

Tak til DKK Kreds 8 med Birgitte Lous i spidsen for et virkeligt flot arrangement, hvor der under de besværlige vilkår alligevel kom et fornuftigt flow i prøverne. Og tak til Ditte for nogle fine baner, ikke mindst en finurlig championbane, og god feedback.

Rønne By Night (foto: Lonni)

Rønne Havn (foto: Lonni)

Mindesmærket for faldne søfolk under 2. verdenskrig (foto: Lonni)

Der var et par timer til færgen skulle sejle, så vi kørte til Rønne og parkerede på Kirkepladsen ved Sankt Nicolai Kirke, og gik en tur og nød det skønne, kølige vejr, og hundene fik snuset af.

Hjemturen var uden problemer, selvom vi undrede os over, at der var SÅ lidt trafik. Vi landede ved DKK 21:20 og jeg var hjemme fem minutter efter.

15 timer hjemmefra, for at gå 3 rallyprøver, der tilsammen varede under 7 minutter. Som alle hundenørder ved, kan regnskabet slet ikke gøres op på den måde 😉 Det var en superhyggelig dag. Lonni og jeg fik talt om alt mellem himmel og jord, bl.a. fik jeg genopfrisket hele mit hundeliv fra Terry til Otto den anden, og tiden fløj afsted. Tak Lonni for det allerbedste og hyggeligste selskab!

Aftenen blev rundet af med denne øl fra Det Lille Bryggeri.

fredag den 27. november 2020

Rally her og der og allevegne

Fredag morgen

Tirsdag går jeg fast til NW-træning hos Merete, og det har jeg gjort længe. I tirsdags var træningen igen i Solrød området omkring Rådhuset og Biblioteket. Både Otto og Max gik fantastisk. Der er mange forskelle på de tos adfærd, men de er begge meget dygtige. Jeg kunne komme med nogen detaljer, men det hører ikke til i et indlæg med den overskrift 😊

Jeg hastede hjem til møde i FCI’s rallyudvalg, hvor vi er ved at have styr på øvelserne i FCI’s rallyprogram og skal til at arbejde med regler og bedømmelser.

Onsdag lagde Kirsten og jeg en krans på Bradleighs grav, det er ikke til at fatte at det er 11 år siden han døde.

Onsdag aftens Bootcamp var med kun 6 deltagere, men ikke mindre hyggeligt af den grund. Vi fik talt om mad og jul under træningen. Kirsten og jeg tog hjem til hjemmelavede burgere!

Torsdag gik turen omkring DKK fra morgenstunden, jeg skulle tale med Lonni om noget rally, hente noget, og mens vi talte, kunne LeeLoo og Otto lege 😉

Bagefter skulle jeg besøge Anita og Girah, superhyggeligt, og Girah fik hilst på Otto og Max. Max var ophøjet ligeglad med ham, Otto var overvældende, men efter en halv times tid kunne de gå pænt ved siden af hinanden.

Om aftenen var der møde i NKU’s rallyudvalg, hvor vi bl.a. talte om uddannelse af dommere til nordisk klasse og design af baner. Et andet af punkterne på dagsorden var gensidig orientering om rallysituationen i de respektive lande, og den er ikke opmuntrende … Jeg synes vi i DKK håndterer situationen fint under de givne omstændigheder.

Prøven 29.12 er fyldt, og dobbeltprøven 27.12 bliver det forhåbentlig også. Vi har åbnet for tilmelding i begynderklasse, fordi der ikke er kommet så mange tilmeldinger som håbet på i champion, senior og ekspert, så vi skal nok få fyldt.

I dag havde jeg fri.

En skøn morgentur.

Jeg havde en træningsaftale med Mette, Boogie og Eddie i Roskilde.

Vi startede med en luftetur med alle hundene. Derefter stillede vi en bane op, som jeg havde designet. En begynderbane med 18 skilte heraf 9 stationære mener jeg. Otto gik som en drøm! Jeg blev mindet om, hvor jeg skal holde hænderne, og om at fastholde hans fokus, når vi er færdige med en stationær øvelse.

Banen blev justeret en anelse, så det blev en championbane, og Max gik også som en drøm. Men jeg blev mindet om at STÅ ikke er generaliseret nok


Eftermiddagsturen blev klaret lige inden solen gik ned.


En usædvanlig lækker IPA No. 13 fra Collective Arts Brewing i Canada inden aftensmaden.


Aftensmaden var teriyaki marineret laks med asiatisk salat, akkompagneret af Weingut Beck, Chardonnay Bambule! 2017, en fantastisk naturvin!!!

Jeg har gjort klar til en hyggelig rallylørdag på Bornholm sammen med Lonni. Vi (=jeg) har signaleret lidt usikkerhed omkring deltagelsen i prøverne, men først på ugen skar Lonni igennem, og vi tager naturligvis afsted 😊

Det er selvfølgelig en rallyprøve under Covid-19 omstændigheder, så når Lonni og jeg har været oppe i championklasse er der en lang pause inden vi skal tilbage, så jeg kan gå op med Otto. Den pause bliver udnyttet til dels frokost i Det Røde Pakhus, dels besøg i Torvehal Bornholm.

Det skal nok blive en dejlig dag!

tirsdag den 24. november 2020

Rally, status og planer


Hvordan går det med rallyen?

Jeg opdaterede mit regneark i går, og for at skabe et bedre visuelt overblik lavede jeg diagrammer af udvalgte dele.

Der er intet fancy over det. Regnearket indeholder alle rallyøvelser, både på højre og venstre side, og for hver af dem kan status sættes til Grøn (ok), Gul (der skal arbejdes med dette) eller Rød (ikke igangsat eller der skal arbejdes en del med det). Der er også nogle generelle parametre, som jeg justerer ind imellem.

For Max viser diagrammet status samlet. Det er i sagens natur meget grønt, men der er bestemt en del at arbejde med, og de vigtigste områder står under Fokus. De næste prøver er noteret og målene for 2021 synes jeg var passende i denne oversigt. Inkl. et enkelt spørgsmålstegn ved landsholdskvalifikation, for jeg ved ikke, om det er noget jeg vil gå efter, men det er bestemt noget der skal overvejes.

For Otto er det samlede billede ikke uventet meget rødt, der er en masse øvelser vi slet ikke er i gang med. I begynderklasse er vi grønne, lige over 50 %. Grunden til at det ikke er højere, vi går trods alt i klassen og får ok point, er, jeg ikke har haft fokus nok på højrehandling. Hvis vi skal blive helt grønne, skal alle begynderøvelserne kunne udføres sikkert på højre side.

Målene minder mig om, at Otto skal blive i begynderklasse i lang tid endnu, så der er godt tid til at arbejde med fokusområderne, og selvfølgelig arbejde videre med øvelserne i alle de andre klasser.

En tilsvarende status om et par måneder, skulle gerne vise en positiv udvikling.

fredag den 20. november 2020

Tilpasningsevne

 


Jeg har nogle feriedage, som jeg skal have afviklet i år, og derfor har jeg booket ferie i dag og de kommende fredage og fra 17. december til 3. januar.

I dag blev en fantastisk dag!

Jeg stod op ved halvsyvtiden, jeg kunne mærke at jeg havde gode ben, og morgenturen gik til badebroen ved Jersie Strandpark og retur. Det var ikke helt lyst, men der var den magiske stemning, når det ikke er helt lyst, og solen ikke er stået op endnu.

Ved badebroen mødte vi fire damer, der hyggede sig med morgenkaffe og lidt spiritus, og jeg blev spurgt om jeg ville fotografere dem, og naturligvis ville jeg det.

Tankerne kører i frigear og jeg kom bl.a. til at tænke på en af mine favoritbøger fra min ungdom, Julian Huxleys bog om Charles Darwins ”On the Origin of Species by Means of Natural Selection”. Jeg kom til at tænke på et kursus jeg holdt, da Lysholdt Consulting var helt grønt, om ”Styring af Web-projekter”. Den tredje overhead ud af 98 var ovenstående.

 Jeg kunne få lyst til at politisere, men ærligt talt: det gider jeg ikke …

Christian skulle på arbejde i dag, og vi havde aftalt, at jeg skulle komme ind, når det passede, og det gjorde det fra morgenstunden. Hundene og jeg var omkring Niels Juels Gade og afleverede en masse spændende varer til Christian.

Kirsten skulle til osteopat i Køge, jeg kørte hende, og hundene og jeg gik en dejlig tur i området omkring Køge Nord Station.

Efter frokost var vi alle fire i Køge og gik en tur omkring Roskilde Fiskeland.

Hjemme kørte jeg mit kombinerede smidigheds-/styrketræningsprogram.

Og Kirsten og jeg gjorde klar til aftensmaden: kogt juleskinke, rodfrugter, grønkål i fløde og grønkålschips. Dertil en L’ostal Cazes Ostalon Minervois 2014, perfekt match.

Jeg er for længe siden kommet over det punkt, hvor Covid-19 var et irritationsmoment. Jeg har INTET, jeg berettiget kan være bekendt at brokke mig over.

I går morges hørte jeg Sarah Streamings radioklip om Motivation, jeg må erkende at tankerne hurtigt flakkede (jeg kunne høre, jeg var enig med hende 😊), helt basalt handlede det om, at hvis dine primære motivationsfaktorer forsvinder (fx at komme til et mesterskab, som ikke bliver til noget), så må du finde noget andet, der motiverer dig.

Det gav anledning til at jeg funderede over, hvad der motiverer mig pt. Jeg vil gerne til DM og ÅH i rally 2021, men er det mine motivationsfaktorer? Næh, slet ikke. 

Jeg bliver glad, hvis jeg kvalificerer mig, men det vigtige for mig er, at jeg oplever at Max og Otto er PÅ & glade til de prøver vi går til og til træningen.

DM/ÅH er bonus, de motiverer mig ikke.

 Hvilket for mig er det ultimative bevis på, at min mentale træning virker 😉

Tilpasningsevne er evnen til at klare sig (overleve) under skiftende omstændigheder. Det er nemmere at sige end at gøre, men det handler om at anerkende/acceptere ændrede omstændigheder og vælge, at man vil leve under dem, eller man vil dø.

onsdag den 18. november 2020

På rette spor

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, men forleden kom jeg til at tænke på, at det var oplagt at DKK holdt nogle rallyprøver i disse Corona-tider. Hvis Rallyudvalget ikke skulle holde fanen højt i krisetider, hvem skulle så?

DKK har rosetter liggende, vi bruger præmiekuponer til dem, der består, vi behøver bare et sted, en dommer der selv kan tage tid, og en prøveleder, der også kan være sekretær.

Jeg vendte det med Lonni, som udvalgets sekretær og inden vi havde set os om, var der opslået en rallyprøve 27. december med Liv som dommer og undertegnede som prøveleder, tilmeldingen blev åbnet fredag den 13., og den blev lukket i går med i alt 48 tilmeldinger.

Det er mindst en triple-win: DKK tjener nogle penge, Liv får sin dommerdebut, og vi er en del rallynørder som får dulmet vores rallyprøveabstinenser.

Vi blev lidt revet med af succesen, så DKK afholder også en dobbeltprøve den 29. december, men kun for klasserne ekspert, senior og champion. Rallyudvalget har givet en generel dispensation til at afholde prøver, hvor ikke alle klasser udbydes, så længe forsamlingsforbuddet er under 20, og det var da værd at prøve af i eget regi 😊

Prøverne blev opslået i mandags med Liv og mig som dommere. Planen er, at der lægges to baner ved siden af hinanden, en gruppe på op til 8 går den ene bane, og derefter den anden bane, og så tak for i dag. Dvs. man får to prøver i umiddelbar forlængelse af hinanden, og dermed hurtigere flow for arrangementet. Prøverne er næsten 2/3 fyldt, og mon ikke de når at blive udsolgt?

Jeg har meldt Max og Otto til prøven 27. december, 29. december har jeg fokus på at arrangere og dømme.

Arbejdsmæssigt er det helt store, at italienske Nexi har købt Nets. Svimlende beløb er nævnt i pressen, men jeg kan forsikre om, at ikke så meget som en kr. ender hos mig, desværre 😉

Hundene fik prøvet nogle nye ture i weekenden. I lørdags var vi i Roskilde, og gik en tur omkring søerne ved Roskilde Fiskeland og området ved Viking Run. Jeg kunne ikke stå for Dream City bogstaverne …


Søndag efter fitness-træningen om formiddagen tog vi til København, parkerede i Slotsholmsgade og gik via Kongens Nytorv til Nyhavn og fik en lækker frokost på Nyhavn 41, inkl. vand til hundene.

I går var der, som der plejer hver anden tirsdag, både Nose Work hos Merete med begge hunde, og Rally hos Johanna med Otto (jeg kunne også have taget Max med, men ville gerne have fokus på Otto).

Otto fyldte 17 måneder i går, og han var en superstjerne! Han markerer knivskarpt i NW, hans slikkeadfærd er væk (!) og han knokler løs for at løse opgaverne. Jeg var ret benovet, men huskede dog at minde mig selv om, at jeg har trænet ham 😊

Max arbejdede også superfint, men der er noget med frustration, når der er gået lidt tid, og der kom nogle fejlmarkeringer lidt fra kilden, hvor jeg måtte vente ham ud, til han tog det rigtige valg.

Vi var hjemme og få aftensmad, og derefter tog Otto og jeg til Ringsted.

Han er vild med at komme i SAGC, han hev snoren ud af hånden på mig på vej ind, og styrtede ind i hallen!

Johanna havde lavet fire korte baner, som krydsede hinanden, og så gik vi i gang. Jeg vil ikke gennemgå dem alle, men den første skal nævnes: man skulle trække et skilt, som angav om man skulle starte med hunden på venstre eller højre side, og derefter et skilt, som angav tempoet (langsom, almindelig, løb). Øvelserne var dobbeltslalom, højre spiral og enkelt slalom. Otto og jeg tog den tre gange: almindelig gang venstre side, almindelig gang højre side, og løb venstre side. Jeg blev ret imponeret af ham; selvom højre side stadig halter lidt – ja, det afspejler manglende træning – er den blevet meget bedre.

Vi var sidst på hos Johanna, og fik som altid noget perfekt timet træning, og supergodt input til den videre træning. Fx timing af min verbale kommando i forhold til håndtegnet i foran (som jeg hver anden gang kaldte ind foran ), hvor Otto på ingen tid blev mere præcis og ikke lavede fejl, når den verbale kommando kom først.

Og så blev jeg 100 % bekræftet i min strategi, med at blive i begynderklasse med Otto til efter DM 2021, og træne mod championklasse parallelt med. Så er der ro på konkurrencefronten, og masser at træne på.

 

onsdag den 11. november 2020

Parting is such sweet sorrow


Anita og jeg gennemførte vores rallydommeruddannelse næsten parallelt. Jeg husker bl.a. en hyggelig tur til Esbjerg, hvor vi var på elevkursus hjemme hos Pia Hansen-Schwartz.

Jeg krævede vist nærmest, at vi i Sydkystens Hundeskole fik lov at arrangere hendes første prøve som dommer, og sådan blev det. Den 5. januar 2014 dømte hun for første gang, og første ekvipage var naturligvis Megan og mig i championklasse. Vi bestod med 77 point, og linjen fra resultatbogen ses ovenfor. Årstallet er forkert, og der har været lidt tvivl om, hvor den blev afholdt … og Anita havde ikke fået sit stempel endnu 😊

Det er blevet til rigtigt mange oplevelser siden med Anita som dommer. Hvis jeg tæller uofficielle prøver som rallydysten og juleafslutningen hos Anja/Johanna med, er det blevet til 103 gange. Max har været oppe til 51 officielle prøver hos hende, og hun har bedømt mig og Megan/Lille Bjørn/Max 53 gange i championklasse.

Der har været mange fantastiske oplevelser og mange mindre fantastiske, de sidste fordi jeg ikke altid har været så god til at modtage feedback, når det gik dårligt ☹

Anita har altid været integriteten selv, har set det hele, dømt retfærdigt og givet præcis feedback.

Der har været så mange skønne prøver, hvor hun har dømt.

Lille Bjørn, Max og Megan gjorde det alle godt 23. august 2014

Der var den 23. august 2014 i Holbæk Rottweilerklub, arrangeret af Lene Søndberg, som var tæt på at blive aflyst, og hvor jeg endte med at sponsorere rosetter, fordi den SKULLE afholdes. Max kvitterede med 96 point og et certifikat.

En af de dejligste rallydage, 4. oktober 2014, Max blev champion

Der var 4. oktober 2014 i Dansk Collie Klub ved Rishøjcentret i Køge, hvor Max fik sit sidste certifikat og blev DKRLCH.

Der var 4. september 2016 i Osted, hvor Christinas nevø Sebastian debuterede i juniorklasse og bestod med 77 point.

Max og Lille Bjørn på Bornholm marts 2017

Der var 11. marts 2017 i Hønsehuset, hvor Lille Bjørn strålede og fik 98 point (og intet supercertifikat), og dagen efter 97 point (og intet supercertifikat).

Præmieoverrækkelse 1, 9. februar 2019


Der var 9. februar 2019. En dobbeltprøve i Sydkystens Hundeskole, hvor jeg for første gang ikke var prøveleder, fordi jeg skulle have 100 % fokus på Max. Vi fik et supercertifikat hos Anita ved den første prøve, og sørme også et ved den anden prøve hos Amanda, og Max blev superchampion!!! En uforglemmelig dag, som blev endnu bedre, fordi Anita og Amanda var de to dommere.

Der var 8. februar 2020, hvor jeg selv gik to supergode baner med Max, og hvor Mathilde fik en mulighed for at gå med Max i juniorklasse, og kvitterede med ren magi og 100 point. Citat fra min blog dengang:

"Mathilde og Max og dagens bane … de gik magisk ❤❤❤

Jeg har ALDRIG oplevet noget lignende!!

De gik ind i et hæsblæsende tempo, Max var 100 % på, og helt ærligt: Det var den smukkeste rallyprøve jeg nogensinde har oplevet. Der er ingen tvivl om at Mathilde og Max har noget sammen, han elsker at gå med hende, og de gik, så jeg fik hjertebanken og tårer i øjnene. Mathilde græd af glæde og Anita og jeg var også ret berørte, det var en FED FED prøve.

100 point fik de, Mathilde og Max er bare de sejeste i verden ❤❤❤"

Foto fra den allersidste prøve (foto: Mette Thomsen)

Da Anita fortalte, at hun gerne ville stoppe som dommer med udgangen af 2020, insisterede jeg på at få lov at holde hendes sidste prøve, og sådan blev det heldigvis. Prøven var i lørdags og er beskrevet i dette blogindlæg: Den skønneste rallydag.

Max var oppe først og Otto sidst, for mig var det en perfekt og naturlig måde at afrunde Anitas dommerkarriere på.

I forbindelse med afskedsmiddagen, hvor vi var 11 der sagde tak til Anita for hendes dommerindsats, havde jeg fornøjelsen at overrække hende Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2020. Begrundelsen, som er citeret nedenfor, kan læses på Sydkystens Hundeskoles hjemmeside.

”Anita har været en markant person indenfor rallyverdenen i mange år. Som underviser i rally, som underviser på rallyinstruktøruddannelsen og som rallydommer.

Anita udstråler en positiv autoritet, og hendes tilstedeværelse skaber tryghed.

Hun er en retfærdig og ærlig rallydommer, som giver hundeføreren en god og reel oplevelse til en prøve. Hun er altid ærlig i sine udtalelser, som er set ud fra hundens præmisser.

Udenfor banen er hun lidt som vores alles “mor”, som drager omsorg, støtter og opmuntrer, eller lige giver et godt råd med på vejen. Hun er i den grad et menneske, som ganske ubevidst gør en særlig indsats for rallysporten, og det fortjener en anerkendelse.

Anita vil blive savnet som rallydommer, men vi beholder heldigvis vores “mor” uden for banen.

Anita fortjener i den grad Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2020.”

Jeg kan ikke være mere enig!

Anita og jeg har haft en masse spændende og sjove oplevelser sammen i rally derudover.

Vi har undervist sammen.

De to danske rallydommere 28. juli 2014

Vi har dømt mange prøver sammen, bl.a. den første landskamp mod Sverige 28. juli 2014.

Vi har undervist sammen på to runder af rallyinstruktøruddannelsen.

På Facebook har dommen ikke været til at tage fejl af: At Anita får Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2020 er et ualmindeligt populært valg, og Anitas afsked som dommer, vil efterlade et stort savn.

Hendes timing har været perfekt, hun slutter på toppen. 

Hun vil i den grad blive savnet som rallydommer.

mandag den 9. november 2020

Nose Work, Rally og justerede prøveformer

Otto snuppede Kirstens plads ;-)

Weekenden har været perfekt til afprøvning af justerede prøveformer under hensyntagen til diverse Covid-19 restriktioner og et forsamlingsforbud på 10.

Rallyprøven lørdag beskrev jeg i Den skønneste rallydag.

I går var jeg til NW2-prøve med Max på Rødovregaard, arrangeret af Pudelklubben og Border Collie Klubben. Et superflot arrangement, som jeg ud fra en deltagersynsvinkel synes var meget perfekt. Jeg kom 9:30 (tidligste mødetidspunkt), 1. ekvipage var på 9:45, jeg kom ind som nr. 6 ud af de 7 i gruppen cirka 10:40, og tog afsted ved 11-tiden, efter at have gennemført 4 søg umiddelbart i forlængelse af hinanden, med udfyldt resultatbog og en præmie, superdejligt.

Prøven gik også fint, dvs. jeg var rigtigt godt tilfreds og havde den rigtige følelse. Køretøjssøg 25 point. Indesøg, tydelig markering fra Max, men desværre for langt fra kilden 0 point. Beholdersøg 25 point. Udesøg flot første markering (korrekt) og flot anden markering (forkert). Netto 62½ point og en 3. præmie.

Begge prøver har for mig bekræftet, at som udøver er det et fedt koncept. Et fast mødetidspunkt, hurtigt på, resultat med det samme, og farvel og tak.

En dejlig fødselsdagsgave nydes!

Jeg kan godt nævne nogle ulemper, men ingen som er vigtige for mig selv 😉 Jeg synes det er fedt at gå til prøve og få tilbagemelding. Det er også fedt at være i toppen og få præmierosetter, men når det nu skal være, vil jeg hellere til prøve, og så er præmieringsformen sekundær.

Som arrangør har rallyprøven 7.11 været bøvlet, men meget skyldes, at det har været den første under de restriktive vilkår. De næste bliver helt sikkert nemmere, og der er nu erfaringer at trække på.

Jeg nævner i ganske tilfældig rækkefølge nogle forhold, som jeg selv vil have fokus på, næste gang vi opslår rallyprøver, med mulige justeringer afhængig af omstændighederne
  • Dommer tager selv tid. Det er vi nogen, der har gjort længe, og tro mig, det kan indlæres på ganske kort tid. Der var en prøve for nylig, hvor jeg havde fået tildelt tidtager, og det var svært for mig! Arrangøren sparer 300 kr., kørsel, mad/drikke og gave. Og det går hurtigere, fordi dommeren ikke skal have tiden af en anden og notere den.
  • En nogenlunde erfaren prøveleder/sekretær, som kan dække alt det andet som arrangør. Min erfaring fra lørdag er, at det fint kan kombineres med at deltage selv (jeg deltog med to hunde i to klasser).
  • En præcis tidsplan som skal overholdes ret fornuftigt, ellers kan det gå ud over prøvens flow.
  • Eventuelt offentliggøre baner digitalt, så deltagerne skal ikke fotografere/stå det samme sted og se den. Jeg véd at Rally og NW ikke kan sammenlignes 1:1, men det virkede perfekt til NW2 søndag!!
  • Sætte max på deltagerantal pr. klasse (8 evt. 16), så grupperne får en passende størrelse i forhold til grænsen. Selvfølgelig på en intelligent måde.
  • Arrangere prøver med flere dommere, så dommere, der selv er udøvere, kan gå op og dømme. Og aftale en betalingsform, så det ikke blev dyrere for arrangørerne.
  • Overveje et Corona-tillæg, for at deltage i prøven.
Som udøver, arrangør og dommer ser jeg ikke nogen problemer i at afholde prøver under de ændrede vilkår. Det er en tilpasning til virkeligheden, og der er ingen argumenter i rallysammenhæng for at prøveaktiviteten skal gå i stå.

(NB: Jeg er HELT med på, at der er andre vilkår for prøver, der tæller til DM og Årets Hund, hvor man ikke kan sætte et max pr. klasse).

I dag var også dagen, hvor jeg med meget stor glæde kunne annoncere, at Liv er officielt godkendt som rallydommer.

Jeg har haft Liv som elev, aspirant og til dommereksamen. Vi har haft en ekstra aspirantomgang, da hun dømte 5 ekvipager på begge de to DM-finalebaner til et HMC-arrangement. Vi har trænet sammen, og talt rigtigt meget om bedømmelser. Hun har stillet en masse gode spørgsmål, hvor en hel del kommer på næste dommermøde.

Jeg vil ikke bruge ordet generationsskifte, selvom Liv er den yngste af de nye dommere/dommere på vej, men gerne tale om friske øjne på at læse reglerne og fradragsreglerne, og stille spørgsmål og udfordre ”vi plejer” at dømme sådan og sådan.

Ottos første 10 prøver :-)

Jeg glæder mig vildt til at opleve Liv som dommer!!!

Jeg synes bestemt ikke om Covid-19, som bl.a. gør, at vi ikke kan møde vores børnebørn, svigerdatter og søn, som bor i Oxie (Malmø). Men livet går videre, og jeg vil gerne være en del af det 😊

lørdag den 7. november 2020

Den skønneste rallydag

Paul, Otto, Anita, Max, Mathilde (foto: Mette Thomsen)

Det har været en vidunderlig dag!

Rallyprøven i Sjællands Agility Center kørte på skinner, under iagttagelse af alle regler i forhold til Covid-19.

Anita var dommer og tidtager, jeg klarede resten, og ærligt talt, så var det ret nemt, med kun 31 ekvipager.

Jeg var selv oppe med begge hundene og Mathilde oppe med Max i juniorklasse.

 
Både Max og jeg ser meget tilfredse ud, med god grund (foto: Mette Thomsen)

Max var først oppe i championklasse med i alt 10 ekvipager. Fed kontakt, en ommer, og 4 1’ere på lidt skævt og noget jeg ikke kan huske. 93 point, og den allerbedste følelse. Vi blev nr. 3.

Der var kun Mathilde og Max i juniorklasse og fem begyndere, Mathilde kom op efter de to første begyndere, og Otto og jeg var sidst.

Mathilde gik lynende hurtigt med Max, 58 sekunder, og fik 97 point, superflot!

Otto og jeg varmede fint op, og jeg havde igen den helt rigtige følelse. Der var en håndfuld stramme liner i starten, lidt snus og en skævert, og vi fik 9 1’ere. 91 point og 3. vinder.

Vi fik organiseret noget fotografering til sidst, hvor Anita naturligvis skulle med, når det var hendes sidste prøve som rallydommer, og ovenstående er et af de bedre, der var lidt uro i geleddet under fotograferingen 😉

Vi var 12 der mødtes på La Rustica i Ringsted efter prøven til sen frokost/tidlig aftensmad, Anita fik nogle afskedsgaver og jeg havde den store glæde at kunne annoncere, at hun havde fået Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2020, begrundelsen kan læses her.

Jeg sidder og nyder en Fuller’s Past Masters 1905 Old London Ale og en Dalwhinnie 15 år og jeg har den fantastiske følelse indeni, som betyder, at det har været en rigtigt god dag. Afviklingen af prøven var fantastisk, Anita og jeg havde virkelig styr på det hele. Afviklingen på La Rustica var også lige i øjet. Jeg tror ikke Anita kunne have ønsket sig en bedre afslutning på sin dommerkarriere, og jeg er glad for, at jeg fik lov til at være en del af den.

En del læsere vil nok tænke, at det at stå for arrangementet, være prøveleder, sekretær osv., ikke var optimalt i forhold til at gå op med egne hunde, eller ligefrem huske, at jeg har skrevet, at sådan ville jeg ikke gøre.

De har ret, men jeg ved også, at jeg, der hvor jeg er mentalt nu, kan håndtere det. Hundene var ikke blevet varmet anderledes op, hvis jeg ikke havde haft de officielle pligter, og jeg vil vove den påstand, at jeg ikke kunne have gået bedre på dagen, end jeg gjorde, hvis jeg ikke havde haft de opgaver. Jeg har det rette fokus, når jeg varmer op og går op med hundene.

Det har virkelig været den skønneste dag!!!

torsdag den 5. november 2020

Motivation

Otto kan også lege (foto: Mette Thomsen)

Inspireret af Mark Anthonys onlive foredrag i går aftes, besluttede jeg mig for at notere nogle motiverende/inspirerende nedslag i går og i dag. Hold da op, det var nemt, det føltes skønt og enormt … motiverende og inspirerende 😊 

 Mark Anthony: Motivation er kunsten at skabe interesse og inspirere til handling

1. En tidligere kursist og jeg skrev sammen om hvilken klasse de skulle tilmelde til en rallyprøve. Jeg: ”Spørg dig selv, hvad du helst vil. Når du tænker forløbet igennem, hvilken følelse vil du så gerne have, når det hele er ovre?”

Svar: ”Tusinde tak. Du stillede et spørgsmål som INGEN nogensinde har stillet mig før - hvilken følelse vil du stå tilbage med bagefter? Det er nok det vigtigste spørgsmål, jeg nogensinde har fået. tusind tak for det!

Netop dette gjorde også valget om at flytte tilbage til begynder lettere. Tak for dette spørgsmål!

Hvordan tror I jeg havde det efter det svar?

2. I helt anden forbindelse, skrev Johanna til mig i går, og så kom denne: ”Og mega flot fokuseret arbejde med den mindste i går - han var stjerne sej!!!!”

Tror I jeg rankede ryggen lidt ekstra?

3. En samtale med en god kollega efter et virkelig godt møde. Han roser mig, og jeg griber bolden og giver ham den feedback, han fortjener, fordi han er hammerdygtig og en fantastisk kollega.

Tror I vi begge havde det fedt bagefter?

4. Til møde med Trine, min osteopat. Jeg fortæller om mine gode fremskridt, hun lytter, iagttager og tjekker. Og i processen kommer det så: alle fremskridtene kan jeg takke mig selv for. Jeg har fået masser af input og planer, men de resulterer i sig selv ikke i noget. Jeg har tager det hele til mig, træner og gør fremskridt. Jeg har det faktisk meget bedre end længe.

Med de resultater og den feedback, hvor meget lyst har jeg så til at fortsætte?

5. Foredrag med Mark Anthony. 1½ times onemanshow, med en stribe gode historier og inspiration om motivation. Jeg kan genkende en del fra hans bog ”Drivkraft”, og det gjorde at tankerne fløj lidt, men på en konstruktiv måde. Jeg kunne mærke, at jeg fik lyst til at gøre mere af det samme, forsøge at inspirere og motivere andre, og fortsætte med at lave det, jeg holder af, ved at motivere mig selv.

6. Rallyprøven den 7. november. Det er Anitas afskedsprøve, og det er i sig selv har været mere end nok som motivation for mig. Jeg gætter, på at Anita læser med, men pyt, det vil ikke overraske hverken hende, eller andre hundefolk, der kender os, at det betyder rigtigt meget for mig, at netop denne prøve bliver noget særligt.

Der har været lidt modvind på cykelstien, og jeg har måtte træffe nogle lidt trælse valg undervejs. Men i bund og grund har det været nemt, og jeg har kunne klar det meste på rutinen. Der er nu gjort klar til en prøve, hvor der er knivskarpt styr på eksekveringen.

Der er præcis to officials: Anita er dommer og tidtager, jeg selv står for alt andet 😊 Jeg er prøveleder, jeg er sekretær, jeg står for alt det administrative og praktiske, og jeg skal op i championklasse med Max og i begynderklasse med Otto. De skal henholdsvis starte og slutte, det synes jeg er passende.

Jeg er topmotiveret til, at dette skal blive en fantastisk prøve!

7. I vores begges frokostpause i dag talte jeg med Amanda om forskelligt, og sjovt nok kom vi ind på forskelligt rallyrelateret også, herunder prøven på lørdag. Jeg lovede, at jeg ikke ville blive sur uanset resultaterne. Det er en del af, at det er en fantastisk prøve, og dejligt, at Amanda lige mindede mig om det, selvom det har ligget i baghovedet hos mig.

8. Jeg havde aftalt at træne rally med Mette i eftermiddags i Roskilde. Jeg kom ½ time før og gik en rask tur med hundene i ganske blæsende vejr. Jeg nød bare at gå med hundene, og at jeg gik normalt. Mette kommenterede efter vores træning, der var næsten intet at se af min halten. Det føltes på enhver måde godt.

9. Træningen gik fantastisk. Jeg havde lavet en championagtig bane med 16 skilte, i et kvadrat. Jeg gik den efter at have varmet Max lidt op, men helt tydeligt ikke nok! Han var en ren energibombe, og vi lavede en masse ekstremt flotte momenter, og også momenter med lidt forsiringer, som burde belønnes (bare spørg Liv eller Mia 😊), men efter gældende regler ikke giver bonus. Jeg grinede og havde det herligt, og vi legede så skønt bagefter.

Jeg fortalte Mette, at nogle af mine tidligere trænere skulle have set mig, jeg havde påstået at Max ikke ville lege … det vil han i den grad.

Cirkel om fører (foto: Mette Thomsen)

En stribe skilte blev fjernet fra banen, og voila, der stod en meget svær begynderbane, med 6-7 stationære skilte. Otto blev varmet op, men langtfra nok, og var ret påvirket af blæsten, så det blev en runde med masser af belønning og opmuntring i øvrigt. Da vi gik den igen senere, efter at have leget, var der et helt andet fokus, og en meget stolt fører.

10. Jeg begyndte at skrive til aften og pludselig er vi kommet til ti, og jeg startede altså bare med noget, der skete i går.

Er det ikke skønt, at det er så nemt at finde eksempler på gode oplevelser, som summer op i min mentale bank? Der er en meget stor positiv saldo, og modsat, hvis det havde været en positiv saldo i et pengeinstitut, skal der ikke betales renter af den … tværtimod, det er på mange måder bedre end penge i banken!

onsdag den 4. november 2020

Fødselsdag, træning, timing

Nose Work med Max

Først og fremmest vil jeg sige mange tak, til alle der tog sig til at sende en hilsen til mig i går, da jeg fyldte 68. Alle er læst med stor glæde, og flere har givet anledning til at gode minder poppede op. Det vender jeg tilbage til 😊

19.-22. oktober var jeg i arbejdssammenhæng på kursus i Leading SAFe®, et ganske intensivt kursusforløb. Indenfor en måned efter afsluttet kursus er der mulighed for at gå til eksamen og blive certificeret.

Jeg kan ikke påstå at min entusiasme i den sammenhæng var overvældende, men Kirsten synes jeg skulle gøre det, og jeg gav mig selv nogle los bagi, og fra midt i sidste uge begyndte jeg at læse materialet systematisk. Jeg tog en prøveeksamen sidste onsdag, før jeg begyndte læsningen for alvor, og bestod ikke, men jeg fik 62 % (bestået grænse 75 %), og det var da ikke så dårligt.


Noget af weekenden blev også brugt, og mandag ved middagstid tog jeg en ny prøveeksamen, som jeg bestod med 84 %. Så var der ingen grund til ikke at kaste sig ud i det, og mandag eftermiddag blokerede jeg kalenderen 1½ time til eksamen. Det gik ualmindeligt godt, og jeg bestod med 96 %, og fik dermed certificeringen.

Den er meget rar at have - i praksis betyder den intet for mig – men det der virkelig betød noget for mig, at jeg mentalt kunne motivere mig selv til at gå all in, og gøre det.

Apropos motivation, så er min fitness træning i aften aflyst, og det var helt i uheld, nu er jeg tilmeldt et onlive motivationsforedrag hos Mark Anthony i stedet, og det er ikke et dumt bytte 😊

Tilbage til fødselsdagen!

DM 2013 med Annie og Charlotte

Der var flere hilsener der med fotos eller ord refererede til en oplevelse den, der sendte hilsenen, og jeg havde haft sammen. Et kursusforløb hos Bob Bailey (Johanna, Mette), Årets Hund 2018 på min fødselsdag (Mathilde, Mette), Max’ første juniorklasse med Sebastian (Micha), NM i 6+ (Sandie, Louise), DM i rally 2013 (Annie) og mange flere. Fede minder. Og sørme om der ikke var flere der fik tårerne frem, det er dejligt.

Jeg fik også hilst på svenskerne, via WhatsApp, er bleg erstatning for at mødes fysisk, men sådan må det desværre være for tiden.

Jeg havde prioriteret hundetræning eftermiddag og aften fremfor en god middag hjemme, det bliver fredag i stedet.

Nose Work træning med Otto og Max hos Merete havde prioritet, især fordi Max og jeg har været så heldige at få plads til NW2-prøven på søndag i Rødovre. Vi var med i den oprindelige gruppe på 40, men nu er der reduceret til 28, for at få det til at op i forhold til Covid-19-begrænsninger.

Træningen gik strygende. Otto var på fra starten, om end meget hanhund, så han glemte lidt opgaven indimellem …

Max gik også strygende, om end der var lidt frustration ved et par høje kilder.

Jeg kan nævne en masse positivt, det har jeg også gjort for mig selv, men her vil jeg gerne minde mig selv om nogle ting, som jeg skal have fokus på søndag.

Så tog vi hjem, hundene fik ½ portion aftensmad, og Kirsten og jeg fik en lækker tærte.

Derefter gik turen til SAGC i Ringsted og rally hos Johanna. Otto og jeg blev budt velkommen med en fødselsdagssang (TAAAAK!) og var på som første ekvipage. Ikke så meget pjat, jeg ønskede at blive dirigeret i nogle forløb med begynderøvelser, som opvarmning til Ottos første prøve i SAGC på lørdag. Vi gik supergodt, og fik afdækket nogle forhold der skulle justeres (tempo før dæk bl.a.), og afsløret at forstyrrelser godt kan virke MEGET forstyrrende, bl.a. Johannas dyrelyde ved start 😊

Derefter prøvede vi at gå stumper af bane, bare for at prøve det. Fed generalprøve.

Max fik lov at prøve de to sekvenser, som Johanna havde sat op, meget udfordrende. 8-tal mellem to spring, finurlige springkombinationer (bl.a. ud mod fristelser), og andet spøjst. Max var ganske cool, og vi er helt klar til på lørdag også.

En dejlig måde at afslutte fødselsdagen på!

Rallyprøven på lørdag er der efterhånden helt styr på. Som så mange arrangører har jeg måtte erkende, at Covid-19 indebærer en del ekstra tid til planlægning, og at jeg ligefrem håber på et par strategiske afbud, er ikke hverdagskost, og bestemt også nævnt med et glimt i øjet. Men med tre officials og otte deltagere i en klasse, så bliver det to grupper og ekstra benegennemgang osv., og sådan er det bare.

Det bliver en skøn prøve uanset hvad, vi er i hvert fald så klar, som vi kan blive med alt det praktiske og administrative, og jeg er helt klar med Otto og Max.