Grafiko.dk |
2023 har været et meget spændende år for mig, på nogle punkter lidt for spændende. Men sådan er livet, heldigvis er det ikke forudsigeligt, og det er vilkårene på godt og ondt.
De ydre rammer for Kirsten og mig er ændret. Vi er flyttet fra Solrød til Præstø, til et mindre hus, vi er gældfrie og har et fornuftigt økonomisk råderum.
Jeg er med udgangen af november gået på pension efter 47 år på arbejdsmarkedet, senest efter præcis 9½ gode år i Nets.
Jeg havde og har en masse planer for pensionstiden, men der har været lidt bump på vejen. Der var en planlagt operation for spinalstenose 23. februar og den deraf følgende genoptræning.
Og så var der en absolut ikke planlagt periode på indtil nu over tre måneder, hvor jeg har været mere eller mindre sat ud af spillet, faktisk lidt tættere på døden, end jeg havde forestillet mig muligt.
Det har ikke været en behagelig tid, uvished er ikke så nem at håndtere for mig; omvendt har det givet anledning til en masse gode tanker og handlinger om det vigtige i livet. Samt ekstra værdsættelse af mennesker, der holder af mig og har hjulpet i en svær periode.
I dag var jeg til konsultation på Dermatologisk Afdeling i Roskilde og mit største ønske blev opfyldt: diagnosen blev stillet. Jeg lider af pustuløs psoriasis. Det betyder en mere målrettet behandling i forhold til selve sygdommen og fortsat aftrapning af medicinering for at afhjælpe konsekvenserne af fejlmedicineringen.
Og så ikke mere om sygdom 😊
I løbet af året har jeg trukket mig ud af alt i forhold til rally og DKK, og alligevel ikke. Jeg er ud af alt det formelle, dvs. ude af udvalg, men jeg har været så heldig, at jeg fortsat har fået mulighed for at være ”ekstern konsulent” for udvalget og arbejde med nogle opgaver i forbindelse med finalen i Årets Hund 2023, landsholdskvalifikationsprøver i januar 2024, DM 2024 samt opgaver i forbindelse med udrulning af visionen for rally i DKK. Det sætter jeg meget stor pris på.
På dommersiden gjorde sygdommen desværre, at jeg ikke kom til at dømme NM 2023, men der var heldigvis mange andre fede oplevelser, bl.a. DM 2023, og ikke mindst en ganske særlig prøve for Hornsherred HTM Klub.
På rallyudøverfronten har det været et mærkeligt år. Det startede 7. januar med en årets hund finale, hvor både Max og Otto var kvalificeret, samt to landsholdskvalifikationer med Max. Jeg har aldrig haft det så fysisk dårligt til en prøve (spinalstenosen), den allersidste prøve havde jeg så ondt, at jeg dårligt kunne gå én banegennemgang, og jeg gættede på nogle af skiltene da jeg gik prøven, fordi jeg ikke kunne fokusere på dem. Max var klinet til mig, og et øjeblik som stadig fylder meget, var at Helle Damkjær kom hen til mig lige efter prøven, og fortalte hvordan Max bare havde været der hele tiden … Max, med fuld respekt for mange andre dejlige hunde, er min once in a lifetime hund …
Og bare rolig, Otto er ikke glemt!!!!
Jeg ser frem mod 2024+++ og overskriften er Livsnydelse: Familie, venner, hunde, rallykonsulent (DM, vision), træning, konkurrencer, vin (sommelieruddannelse!), film (quizzer?!), bøger, god mad, sprede glæde (lykkekonto) … ingen grænser.
Drømmene er der, rammerne er der, jeg krydser for at helbredet også er der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar