69

Mit første blogindlæg er fra 21. maj 2008, det hedder When Pigs Fly! og handlede om udfordringer med at træne Lille Bjørn.

I dag, over 13 år senere, kunne jeg skrive et tilsvarende om udfordringer med at træne Otto. Der er nogle detaljer der driller. Jeg vil gerne have dem på plads inden vores debut i rally øvet klasse på lørdag. 

Så jeg er kommet i et godt dilemma. Skal jeg gå op med Otto, være bevidst om, at der er ting, der ikke fungerer, og fra start være klar over, at det er træning? Eller skal jeg lade ham blive hjemme? 

 Eller sagt på anden måde: Er jeg kommet så langt mentalt, at jeg vil kunne håndtere, at der er ting der ikke fungerer til en prøve, fordi de ikke er grundindlært godt nok? 

Naturligvis tror jeg lige nu, at jeg vil prøve det af. Men jeg er bestemt ikke sikker, så ville jeg slet ikke have nævnt det her. 

Min 69-års fødselsdag er fejret stillet og roligt herhjemme. 

 Morgenturen var i tåge, det var næsten magisk, en stemning som Ugetsu Monogatari. 

Formiddagen var supereffektiv, inden den halve fridag, som var booket i kalenderen. 

Til formiddagskaffen fik jeg også gaver, bl.a. Bente Klarlund Pedersens Gå-bogen, som jeg har ønsket mig. Den handler om at alt det gode, der er forbundet med at gå … 

Jeg fik gennemgået alle udestående aktiviteter fra rallyudvalgsmødet i fredags med Lonni, så der er styr på hvem der gør hvad, og hvornår. 

Kirsten og jeg havde booket bord på Bossa Nova i Køge Havn til frokost og fik et skønt måltid. Kirsten Fish’n’Chips, jeg først en Lille sildemad - Bossa’s orangesild - derefter tatar. 

Vi fik en kop kaffe, da vi kom hjem, og derefter gik jeg en vidunderlig tur med hundene ned til spidsen af Staunings Ø, lidt tåget i starten med pludselig skinnede solen og det var bare pragtfuldt.

Fødselsdagshilsenen fra svenskerne var via WhatsApp, men heldigvis ses vi live her på søndag. 

Til aften fik vi Champagne - Gérin Millesime 2015 Expression des Wallins Brut – og vagtelæg, efterfulgt af lidt laks og ost, dertil Hitching Post, Hometown Pinot Noir 2018. 

69 år, og hvad så? 

Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, og hvorfor skulle jeg ikke være det? har jeg det rigtigt godt. 

Økonomisk har vi ikke noget at klage over.

Arbejdsmæssigt har jeg det fantastisk. 

De fysiske skavanker er minimale, og jeg har for længe siden (føles det som), erkendt, at der ER noget, der hedder aldersrelaterede skavanker. Så sent som i morges talte jeg med Tina, min fitte coach, som gerne vil have mig med i en PR-film, og naturligvis vil jeg gerne deltage 😊 

Mentalt føler jeg mig i den grad ovenpå, det kunne jeg skrive en masse om, men jeg regner med at mine faste læsere er helt UpToDate.

I hundesammenhæng er mine ambitioner for det næste år ambitiøse. 

 Med Max er fokus alene på rally. Han er forhåbentlig sikker på at komme til DM den 4. september 2022. Vi vil forsøge at kvalificere os til Årets Hund (finale 7. januar 2023), og vi vil arbejde for at komme på landsholdet til NM i Turku (26.-27. november 2022). 

Ja, det er ambitiøst at opnå det hele. Men Max og jeg er i topform, og selvom han er næsten 10½ år, så regner vi med at holde os på toppen mindst et år endnu, og vi vil forsøge at få det maksimale ud af det.

Otto slapper af mens far lægger planer 💓

Med Otto er ambitionerne det kommende år at komme godt i gang i rally øvet klasse. Det lyder måske ikke så ambitiøst, men jeg vil fortsætte som vi er begyndt, vi skal være stabile i øvet klasse på et tilfredsstillende niveau, før vi rykker til ekspertklasse. Vi skal ikke nå noget til en bestem tid, vores samarbejde har topprioritet uanset point og placeringer. 

I Nose Work får vi forhåbentlig mulighed for at komme til flere NW1-prøver, målet er guldtitlen og derefter tager vi bestik af situationen.

Det er måske den allerbedste fødselsdagsgave, at jeg er i en situationen, hvor planlægning af hundenes træning, prøver og mål har topprioritet – som sagt mange gange tidlige, er jeg privilegeret. 

Endelig vil jeg sige tusind tak til de mange, som har taget sig tid til at ønske mig tillykke på dagen, det sætter jeg meget stor pris på 💓💓💓

Ambitioner, realisme og træthed

Det er en mærkelig overskrift, men det var de tre ord, jeg - da jeg startede på dette blogindlæg i går aftes - havde i hovedet.

Jeg tømmer først hovedet.

Jeg har næste coaching session hos Anja på tirsdag, præcis 3 måneder efter den forrige, som lå lige efter drømmedagen med de to rally supercerter 9.2 og lige før Bornholm osv. Jeg har været en rigtig god fører siden, og jeg har været tro mod mine løfter i forhold til mig selv og ikke mindst Max næsten hele vejen.

Men ikke i weekenden i Roskilde.

Det, der gjorde 9.2 speciel, var udover alt muligt andet, at selv om jeg selv var ansvarlig for prøven, så havde jeg ikke noget med den at gøre ud over at være fører, indtil jeg havde været oppe to gange.

I Roskilde var jeg prøveleder lørdag og søndag, dommer søndag, og på her og der alle vegne, præcis som jeg ikke skal være, hvis Max synes jeg skal være den bedste fører i verden for ham. Jeg havde trænet tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, han havde været med hele lørdagen i mange timer … at han slog fra søndag, var nok ikke helt uventet. Anita sagde det så enkelt … han er træt.

Jeg vil rigtigt gerne både til DM og ÅH med Max. Altså som fører. Mathilde har kvalificeret begge hunde til begge dele, hvilket er superflot! Men jeg vil også til DM og ÅH med mine egne hunde …

Det kræver gode point til kredsprøverne og gode placeringer til ÅH-prøver.

På 4 ÅH-prøver har min bedste placering været nr. 12.

Til kredsprøver er de to bedste resultater 92 og 88 point.

Så den kliniske konstatering er, at vi ikke pt. har niveau til at kvalificere os til hverken DM eller ÅH.

Det kan jeg forsøge at gøre noget ved, som jeg skrev i mit blogindlæg i onsdags efter træningen hos Anja. Vi skal arbejde med motivation, så Max er på hele vejen, vi skal arbejde med præcision, så vi er skarpe i øvelserne.

Det er enkelt, men ikke nemt. Men dét er det, jeg vil arbejde med, for at Max og jeg kommer med i superligaen. For jeg tror oprigtig på, at vi kan gøre det.

I torsdags havde Amanda og jeg anden runde af vores nordiske træning i Jersie, og jeg besluttede i allersidst øjeblik ikke at tage Max med. Han var træt, helt ok efter 3 timers kursus onsdag aften, og jeg var mentalt bestemt ikke et sted, som ville gøre træning meningsfyldt.

Amanda kunne se det på mig, da jeg kom, og jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på det, men ingen tvivl om, at jeg skal arbejde mentalt med at skabe fokus på mit arbejde med Max.

Jeg véd præcis, hvad der skal til. Motivation, motivation, motivation og en lille smule præcision.

Jeg skrev i tirsdags noget à la at jeg ville ønske at Max var lige så engageret når han gik rally, som når han arbejdede i Nose Work. De tre timer hos Anja gav mig mere end rigelig input til, at jeg véd, hvordan jeg skal gribe træningen an.

I går var det Store Bededag, Kirsten og jeg havde talt om alle mulige ting, vi kunne foretage os i dag, og besluttede os alligevel for tæt på ingenting.

Jeg gik den sædvanlige morgentur med hundene.

Vi tog til Irma og handlede, et par nye, spændende vine røg i kurven.

Hurtig frokost og så en kort tur med Max havde jeg lovet, det regnede jo. Det endte med 6 km på godt en time, jeg var drivvåd, og i perlehumør 😊

Forskelligt småtteri, et udkast til en artikel om Nordisk klasse i rally til Hunden, og så i gang med aftensmaden sammen med Kirsten.

I dag var mere af det samme på en god måde.

Morgentur med hundene. Til Havdrup og hente et oliventræ.

Til Køge og hente en Garmin Vivofit 4. Til Solrød Bibliotek og hente nøgler til mødelokalerne til afslutningen på Rallyinstruktøruddannelsen i morgen.

En let frokost og så en tur med Max, som endte med at blive på lige over 8 km, og de første 10.000 skridt blev registreret på Garminen.

Lidt senere gik Kirsten og jeg op til Paradis Is, jeg fik tre kugler is.

Nu lader vi op til en lækker aftensmad.

To dage, som var præcis det, jeg havde brug for, for at få ladet batterierne op igen 😊