Viser opslag med etiketten Hundedagene 2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hundedagene 2014. Vis alle opslag

onsdag den 27. juni 2018

Hundedage og sådan noget


Foto: Grafiko.dk

Sydkystens Hundeskole har afholdt mange prøver i LP og rally gennem tiden, og flere år også Hundedage med kurser og/eller prøver over flere dage. Det har altid været lysten der drev værket, og selvom der er flere der har spurgt til flere Hundedage, så er det ikke lige sådan et stort arrangement, vi prioriterer nu.

Foto: Grafiko.dk

Vi holder fast ved nogle rallyprøver, der efterhånden er blevet traditioner, og på lørdag en HTM-prøve, som måske kunne blive en tradition, om end jeg tvivler på det.

Foto: Grafiko.dk

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har drømt om at afholde en HTM-prøve. Jeg har deltaget i en masse, og med Sydkystens Hundeskole i ryggen er der mulighed for at give lidt igen til udøverne af sporten. Men ærligt talt synes jeg ikke det er specielt fedt, at rammerne for et sådan arrangement gør, at det bliver en maratonforestilling. 101 katalognumre, mindst 12 timer fra start til slut, det er ikke den form for hundearrangement jeg synes om, hverken som arrangør eller deltager.

Foto: Grafiko.dk

Men naturligvis bliver det er godt arrangement med de mange gode kræfter, der er med til at drive det!

Foto: Grafiko.dk
 

I dag tjekkede jeg indholdet af kassen med legetøj, og fyldte det i tre sække, så det var til at have i bilen. Det med præmierne tager vi med os fra rallyprøverne, der er præmier til alle deltagere i konkurrenceklasser og til færdighedsprøver.

Foto: Grafiko.dk

I går til Nose Work-træning spurgte Anita om jeg havde set billederne af Lille Bjørn og Max fra Hundedagene i Bramsnæs i 2014. Jeg var et stort spørgsmålstegn, men forklaringen var, at de var poppet op som minde, fordi det er præcis 4 år siden. Jeg må have set dem dengang, Camilla (Grafiko.dk), havde taget en masse, og hundene og jeg var med på en del, og jeg havde aldrig rigtigt fået set på dem. Sært.
 
I dag tog jeg revanche, skrev til Camilla, som heldigvis stadig havde dem i høj opløsning, og jeg købte alle 42. Et udvalg er spredt ud over dette blogindlæg 😊

Foto: Grafiko.dk

Apropos det jeg skrev i mandags om DM i rally, så opdaterede jeg i dag kvalifikationslisten med weekendens tre prøver, der resterer kun to den 30. juni.

Det er vildt, hvad der skal til, for at komme med! I begynderklasse har nr. 20 100 point, nr. 21 99 og er 1.v. af 16. I øvet klasse er 99 og 2.v. af 7 lige nok, 99 og 3.v. af 7 ikke nok. I ekspert er 99 og 3.v. af 28 nok, 99 og 3.v. af 10 ikke nok. Endelig i champion er 97 og 1.v. af 14 nok, 97 og 1.v. af 8 ikke nok.

I juniorklasse er der fortsat kun 9 deltagere, som alle er sikre på at komme til DM. Listen inkluderer, som alle der følger min blog véd, Mathilde med tre hunde, herunder Lille Bjørn og Max.


Billedet viser i øvrigt et kært DM-minde (glasset), som kom i brug til aften.

Det jeg egentlig ville være kommet ind på var min mentale træning og at jeg har aftalt en coachingsession til juli, det kommer der mere om i et senere blogindlæg.

Foto: Grafiko.dk

Men jeg må erkende, at jeg har tænkt meget over det fantastiske der er sket med Lille Bjørn og mig. Hold fast, hvor han stråler på de fotos fra 2014, og har gjort det hele tiden, og for hulen, hvor jeg har været længe om at få det optimale ud af min guldklump. På vej til at debutere i HTM3, tilmeldt sin første Nose Work prøve, skal den 22. juli til rallylandskampen mod Sverige debutere i Avancerad Klass, ikke dårligt af en 11 år gammel hund.

Og endnu bedre: han er fantastisk til det hele.

onsdag den 28. juni 2017

Rally – og mere prioritering


Dagens minde er tre år gammelt, Megan vandt Sydkystens Hundeskole prøve i Bramsnæs med 93 point i en klasse med 10 deltagere, hendes bedste resultat i championklasse til en officiel prøve. Prøven blev afholdt i forbindelse med Hundedagene 2014.

I år holder vi ikke Hundedage, men i weekenden 29.-30. juli holder vi en rallylandskamp mod Sverige og tre officielle prøver. Prøverne søndag er udsolgt for længst, der er ledige pladser i ekspertklasse og championklasse lørdag, og der er allerede 227 starter. Et ret stort arrangement, som jeg hygger mig med at planlægge.

Weekenden falder sammen med et stort HTM-arrangement i IEC Hallen i Viborg, hvor NM i HTM afholdes 29.9-1.10. Så det havde været en perfekt anledning til at afprøve hallen. Men selvom jeg gerne ville, jeg er både arrangør, dommer og deltager i rallyweekenden, så den har naturligvis topprioritet.

I går kom også invitationen til to træningspas og en middag med HTM-landsholdet. Det ene træningspas passede fint, det andet ligger den 24.9 om eftermiddagen og med middag om aftenen.

Det er i weekenden 23.-24.9 DKK har rallyprøver i Ballerup i forbindelse med den internationale udstilling, og med finaler i Årets Hund om søndagen. Igen: jeg er arrangør, jeg skal dømme og jeg skal selv deltage i finalen og i den officielle prøve søndag, så HTM-træning er udelukket, og en middag søndag aften har jeg også meldt fra til, selv om jeg måske teknisk set godt kunne nå det; for jeg véd, at jeg er dødtræt efter de to dage. Igen hård med nødvendig prioritering.

I jagten på rallyprøver, hvor jeg kan afprøve forskellige af weekendens nye teknikker, faldt jeg over en prøve i Dansk Hundeskole i Roskilde på søndag, hvor championklassen ligger først (kl. 10) og med præmieoverrækkelse efter hver klasse. Så den meldte jeg lige til, for det passer med at jeg kan nå hjem og spise frokost, inden jeg skal til Undinehallen til 6+-træning med Louise og Sonja. Udover at rallyprøverne kan afprøves til nye teknikker, giver de også mulighed for at træne i regn. En ekstra bonus oven i muligheden for både at gå til rally og træne 6+ samme dag.

Så selv om prioritering kan være træls, så kan lidt fleksibilitet og planlægning tit gøre underværker.

mandag den 30. juni 2014

Eftertanker

Det nye hundehus er meget populært

Indrømmet, sidste uge var meget hektisk: Først tre intensive arbejdsdage op til ferien, og så 4 meget intensive Hundedage 2014.

Den gruppe, der har trukket det store læs, nyder at det hele er overstået på en god måde. Langt de fleste tilbagemeldinger har været positive både overfor planlægningen, det faglige indhold, instruktørerne, rammerne og arealet og vi nyder virkelig alle roserne.

Vejret var vi meget heldige med, men vi synes nu også vi fortjente det :-) ½ times regn på 4 dage, hvor der mange andre steder ikke så langt fra Bramsnæs var rigtigt dårligt vejr.

Jeg må indrømme at jeg lørdag aften tænkte lidt bekymret over afslutningen søndag. At pakke telte og udstyr (ikke mindst rallyskilte) sammen i regnvejr er ikke den fedeste måde at afslutte et kursus på. Vi fik solskin og det var næsten for varmt. Så ligesom til prøver: Lad være med at tage sorgerne på forskud :-)

Dagen derpå har jeg naturligvis tænkt over hvad kurserne og prøverne giver anledning til i forhold til min videre træning og mine opgavemål.

Megan er den nemme. Jeg skal fortsætte som hidtil :-) Lejlighedsvis træning, som er en spøjs blanding af tricks og rallyøvelser/momenter, gerne et intensivt forløb over 10-15 minutter, og så ikke mere. Og kun ved festlige lejligheder mere end 1 gang pr. uge. Det fungerer fint.

Megans grundlydighed er virkelig god, og når jeg slapper af, som jeg har gjort til de sidste prøver efter skilt 2-3 stykker, så går vi drømmebaner. Jeg nævnte for mig selv i dag, at det jeg underviste i i går om starttræning, kunne jeg passende prøve selv i mere udtalt grad. For sikke starter Megan og jeg så ville få!!

Konkurrencemæssigt fortsætter vi i championklasse- DM 2015 kunne da være sjovt at komme til! – og FP2.

Lille Bjørn er også nem. Vi skal bare fortsætte træningen støt og roligt. Jeg har det nu virkelig inde under huden at bevare den positive attitude, så da Lille Bjørn ikke rokkede sig ud af flækken i stillingsskift, gik jeg tættere på: han ville ikke stå på 5 meter, men først ved 3, og så blev han belønnet vildt for det.

Marianne skrev under helhedsindtryk: ”Dejlig glad og logrende hund, som nyder samarbejdet med sin støttende fører. Mangler lidt præcision og sikkerhed i denne svære klasse.” Det er så sandt som det er sagt. Lille Bjørn skal bare bevare sin glæde, og det er virkelig småting vi arbejder med.

Siri læste vores problem med afslutninger med nogen i munden meget præcist: Lille Bjørn er ikke glad ved at komme tilbage med noget i munden, virker usikker, og han gør det så godt. som han kan. Jeg har fået nogle teknikker til at arbejde med den del, så får vi has på det. Tilsvarende med stillingsskiftet.

Den helt store udfordring er indkaldet, for når Lille Bjørn er glad og logrende så kommer han med topfart og har meget svært ved at stoppe på tre længder, så det tænker jeg lige videre over.

Konkurrencemæssigt fortsætter jeg med LP og kun LP. Medmindre vi er heldige og kommer til DM i rally, hvor vi pt. ligger på en delt 2. reserveplads. HVIS vi får en invitation siger vi naturligvis ja tak, og så skal der trænes nye skilte!!!

Max elsker apportering på vand

Max, lille Max. Bortset fra torsdag hos Siri havde han det ikke særligt sjovt ret meget af tiden. Han er underhunden herhjemme og det er ikke godt for hans selvværd. Så mit fokus i ferien – hvor der hverken er træning eller undervisning i kalenderen - er at have meget tid med Max alene og få styrket vores relation.

I dag cyklede vi op til den lokale Poppi og købte en gummibøje til apportering og derefter tog vi ned til stranden og legede med den. Ingen regler, bare langt ud i vandet, godkendt at knaldapportere og vi havde det smadderhyggeligt. Det var det bedste oldefar Otto vidste – men i modsætning til Otto er Max lydløs i denne sammenhæng, det er rigtigt godt.

Jeg skal ikke holde helt træningsfri, for der er under 4 uger til Megan, Max og jeg skal op til FP2, så der skal trænes lidt.

søndag den 29. juni 2014

Hundedagene 2014

Megan 1. vinder i Championklasse

I dag sluttede Hundedagene 2014, 4 fantastiske dage med masser af kurser torsdag, fredag og søndag og med officielle LP- og rallyprøver lørdag.

På samme areal var der officielle rallyprøver fredag aften.

Mens dette skrives kommer de officielle evalueringer dryppende ind, og de fleste er heldigvis positive. Jeg deltog torsdag i LP-kursus hos Siri, det er omtalt i min blog

Fredag var jeg LP-kursus hos Charlotte Lyngholm. Hun er dygtig og jeg fik flere gode råd til den videre træning af Max. Jeg synes der er lidt for mange anekdoter fra en svunden tid og savnede lidt fastere struktur på kurset.

Eftermiddagen var lidt træls – for nu at bruge et udtryk, som jeg ellers aldrig bruger. Max blev ked af det på et tidspunkt under fællesøvelserne, halen mellem benene og det lykkedes ikke rigtigt at få den op igen før vi kom hjem.

Fra 16.15 dømte jeg Rallyprøver for DKK. Masser af fint førerarbejde, bl.a. 3 x 100 i begynderklasse.

Jeg fører nøje regnskab med de rallyprøver jeg dømmer og havde en flaske Asti med til ekvipage nr. 500, som jeg har dømt.

Lørdag var der LP- og rallyprøver. Udover at være med til at arrangere skulle jeg op med Megan i rally, Max i rally og Lille Bjørn i LP3. Det var noget at puslespil at få planen til at gå op, da der var flere der skulle op i både rally og LP, men takket være stort fleksibilitet fra specielt Marianne Jensen, som dømte LP, gik det fint.

Megan var dagens stjerne, hun hang lidt i starten, men da jeg kom i tanker om, at jeg skulle tænke positivt gik hun som en drøm, og vi endte med 93 point (1 ommer og 4 x 1) og 1. vinder. Det var virkelig en dejlig fornemmelse i et felt på 10 deltagere, hvoraf 5 blev IB’et.

Prøven var samtidig Charlotte og Spots afsked med rally, hvor de har været med på topplan i mange år. Jeg håber dejlige Spot får et godt og værdigt otium.

Max havde det bestemt ikke bedre end fredag eftermiddag, så jeg måtte trække ham efter første skilt, fordi han ikke var glad. Vi hyggede i ærespladsen, men selv efter at ringen var tom og jeg ville lege med ham derinde, var der ingen logrende hale. Jeg håber håber det har noget med arealet at gøre.

Lille Bjørn var oppe som sidste hund i LP3. Han var bare dejlig at arbejde med og vi endte med 184,5 og en 3. præmie. Vi fik 0 i stillingsskift, hvor han ikke ville indtage nogen skifter, og i indkald, hvor stoppet blev for langt – han havde godt nok også fart på! Jeg huskede alt det positive, og blev kun lidt irriteret på ham da han tissede lige før vi startede fællesdæk … Men jeg synes virkelig jeg støttede ham optimalt.

Om eftermiddagen kunne jeg slappe helt af og nyde LP2 og LP1, med masser af superflotte præstationer.

Truende skuer, men ingen regn!!!

I dag skulle jeg om på den anden side af bordet, idet Anita og jeg skulle undervise på to rallyhold, et begynder/øvet og et ekspert/champion. Vi har fået nogle flotte tilbagemeldinger, og vi synes også selv det gik ret godt :-)

Nogle gode og alsidige programmer, hvor vi fik testet deltagerne, arbejdet med svære momenter og svære forløb og forhåbentlig gav alle noget med hjem, som de kunne arbejde videre med. Jeg var især fascineret af det jeg så i sektionen med starttræning, for hold da op hvor var der nogle starter der udviklede sig fra lala til det perfekte.

Anita og jeg har efterhånden undervist sammen flere år og jeg tror vores glæde ved at undervise sammen smitter af på kursisterne.

Hundedagene 2015 bliver de til noget? Svaret er ja, vi skal i bestyrelsen tale om form og indhold.

Men jeg synes det har været en perfekt start på min sommerferie, at kunne deltage i spændende kurser, dømme rally, deltage i LP- og rallyprøver samt undervise i rally – alt sammen på 4 dage.

torsdag den 26. juni 2014

Hundedagene 2014 dag 1 eller Godt begyndt …


I dag løb dag 1 af Hundedagene 2014 af stablen og det ser ud som om det bliver en succes.

Der kom to afbud i morges, og det gav anledning til lidt svære overvejelser fra min side, som endte med at jeg udnyttede muligheden for komme på Siris LP-hold og overlade pladsen på Christinas LP-hold til Susanne og Berry.

Jeg har trænet hos Siri flere gange, se fx denne blog og er RET begejstret for hende og hendes træningsfilosofi.

Vi arbejdede meget med det at belønne, at variere belønninger i tid, type og intensitet og at graduere belønninger i forhold til det, hunden yder. Hvor mange belønner fx tilnærmelsesvist proportionalt efter en fuld prøve i forhold til, hvad de giver for små momenter i træningen?

Føreren skal selvfølgelig være 100 % engageret i belønningen.

Vi havde en del fællesøvelser, bl.a. skulle vi arbejde med at holde hundens kontakt mens medkursister og diverse udlagte genstande fungerede som forstyrrelser, og derefter skulle vi være klædt ud som distraktion, deraf billedet foroven, hvor jeg er iført paryk og briller.

Mine fokusøvelser var afslutning af apport og stillingsskift med Lille Bjørn. Lille Bjørn er glad for apporteringsdelen af apporten, meget lidt glad for afslutningen, så det arbejdede vi med, ved at lave øvelser hvor han skulle arbejde, så han glemte apporten i munden. Og det lykkedes til fulde, på et tidspunkt ville han ikke slippe den, da jeg præsenterede et favoritlegetøj :-)

Max var også lidt på, vi arbejde med omvendt lokning, han kunne se sit favoritlegetøj mens han havde næseprøvepind i munden, og tygningen forsvandt, fordi han skulle fokusere på den potentielle belønning, som han også fik umiddelbart efter.

I stillingsskiftet er Lille Bjørn god til at indtage skifterne, når jeg bruger en lys og venlig stemme – jeg har hørt det mange gange før, og en dag gør jeg det også rigtigt til en prøve.

Siri var som altid superengageret og inspirerende og sprudlede af ideer hele dagen igennem, en stor fornøjelse for os kursister.


Vejrudsigten var bekymrende, men heldigvis slap vi med en ½ times regn mod afslutningen. Men vi kunne høre torden ret tæt på og himlen så frygtindgydende ud.

I morgen står den for Max og mit vedkommende på LP hos Charlotte Lyngholm og om aftenen skal jeg dømme rallyprøve for DKK.

onsdag den 25. juni 2014

Dårlig generalprøve


Jeg havde planlagt at træningen i går skulle være generalprøve for Lille Bjørn til LP-prøven på lørdag.

Fokus var derfor flow i indkald, felt og næseprøve (I umiddelbar forlængelse af hinanden).

Desværre lod jeg mig lokke til at lave feltet om og derfra gik det op i hat og briller. Der var en masse der gik lala og kun fællessitten var i skabet.

Så håbet om at køre hjem med en god mavefornemmelse blev bestemt ikke indfriet. Undskyldninger, udover førerens manglende focus ... Ingen gyldige.

Max var dejligt på, og vi fik igen trænet en skøn blanding af tricks, rally og LP-momenter. Bortset fra springapport var fri ved fod dagens højdepunkt, hold da op, nu holder han kontakten i længere passager, og vendingerne til modsat side begynder også at ligne noget.

I dag havde jeg sidste arbejdsdag før ferien og første ferieaften er blevet brugt til at gøre papirer klar til Hundedagene, som begynder i morgen, pakke bil, gøre rallybaner klar til på fredag, gøre papirer og materialer klar til LP- og rallyprøver lørdag samt overveje gennemførelse af to rallyhold søndag sammen med Anita – som heldigvis ER i fuld gang med planlægningen.

Jeg er sikker på at den dobbelte regnbue, som vi kunne se til aften, bringer held for alle Hundedagene!

fredag den 24. januar 2014

Stille hundedage


Kaffe gemt i kuffert (Foto: Carina Enevoldsen)

Træningsmæssigt har den sidste uge været ret stille. Bortset fra lidt træning med Max af Match to Sample og Nosework er det faktisk ikke blevet til noget hjemmetræning. Hundene arbejder fint når vi træner, og jeg tror alle parter har haft godt en rolig periode.

Jeg skal til at skærpe træningen på nogle områder frem til de første prøver. Jeg havde faktisk glemt at jeg havde tilmeldt Max til rally 22. marts, men vi træner de nye rallyskilte indimellem, så det bliver ikke dem, der bliver problemet.

Tirsdagens træning hos Susanne gik fint med begge hundene.

Med Max var fokus på kontakten i starten af fri ved fod, hurtige klik/godbid klik/godbid for at fastholde fokus, temposkift, uforudsigelighed. Hårdt arbejde og en meget mere opmærksom hund.

Med stillingsskiftene, som er ved at være ret skarpe, eksperimenterer vi med hastigheden mellem signalerne og antal skifter mellem belønninger, igen uforudsigelighed.

Endelig havde vi fokus på indkald med stå, hvor stoppet er flot, men vi godt vil have mere fokus mod mig i stoppet og mere knald i indløbet.

Rigtig god træning, god energi, ikke så meget lyd og han arbejdede rigtigt godt når vi skulle, selvom snuden var totalt i tæppet indimellem (løbsk tæve fra mandag).

Det eneste jeg savner på holdet er noget rigtig fællesøvelse, hvor specielt starterne er et af mine problemer med Max, men det er fair nok at Susanne klart har meldt ud, at hun ikke vil bruge tid på dem.

På Eliteholdet var der fokus på dirigeret apportering, og vi specialtrænede fremsending til kegle. Jeg havde også fokus på at fastholde apport, og det bliver altså ret godt efterhånden. Indimellem arbejdede vi med fællessit (med meget forstyrrelse), stillingsskift, positioner og et enkelt superindkald.

En meget glad og meget arbejdsivrig Bjørn, så er træning bare en fornøjelse.

Hjemmetræningen har alene bestået i lidt videre træning af Match to Sample og Nosework Det har specielt været vedholdenheden der manglede, men det er gået fremad efterhånden som han blev mere fortrolig med øvelserne. Og på anden (og sidste) træningsrunde i går arbejdede han virkelig flot.

Vi arbejdede med alle tre dele.

Kaffefinding: Vi startede med kaffe i sok, så i æske, og så blandt flere æsker. Derefter i én kuffert af 5 på stole, det blev svært, så vi flyttede dem på gulvet, først sok i lidt åben kuffert, derefter lukket. Flot søg og god energi. Til sidst – efter næsten 1½ time - lavede vi tre flotte søg, på gulv åben, på gulv lukket og på stol lukket!!


Match to sample (Foto: Carina Enevoldsen)

Match to sample: Opvarmningen var at vise en genstand med anden af samme slags foran: Kig og markér i et flow. Det gik fint, men jeg skal huske at belønne hans startposition, så er det nemmere at arbejde med øvelsen. Og passe på at han ikke går selv. Og så kom der flow: Jeg skiftede mellem to forskellige genstande (kig og markér), og så det svære: to genstande foran mig, vise en (kig), om bag ryg og så "marker" med hjælp, det så lovende ud.

Endelig anisfinding: Først ét glas, så ét blandt 3 og så ét blandt 6. Så blev vatpinden med duften sat i "reoler" inde hos naboen, flot søg, højt og tydelig markering to forskellige steder. Endelig sat ind i væggen i selve træningshallen, også tydelig markering.

Ingen tvivl om at Max synes det er sjovt at arbejde med næsen.

I Sydkystens Hundeskole lancerede vi søndags Hundedagene 2014. Der er kommet rigtigt mange tilmeldinger allerede, så det skal nok blive en succes. Johanna og jeg arrangerede Hundedagene 2013 sammen, men efter aftale med Johanna tager Sydkystens Hundeskole nu over. Det er ret tidskrævende, og det vil være synd at sige at der er de store penge i det. Vi har i år koncentreret os om at få danske instruktører, og vi har fået samlet en håndfuld kapaciteter.

Lørdagen kommer til at stå i rallyens tegn, idet jeg skal deltage i DKK’s årlige rallydommermøde, hvor fokus er på bedømmelse af de nye rallyskilte. Meget spændende. Jeg skal følges med Ditte, Lone og Anita der over, så det bliver 100 % hundesnak hele dagen.