Viser opslag med etiketten Køretøjssøg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Køretøjssøg. Vis alle opslag

lørdag den 22. oktober 2022

Nose Work i Stigs Bjergby og Rally i Mørkøv

Det var for min skyld fotoet blev taget, Otto synes det er noget pjat!

I dag gik turen til Stigs Bjergby med begge hunde. Jeg havde fået plads med Otto på Hvalsø Hundevenners NW1-prøve formiddag, og havde en træningsaftale med Liv bagefter, så derfor var Max også med. 


Vi parkerede foran forsamlingshuset, kunne lufte i området ved gadekæret, fik en hyggelig snak med en lokal, som fortalte om navnet Stigs Bjergbys oprindelse og hundene og jeg nød de rolige omgivelser. 

Prøven blev afviklet på Den Røde Tråd, den gamle landsbyskole, som ligger lige overfor Stigs Bjergby Kirke, opført i det 12. århundrede. 

Otto og jeg gik en fantastisk prøve, som inkluderede to af vores bedste konkurrencesøg ever, og lidt læring – eller noget? 

Mine noter skrevet kort tid efter prøven: 

”Det fede: perfekt opvarmning med rally ved gadekæret i Stigs Bjergby. Superflot køretøjssøg, rigtig start om første bil mod uret, startede nede som han skulle og hurtig, korrekt markering. Superflot beholdersøg, tjekkede tre og tydelig markering. ❤️❤️❤️ 

Læring: Udesøg, fik ikke fært i hjørnet af dørkarm, selv ikke da det blev udpeget. Indesøg, fejlmarkering og Otto tydeligt presset af meget begrænset plads, han fik ikke afstand til mig. I begge de sidste var han tæt på kilderne uden reaktion, helt tydeligt svære omgivelser og oplagte træningsområder.” 

Lidt uddybning:
  • Udesøg. Otto arbejdede, men det var tydeligt at det var svært. Han var forbi det sted, hvor kilden var placeret, men uden reaktion. Kun 1 ud af 20 fandt kilden.
  • Køretøjssøg. Jeg skrev til Mia, som har givet mig teknikken i denne øvelse, til aften: ”Vores bedste køretøjssøg ever, med Mia-metoden. Mod uret, jeg pegede ned og præcis og hurtig markering ❤️”. Vi blev 3. vinder i dette søg som flot bonus.
  • Beholdersøg. Otto var i gang fra start, jeg fulgte ham, og han brugte 12:47 sekunder på at finde og få mig til markere. Lækker følelse (5. hurtigste).
  • Indesøg, det var åbenlyst svært for Otto, og helt uvant for ham, at jeg stod så tæt på ham (det var svært ikke at gøre det). 9 ud af 20 fandt kilden. 
Jeg var meget tilfreds med Ottos og min indsats! Jeg har rost os begge for køretøjssøg og beholdersøg, og funderet lidt over det med træningsområder, som jeg skrev umiddelbart efter prøven. 

Jeg har mentalt vendt det om:
  • Udesøget, det mindede meget om det, vi har trænet masser af gange hos Merete, og ja, en gang imellem er der nogen der driller, og det kan jeg godt leve med. 
  • Indesøget, jeg har trænet ihærdigt for at få afstand på, og det er specielt i forhold til Otto nødvendigt, at han ikke føler sig presset af mig. Det gjorde han i dag. Jeg kunne have stillet mig mere hensigtsmæssigt (det har jeg noteret, som husker hvis vi kommer i et snævert område en anden gang), men ellers er det ikke umiddelbart noget jeg vil gøre noget ved. 
Vindere af Køretøjssøg

Det er svært at se på fotoet, men jeg havde både Otto og Max med til præmieoverrækkelsen, men de havde travlt med noget bagved mig, da fotoet skulle tages 😉 

Jeg havde en træningsaftale med Liv i Mørkøv bagefter. Vi skulle mødes ved Mørkøv Station, for at træne med forstyrrelser, men – med al respekt for Mørkøv – så var der MEGET stille ved stationen, så vi mødtes i stedet ved Netto, hvor der var fine forstyrrelser og et godt træningsareal. 

Mine ønsker til træningen: ”Det jeg godt kunne tænke mig er at de mentalt krævende øvelser for mig (sidestep med sitter først, sidestep mod hund, samt øvelserne med 2-3 skridt imellem vendinger) bliver udfordret under sværere vilkår. Jeg vil bare have det godt med at blive presset i dem.” 

Jeg havde også taget store kegler med og fik en fantastisk træningssession med sideskift om kegler (med afstand), alle mulige sidestepper, alle dobbeltsynkroner, dobbelttyskere og dobbelt 180 grader, samt det løse, herunder lidt nørderi med hvordan jeg styrer Max’ bakning væk fra mig. 

Jeg trænede max 20-25 minutter, det var supereffektivt og lige hvad jeg havde brug for. 

Vi sluttede af med en luftetur med alle hundene, hvilket fuldendte en dejlig hundetræningsdag i Stigs Bjergby og Mørkøv.

lørdag den 8. januar 2022

Quiz 2022, Træning, HMC

Belønningsdans efter flot beholdersøg (foto: Mia)

Der er gået en uge af 2022, og der har været en masse dejlige oplevelser allerede.

Quiz 2022 

Jeg har fået de første svar på min Quiz 2022. Jeg elsker at læse svarene, sammenholde med mine egne, og nyder de kommentarer, der følger med. 

Quizzen er ret enkel, den handler om mine hunde og mig 😊 Det er selvfølgelig kun for sjov, men dog med præmier til nr. 1-3. 

Jeg gætter selv med hvert år. Jeg er naturligvis uden for konkurrence, og plejer heller ikke at være tæt på en top-3. 

Spørgsmålene handler selvfølgelig om noget som er i fokus for mig, på den eller den anden måde. Lidt baggrundsinformation:

  • Max og jeg har aldrig gået så godt som sidste år, og det vil vi fortsætte med, og naturligvis drømmer jeg stort. Vi træner nu KUN rally. Jeg er fuld bevidst om, at det mentale er alfa og omega, og det skal jeg fastholde, og specielt huske når jeg konkurrerer og træner med Max, at VI TO skal have fuldt fokus på hinanden, for så kan vi ALT.
  • Jeg har fantastiske drømme med Otto, men de skal forbindes med virkeligheden, så der er en masse vi skal udvikle sammen, før vi rykker videre (i ekspertklasse). Som en meget god ven nævnte for mig ”Jeg hepper på at Otto får lov til at blive dygtigere før han skal i Ekspertklassen”.
  • Selvom Rally fylder meget med begge hunde, er Otto i modsætning til Max ikke fritaget for andre discipliner. Jeg ville for nogle få uger siden definitiv have benægtet at han skulle op til færdighedsprøve 3, HTM1 eller FS1 i år. Men så sagde Anita, at det jo var en tradition om lørdagen på Samsø, så man skal bestemt ikke afskrive muligheden for ”noget” i den dur. Og så er der NW, det vender jeg tilbage til nedenfor.
Hvis du ikke allerede har indsendt dit bud, så har du indtil 23. januar muligheden for at svare på min Quiz 2022. 

Træning og konkurrencer

Selvfølgelig afspejler mine træningsaktiviteter de drømme, der ligger bag ovenstående spørgsmål 😉

Otto og jeg er på fri ved fod onlinekursus hos Anja og ser oplæggene sammen

Fra årets første otte dage kan jeg notere: Kirsten og jeg går til Bootcamp hos denfittecoach, Otto og jeg går til NW hos Merete, Otto, Max og jeg træner rally hos Johanna og jeg træner nordisk med Liv og Anja. 

I går blev opslået en stribe rallyprøver, officielle og uofficielle, som giver mig mulighed for at dømme (!) og først og fremmest giver mig mulighed for at træne med Max og Otto under konkurrencelignende forhold, nordisk rally (Max) og dansk rally (Otto og Max). 

Jeg træner en del forskellige steder, på hold og på individuel basis, og jeg kan mærke, at jeg skal minde mig selv om kriterier. Det er ganske banalt: Hvis der ikke er kriterier, giver træningen ikke mening, hverken på detailniveau eller på helhedsniveau. 

Når jeg tager fra træning, skal det være med en målbar effekt: ”noget” skal fungere bedre end det gjorde før træningen og/eller jeg skal have fået nogle ideer til videre træning, som jeg skal arbejde med. 

 Det samme med en prøve; jeg skal have nogle præcise mål, som jeg skal kunne hakke af bagefter – eller kunne redegøre for, hvorfor ikke blev hakket af – og som læsere af min blog ved, så har det intet med point eller placeringer at gøre 😉 

Hver gang jeg træner får jeg dejlige oplevelser, ting der lykkes på en særlig god måde fx, og jeg får også what happened oplevelser, som da Max smuttede hen til Johanna på hendes værsgo signal til tirsdagens træning?! Så derfor bliver jeg ved og ved for at udvikle os og fastholde det, vi allerede kan og er mere eller mindre stabilt … 

HMC

Hundesport mod Cancer (HMC) kender alle, der læser min blog. Før nytår blev en enetime i Nosework med Mia, en af min absolutte favoritinstruktører, udbudt, jeg bød og vandt! 

Jeg blev inspireret af opslaget og udbød selv en enetime i Rally, som Merete vandt. 

Begge timerne blev afviklet i dag.

Rallytræning i Jersie

I morges mødtes Merete, Isabella og jeg i Jersie og gennemgik nye skilte plus alle skilte i Ekspertklasse, for at gennemgå skilte, træne detaljer, og gå nogle korte forløb. 

Isabella var superskarp; der var en masse øvelser, som var superskarpe, og Merete fik fokus på nogle detaljer, der skal arbejdes med. En dejlig og hyggelig time, som startede i småregn og sluttede med sne, men hvem bryder sig om det, når man træner rally?!

I eftermiddags havde Mia, Otto og jeg en aftale i Ballerup, hvor min NW-time skulle indløses. 

Naturligvis havde vi skrevet sammen om, hvad jeg ønskede fokus på, og den korte udgave er, at jeg kunne tænke mig at arbejde med, hvordan jeg undgår Ottos tendens til at søge opad i køretøjssøg. 

Jeg tror det var min bedste NW-time nogensinde. 

Udesøg 1 (foto: Mia)

Udesøg 2 (foto: Mia)

Udesøg 3 (foto: Mia)

Der var et søg på en trailer til at starte med, et NW1 beholdersøg, 4 NW1 udesøg og derefter fokus på køretøjssøg. Efter hvert søg fik jeg feedback, og jeg kan roligt sige at jeg rankede ryggen en del gange undervejs, for det gik supergodt. 

Otto gik fantastisk og arbejdede på toppen hele timen. 

Udesøg 4 - det er svært, jeg har brug for hjælp! (foto: Mia)

Det sidste udesøg var lidt kringlet for Otto, og han bad om hjælp undervejs; jeg gav en markering, som jeg fortrød lige efter, og Otto fik lov at gøre arbejdet færdigt. 

Køretøjssøg (foto: Mia)

Den sidste del handle om køretøjssøg. For 1½ år siden var Max og jeg på kursus i køretøjssøg hos Mia Køretøjssøg i særklasse, og i dag havde vi fokus på trinnet før det, der blev trænet dengang. Gradvis og systematisk kom vi igennem struktureret opstart (sted, starttegn) og hurtig succes og det blev gradvis opbygget, og hold da op en forandring på ganske kort tid; jeg tror Otto var oppe max 3 gange, og det var primært pga. dårligt førerarbejde. Jeg fik arbejdet med mine egne positioner og mit tempo, når jeg går om køretøjet. 

Opsummering: Otto er en superstjerne (intet nyt i det), hans fører har fået nogle områder han kan arbejde med. 

Og til sidst fik Mia og jeg, som jo egentlig kender hinanden ret godt i vores tilgang til træning og prøver, talt om præcis det: hvordan man få sat specifikke mål for de enkelte træninger og prøver, så begge dele bliver effektive og målbare. 

Jeg kørte hjem i virkelig opløftet stemning efter en ekstraordinær træningstime.

søndag den 7. april 2019

Køretøjssøg – og refleksion efter weekendens prøver


Fra eftermiddagsturen med Max, med god tid til refleksion


  • Lonni var dommer på køretøjssøget. Jeg satte Max i gang, han var direkte på og lavede en markering, meget intens, jeg løftede armen, sagde fundet, Lonni sagde korrekt og jeg løb ud! 6,50 sekunder og dagens hurtigste køretøjssøg. Det var en fed afslutning på dagens NW1-prøve 😊


Det er her, det sner :-)

DcH Vordingborg havde lavet en virkelig flot prøve i og ved Tingsted Foreningshus i Tingsted (Nykøbing F), vejret var perfekt til Nose Work, og jeg var bestemt helt klar.

Som altid var der en god og hyggelig stemning under velkomst og banegennemgang. Max og jeg var nr. 3 i gruppe 1 og rækkefølgen var Udesøg, Beholdersøg og derefter Indesøg og Køretøjssøg lige i forlængelse af hinanden.

Udesøget, Max arbejdede godt, vi fik undersøgt området grundigt, og på et tidspunkt vendte han tilbage til et sted, hvor han havde været tidligere, markerede, og jeg markerede – men nej, det var ikke rigtigt … Mærkeligt, og jeg har ingen forklaring. Ventede jeg for længe på det sted?

Beholdersøget, helt regulært 2 x 5 bokse, ned langs den ene række, over i den næste, tydelig markering, ret insisterende, jeg markerede – men nej, igen forkert ☹ Det var beholderen ved siden af, der var den rigtige.

Indesøget, han arbejdede godt, undersøgte forskellige områder, kun et enkelt område blev undersøgt nærmere, jeg fik at vide at der var 30 sekunder igen, Max søgte videre, og så kom der er en markering, jeg markerede, men ak, det et stykke fra kilden.

En roset, som reddede dagen!

O ud af 3 var bestemt ikke det, jeg havde stående på dagsordenen for dagens prøve. Men så kom der heldigvis lige et køretøjssøg, som reddede prøven for mig!

Jeg talte med Merete på vej hjem, og vi fik talt om, hvordan vi kan arbejde med at få Max til at fastholde markeringer endnu mere insisterende. Men jeg må indrømme, at prøven i dag generelt ryger i pyt-afdelingen – men naturligvis med fornøden læring uddraget af fejlene! – og det jeg vil huske den for er det fantastiske Køretøjssøg.

Det var en weekend med tre prøver og tre rosetter, det er svært at være utilfreds med.

Lille Bjørn og hans sidste optræden i går har jeg fået mange søde og dejlige tilbagemeldinger om, og de har bestyrket mig i, at vi har gjort det rigtigt godt i HTM, og at vi stopper på det helt rigtige tidspunkt.

Som altid har jeg nærlæst dommerkommentarer, og som ALTID synes jeg de er meget lødige. Jeg tager som eksempel Mias kommentarer til udførelse:
”7,5 Enkelte misforståelser i P3/P7, Lidt uparallelt i sidelæns. Måske lidt kortere skridt i P10, han ser ud som om han hænger lidt. MEN FLOT! Dejlig glad hund”.

Det er meget præcist iagttaget, og det er alt sammen noget jeg har arbejdet med. Men fx den sidelæns (i P1) er blevet mindre skarp, efter at den verbale kommando er væk. Han går alene på, at jeg bevæger mig, og det tager lidt længere tid, end hvis han er startet med verbal (for)kommando; og så bliver det skævt.

Vi stopper mens legen er god, der skal nok komme noget pral om hans HTM-karriere senere, og så må vi se på hvad fremtiden bringer.

Min førsteprioritet med Max er som nævnt flere gange rally. Efter weekendens prøver må jeg erkende, at den fine debut i FS2 har givet mig lidt blod på tanden. Men (luksus)problemet, er at der ikke er HTM-prøver i den nærmeste fremtid, som passer ind i kalenderen. 27.4 falder sammen med rally, 11.5 falder sammen med rally, 27.7 falder sammen med at jeg skal dømme rally. Så er vi fremme ved 28.7 (Viborg), 17.8 (Hangar 17), 1.9 (Vejen) samt 19.10 (Samsø). Jeg skal til Samsø, men det er altså om over ½ år … Der kommer måske nogle ture til Jylland i kalenderen.

Nose Work. Det var vores 6 NW1-prøve, vi har ikke fået 25 point før, men 50 og 75, aldrig en 1. pr. Der står to prøver i kalenderen (19.4 og 29.6) og selvfølgelig får vi den 1. pr. på et tidspunkt.

Min (og Meretes) største bekymring inden prøven i dag, var Max’ tendens til at springe op ad køretøjer. Jeg trænede to lave søg på biler i går, for at arbejde med at han bliver nede og for at berolige mig selv mentalt, og det gik over al forventning. Så det var virkelig skønt at lige den øvelse gav fuld bonus i dag.

Selvom jeg ”kun” har Max tilbage som konkurrencehund, er jeg fuld af fortrøstning. Han er talentfuld indenfor mange discipliner, han udvikler sig fortsat og bliver mere moden og mere sikker, og vi har stort udviklingspotentiale i både rally, Nose Work og Freestyle. Det blive sjovt at arbejde videre med det hele 😊