Viser opslag med etiketten Quiz 2022. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Quiz 2022. Vis alle opslag

mandag den 26. december 2022

2023 - hvad føles rigtigt?



Siden 2008 har jeg stået for en årlig quiz. De første år fx 2008 ret nørdede quizzer om primært LP, siden fx senest 2022 noget om mine resultater med egne hunde og lidt om mig selv. 2022 bliver den sidste quiz, for det giver ikke mening for mig at lave en quiz for 2023.

Hvorfor giver det ikke mening? Fordi, jeg har lært en masse i år, som gør, at mit fokus er helt anderledes fremover. Ikke at resultater ikke betyder noget, eller er ligegyldige, men de er ikke primære og de er slet ikke drivkraften.
  • Kommer Max til DM, ÅH eller NM i Rally? Får han guldcertifikater og bliver han RLCHG? Skal han starte i seniorklasse?
  • Kommer Otto til DM eller ÅH i rally? Rykker han i ekspertklasse, består han, får han certifikater, bliver han DKRLCH?
  • Får Otto NW1G-titlen, rykker han i NW2, går jeg efter FP3, skal han prøve HTM eller FS?
  • Holder jeg min vægt, får jeg ny hund, stopper jeg i Nets/Nexi?
Det er den type spørgsmål jeg har stillet, og allerede mens jeg skrev ovenstående vidste jeg bare, at det var (næsten) lige meget med svarene. Jeg har bestemt planer om at træne og konkurrere i Rally med både Max og Otto, men jeg har INGEN resultatmål, måske noget Sirius, men det er helt tilfældigt, hvad jeg finder på i den sammenhæng.

Den styrende parameter bliver, hvad jeg har lyst til, hvad jeg føler giver mig glæde. FØLER. Jeg skal ikke for min egen skyld og slet ikke for andres gøre noget, som jeg ikke har den rigtige følelse for.

Det kan potentielt give konflikter, hvis der er ting jeg har sagt ja til, som ikke længere føles rigtige, men det må jeg håndtere professionelt.

Jeg har heldigvis dygtige mennesker, som kan og meget gerne vil rådgive mig. Men jeg har også erkendt, at der ikke er nogen genveje: I sidste instans skal jeg træffe beslutningerne, de skal føles rigtige og jeg skal mærke indeni, at det er den helt rigtige følelse.
 
23. april, rally i Sverige med Liv: "Hvilken følelse vil du gerne have indeni?"

Jeg har - naturligvis 😉- en række nedskrevne mål for det kommende år om bl.a. arbejde, bopæl, sommelieruddannelse, rallyudvalget, rallyarrangementer, DM i rally, NM i rally, hundene, mine nærmeste venner, familien og da ikke mindst mig selv. Meget af det er konkret, men en masse er decideret hægtet op på: hvis sådan og sådan sker, så vil jeg mærke efter, og beslutte ud fra det.

Jeg har haft et vidunderligt 2022 med en masse skønne oplevelser, mange under lidt bagvendte vilkår. I 2023 vil jeg ønske meget mere, og være bevidst om, at det primært er mit åbne sind, der afgør om mulighederne opstår og om de udnyttes bedst muligt. Igen, jeg kan få hjælp, men det er mig der beslutter det.

De tre fotos er valgt fordi de for mig er symboler på muligheder der opstod, blev grebet og skabte magi i 2022 💓💓💓

8. januar: "Jeg tror det var min bedste NW-time nogensinde." hos Mia

lørdag den 8. januar 2022

Quiz 2022, Træning, HMC

Belønningsdans efter flot beholdersøg (foto: Mia)

Der er gået en uge af 2022, og der har været en masse dejlige oplevelser allerede.

Quiz 2022 

Jeg har fået de første svar på min Quiz 2022. Jeg elsker at læse svarene, sammenholde med mine egne, og nyder de kommentarer, der følger med. 

Quizzen er ret enkel, den handler om mine hunde og mig 😊 Det er selvfølgelig kun for sjov, men dog med præmier til nr. 1-3. 

Jeg gætter selv med hvert år. Jeg er naturligvis uden for konkurrence, og plejer heller ikke at være tæt på en top-3. 

Spørgsmålene handler selvfølgelig om noget som er i fokus for mig, på den eller den anden måde. Lidt baggrundsinformation:

  • Max og jeg har aldrig gået så godt som sidste år, og det vil vi fortsætte med, og naturligvis drømmer jeg stort. Vi træner nu KUN rally. Jeg er fuld bevidst om, at det mentale er alfa og omega, og det skal jeg fastholde, og specielt huske når jeg konkurrerer og træner med Max, at VI TO skal have fuldt fokus på hinanden, for så kan vi ALT.
  • Jeg har fantastiske drømme med Otto, men de skal forbindes med virkeligheden, så der er en masse vi skal udvikle sammen, før vi rykker videre (i ekspertklasse). Som en meget god ven nævnte for mig ”Jeg hepper på at Otto får lov til at blive dygtigere før han skal i Ekspertklassen”.
  • Selvom Rally fylder meget med begge hunde, er Otto i modsætning til Max ikke fritaget for andre discipliner. Jeg ville for nogle få uger siden definitiv have benægtet at han skulle op til færdighedsprøve 3, HTM1 eller FS1 i år. Men så sagde Anita, at det jo var en tradition om lørdagen på Samsø, så man skal bestemt ikke afskrive muligheden for ”noget” i den dur. Og så er der NW, det vender jeg tilbage til nedenfor.
Hvis du ikke allerede har indsendt dit bud, så har du indtil 23. januar muligheden for at svare på min Quiz 2022

Træning og konkurrencer

Selvfølgelig afspejler mine træningsaktiviteter de drømme, der ligger bag ovenstående spørgsmål 😉

Otto og jeg er på fri ved fod onlinekursus hos Anja og ser oplæggene sammen

Fra årets første otte dage kan jeg notere: Kirsten og jeg går til Bootcamp hos denfittecoach, Otto og jeg går til NW hos Merete, Otto, Max og jeg træner rally hos Johanna og jeg træner nordisk med Liv og Anja. 

I går blev opslået en stribe rallyprøver, officielle og uofficielle, som giver mig mulighed for at dømme (!) og først og fremmest giver mig mulighed for at træne med Max og Otto under konkurrencelignende forhold, nordisk rally (Max) og dansk rally (Otto og Max). 

Jeg træner en del forskellige steder, på hold og på individuel basis, og jeg kan mærke, at jeg skal minde mig selv om kriterier. Det er ganske banalt: Hvis der ikke er kriterier, giver træningen ikke mening, hverken på detailniveau eller på helhedsniveau. 

Når jeg tager fra træning, skal det være med en målbar effekt: ”noget” skal fungere bedre end det gjorde før træningen og/eller jeg skal have fået nogle ideer til videre træning, som jeg skal arbejde med. 

 Det samme med en prøve; jeg skal have nogle præcise mål, som jeg skal kunne hakke af bagefter – eller kunne redegøre for, hvorfor ikke blev hakket af – og som læsere af min blog ved, så har det intet med point eller placeringer at gøre 😉 

Hver gang jeg træner får jeg dejlige oplevelser, ting der lykkes på en særlig god måde fx, og jeg får også what happened oplevelser, som da Max smuttede hen til Johanna på hendes værsgo signal til tirsdagens træning?! Så derfor bliver jeg ved og ved for at udvikle os og fastholde det, vi allerede kan og er mere eller mindre stabilt … 

HMC

Hundesport mod Cancer (HMC) kender alle, der læser min blog. Før nytår blev en enetime i Nosework med Mia, en af min absolutte favoritinstruktører, udbudt, jeg bød og vandt! 

Jeg blev inspireret af opslaget og udbød selv en enetime i Rally, som Merete vandt. 

Begge timerne blev afviklet i dag.

Rallytræning i Jersie

I morges mødtes Merete, Isabella og jeg i Jersie og gennemgik nye skilte plus alle skilte i Ekspertklasse, for at gennemgå skilte, træne detaljer, og gå nogle korte forløb. 

Isabella var superskarp; der var en masse øvelser, som var superskarpe, og Merete fik fokus på nogle detaljer, der skal arbejdes med. En dejlig og hyggelig time, som startede i småregn og sluttede med sne, men hvem bryder sig om det, når man træner rally?!

I eftermiddags havde Mia, Otto og jeg en aftale i Ballerup, hvor min NW-time skulle indløses. 

Naturligvis havde vi skrevet sammen om, hvad jeg ønskede fokus på, og den korte udgave er, at jeg kunne tænke mig at arbejde med, hvordan jeg undgår Ottos tendens til at søge opad i køretøjssøg. 

Jeg tror det var min bedste NW-time nogensinde. 

Udesøg 1 (foto: Mia)

Udesøg 2 (foto: Mia)

Udesøg 3 (foto: Mia)

Der var et søg på en trailer til at starte med, et NW1 beholdersøg, 4 NW1 udesøg og derefter fokus på køretøjssøg. Efter hvert søg fik jeg feedback, og jeg kan roligt sige at jeg rankede ryggen en del gange undervejs, for det gik supergodt. 

Otto gik fantastisk og arbejdede på toppen hele timen. 

Udesøg 4 - det er svært, jeg har brug for hjælp! (foto: Mia)

Det sidste udesøg var lidt kringlet for Otto, og han bad om hjælp undervejs; jeg gav en markering, som jeg fortrød lige efter, og Otto fik lov at gøre arbejdet færdigt. 

Køretøjssøg (foto: Mia)

Den sidste del handle om køretøjssøg. For 1½ år siden var Max og jeg på kursus i køretøjssøg hos Mia Køretøjssøg i særklasse, og i dag havde vi fokus på trinnet før det, der blev trænet dengang. Gradvis og systematisk kom vi igennem struktureret opstart (sted, starttegn) og hurtig succes og det blev gradvis opbygget, og hold da op en forandring på ganske kort tid; jeg tror Otto var oppe max 3 gange, og det var primært pga. dårligt førerarbejde. Jeg fik arbejdet med mine egne positioner og mit tempo, når jeg går om køretøjet. 

Opsummering: Otto er en superstjerne (intet nyt i det), hans fører har fået nogle områder han kan arbejde med. 

Og til sidst fik Mia og jeg, som jo egentlig kender hinanden ret godt i vores tilgang til træning og prøver, talt om præcis det: hvordan man få sat specifikke mål for de enkelte træninger og prøver, så begge dele bliver effektive og målbare. 

Jeg kørte hjem i virkelig opløftet stemning efter en ekstraordinær træningstime.

fredag den 31. december 2021

Drømmetræning, quizzer og nytårsaften


Årets sidste uge var har været en ferieuge, næsten uden planer. 

Mandag var der naturligvis fitness. 

Tirsdag skulle Liv og jeg have været til rallytræning hos Ida, men det blev aflyst før jul; ja vi kunne være testet før og efter og dermed have gennemført, men ærligt talt – det ville være et helt forkert signal at sende, så i fuld forståelse med Ida blev det droppet. 



Onsdag trænede Anita og jeg 1 time i Sjællands Agilitycenter. Fokus for Otto og mig var detaljer i fri ved fod og lidt videooptagelse, så vi kunne lave det første opslag i gruppen for Anjas online fri ved fod kursus, som officielt starter 1. januar. Det er dejligt og ikke helt nemt (som sædvanlig!) at formulere kriterierne, så det er der arbejdet en del med, både i sparring med Anita, i den skrevne formulering og i udvælgelsen af passende filmklip. Perfekt afslutning på årets sidste træning med Anita 😊 


Liv og jeg mødes i går i Roskilde for at træne Nordisk rally. Vi har de forrige gange haft fokus på temaer, denne gang var det helhedstræning, hvor vi brugte Tarus bane fra NM 2021 (den, som ikke blev trukket ud til de officielle prøver), en virkelig skøn bane, med fin sværhedsgrad og godt flow. Bortset fra at tunnelen blev udskiftet med dobbeltspring af praktiske årsager. 

Kriterierne blev aftalt med Liv (host: der skulle lige arbejdes lidt med den del), og det endte med at aftalen blev at Liv skulle give belønningssignal, når hun syntes, der skulle belønnes. Max og jeg gik en af vores allerbedste baner ever. Det var FANTASTISK!!! 


Otto var ved at eksplodere af energi, så det blev til mest leg og nogle fede sekvenser med fri ved fod. Perfekt afslutning på årets sidste træning med Liv 😊 

Torsdag aften var der årets sidste fitness-træning, vi var kun 6, men det gjorde bestemt ikke træningen ringere. 

I dag kunne jeg offentliggøre resultat af Quiz 2021, med Mette, Conni og Amanda som top-3. Tak til alle, der quizzede med, jeg håber både I og andre er med på Quiz 2022 – de tre første besvarelser er allerede modtaget. 


Jeg kørte til Roskilde med hundene og vi gik en tur i området omkring Roskilde Fiskeland, det regnede konstant, men det gjorde nu ikke turen mindre hyggelig. 

Legetøjslageret. Otto fik skam noget :-)

For andet år i træk har vi måtte aflyse vores dobbelt rallyprøve på årets sidste dag. Hundene og jeg sørgede i stedet for lageroptælling af præmielageret, både legetøj og godbidder, og vi er også på den front klar til at afholde prøver i 2022.


Nytårsmiddagen var lige efter mit hoved ❤ Østers, jomfruhummer og hummer. Dertil champagne.

Godt nytår til alle!


tirsdag den 28. december 2021

Tilbageblik over det bedste år nogensinde, magiske øjeblikke og planer

Fra en magisk weekend på Bornholm

2021 er blevet mit bedste år nogensinde. Jeg kan argumentere for det – nogle af argumenterne kommer nedenfor – men først og fremmest er det mentalt: jeg har gennem hele året kunne mærke, at jeg havde det godt, og agerede fornuftigt i langt de fleste situationer. Jeg har været i god balance. 
På privatfronten har vi – inkl. den nærmeste familie - det alle godt. Kirsten og jeg gør vores for at holde os fitte og i fornuftig form, og vi kan bestemt ikke klage over vores helbred, selvom jeg stadig har det lidt anstrengt når noget, ikke er helt som det plejede at være, og får at vide at det er aldersrelateret … 

På hundefronten har året været uovertruffet. Jeg vil ikke gå i detaljer her, interesserede har kunnet læse om det i mange blogindlæg, men grundlæggende har jeg fået styr på den mentale del af det at træne og konkurrere med ikke mindst Max og det har givet en masse fantastiske oplevelser. Med Otto er jeg godt på vej; vi er i en rivende udvikling og fundamentet er solidt med en superglad, opmærksom, lærenem, hurtigt opfattende mv. hund. Føreren er lidt tungere i optrækket, men får heldigvis professionel hjælp på flere fronter 😊 

Årets højdepunkter bredt, jeg har valgt et lille udpluk. 

En masse dejlige ture til Bornholm, og ikke mindst den årlige ferie med svenskerne

En stribe gensyn med fantastiske film som Gold Diggers of 1933, Queen Christina, Love Me Tonight, Jean Vigos film  og sidst men ikke mindst La Règle du Jeu

Endnu et år med mange kulinariske oplevelser, her vil jeg nævne besøget på Gemyse  og et blandt flere på Bistro 17

Nogle ganske særlige oplevelser er middage i forbindelse med hundearrangementer i godt selskab. Jeg mindes bl.a. besøg på Râzapâz i Rønne  med Lonni, Møf i Århus  med Mette, Provianten i Gudhjem med Liv, Jacob og Aura og Skipperly i Ballen  med Anita, Amanda, Louise og Henrik. Og ikke at forglemme en fantastisk 5-retter med tilhørende vine på Vinøst i Svaneke. 

Max til DM

Der er mange kandidater til årets bedste prøve med begge hundene, og jeg har valgt at slå to fluer med et smæk: de to bedste prøver var prøverne til DM. Begge hundene gik fantastisk og jeg var præcis, hvor jeg skulle være, da vi skulle præstere. 

 Det enkleste udtryk for den mentale læringsproces er at jeg har formået at adskille prøveoplevelsen fra pointene og placeringen. Alle, der kender mig, véd at det har været en MEGET sej proces for mig at komme dertil, men jeg er blevet god til det:
  1. Glæde mig over oplevelsen med hundene, hvor det nu er normen at vi er i boble. 
  2. Opfatte det som bonus, hvis det giver gode point. 
  3. Opfatte det som ekstra bonus, hvis pointene rækker til en god placering. 
Jeg har forsøgt at beskrive det i Til glæden.

I 2021 tog Max og jeg endegyldigt afsked med NW. NW2 er for svært for os, og vi holder nu fokus på rally. 

Ottos og mit fokus er primært rally, sekundært NW. Vi har flirtet med tricks og færdighedsprøver og sågar været til en FS1-prøve. Måske kommer lysten igen, men den mangler p.t., og indtil den kommer igen er den del af hundeverdenen kun en, jeg følger sporadisk med i. 

Med Max er fokus nu rettet mod at komme til DM 2022, kvalificere os til Årets Hund 2022 og at komme på landsholdet til NM 2022. 

Med Otto er der behov for grundlæggende at arbejde med fri ved fod, vedvarenhed og specifikke momenter. Ikke noget svært, men noget der tager tid. Om det rækker til at DM og/eller Årets Hund 2022 kan kun tiden vise, det er ikke vigtigt. 

Min kalender bærer tydeligt præg af planerne og indsatsområderne, og viser også hvor superpriviligeret jeg er med at have adgang til masser af dygtige trænere i nærheden.

Otto skal på fri ved fod kursus hos Anja (både fysisk og online) – Anita og jeg har aftalt at træne og filme sammen, så der bliver skarp disciplin om online-kurset - og fortsætter den faste rallytræning hos Johanna, Camilla Schapel og Karina Al-saffar, og naturligvis NW-træningen hos Merete.

Max fortsætter hos Johanna og Camilla og kommer i fokus på enetimer (sammen med Liv og Anja) hos Ida Lindgren, samt kurser hos Tytti Lintenhofer, Helle Sejer og Ida Lindgren – de sidste to kommer Otto også med på. Vi er også en gruppe rallyentusiaster der har aftalt at mødes og træne specifikt nordisk.

Planerne er der styr på, og de er i fuld gang med at blive udført, det har intet med årsskiftet at gøre. 

Hvordan kommer det til at gå?

Ja, det kan man jo gætte på. For et år siden var der Quiz 2021, den afgøres på fredag, når jeg har vejet mig. Hvordan 2022 kommer til at forløbe kan alle være med til at gætte med om i Quiz 2022.

Det eneste sikre er, at det der driver mig, er glæden ved at kunne arbejde med Max og Otto og få en masse dejlige træningsoplevelser og prøveoplevelser – hvis det medfører gode point og placeringer tager jeg imod med kyshånd, men det bliver aldrig drivkraften.