Det lyder som begyndelsen på noget langt, og det kan det meget vel blive. Jeg ved det ikke, jeg kan bare mærke at det mentalt er begyndt at trænge sig på, myriader af tanker om alt muligt godt, som jeg har oplevet i år.
I hundesammenhæng, dette er jo officielt en hundeblog 😉, er det Max’ og mit år. Vi har i snart 11½ år været makkere og oplevet meget sammen. Men i år gik det hele op i en højere enhed, fordi Max’ fører endelig nåede så langt i sin udvikling – blev voksen, har jeg kaldt det et sted – at vi kunne stråle sammen.
Udefra vil mange nok tænke, at NM i rally 2022 var det største overhovedet, ikke bare i år, men i det hele taget. Og det var det nok også, men ikke helt som man måske umiddelbart forestiller sig.
Fra starten var jeg opmærksom på, ikke at gøre det at deltage i NM til MÅLET. Det var en vanvittig klog beslutning, som ikke bare kom af sig selv, men involverede coaching af højeste karat.
Glæden og det jeg altid vil mindes, var hele forløbet: fra at beslutte at deltage i udtagelsesweekenden (og ja, også meget før det), at deltage i en meget følelsesmæssigt svingende weekend, at blive udtaget, at planlægge forløbet frem mod NM med træning, konkurrencer (som træning), coaching, mere planlægning og først og sidst mental træning.
Hvert eneste step har været spændende, der har været masser af udsving, men det er gået fremad, det er sikret ved løbende systematisk opfølgning, læring og coaching, og konstatering af at der skete en positiv udvikling.
De tre prøver Max og jeg gik til NM gik fantastisk, fordi jeg havde sat nogle klare mål, og var tro mod dem. Der er naturligvis teknik, der skal trænes i rally, specifik adfærd, hvor jeg efter udtagelsesprøverne lavede en meget konkret plan for, hvordan der skulle trænes og sikres udvikling.
Men hovedfokus har været på mentaltræning. På at jeg tænkte rigtigt. Det er en udvikling, som jeg har været i gang med mange år, men i år har det hele været koncentreret og der har været så meget fokus på, at jeg bare er rykket helt vildt.
Det er jeg meget bevidst om, så jeg kan uden videre, når folk kommer hen og fortæller, at de kan se, hvor meget Max og jeg har rykket, svare: Max har ikke udviklet sig ret meget, men han har fået en fører, som opfører sig på en måde, så Max kan udfolde sig fuldt ud.
Det lyder (næsten) banalt, men jeg skriver det alligevel: Max afspejler mig 100 %. Hvis jeg er det mindste ude af balance, så reagerer han. Når han gør noget, som jeg ikke havde forventet i en situation, er det enten fordi jeg siger eller gør noget forkert – forkerte håndtegn eller signaler – eller at jeg føler eller tænker forkert indeni. Begge dele kan trænes, og det er det blevet.
Og det bliver vi ved med.
For lige at springe ud af 2022 et øjeblik: den 7. januar skal Max og jeg til finalen i Årets Hund i rally 2022 (Otto kommer selvfølgelig også med, han er også kvalificeret) og deltage i de to første kvalifikationsprøver til NM 2023 i Oslo.
Kan vi kvalificere os?
Det vil jeg ikke svare på 😊 Jeg vil fortælle, at vi vil gå ind og gøre det så godt vi kan, forhåbentlig kunne deltage i alle 6 kvalifikationsprøver, og hvis det rækker til en kvalifikation, så kvalificerer vi os. Målet er IKKE at kvalificere os, en kvalifikation er en BONUS.
DET er nok den allervigtigste læring eller erkendelse i 2022. Jeg har sagt eller gjort det før, men i år blev det rendyrket. Jeg kunne ægte og stort set hver eneste gang glæde mig over at gå en skøn bane med Max, nyde følelsen undervejs og bagefter lege med ham, notere alt det positive og læringspunkter (i den rækkefølge). Og derefter tage gode point og placeringer som bonus og glæde mig over dem, notere mindre gode som pyt, og bare bevarer at jeg havde glædet mig over samarbejdet med Max, som var målet.
Der HAR været udsving, faktisk lidt flere end jeg egentlig synes var rigtigt godt, men de er alle sammen, som i hver eneste en, vendt til noget positivt. Med sparring fra nogle fantastiske mennesker er der analyseret, korrigeret, lagt strategier og så er vi kommet videre. Mange af dem er også noteret som: godt det skete nu.
Der var en dobbeltprøve i Sverige, hvor Max skulle op i Mästerklass, og på den første bane skete der forskelligt, som slog mig noget ud af kurs. Men jeg var tro mod strategien, fremhævede det positive, fik mulighed for at tale med Liv om situationen og få hendes input til min strategi for bane 2, og så gik Max og jeg en fantastisk bane 2 og alt var godt igen – og ja, det udløste også et svensk championat som bonus.
Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville skrive om en stribe konkrete situationer, men jeg kan godt mærke nu, at det har jeg egentlig ikke lyst til, eller brug for.
Jeg tror og håber at mange der er kommet hertil, også har fulgt lidt med i denne blog og kan huske forskellige af de historier, jeg har fortalt, og i bund og grund er de ikke vigtige.
Jeg kan mærke, at jeg nu er meget disciplineret med at nyde nuet. At nyde at være sammen med Max og Otto; nyde at træne; nyde at gå til prøver; nyde at gå skønne ture; nyde at melde til Sirius-prøver og ikke høre ordentligt efter og aflevere fejlbehæftede besvarelser, og vide det, inden jeg har hørt det officielt: for det er jo ikke resultatet der er det vigtige, det er det at stille op til et eller andet, prøve at få det til at lykkes, hygge sig med processen. Jeg kan garantere for, at jeg ikke bliver lykkeligere, hvis vi får en titel og en roset mere.
I samme åndedrag kan jeg så sige, at jeg synes godt vi kunne have fået et lidt flottere minde fra NM en et diplom, så det har jeg fået organiseret: hele det danske landshold inkl. Brian som holdleder får en erindringsroset – Max sidder stolt (eller noget) med sin på billedet øverst.
2022 har indeholdt meget andet end Max’ og min udvikling mod NM.
Otto, som er 3½ år, er trænet meget løsere end Max og – sagt med et kæmpesmil – ikke i nærheden af at være der, hvor Max var i hans alder teknisk. Men jeg hygger med ham på en ganske anden måde end jeg gjorde med stakkels Max den gang. Jeg glemmer ikke, da Anita engang ynkede ham, og sagde at han skulle holde ud til han blev 8 år (eller deromkring), så ville jeg begynde at tage det mere roligt …
Otto kan så meget andet og så han tager han fusen på mig indimellem, som da han og jeg vandt en stor Nybörjarklass i Sverige totalt og ganske uventet for mig. Den bonus var så overraskende og så meget desto gladere blev jeg, det var måske kandidaten til årets prøve!
Han har også været en stjerne til flere NW-prøver,
* * *
Ovenstående skrev jeg i går aftes.
Fredag eftermiddag blev jeg enig med mig selv om at supplere med ti magiske øjeblikke fra året, derefter genlæse ovenstående, så finde nogle fotos (det endte med ét) og så lukke.
Her er der 10 + 1 magiske øjeblikke i kronologisk orden:
- Træningen hos Karina med begge hunde 31. marts
- Det ganske særlige glas vin
- Max' bane til DM
- Øjeblikket hvor jeg fandt ud af at Otto og jeg vandt prøven i Sverige
- Et magisk lykønskningskort til NM
- Træningsbanen hos Johanna med Max 22. november
- Et ganske særligt blik på det helt rigtige tidspunkt til NM
- Den sidste halvdel af søndagens bane til NM – vi har aldrig gået bedre
- Life coachingsessionen
- En ganske særlig psykologisk rådgivning
- Den tilbagemelding jeg fik, efter at have rost en blændende præstation
Det er bare overskrifter. Det er indforstået, ja, men sådan er magi jo.
Jeg kan huske detaljerne. Jeg kunne sagtens skrive mange flere punkter. Magien er alle vegne, hvis man har et åbent sind, så kommer den til en.
TAK til alle, der har læst med, endnu større TAK til alle, som er med til at give mit liv magi.
