Viser opslag med etiketten Sølvpind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sølvpind. Vis alle opslag

fredag den 13. maj 2022

Verdens bedste Max – igen ❤


Det har aldrig været en større fornøjelse at gå til prøve med Max end i år. 

Jeg skrev søndag 17. april indlægget Verdens bedste Max om bl.a. en fantastisk dobbeltrallyprøve. I dag kunne jeg genbruge overskriften. 


Ved onsdagens træning hos Karina var temaet forstyrrelser, og både Max og Otto var superskarpe til at holde fokus på mig, trods intensive fristelser. Pga. fristelserne var jeg ekstra påpasselig med at støtte hele tiden, og den enkle konklusion var, at jeg fik præcis det samme igen fra både Max og Otto. De fik ikke tid til at overveje alternativer til at holde fokus på mig. 

I dag havde Sydkystens Hundeskole arrangeret dobbelt rallyprøve med championklasse og seniorklasse i Sjællands Agility Center. Den blev planlagt for ikke så længe siden, fordi jeg synes jeg manglede en prøvemulighed med Max, hvor jeg kunne gå to gange, og Liv var straks frisk på at dømme. 

Der opstod en mindre krise forleden, da vi blev inviteret til min svogers 75-års fødselsdagsbrunch i dag kl. 10, men med meget værdsat hjælp fra Johanna, Liv og Conni, fik vi mulighed for starte 7:30 i stedet for 8:00, fik lagt de to championklasser i forlængelse af hinanden, og Conni overtog sekretærposten. Så jeg kunne nå begge prøver og brunch 😊 

Championklasserne var små, 4 i hver, og jeg startede i begge. 

Startritualet kørte perfekt og jeg havde den måske bedste start på en prøve ever ved den første prøve. Og så fortsatte det bare. Der kom nogle uønskede tanker, som lynhurtigt blev håndteret, og Max og jeg gik en drøm af en fantastisk bane. 

Jeg rystede, da jeg kom ud, jeg kunne mærke at jeg havde givet ALT, og Liv sendte os ud og lege uden at give feedback. 

Jeg fik set nr. 3 og 4 i klassen, og kunne mærke, at jeg var lidt brugt, men det var en god træningsmulighed at gå en bane til i netop den situation. 

Igen en fantastisk start, og igen fortsatte det. Der var en øvelse, som skulle laves om: ”Der var en fed sekvens mod slutningen: snur indad på venstre side, springvand, snur udad på højre side, og jeg aner ikke hvorfor det skete: i sidste del sagde jeg det rigtige (twist) og havde det rigtige håndtegn, men Max snurrede indad …” Det er et citat fra første prøve i Osby i søndags, Liv havde kopieret sekvensen, og sørme om den ikke mislykkedes igen. Sidste øvelse var bakke 1, bakke 2 på højre side, første bakke var lidt tvivlsom, jeg valgte ikke at lave den om. 

Følelsen var igen fed. To superbaner, og Max og jeg ydede sammen vores allerbedste begge gange. 

Som bonus rakte den første prøve til 99 point (og 1. vinder) og det udløste sølvtitlen RLCHS. 

Selvfølgelig er jeg glad for titlen, og ikke mindst for måden jeg har opnået den på. På 9 prøver i perioden 26. februar til 13. maj har vi fået mindst 97 5 gange. Det betyder at vi er stabile. 

Men først og fremmest er jeg glad for, at jeg kan nyde hver eneste træning og prøve fuldt ud, og værdsætte den glæde det giver mig, at træne og konkurrere med Max.

mandag den 14. marts 2022

Endnu en dejlig weekend på Bornholm

Max med en flot roset :-)

Weekenden stod i rallyens tegn, som så ofte før. Og endnu engang gik turen til Bornholm, hvor jeg skulle op med begge hunde lørdag og dømme søndag. 

Første stop da vi ankom var traditionen tro Kanondalen, hvor vi gik en tur i området omkring Kastellet. Derfra kørte vi til Hønsehuset, hvor Annette Bonderup Olesen skulle dømme. 

Hendes øvet bane kan ses her: 


Hele forløbet frem til jeg skulle op med Otto var som planlagt inkl. belønning med legetøj inden vi gik på banen. Otto gik superflot. Han var på fra start, han kom lidt på afstand indimellem, men blev hos mig. Selvom vi have et par ommere som begge mislykkedes, var halen i fuld gang hele tiden, så jeg har også håndteret dem ok. 

Annette fortalte, at der var et par gange, hvor han var ved at snuse, men valgte mig til, og det er jo skønt! Fedt fokus og en rigtig dejlig prøve. 

Jeg talte kort med Liv lige efter prøven, jeg havde bare brug for at fortælle om deen og det var skønt at få fortalt om den gode oplevelse.

På Sose Strand

Der var god tid inden championklassen så vi tog til Sose Strand, nød det gode vejr og at hunden kunne løbe løs.

Championbanen kan ses her: 



Jeg afprøvede en lidt ændret start ved at lave flere bakker inden vi skulle ind og lige da vi var kommet ind og det virkede rigtigt godt: Max var på fra start. Jeg havde den fedeste følelse hele vejen: jeg mistede ikke fokus et splitsekund, jeg havde den rette grad af anspændthed og det føltes bare som det skulle. 

Jeg kan også mærke at mit fokus på nordisk træning med Max virkelig har rykket os på flere områder. Flotte, skarpe vendinger og større præcision i fodarbejdet i mange øvelser. 

Det var en af vores allerbedste prøver ever, og ja dem er der efterhånden en del af, heldigvis. Jeg havde tårer i øjnene bagefter og så er det altså supergodt og jeg ved vi begge har givet alt ❤️ 

Jeg skrev med Karina lidt efter prøven og takkede for nogle tips jeg fik i onsdags og afprøvede bl.a. en ændret kommando til sideskift om kegle, som virkede perfekt. Det er lækkert, når man kan justere lidt og få en tydelig positiv effekt med det samme. 

Som bonus fik Max 97 point, fik sin anden sølvpind og blev 2. vinder 👍 

Kammusling

Selleri

Kulmule

Tiramisu

Aftensmaden fik jeg på restaurant 1B i Svaneke. Menuen:
  • Snacks: Popcorn & Trøffel. Cava
  • Kammusling. Stenbiderrogn – Peberrod – Calvados. 2020, Gabel, Sauvignon blanc, Pfalz
  • Selleri. Vallesauce – Svampe – Smør. 2006, Heyl zu Herrnsheim, Riesling kabinett, Magnum, Rheinhessen
  • Kulmule. 2016, Dr Heger, Spätburgunder, Baden
  •  “Tiramisu”. Salt Karamel – Mascarpone – Kakao. Vores egen sammensætning af limocello og mousserende vin.
Der er mulighed for en ”Køre vinmenu”, så jeg fik mulighed for at smage alle vinene. 

Jeg vil gerne sende en masse roser til det for mig helt nye bekendtskab, hvor jeg fik et dejligt måltid, nogle spændende vine og fin betjening. Et dejligt første møde, og jeg håber jeg kommer igen en dag.

Jeg fik også opsummeret mine oplevelse af prøverne i forhold til mine mål. Med Max: fortsat fokus på starten, så den bliver helt flydende. Generelt: Fortsætte det vi allerede gør 😊 Med Otto: vi skal også fortsætte det vi har gang i. Og så skal vi køre kampagne på sit-stå 😉 

Søndag skulle jeg dømme. Mine baner ligger her. Jeg synes de havde passende sværhedsgrad. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis der er god spredning af resultater med IB'er på alle baner, flotte point i toppen og lidt indimellem, så er det ikke helt skævt. 

Vi er klar til at løbe ned til vandet!

Max og Otto var lidt ude indimellem og jeg lovede at vi skulle til vandet, når prøven var slut. Vi tog til Sose Strand og gik en tur, der var ikke et øje.


Jeg spiste tidlig aftensmad på café Gustav i Rønne (pariserbøf), inden vi sluttede af med en kort tur ved Kanondalen.

Hundene (og jeg!) var godt trætte efter den weekend, men på den gode måde for alles vedkommende ❤️

søndag den 27. februar 2022

Rally for alle & noget om alder


Rally fylder en del hos mig pt., jeg har illustreret resten af 1. halvår 2022 i denne rallykalender:
   

Der sker en del internationalt og det er efter min bedste overbevisning en overordentlig positiv udvikling der er i gang.

I NKU-regi har vi naturligvis evalueret NM 2021 grundigt og vi har talt om, hvor vi ser behov for at ændre noget. Det er fuldstændigt transparent, hvad vi aftaler, referater af møderne kan findes her.

I referatet fra 22. december 2021 kan man læse nogle kommentarer til NM 2021. I referatet fra 30. januar 2022, kan man læse om nogle af de ændringer i bedømmelser, som er besluttet, og som gerne skulle blive officielle og gældende fra NM 2022. Uden at gå i detaljer, dem kan interesserede selv læse, lægger vi op til, at der dømmes mindre stramt på en række områder: Vi ønsker at rally også på topniveau skal være en sport for alle.

I FCI’s rallyudvalg har vi haft møde tirsdag og torsdag i denne uge. Referater herfra er ikke officielle endnu, men jeg afslører ingen hemmeligheder ved at sige, at vi fra nordisk side er meget interesserede i at FCI-rally kommer til at ligge meget tæt op ad NKU-rally. Da vi i Norden er langt fremme i rally i forhold til de andre medlemslande, bliver der også lyttet til os, og samlet set er der en meget spændende fremtid for international rally.

Mødet i torsdags startede meget følelsesladet, da vores ukrainske medlem meldte afbud, pga. skyderier i forbindelse med den russiske invasion. Så bliver rally pludselig meget ubetydelig.

I går afholdt Sydkystens Hundeskole dobbeltprøve for championklasse og seniorklasse i Sjællands Agilitycenter.

Mine kriterier for prøverne ligger her, og de blev fuldt ud opfyldt. Jeg var, og skal være, ekstremt fokuseret ved starten af begge prøver, og det gik godt. Det kan ses på Max at jeg er anspændt, og halen kommer op lige efter skilt 1, når jeg trækker vejret lidt friere, har jeg fået at vide 😊

I går var prøverne helt normale prøver, med en væsentlig ændring: Liv, som dømte, havde Amanda som dommersekretær, og skulle under prøven diktere fratræk til Amanda. Der blev ikke givet feedback, i stedet kunne man fotografere sin dommerseddel efter præmieoverrækkelsen. Det vender jeg tilbage til.
 
Max fik sin 1. sølvpind til prøve 1

Prøve 1. Jeg synes jeg skulle arbejde hårdt for at holde Max’ opmærksomhed, men det lykkedes. Jeg fornemmede en anelse snus, men kunne i bund og grund ikke afgøre om det var snus eller han bare sænkede hovedet. Jeg kom ud med en fed følelse og skyndte mig ud og lege.

Bonus: Vi fik 97 point, og dermed vores 1. sølvpind, og blev 2. vinder.
 
Championklasse prøve 2

Ved prøve 2 havde jeg samme følelse som til prøve 1, men der var noget kludder ved to øvelser, fremsending til kegle og bakke væk fra fører, som måtte laves om.

Bonus: Vi fik 89 point og blev igen 2. vinder.
 
Seniorklasse prøve 2

Der var 6 deltagere i championklasse og 10/11 i seniorklasse, og det var en fornøjelse at opleve begge klasser. Seniorklasse er i sagens natur for ældre hunde, i går mellem 7½ og 14½ år, men også hundene i championklasse er oppe i årene, fra 7½ til 10½ år.

Ovenstående foto er fra seniorklasse ved den anden prøve. Signe & Sitka debuterede i klassen i går og vandt med 100 point; fantastisk flot efter en rallypause på 2½ år; Sitka er 11½ år og dermed præcis midt i seniorfeltet aldersmæssigt. Tina & Woody blev nr. 2 med 99 point, han er en årsunge i seniorklasse med sine kun 8½ år. Nr. 3 blev Christina & Tempo, som gik til 97 og 99 point, og dermed fik to certer., og har en championtitel i snarlig udsigt til Tempo på 12 år. 11 hunde i klassen, en gennemsnitsalder på 10 år og 9 måneder, det er fantastisk at se førere og hunde stråle, selvom hundene ikke er helt unge længere.

Max er med sine 10½ år overhovedet ikke klar til seniorklasse, vi bliver i championklasse, så længe det fungerer for os, og det gør det da i den grad i øjeblikket 😊

Så er der det med dommersekretær.

Det var en afprøvning af et koncept, som vi kender fra svensk rally og nordisk rally, og det bliver også modellen i FCI-rally. Deltagerne og officials i går er blevet bedt om at evaluere, og jeg er spændt på at læse kommentarerne.

For mig er der tre væsentlige synsvinkler på det: arrangørens, dommerens og deltagernes.

For arrangøren betyder det umiddelbart en ekstra omkostning, og det kræver en sekretær med kendskab til dommersedlens udformning. For dommeren betyder det, at de kan holde 100 % fokus på at iagttage ekvipagen, men de skal også løbende kunne fortælle præcis hvad der skal trækkes i hvilken øvelse, så sekretæren ikke er i tvivl. For deltagerne betyder det, at de kan sammenholde dommersedlen med banen, og dermed se præcis hvor de er trukket for hvad.

Her er det illustreret med vores anden bane i går:
 


Af dommersedlen kan man se, at der er trukket for: En berøring af kegle i øvelse 2, en mindre førerfejl i øvelse 5, en gentagelse i øvelse 7, en gentagelse i øvelse 18 og en skæv position i øvelse 18. Netto 11 point i fradrag og 89 point.

Som sagt, det er KUN en afprøvning af konceptet! Min oplevelse i går, som udøver, var at det fungerede perfekt 😊 Jeg synes ikke det er fedt at få feedback lige når man går ud af banen. Jeg vil gerne gå ud med en (forhåbentlig) god følelse, og lege med Max; for essensen af rally – og al anden hundesport, jeg dyrker med mine hunde – er at opleve den fede samhørighed med hundene, glæde mig over følelsen og feste med den følelse indeni. Hunden er bedøvende ligeglade med feedbacken, og hvorfor skal de mærke min skuffelse, hvis jeg får feedback, som gør mig mindre glad? Nu måtte jeg afvente præmieoverrækkelsen, som i sig selv var mere spændende, fordi ingen anede hvordan det var gået, for at få pointene. Først derefter kunne man fotografere dommersedlen, og se hvad der var trukket. Det kunne jeg bruge til nøgternt konstatere, hvad der var trukket hvor, uden de følelser, som kører rundt, når man lige er kommet ud fra banen.

Jeg synes i øvrigt der var en supergod stemning ved prøven i går. Det synes jeg generelt der er ved rallyprøver, men der var lidt ekstra i går, så jeg tog meget glad hjem – naturligvis først efter at Dumle og Max var blevet luftet, mens Liv, Amanda og jeg foretog en første evaluering af dagen 😊

PS: Jeg vil da også lige nævne, at Livs baner var skønne at gå; fedt flow og god plads!