Max klar til DM i rally 2022

© Hundefoto.nu

På søndag skal Max deltage i sit syvende DM i rally og for femte gang med mig som fører – Mathilde har været til DM med ham to gange i juniorklasse. 

2022 har i den grad været Max’ og mit år. Jeg er blevet den allerbedste fører for ham, og han har kvitteret ved at være min perfekte ledsager til en masse rallyprøver. 

Forberedelsen til DM har været nem. Jeg har en plan for forløbet frem til NM 2022 i november, og DM er ”bare” en af prøverne på vejen. Men så alligevel noget specielt. 

DM ER noget særligt, og jeg har i denne uge forberedt mig på prøven eller forhåbentlig prøverne på søndag. 

I går med træning hos Johanna. En lang, kringlet bane, og en fejlsituation, som jeg gik i panik over, fuldstændig ude af trit med det jeg har trænet. Bakke væk fra fører, Max stoppede ikke foran mig (jeg glemte stå/bliv-kommandoen), så den måtte laves om. I ommeren bakkede han flot, men i opsamlingen drejede han forkert (minus 13) og jeg havde det ikke ret godt. Jeg gik et par skilte til, Johanna stoppede mig, bad mig delete de sidste 5 øvelser og gå i gang igen. Straks gik det meget bedre. En enkelt ommer, igen fordi jeg glemte en kommando, og ellers en superflot bane 

Læringen var enkel. 1) Træerne vokser ikke ind i himlen. 2) Det var bedre i går end på søndag. 

© Hundefoto.nu

I dag trænede vi hos Karina, og Otto kom ikke med. Det var grillvejr, Kirsten synes det var oplagt til årets måske sidste udendørs middag, derfor trænede jeg kun med Max, og kom tidligt hjem. Det var intensiv forstyrrelsestræning, Max gik naturligvis enormt fokuseret, der skulle virkelig noget til at få hans fokus fra mig – og han vendte hver gang hurtigt tilbage. 

Vi arbejde lidt med en stribe forskellige øvelser, og ærligt talt – så føler jeg mig helt klar til DM. 

Jeg skrev i går min kriterier for DM ned, inkl. en meget detaljeret tidsplan, fordi den giver mig ro. Kriterierne er blevet afstemt og de føles rigtigt. Jeg har helt sikkert aldrig været så forberedt til en prøve som til prøven på søndag. 

Det føles fantastisk.

En magisk dag i Skurup

Øverst på podiet (foto: Lone Johansson Bauder)

Søndag den 28. august 2022 glemmer jeg ikke med det første, formentlig aldrig. Det var en dag hvor en masse af det jeg har trænet med Otto gik op i en højere enhed, og hvor jeg mange gange i løbet af dagen kunne mærke den vidunderlige følelse, som kommer når Otto og jeg bare er en enhed.

Liv kunne finde på at spørge, hvad dagens bedste øjeblik var 😊 Der er mindst fem jeg lige kan nævne:

• Det minut eller lidt mere der gik, før vi gik på banen til prøve A, dommeren var gået ind på banen for at fjerne en tidsel ved at skilt, og det tog lidt tid. Jeg havde fuldt kontakt med Otto som sad og kiggede op på mig, og jeg bare kunne mærke, at vi var helt klar. Det fortsatte vi bare med. Anita sagde bagefter at hun havde kigget efter mig, for at se hvordan jeg reagerede på situationen, og ja, jeg tog det helt cool, og det gjorde Otto så også.
• Øjeblikket da vi gik ud efter prøve A, jeg var glad og forpustet, for Otto og jeg havde arbejdet med masser af energi og gået en superflot bane, det føltes HELT rigtigt.
• Øjeblikket da vi gik ud efter prøve B. Ligesom på prøve A havde jeg en fantastisk følelse hele vejen, men der var noget ekstra ved denne bane, Otto var bare så meget på, og da vi forlod banen efter en meget lang udgang fra mål til kantbånd, var jeg bare så glad, så glad.
• Øjeblikket, da jeg som fantastisk bonus 1 fandt ud af, at vi havde fået 96 point på prøve B.
• Øjeblikket, da vi stod på sejrspodiet, Otto og jeg vandt prøve B – Ottos fokus og mit smil er ikke til at tage fejl af 💓

Sådan en dag er jeg nødt til at fastholde, ved at skrive hvad jeg gjorde, for der må være en del af det, der har virket efter hensigten, og det ville ikke være dumt at kunne gøre det om igen, igen og igen. Så det bliver langt, og det er lidt privat, men ikke mere end at alle må læse med 😉

Jeg er jo superheldig at have Liv til at minde mig om at overveje hvad jeg gør, hvorfor jeg gør det og hvad jeg vil opnå med det. Så jeg skrev mine kriterier for søndagens prøver lørdag aften og sendte dem til Liv:

”Skurup 28.8. Ottos kriterier. Hvorfor er jeg tilmeldt? Tanken var en hyggetur med Anita, hvor vi fik to muligheder for at træne med hhv. Girah og Otto i nyt miljø. Hvordan får jeg mest muligt ud af det? Vi skal køre fra Solrød kl. 7, 1. banegennemgang 9:00 2. 12:30, der er cirka 30 til hver prøve, Otto er nr. 8 på den første nr. 4 på den anden. Der er god tid til at varme op, og god tid til at blive rigtigt træt.

P1. Opvarmning når vi kommer, så snart indskrivning er gennemført. Tjekke at der ikke er noget, vi er i tvivl om på banen, vurdere længden og så lægge strategi for hvor der skal leges undervejs. Hvis banen ikke ser meget lang ud, vil jeg rigtigt gerne forsøge at gå den for alvor, for at afprøve det med løbende verbale belønninger (jf. Johannas feedback i tirsdags), det glemte jeg lidt for meget i går, fordi vi måtte bruge godbidder, men hvis det er strategien, så er det værd at forsøge. Det med at der ikke må laves ommere gør det også nemmere (jeg behøver end ikke overveje det); fed opvarmning – verbal belønnet bane – fed leg bagefter. Hvis banen er meget lang lægger jeg strategi for leg undervejs, og skal specielt have fokus på: at Ottos fokus er værd at belønne, og at vi får ro på før jeg går videre.

P2. Umiddelbart det samme, men det kommer også an på hvad der sker.

Jeg kan godt mærke at jeg ikke er helt skarp nu, men nu har jeg skrevet noget, og jeg vender det naturligvis i morgen inden prøven/på vej over med Anita.

Hvad skal der til, for at jeg kører glad hjem og sender nogle gode statusser til dig undervejs? At jeg kommer forpustet og glad ud af banen to gange, og det gør jeg hvis jeg er tro mod det ovenfor. Hvis, hvis drømmer jeg noget à la ÅH-prøverne ved DKK, hvor jeg legede på Lones bane og fik det mest fantastiske fokus på Stines.

PS: Max i går: Jeg tænkte træning og kun træning, jeg var så cool, huskede at holde det lave tempo, huskede alle kommandoer, huskede fodstillinger og skridt i vendinger, dobbelt dit og dat mv. Jeg kunne mærke, at det gav overskud. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste grund til at det ikke skal kunne gentages 4.9. Jo, at jeg begynder at tænke for meget, og der begynder at komme resultattænkning.”

* * *

Anita og jeg havde for længe siden aftalt at vi ville tage til Sverige til dobbeltprøve i Nybörjarklass, for at hun med Girah, jeg med Otto, kunne træne i nyt miljø og med det pres der kommer af at være i ganske uvante omgivelser: i et andet land, næste kun fremmede ansigter, rally på en lidt anden måde end vi kender fra Danmark; man kommer lidt ud af sin komfortzone. 

Valget fandt på en dobbeltprøve i Skurups Brukshundklubb, godt en times kørsel fra Solrød.

Vi kørte fra Solrød ved 7-tiden, ankom lidt over 8, blev budt velkommen af parkeringsvagter – det var et stort arrangement - 8 prøver med i alt 177 tilmeldte - registrerede vores ankomst og fik den første banetegning inden hundene blev luftet.

Bane A (design Eva Hall)

Da jeg havde set Eva Halls bane, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville bruge den første strategi (gå bane med verbal belønning) og så var det nemt derfra: opvarmning af Max, banegennemgang - der var to, fordi der var 29 startende, vi havde start nr. 8 og var med i den første – og så mere opvarmning.

Banegennemgang bane A

Der blev lidt ekstra ventetid før vi kom ind pga. det med tidslen nævnt ovenfor, og så gik vi i gang. Otto var på, vi havde god kontakt hele vejen, jeg var meget hurtig til at komme med støtte, hvis der var tendens til snus eller andet uønsket, og jeg var superskarp med kommandoerne, ikke mindst i de mange sitter.

Jeg havde den fedeste følelse da jeg kom ud, jeg kunne mærke glæde i hele kroppen, det var en af de bedste prøver vi har gået og hvis dagen var endt der, var jeg kørt glad hjem! Jeg skrev umiddelbart efter til Liv (følelsen skal fastholdes i nuet): ”Fed følelse. Otto holdt fokus hele banen. Flotte sit foran 1 2 3 bagud og sit foran bagom sit og næsten alle flow. Jeg er supertilfreds 😍”

Heldigvis kom der mere. Anita & Girah gik også en superflot bane. Det var fantastisk at dele oplevelserne, at tale om de fede prøver bare baseret på følelser, og først derefter tænke bedømmelser. Og helt ærligt, vi havde ingen anelse om hvordan det var gået. Havde Anita & Girah lavet et tydeligt sidestep? Havde jeg vist tydelig temponedsættelse i de tre øvelser med langsom gang? Vi kunne se mange potentielle fradrag.

Men, sørme om vi blev glade for, at vi ikke dømte os selv!!! Eva Hall havde givet os begge 90 point, det rakte til en delt 6. plads ud af 29, og det var den skønneste bonus. Mine 10 points fradrag:1 snus skilt 1, 2 snus skilt 2, 1 skæv skilt 4, 3 for hoppen skilt 6 og 3 for tempo i skilt 10. ”Glad hund. Trevligt ekipage.” og vi følte os som verdensmestre.

Klokken 12:40 var der banegennemgang på Lena Sundlöfs bane

Bane B (design Lena Sundlöf)

Umiddelbart da jeg så banen tænkte jeg, at det var en god kandidat til leg. Der var igen de to øvelser med mange sittter (123 og 124) plus højre spiral, dobbelt slalom og 8-tal, en lang bane. Så strategien blev: Hvis vi kommer til dobbeltslalom, og det ikke kører, så går vi i legemode. Det kom så ikke til at ske.

Opvarmningen bestod i at gå ind på opvarmningsområdet, Otto var træt og der skulle ikke laves noget.

Da vi var i gang med højrespiralen (skilt 3) havde jeg bare den følelse at, af vi kunne gå uendeligt. Anita sagde bagefter, at hun kunne se det inden, der var den flotteste kontakt! Hvad skal jeg sige? En om muligt endnu bedre følelse end bane A, vi gik så flot. Otto synes det var langt og der kom lidt signaler til sidst om, at vi godt måtte stoppe snart, men masser af ros og han holdt fokus – jeg har sjældent haft så dejlig en følelse indeni efter en prøve. Den var bare god!

En mand kom hen og roste os bagefter, han sagde det var dejligt at se Ottos glæde og den evigt logrende hale. Jeg kunne ikke have fået en større ros! Min korte status til Liv: ”Anden bane endnu federe 😍”.

Vi var oppe som nr. 4, Anita & Girah som nr. 8, og de gik også en superflot bane. Der var lidt rod i næstsidste øvelse, hvor Girah var megatræt og Anita var tæt på at glemme at tage to skridt, men hold da op hvor så det godt ud – skilt 1-3 og 5-12 er det smukkeste jeg har set dem gå.

Igen var der den skønneste bonus. Ottos resultat kom hurtigt op: 96 point og en foreløbig førsteplads efter 8 ekvipager. Noget senere kom Girahs, flotte 87 point og en femteplads. Ottos rakte til en delt førsteplads ud af 27.

Jeg havde selvfølgelig Otto med til præmieoverrækkelsen, og udover en fin lille pokal fik vi også lov at vælge først på præmiebordet, og det legetøj var et perfekt valg ifølge Otto!!! 

Vores dommerseddel var dejlig læsning: Vi er trukket 1 for en skæv plads ved startskiltet, og 3 for en førerfejl i skilt 1, hvor jeg gik før Otto var inde i pladspositionen. INTET fratræk på resten af banen. ”Bra handling. Fint samarbete. Bra tempo.”

Min opsummering til Liv var simpel. ”Jeg har lige genlæst kriterierne, jeg var 100 % tro mod dem! En fantastisk dag, jeg svæver 😍”

Meget stor tak til Skurups Brukshundklubb for et særdeles velorganiseret arrangement, som kørte som smurt. Der har jeg bestemt lyst til at komme igen.

Vi landede i Solrød ved 17-tiden, ret brugte, og med to meget trætte hunde. Men hold da op en fed dag! Som jeg sagde til Anita før vi kørte fra Skurup: Tænk hvis vi på forhånd havde sagt, at vi ville komme hjem med 4 godkendte resultater, med 87 point som det dårligste, det ville vi have grinet af. Men vi gjorde det, for hulen hvor er vi gode.

Tak Anita for det allerbedste selskab 💓

Tak Liv for uvurderlig opbakning 💓

Åh, disse minder (Anita, Amanda, Camilla)

August 2022. Paul med Otto og Max. Amanda med Oonique. Anita med Girah.

Jeg vil ikke engang forsøge at gengive hele historien, men blandt de rigtigt mange mennesker jeg har lært at kende i hundeverdenen, er der selvfølgelig nogen, der kom før andre 😉

Camilla (dengang Dinesen, nu Johannessen) og jeg lærte hinanden at kende til noget LP-træning i Jersie for mange år siden. 

Anita og jeg lærte hinanden at kende ved noget rallytræning for næsten lige så mange år siden. 

Amanda, Anitas datter, dukkede op sammen med mor, og blev pludselig en del af hundeverdenen. 

Resten er historie kunne jeg flot skrive 😉 

Hvis jeg for mig ganske uvant (!) skal skrive det kort, så har vi været venner siden vi mødtes. Et af de håndgribelige resultater er, at vi har fået Camilla, nu som professionel fotograf i hundefoto.nu, til at fotografere os og vores hunde for at fastholde minderne. 

Her er tre fotos fra tidligere år. 

December 2016. Anita med Django og Osseau. Paul med Megan, Lille Bjørn og Max

Juni 2019. Anita med Django og Osseau, Amanda med Dumle. Paul med Max og Lille Bjørn

Juli 2020. Anita med Django Og Osseau. Amanda med Dumle. Paul med Otto og Max.

Sammen med ovenstående spænder de over næsten 6 år og 9 hunde. Kun Max er med på dem alle, jeg håber han holder mange år endnu. 

Camilla har hver eneste gang været fantastisk til at skabe rammer, så mennesker og hunde kunne præsentere sig bedst muligt. 

De fotos, der er kommet ud af vores møder, har været enestående. Jeg elsker at se dem, og nyde de minder, som vælter frem.

Alle fotos (c) Hundefoto.nu

Fest og rally

Præmieoverrækkelse (foto: Sarah Aalborg)

Jeg føler mig virkelig privilegeret – det har læserne af denne blog vist læst mange gange. Men jeg vil godt skrive det endnu engang efter en vidunderlig start på weekenden. I går var jeg så heldig at være inviteret til en sommer- & fødselsdagsfest, hvor vi fejrede Johanna. Som bonus fik jeg mulighed for at gå en uofficiel rallyprøve med Otto og Max, med mulighed for at belønne undervejs, og det var en fed oplevelse.

Rosetter fra fredagsprøven & Max' Sirius Begynder Rally roset

Otto gik i klasse A (B/Ø-niveau) med line, fordi vi skal til prøve Sverige i morgen med line, og gik superflot. Jeg kan mærke at jeg kan kontrollere hans energi lidt bedre, en masse detaljer er blevet skarpere, uden at gå ud over glæden og det føltes rigtigt godt. Superflot feedback fra Stine, og en meget tilfreds fører.

   

En afslappet Paul følger HTM/FS (foto: Anja)

Max gik i klasse B (E/C-niveau) og gik som en drøm. Der var et lille obs-punkt fra Stine i feedbacken, og særlig ros til et par af øvelserne og min følelse var: fuck, hvor er vi gode!!!! Begge prøver er naturligvis dissekeret og jeg har noteret, hvad der gjorde, at vi gik som vi gik, og hvad vi skal gøre for at kunne gentage det igen og igen og igen …

Tak til alle, men især til Anja, som havde stået for organiseringen, det var dejligt at kunne være med til at fejre Johanna.

Ekspertbanen, dagens første

I dag havde jeg fornøjelsen at dømme hos Hundene på Bjerggaarden for tredje gang, og endnu engang var det en dejlig oplevelse. Neel har så meget styr på at arrangere rallyprøver, og jeg er overbevist om, at alle deltagere synes det er dejligt at gå op på arealet. Det regnede lidt indimellem, men det blev taget med godt humør af alle tror jeg.

Jeg må indrømme at jeg tidligere har haft lidt blandede følelser med at skulle uddele dommerens favorit i de enkelte klasser … det har jeg ikke længere, jeg synes det er en dejlig bonus at skulle forholde sig til det, og det var en stor fornøjelse at uddele alle fire favoritter i dag.

Jeg skal ikke, men jeg har bare lyst til at fremhæve Sarah (og Sky), som gik en superflot seniorklasse, og efter feedback var jublende lykkelig for 88 point, hun havde aldrig fået mere end 80 tidligere.

 

Paul virker svært tilfreds med dommergaven ;-)

Dommergaven er altid velgennemtænkt hos Neel, og viser at hun kender mig: en Shadow Point Pinot Noir 2019 og en Double Chili Lakrids Ale fra Det Lille Bryggeri, så véd jeg der er to skønne oplevelser i vente.

Tak til Neel, Jette og Sandie, som stod for alt det administrative og praktiske, og med ekstra aktiviteter fik tjent 500 kr. til landsholdet i rally! Jeg siger mange tak på landsholdets vegne 💓

Når træningen spiller

Max, Otto og Paul (© Hundefoto.nu)

Jeg er så heldig at have fem faste hundetræningstimer i kalenderen hver uge, de falder tirsdag og onsdag. Heldigvis ligger de perfekt: Tirsdag NW hos Merete 17-18 i Solrød, rally hos Johanna 19-21 i Ringsted, onsdag rally hos Karina 17-19 i Albertslund.

En sjælden gang overvejer jeg om jeg skal skære ned på træningen, men ærligt talt: Jeg aner ikke hvad jeg så skulle vælge fra, for alle timerne er fantastiske.

De fem timer i går og i dag var ekstraordinære.

Det allervigtigste er selvfølgelig at have styr på kriterierne til træningen, og jeg har heldigvis Liv som ekstraordinær sparringspartner, så jeg kan garantere at jeg kommer velforberedt til træningen også på det punkt.
 

Selvom Otto var synligt påvirket af varmen, arbejdede han supergodt hos Merete. Jeg huskede pauser, og jeg huskede at stoppe før det blev for meget.

Max var på første hold hos Johanna, og det var måske den bedste time af alle. En lang bane, og vi gik tæt på perfekt. Et langsommere tempo, der giver ro, rolige signaler, totalt opmærksom Max. Der var to små detaljer i feedbacken, det var det. Jeg glædede mig specielt over at kampagneøvelsen sidestep til venstre med hund på højre side har udviklet sig fantastisk 😉 Johanna mener ikke hun har set os bedre, og jeg er enig 💓

Otto gik også blændende. Jeg gennemgik kriterierne med Johanna inden vi gik på, og var tro mod dem næste hele vejen. Der er stadig noget med starterne, de første 2-3 skilte, der var noget til sidst hvor jeg i stedet for at forstærke verbalt fik givet for mange plads-kommandoer … men det er tydeligt, at samarbejdet udvikler sig, og vores kampagner på bl.a. venstreposition og tætte vendinger giver bonus.

Jeg kørte hjem i høj stemning.

 

Max og Otto (© Hundefoto.nu)

I dag havde jeg fået lov at få Otto først på det andet hold, varmen er lige i overkanten for mig til to timers træning. Vi var heldige at der var tre afbud på første hold, så Otto fik lov at komme med dér, og begge hunde og jeg fik arbejdet med udvalgte detaljer i løbet af timen.

Med Max havde jeg fokus på sidestep-øvelserne, først hvor Max skulle følge mig, derefter hvor jeg skulle bevæge mig mod ham. Vi fik virkelig nørdet med mine stop (kunstpauser), mine fodbevægelser, mine verbale kommandoer, mine håndtegn og mine skuldesignaler. Hold da op, hvor det rykkede endnu mere.

Det gjorde ikke humøret ringere, at Karina sagde at Max og min udgave af firkanten med Max på venstre side, var den smukkeste hun har set.

Otto og jeg havde fokus på udgangspositionen (min default at han skal stå), og dissekering af hvad min højre hånd laver, hvad jeg siger, hvordan jeg går, hvad der sker, når jeg stopper uden at sige noget, og hvad der sker, når jeg stopper med plads (=stå) og med sit (=sit).

Også denne træning kørte jeg hjem fra i høj stemning.

Som ekstra bonus lå der et link med Camillas (Hundefoto.nu) fotos fra i søndags, et væld af fantastiske fotos. Jeg har valgt et par til dette indlæg, flere kommer over det næste stykke tid.

Ups and downs & jubilæer (uge 33)

Runde Rie (foto: Liv)

Mandag havde Otto og jeg den skønneste enetime hos Karina. Vi havde primært fokus på Ottos fokus på mig, godkendt hovedposition (må være lige under vandret), ingen/begrænset hoppen, trække/variere belønningerne. Belønninger var godbidder fra hånden, eksterne godbidder, legetøj. 

Sidste del blev brugt på at arbejde med indtagelse af pladspositionen på target. 

En dejlig enetime, hvor der blev nørdet med detaljer, som jeg havde brug for at få på plads i hovedet. 

Tirsdag var vi til Nose Work træning hos Merete. En varm og lummer time, hvor Otto bestemt ikke var på toppen (hans fører heller ikke), men der var flere flotte søg, bl.a. det viste hop til en ”utilgængelig” kilde og et eminent køretøjssøg. 

Jeg fik også lavet en ”projektlederrapportering” af status på udviklingen af specielt Max’ fokusøvelser. Rapporten udarbejdes hver tirsdag morgen, og giver mig mental energi – jeg skal forholde mig til udviklingen. 

Onsdag var også en varm dag, og jeg fik igen mulighed for at gå med Max og Otto på samme hold hos Karina, i stedet for to efter hinanden. 

Karina havde lavet to baner i én. Én lang bane, hvor lilla/orange klemmer angav, hvilket skilte der indgik i de to baner. Vi skulle give vores belønningskriterier inden og belønne på mindst tre forskellige måder, fx godbid fra hånd, kaste godbid, lege med hund/berøre hund uden godbid/legetøj. 

Max gik supergodt, hans fører havde nogle langsomme kommandoer (!), og leg med hund som belønning var et kæmpehit, Max var vildt på bagefter. 

Otto var på til sidst i runden, og det blev noget skrammel. Jeg skulle bare have holdt fokus på at gå en ”bane” med de kriterier, som vi havde helt styr på til enetimen mandag. Men jeg rodede mig ud i noget, som vi ikke var klar til, og det blev derefter. Det forløb er blevet dissekeret nøje, og træningen begravet mentalt. 

Torsdag var der ingen hundeaktiviteter i kalenderen, men jeg opdagede at Hundeweb er opdateret med Max’ Sirius-titler. Jeg blev også mindet om, at jeg skal registrere sølvtitlen. 

Hundene på stranden lørdag morgen

Fredag havde jeg fået en afbudstid til trimning af Max. Det passede perfekt med at jeg kunne aflevere ham, tage hjem og klæde om, og tage til DKK og være med i førstedel af receptionen i anledning af DKK’s 125-års jubilæum, Jørgen Hindses 45-års jubilæum som formand og hans 80-års fødselsdag. 

Der var sort af mennesker, flotte taler af Jørgen og Jens og jeg fik netværket lidt, inden jeg hentede Max. 

Lørdag gik turen til Birkende. Jeg var inviteret til at dømme rally ved Border Collie Klubbens 25-års jubilæumsarrangement. Det var en stor fornøjelse at dømme, og Hanni havde styr på alt det administrative, og fik også gået med to hunde selv. 

Jeg havde selv taget noget hundelegetøj med på dagen, som jeg uddelte til ekvipage nr. 5.000 i alt jeg har dømt, champion nr. 800, begynder nr. 1.300, bedste debutant i rally og bedste førerarbejde på dagen. 

Søndagen startede på allerbedste vis ved at jeg mødtes med Liv ved Lynghøjsøerne i Roskilde, og vi gik en skøn tur med hundene i det flotteste vejr. Vi fik også taget et foto ved Runde Rie. 

I eftermiddags havde Amanda & Oonique, Anita & Girah og jeg selv med Max og Otto en aftale med Camilla (Hundefoto.nu) i Allindemagle. Det er en tradition, at vi bliver fotograferet af Camilla, dels sammen, dels individuelt. Vi venter spændt på at se de endelige resultater 😊

Drømme (blog indlæg nr. 2.500)

1. oktober 2017, NM-finalen i 6+ med Louise og Billie

"There's no time to lose," I heard her say 

Catch your dreams before they slip away 

Dying all the time 

Lose your dreams and you will lose your mind 

Ain't life unkind? 

(Keith Richards & Mick Jagger, Ruby Tuesday)

Mit første blogindlæg er fra 21. maj 2008, det hedder When Pigs Fly!  

Jeg har blogget om hunde og hundetræning i over 14 år. Det har handlet om fem hunde, som har fyldt meget i mit liv. 

Jeg lader sætningen stå, den er rigtig, men slet ikke dækkende. 

Otto, Lille Bjørn, Megan, Max og Otto er fem hunde, som HAR fyldt, og fylder meget i mit liv. Men meget mere end det… de har defineret en væsentlig del af mit liv de sidste cirka 25 år. Der, hvor jeg er i dag, er Max og Otto cirka de to vigtigste væsener i mit liv – det er naturligvis (?) ikke sandt, for der er mennesker der er vigtigere, men ikke ret mange 😉

Ikke fordi jeg skal trampe rundt i det, men alligevel, det er jo fordi hundene er så vigtig en del af mit liv – en afgørende del af det – at jeg har skrevet så mange blogindlæg, og dette som du læser netop nu, er såmænd nr. 2.500.

Jeg har bestræbt mig på at skrive åbent og ærligt, jeg har ikke ønsket at forskønne noget. Jeg har skrevet mest for mig selv, men heldigvis er der andre, der læser med og det har resulteret i en masse spændende feedback og inspiration.

I et ganske kort øjeblik overvejede jeg at skrive et tilbageblik, men helt ærligt: Who cares? Hvis man er interesseret i hvad jeg gjorde tidligere, så er man velkommen til at læse løs 😊

Lille Bjørn ❤ (Foto: Vicky Bjerring)

I et svagt øjeblik kom jeg til at tjekke, hvilke indlæg, der er læst flest gange, og et af dem er Lille Bjørns nekrolog, og den kan stadig få mig til at græde. Det vil det sikkert kunne så længe jeg lever, og det gør mig glad. Det viser, at jeg har følelser og det er et klar bevis på, at hundene betyder rigtigt meget. 

Dette indlæg skal handle om mine drømme, mine drømme, som bringer mig nærmere virkeligheden.

Jeg har haft fuldtidsarbejde siden 1976, hvor jeg blev civilingeniør. Jeg har de senere år drømt om at arbejde på nedsat tid, jeg har to gange fået afslag på at komme på en seniorordning, så jeg er fortsat ansat på fuldtid i Nets.

Men jeg vil rigtigt gerne gå på pension, det er bare et spørgsmål om (kort) tid, før drømmen bliver realiseret. Jeg fylder 70 år om mindre end 3 måneder, og jeg synes ærligt talt at jeg godt kunne fortjene nogle år, hvor jeg kan fokusere 100 % på alt muligt andet end arbejde.

Der er to uddannelser, som jeg har kigget nærmere på: Mentaltræneruddannelsen hos Rasmus Bagger og Sommelieruddannelsen hos Dansk Sommelier Uddannelse. To vidt forskellige muligheder som – hvis jeg skal rose mig selv – viser, at jeg har et bredt interessefelt.

Jeg har vejet de to muligheder nøje mod hinanden, og valget et faldet ud til fordel for Sommelieruddannelsen. Jeg har altid haft interesse for vin, jeg har været på et kort kursus i vin for mange år siden, deltaget i en del vinsmagninger og interesserer mig på hobbyniveau for vin.

Et glas Champagne på Gemyse i Tivoli 2018

Men jeg vil gerne lære meget mere om vin, og ikke mindst kunne sætte ord på oplevelserne. Jeg havde en oplevelse for nylig, hvor jeg til en fantastisk middag oplevede vintjeneren fra himlen, som fortalte så begejstret om vinen, at jeg bare tænkte: Paul, lær noget mere om vin, så du også kan fortælle begejstret om det, du drikker. Det kommer I nok til at høre mere om 😊

Svenskerne på Bornholm 2020

Jeg drømmer selvfølgelig om at både jeg selv og mine nærmeste bevarer deres gode helbred. Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke varer evigt, men det ville da være fedt at Kirsten og jeg kunne opleve svenskerne få den tilværelse, som de drømmer om, og at vi kan følge med i vores børnebørns udvikling og stadig kunne være en del af deres liv. 

Jeg har mine (små) fysiske skavanker, jeg arbejder virkeligt målrettet med øvelser, der kan mindske generne, jeg går med Kirsten til fitness to gange om ugen og jeg vil gerne gøre hvad jeg kan, for at holde mig fysisk og mentalt i form.

Nu handler denne blog primært om hunde, og på det område har jeg bestemt også drømme.

Megan til DM 2013 (foto: Charlotte Lia)

Internationalt er rally lige på tærsklen til at komme på banen for alvor. Det er ambitionen, at det første VM skal afholdes i Finland 2024. I Danmark har Rallyudvalget lanceret sin vision, hvor et afgørende  element er, at FCI-klassen bliver den danske Championklasse. Derudover skal der ske de nødvendige tilpasninger, så rally i Danmark fortsat appellerer både til bredden og eliten. 

Jeg håber at være en væsentlig del af udviklingen, for det vil om noget være en drøm i hundeverdenen der går i opfyldelse, når det er en officiel FCI-disciplin der hedder rally og at rally vel at mærke er tro mod sine rødder – det skal fortsat være og blive ved med at være en sport, hvor det glade samarbejde mellem hund og fører er i fokus, og der sker en nuanceret bedømmelse af samarbejdet, som tilgodeser ”alle” racer og førere.

Jeg drømmer også om, at et VM i rally i Danmark kan afholdes inden for ”min tid” og måske med mig som en af dommerne 😉

Nationalt håber jeg, at jeg stadig kan være med, der hvor det sker: i Rallyudvalget. Jeg har nok droslet ned i international sammenhæng indenfor en overskuelig årrække, men jeg vil gerne fortsat være en del af rallysporten på nationalt niveau.

Sidst men ikke mindst er der naturligvis drømme i forhold til hundene.

Mathilde og Max, Ekkodalen 2018

Max er 11 år, frisk og i fuld vigør. Vi har aldrig været bedre sammen, og jeg nyder hvert øjeblik vi kan træne sammen, konkurrere sammen eller – ikke mindst – hygge sammen. Vi har opnået så mange ting sammen, og det største indtil videre – NM i rally 2022 – er allerede om 3½ måned. 

Max skal ikke pensioneres før han fortæller mig (dvs. at jeg kan se det), at nu er det på tide. Så indtil videre drømmer jeg videre. Vi udvikler vores samarbejde yderligere, vi har den fedeste kontakt til prøver og til træning, vi får de fedeste opleveler til DM 2022 og NM 2022, vi kommer til Åres Hund 2022, DM 2023 og NM 2023.

Der må gerne komme flere mesterskaber på dette flotte flag 💓

Er det realistiske drømme med Max? Når vi går bedst, er der ingen der går bedre end os, og vi går bedre og bedre, så det er så realistiske drømme 😉 

Max og mit helbred skal selvfølgelig være til det, men vi tager ikke sorgerne på forskud.

Otto med 120 % fokus til træning hos Karina (foto: Karina Al-Saffar)

Otto, han er kun 3 år, og har i den grad fremtiden for sig. Hvis jeg spoler nogle år frem, har vi udviklet vores fantastiske samarbejde endnu mere. Han er en superstjerne i rally og NW, men mest rally, hvor han er landsholdspotentiale. Liv vil jævnligt minde mig om, at jeg ville have pensioneret ham og at hun var klar til at overtage ham 😉

Jeg håber at Max når at opnå, at han får yderligere en lillebror. Vi har om nogle år også xx. Han er naturligvis Border terrier og efter Otto selvfølgelig. Jeg træner og konkurrerer rally og NW med ham. Måske lidt på hyggeplan, men forhåbentlig for alvor.

Jeg har ingen anelse om hvordan fremtiden bliver. Men jeg kan gøre mit til at påvirke udviklingen, og det vil jeg bestemt gøre.

Jeg vil blive 70 og fortsat føle, at verden er åben for mig.

Jeg vil fortsat kunne drømme og stræbe efter nye mål.

Jeg vil håbe at jeg oplever Frasse, Leo og Leah blive voksne og fortsat være en del af deres liv.

Jeg vil fortsat kan være en del af hundesporten: organisatorisk, som udøver, som dommer og som en del af et uforligneligt fællesskab, som har givet mig nogle af mine allerbedste venner.

Det er alt sammen værd at leve for og drømme om!