lørdag den 16. april 2011

Forår


Det er forår for alvor, træningen er kommet i gang igen, og prøvesæsonen sætter rigtigt ind.
Lille Bjørn går nu både på LP-hold hos Camilla og rally hos Susanne. Megan går ikke til noget officiel træning, men der bliver arbejdet med masser af korte træningsseessioner, hvor vi øver diverse rallyelementer.
Nørdklubben er både på LP- og rallysiden kommet i gang igen, så Lille Bjørns gen-debut i LP2 er planlagt til 18. maj. En officiel LP-prøve er dog ikke pålanlagt endnu.
Vores samlede aktivitetsplan fremgår af kalenderen , som også indeholder to rigtigt spændende kurser i den kommende uge; Connis champion plus kursus og Nettes fri ved fod kursus.
I torsdags blev mine tre LP-hold gennemført i det skønneste solskin. Jeg skriver altid en opsummering til holdet efter træningen, og læserne af min blog får lige indledningen fra den sidste opsummering :-)

Der er virkelig forår i luften. Solen skinnede, græsset var grønt og snart springer alle træer og buske ud – og det er skønt at træne når vejret er, som det var i går.
Der sker noget inden i mennesker og dyr på denne årstid, og der var mindst et par stykker, som synes at det ikke lige var den samme hund de havde med i går, som den de plejer at træne med.
Der er en masse gode, objektive forklaringer: Nye hunde og nye førere, nye dufte, tæver der lige har været i løbetid, tæver der er lige ved at komme i løbetid, hanhunde og tæver der er ved at blive teenagere. Hold da op, der er noget at tage vare på for enhver normal hund :-)
Og hvad skal I så gøre, som hundeejere der gerne vil træne, men ikke synes jeres hund helt er på bølgelængde med jer?
  • Lad være med at blive irriterede på jeres hund! Den gør det ikke for at genere jer, og hvis I bliver irriterede kan I lige så godt stoppe træningen – for der kommer intet godt ud af det. Husk min introduktion sidst: Jeg vil have glade førere og hunde når I kommer, når I træner og når I går!
  • Så det I kan gøre er at sænke kriterierne. Der var nogen på alle hold, som gik tilbage til punkt 1 fra hvalpeholdet, klik når din hund søger kontakt. Det er ikke et nederlag for føreren, tværtimod er det et udtryk for en fører, som agerer hensigtsmæssigt i forhold til noget, hun ikke kan ændre på. Hvis I går i gang med noget, som plejer at lykkes, men ikke gør, så afbryd. Og prøv igen med lavere kriterier.
  • For jer med teenagehunde. Læs kapitlet om dette i Irene Jarnveds Fra hvalp til hund.
Og så et generelt råd, til de forhåbentlig mange af jer, der fører træningsdagbog. Det er en rigtig god idé at reflektere generelt over træningen efter hver træningsomgang. Fx på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst, hvordan vil jeg så vurdere træningen. Og så det vigtige: Notér hvorfor det gik godt eller mindre godt. Hvis I begynder at kunne se et mønster, så kan I begynde at arbejde med det. Et par eksempler:

  • ”Jeg synes den første del af træningen gik rigtigt dårligt, for pga. trafikken kom jeg først, da træningen var gået i gang, og jeg varmede ikke op, og havde rigtig dårlig kontakt med min hund.”
  • ”Min hund gik den mest fantastiske fri ved fod! Jeg gjorde mig umage med at varme hende op med nogle tricks, så hun var lidt tændt inden vi gik i gang. Jeg sørgede for at have kontakt med hende, og belønne hende for det 3 gange inden vi begyndte at gå, og jeg belønnede konsekvent efter 4-6 skridt, og det gik godt hver gang.”
Helt det samme kan I gøre i forbindelse med generalprøver og rigtige prøver. Måske tegner der sig et mønster, som I kan anvende til noget konkret!

Ingen kommentarer: