Skema som bruges ved træning af fastholden af apport/næseprøvepind
Mens jeg med at halvt øje fulgte Tour de France udfyldte jeg et skema. Kirsten spurgte hvad det var (hun troede det var noget arbejdsmæssigt), og jeg svarede at det var et træningsskema til Max. Se længere nede.
Kirsten opdagede i eftermiddags en tråd, der stak ud af min baglomme. Det, sagde jeg, er en af frynserne fra en target - jeg bruger en gammel tæppestump, som er 5+ år. Jeg brugte den også da Lille Bjørn var hvalp. Kirsten synes det var noget underligt noget at have i baglommen.
Er det mere underligt end at købe 75 vaser i IKEA spurgte jeg. Efter Kirstens målestok er der vist ikke den store forskel, jeg fik ikke noget rigtigt svar.
Tre gange nørderi, som min hverdag vist er fuld af for en udenforstående.
Jeg nævnte i min blog i morges: ”Der er meget fokus fra min side på fastholden af apport: nu bliver ”holdetiden” skemalagt”; det var et forslag fra Johanna, som jeg straks tog til mig. Teknisk hedder det ”variable duration schedule” (se Paul Chance, Learning and Behavior, 6th Edition, kapitlet Schedules of Reinforcement). Det betyder, at der skal udføres adfærd i en periode, som varierer omkring et gennemsnit, hvorefter der forstærkes.
Som det kan ses af skemaet på billedet udfører jeg forsøg i en serie med 6 forsøg. Tid = den tid der skal gå før forstærkning. Ok = Jeg hakker af, hvis det er succes, sætter minus hvis kriteriet ikke er opfyldt. Kriteriet er at Max holder næseprøvepinden mens jeg tæller til det anførte nummer: Han tager pinden i munden, jeg tæller 1-2-3 (hvis der står 3), jeg klikker hvis han holder, ikke hvis han slipper inden.
I dagens fire serier er gennemsnittet rykket fra 2,2 til 3,3 sekunder og uden smuttere. (v) betydet at der var lige på kanten, jeg klikkede, men han smed i samme splitsekund eller måske lige inden; da det var første forsøg på 5 sekunder er jeg lige obs på det i morgen. Hvis mere end 1 ud af 6 mislykkes, må jeg sænke gennemsnitstiden.
De fire serier var spredt over dagen.
I dag havde jeg udover ovenstående nogle korte sekvenser med Max, hvor jeg trænede nogle ganske få momenter. Jeg skriv i min blog i morges om fremsending ”Max lunter ud, hvor han tidligere er løbet, og jeg tror det er fordi det kommer langt henne i forløbet og fordi han har snor på, det skal jeg afprøve.” Jeg fandt ud af, at det bare er et spørgsmål om at varme ham op, da vil løb hen til startstedet og lavede fremsending løb han ud til target som han plejer.
Vi arbejdede lidt med tunnel – den skal bruges til at få tempo i andre øvelser.
Og vi arbejdede lidt med stillingsskift, med fokus på sit-stå og dæk-stå. Og i processen fandt jeg ud af at der var noget tøven i dæk-sit, som vi lige måtte genopfriske.
Dagens træning var lige efter mit hoved: lidt med godt :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar