Lonni & Colombo, Conni & Cocky og Paul & Max
I går trænede Anita og jeg igen sammen. Anita med Osseau og jeg med Max.
Hold da op hvor er det effektivt! Vi var i hallen cirka 1½ time, først vendte vi verdenssituationen, så varmede vi op, og så dirigerede vi hinanden i forskellige øvelser og trænede frit indimellem.
Uha, Max er lækker at arbejde med. Han opfatter lynhurtigt og udvikler sig rigtigt meget i øjeblikket. Det er næsten ikke muligt, men jeg bliver endnu gladere for ham dag for dag :-)
Anita dirigerede os i en fuld LP3 fri ved fod, naturligvis med forstærkninger undervejs. 8½ sagde Anita, inden vi talte om detaljer!
Dernæst en dirigeret apport på 2/3 afstand, som også blev udført superflot.
Og så en masse andet, men de to nævnte var det allerbedste.
Så gik turen til fiskehandleren for at hente rødspættefileter, som indgik i aftenens middag, hvor Christian og hans svenske kæreste Sandra var hjemme hos os for første gang. Det blev en dejlig aften, og det blev sent.
Da vækkeruret ringede kl. 6:30 i morges (det er sent for mig), må jeg indrømme at jeg havde lyst til bare at vende mig om og sove videre. Men naturligvis stod jeg op for at gå i gang med dagens program.
Først skulle Megan op i rallychampionklasse ved Hundekompagniets prøver i Tune. Det gik ok, selv om Megan tydeligt dæmpede da vi gik imod væggen. Megan var oppe som nr. 2 ud af 10 i klassen.
Direkte efter at have været oppe tog vi til Vesterbro for at fejre niece Annes fødselsdag. Jeg havde en aftale med Conni om at hun skulle tage Megans resultatbog og ringe, når det var tid for mig til at tage af sted til Tune igen.
Connis opringning kom lige som vi havde sat os til bords, så det blev et af mit livs hurtigste måltider, inden vi kørte tilbage til Tune.
Max blev luftet, kom ind i hallen, og fik hilst på en masse hunde fra ekspertklasse, som var ved at slutte. Efter et stykke tid faldt han til ro, Ulrike holdt ham under banegennemgangen, vi kiggede på de to første ekvipager, varmede lidt op under den tredje og gik ind som nr. fire. Der var lidt snus og lidt forsinket reaktion, men alle øvelserne blev udført – og Max fulgte pænt med hele vejen.
Lonni, som havde været oppe som nr. 2, syntes det gik fint med os, men var bestemt ikke tilfreds med sin og Colombos banegennemgang, så det var lidt spændende til præmieoverrækkelsen. Der var 8 deltagere, nr. 7 fik 84 point, og så så det jo fornuftigt ud. Det sluttede med at tre instruktører fra Sydkystens Hundeskole tog de første 3 pladser: Lonni og Colombo 90 point, Conni og Cocky 93 point og sørme om Max ikke endte med 95 point og vandt klassen!
Hans forrige optræden i rallyprøven var 22. september, hvor han debuterede i øvet klasse, og forlod banen mellem skilt 1 og 2 … så der er virkelig sket en udvikling må man sige. Jeg kom i tanker om, at bakning og æresplads skal på træningsplanen, for pludselig skal vi da gå i ekspertklasse.
Megan fik i øvrigt 90 point og det rakte til en 7. plads, der er virkelig hård konkurrence i championklassen!
I morgen står den på lidt let træning, og mandag har Sydkystens Hundeskole rallyprøve, og Megan og Max skal op til årets sidste konkurrencer.
3 kommentarer:
Stort tillykke til dygtige Max
Stort tillykke til dig og lille Max
Tak Annie og tak Dil!!
Send en kommentar