tirsdag den 15. september 2015

1, 2, 3

 
Vera-Ellen og Gene Kelly i Main Street
 
1. I går havde Anita og jeg en deletime hos Anja, og det var naturligvis med fantastisk udbytte.

Jeg var ikke så skarpt forberedt, som jeg burde have været, men det fik Anja hurtigt rettet op på. Mit første kvarter brugte jeg på Walking the Dog, finpudsning i forhold til at få mest ud af de næste par HTM1-prøver (26.9 og 9.10 er tæt på). Fokus på at have Max med, give signaler, så han bliver hjulpet inden han når at komme i tvivl, holde pauser (som fint kan times med musikken) og vente på ham.

Og anden gennemgang blev dramatisk bedre end første. Overgangene bliver meget bedre, når jeg glemmer det LP-agtige, og jeg nærmer mig et punkt, hvor jeg er ved at være godt tilfreds med nummeret, selvom der naturligvis hele tiden er noget at arbejde med.

2. Mit andet kvarter blev brugt på Main Street, Vera-Ellen og Gene Kellys nummer fra Stanley Donen og Gene Kellys filmmusical On the Town (Sømænd på vulkaner, 1949). Det er nummeret jeg vil bruge i HTM2, ikke fordi jeg er træt af Walking the Dog, men der er meget mere tempomæssig og effektmæssig variation i Main Street, så det lægger i meget højere grad op til en HTM-rutine, der imødekommer de øgede krav i HTM2.

Jeg har gået det mentalt mange gange - i en redigeret 2 minutters udgave, i går gik jeg det for første gang med en isbjørn, og vi fik talt om de forskellige dele af nummeret – langsom start, stykke i almindeligt tempo, hurtigere step-del og langsom afslutning. Om at udnytte hatten i kostumet til start og afslutning, om ikke at gå forlæns i den langsomme del, om at lave stepagtige bevægelser i den hurtigere del osv.

Både Anja og Anita mente kostumet skulle peppes op med noget rødt, så nu skal jeg nok også have rødt slips på og Max matchende halsbånd. Det bliver så flot! Jeg har en del nye elementer at arbejde med, og jeg glæder mig :-)

3. Til aften trænede jeg for første gang fuldt FP3-program med Max, i den rækkefølge jeg har besluttet mig for, inkl. kædning af tre øvelser og fuld Heelwork. Det ser ganske fornuftigt ud, der er et par haltende øvelser, men den ene kan jeg jo vælge fra, så det er jeg ikke bekymret for.

Torsdag slutter dels LP/FP/Rallytræningen hos Johanna, dels Mindfulness holdet hos Dil, og så kommer weekenden med masser af rally og lidt HTM.

Ingen kommentarer: