Skarpere fører efterlyses eller Verden er stadig vidunderlig!

Fra blogindlægget 6. december 2015

I dag havde jeg igen to timers god træning med Anita. Vi skal begge til prøve i Hangar 17 den 18. december med både HTM- og FS-programmer, og jeg må da erkende, at jeg var en anelse rusten i dag. Men jeg har fået en helt klar opfattelse af, hvor jeg skal sætte ind – og det kan siges kort, de momenter, jeg vi have skal udvikle sig, skal jeg træne mere … større præcision, større motivation, større intensitet.

HTM-programmet bliver måske allersidste gang til Walking the Dog. Jeg har ikke fundet en værdig afløser endnu, men det bliver heller ikke lige med det første vi skal i HTM3. Der er et meget stort spring fra klasse 2 til 3, så dér skal vi virkelig tænke langsigtet.

Jeg gik en gang med musik og belønning, og gik helt i stå et sted, hvor jeg ikke kunne huske fortsættelsen og et sted glemte jeg tempoet i næste position. Ingen katastrofer, men tydelige beviser på, at der er noget der skal lyttes op på inden prøverne.

FS-programmet er fortsat til When I’m 64 (og ja, det kan man godt, selvom man ER 64!), men i næsten fuld udstrækning, kun de sidste 9 sekunder er strøget, for at holde tidsgrænsen på 2½ minut. Jeg har eksperimenteret en del med sidste halvdel af det nye nummer, det fungerer fint i mit hoved, men jeg er ikke skarp i det endnu, og det skal bestemt høres daglig, for at jeg bliver helt sikker på timingen.

Der er nogle enkelte nye tricks, men dem arbejder jeg særskilt med, og det virker fornuftigt.

Det helt afgørende er, udover Max’ motivation, er at jeg er en ordentlig fører, hvilket bl.a. indbefatter at jeg er præcis i mine kommandoer. Det er åbenlyst, at der er nogle kommandoer der er afhængige af mit kropssprog eller placeringen af mine hænder i forhold til godbidslommerne, så det er virkelig noget der skal arbejdes med.

De tre mål til sidst i januar på Anjas nørde FVF/HTM-hold skrider behersket fremad. Jeg havde dem fremme i dag:

1. 5 m bakke, jeg kigger på et punkt, med Max i P5. Ingen belønning, Max søger ind i positionen, hvis den bliver skæv (lige så godt som i P1)
Jeg kan godt bakke mellem 1 og 3 meter, men jeg véd faktisk ikke, hvad der gør at han nogen gange slår ud. Jeg skal have arbejdet med bagpartskontrollen – balje med uret burde nok indøves

2. Max indtager på kommando P2, jeg går ½ meter frem med små skridt og han rykker sidelæns for at holde positionen.
Vi er ikke kommet rigtigt i gang, så der må køres kampagne på grundpositionen.

3. Max indtager på kommando P4, jeg går ½ meter frem med små skridt og han rykker sidelæns for at holde positionen.
Vi er kommet i gang med indtagelse af positionen, men jeg er ikke skarp nok i mine kriterier/får belønnet for dårligt.

Og så har jeg sjovt nok en tendens til i alle tre øvelser at gå for hurtigt frem, selvom hele pointen netop er, at vi skal have en stabil udgangsposition, inden vi arbejder videre.

Så jeg har formanet mig selv om, at hvis jeg overhovedet vil lave noget seriøst i HTM3, så skal jeg med de tre mål vise, at jeg kan komme fornuftigt i gang med momenterne. Det er jo fuldstændig ligegyldigt om Max kan bakke 10 meter på højre side 30. januar; det afgørende er, at jeg kan dokumentere overfor andre og specielt overfor mig selv, at jeg er i stand til indlære de 3 momenter et eller andet stykke, så det er åbenlyst, at hvis jeg ”bare” træner videre, så kan målet nås.

Hvis Når det lykkes, så giver det mening både at arbejde videre med de tre positioner og gøre det samme på andre, som er afgørende for at kunne nå videre i HTM3.

Så selv om træningen var lidt rusten, så blev den mentale rust lige banket af :-)

Jeg skulle finde et foto til dette indlæg, og faldt over det indlæg Verden er vidunderlig, som kom 6. december 2015 Det var før vi havde debuteret i HTM2 og FS1. Nu er vi på papiret klar til HTM3 og godt i gang med FS1. Så jeg vil gerne citere afslutningen af det ét år gamle blogindlæg:

Jeg er 63 64 år og det kan godt være at der er ting, jeg ikke kan længere. Men der er ingenting, der er forbi og jeg glæder mig som et lille barn til alle det sjove og fantastiske oplevelser jeg skal have med hundene i de kommende år.

Verden ER vidunderlig!

Now I’m 64

Kay Bojesens Hippo fra 1955, en dejlig gave

Den 13. oktober sidste år skrev jeg i blogindlægget Farlig sport,”Jeg skrev i går om jagten på den rigtige musik til FS, og den havde Kirsten naturligvis fundet, da jeg kom hjem: Beatles’ When I’m 64!!! Jeg har hørt nummeret 10+ gange i dag, og det er godkendt.” Siden har jeg været til 7 FS-prøver med Max til den sang, og synes det er fantastisk musik til os to – i øvrigt ligesom Walking the Dog med Rolling Stones.

På dagen hvor jeg fylder 64, blev jeg lidt nostalgisk og tænkte tilbage. Det er sjovt at tænke på, at to af de helt store bands fra min teenagetid – med Rolling Stones som de absolutte favoritter – bare har holdt i alle de år. Tell Me fra The Rolling Stones debut album The Rolling Stones (1964) var mit absolutte favoritnummer på albummet; Walking the Dog kunne jeg bestemt ikke huske, da jeg faldt over det takket være min søn Christian, i jagten på et HTM-nummer. Nu er nummeret bare Max' og min kendingsmelodi ;-)

When I’m 64 er fra Beatles Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967), den er iørefaldende og charmerende, men bestemt ikke et nummer, jeg ville fremhæve som et af Beatles’ bedste. Men jeg har fået et helt andet forhold til den sang, fordi jeg har hørt den så mange gange og virkelig lyttet til den.

Det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, at jeg skulle ende med at have hundesport som altoverskyggende hobby. Mine første bekendtskaber med hundesporten var fra først i 1990'erne udstilling, gravprøver, dressur (!), LP og siden rally. For seks år siden vidste jeg dårligt hvad HTM og FS var. Så snusede jeg lidt til det Heelwork to Music og Freestyle og så var der lige den dag i marts sidste år, hvor der pludselig skete noget HTM.

I dag er HTM og FS – i hård konkurrence med Rally (og måske snart Nose Work?!) – mine foretrukne discipliner med hundene. En ny og fascinerede verden har åbnet sig for mig og jeg elsker at være en del af den verden.

Selvom der nok kommer en del kommentarer til, at jeg på lørdag skal optræde til When I’m 64 for første gang som 64-årig, så har jeg bestemt ingen planer om at skifte nummeret ud.

Karen Halgreen lagde ovenstående søde tegning som fødselsdagshilsen på Facebook og den er da lige i øjet. 64 år er ingen alder – ikke i nærheden af at være gammel – og så længe jeg arbejder med hunde, har jeg det sjovt sammen med dem, og sjovt sammen med en masse mange andre dejlige mennesker, der også synes, at det er sjovt at arbejde med hunde. Det trækker bestemt heller ikke ned, at det er en verden fyldt med unge kvinder - alle der er yngre end mig regner jeg for unge!

Til (næsten) sidst vil jeg sige tusind tak for alle de søde hilsner jeg har fået på dagen, hovedparten (220+ mens dette skrives) på Facebook, men heldigvis også nogle personlige. Jeg har glædet mig over dem alle, tænkt på den, der har lykønsket - der er naturligvis gode minder knyttet til hver eneste en – og i øvrigt bare nydt hele dagen.

Jeg skal da også lige nævne, at vejret indtil nu har været med mig, morgenen var fantastisk!

Til aften er planlagt en middag med Kirsten på l’éducation Nationale, forhåbentlig med et skaldyrsfad og noget lækker vin.

Det er fantastisk at blive 64!

Summer Camp 2016 – refleksion

Formiddagshygge i drivhuset

Det har været en ren afslapningsdag herhjemme. Nogle korte ture med hundene, kødben til dem alle, og ellers læse, snakke, lave mad, se fjernsyn og tænke …

Jeg kan godt på bagkant afsløre, at jeg kom til Summer Camp med beherskede forventninger. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg med mødet med 4 topprofessionelle instruktører ville opleve undervisning på højt niveau. Men jeg var på ingen måde overstadig, eller glædede mig som til juleaften, som jeg har gjort til andre kurser. Helt ærligt, jeg tænkte at hvis der dukkede noget op, som gjorde at jeg ikke kunne komme afsted, så var det sådan det skulle være.

Det lyder lidt banalt, men det gør det ikke mindre sandt: at komme fredag morgen, hilse på en masse glade medkursister og instruktører, og mærke forventningens glæde, det smittede. Da den uofficielle prøve gik i gang kunne jeg mærke stemningen – det VAR en officiel prøve med åben feedback fra fire dommere, det var en ret fed oplevelse. Jeg havde den rigtige fornemmelse både under opvarmning og da vi gik ind: husk at Max er det vigtigste af alt. Og jeg har en klar fornemmelse af, at jeg huskede det.

Jeg fik nogle lækre tilbagemeldinger, hvor jeg virkelig følte at det, at arbejde med motivation med Max, faktisk giver synlige resultater. Det føltes overordentlig ret godt!!!

Der kom det ene modul efter det andet, hvor jeg fik arbejdet med egne konkrete problemstillinger, fik idéer ved at se andre arbejde med deres og kulminerende med at opleve hele MIN gruppe engagere sig i min optræden i starten af Walking the Dog. Det var og er lige til at blive højstemt af!

Der er en masse fra kurset som har kørt i baghovedet i dag, på eftermiddagsturen med Kirsten og alle hundene var jeg vist ret fjern, for det eneste der kørte inde i mit hoved var mit program til Walking the Dog.

Det er blevet skrevet ned, og omfatter ikke bare de 16 sekunder vi nåede i går, men også alle ideerne til, hvordan jeg går tur med Max hele vejen igennem. Der er en masse, der skal arbejdes med, men grundlæggende er nummeret løftet fra at være fører går tur med hund til at være en hel fortælling, hvor forberedelserne til turen (fra i går) udbygges med at hilse på folk, iagttage forskelligt, holde øje med tiden og skynde sig, samle høm op og lægge hømposen i en skraldespand til sidst.

En masse små detaljer der er ved at blive til en helhed i mit hoved, baseret på input fra instruktører og kursister og ideer, som er inspireret af dette og hint, som er sket i weekenden.

Kun tiden kan vise det, men jeg tror denne camp kan vise sig at være et vendepunkt i min HTM/FS-karriere. Jeg kan ærligt sige, at jeg glæder mig til de næste prøver, hvor Max og jeg skal vise vores numre. Vel vidende, at vi naturligvis ikke har fået alt det nye på plads, men med en bevidsthed om, at målet nu er blevet ændret og meget klarere og mere meningsfyldt end før.

Det synes jeg er en ret positiv konklusion at drage efter en Summer Camp :-)

Summer Camp 2016

Træning af fører i start af Walking the Dog

I dag var vi nået til tredje og sidste dag for årets HTM/FS Summer Camp.

Første modul var en individuel runde hos Johanna. Der var stort set alle runder, som jeg synes jeg kunne lære noget af og som altid hos Johanna med masser af detaljer om indlæring og masser af humor.

Jeg havde selv fornøjelsen at være sidste ekvipage, og jeg havde valgt at det var uden hund. For mit ønske var idéer til min egen adfærd i Walking the Dog, meget inspireret af Linas modul i går.

På videoklippet kan I se, hvad vi nåede frem til i fællesskab. Og det var virkelig i fællesskab. Gruppe B, som jeg var med i, var totalt engagerede, som man også kan høre på lydsporet, og jeg glæder mig vildt meget til at arbejde med min egen performance og udvide til resten af nummeret.

Den første del af nummeret (hvor Max bakker mellem mine ben) bliver nu til mine forberedelser til turen: tage kasket på, lyne vesten, tjekke at telefon og nøgler er i lommerne og at vesten sidder rigtigt, og så thumps up for at vi er klar til at gå, da jeg skifter til fremad. Det bliver til en fortælling fremfor 11 forskellige HTM-positioner/tempi i rækkefølge.

Det var meget inspirerende, motiverende og forpligtende, for der bliver holdt øje med, om jeg får det hele med!

Næste modul var med Sonja, hvor vi fik to opgaver. Først skulle vi hver vælge enten to HTM-positioner eller to tricks, og så linke dem på tre forskellige måder, hvori twist/spin indgik.

Jeg valgte fra mit HTM-program overgangen fra P9 til P1 (mellem ben fremad til plads fremad), og det var virkelig lærerigt at tænke over det. Faktisk endte det med, at mit tredje forslag – bakke ud mellem benene, twist bag mig, plads – bliver det, jeg vil introducere i nummeret, for det passer fint ind og det ser godt ud.

Anden opgave var at vi skulle gå i en firkant markeret med fire kegler. Reglerne var at på hver side skulle mindst én af fører og hund have front mod tilskuerne (dommerne), og mellem keglerne måtte vi kun bruge en HTM-position en gang eller samme trick (fx slalom) én gang. Og vi skulle naturligvis lave links ved keglerne.

Jeg valgte at starte med P9, overgangen var bakke ud, spin bag mig og ind i front (bortset fra at jeg sagde butt), butt frem til næste kegler, hvor Max lavede en spin og kom ind i P7 (som jeg ikke har navn for) i stedet for P3 (butt), fordi jeg var så optaget af linket. Vi har slet ikke trænet P7, men det generede ikke Max. Den sidste overgang til slalom sidelæns blev noget rod, for jeg havde jo Max på den forkerte side.

Men modulet fik virkelig sat tankerne i gang, og jeg vil helt klart overveje om nogle af mine ”kedelige” overgange skal ændres.

Rudvisning i Feldballe er slut

I frokostpausen gav Anita en rundvisning i Feldballe, Osseau og Max fik markeret cirka alt, hvad der kan markeres i Feldballe, og vi var præcis tilbage til sidste modul

Det var uden hunde, og vi blev delt i 5 grupper.

Først skulle vi gennemføre en speciel stafet, hvor hver strækning omfattede en gangart og et trick, som man fik at vide, lige inden man gik i gang. Derefter kom den seriøse opgave: som gruppe at agere til et stykke musik, hvor vi skulle illustrere et sted, en person og en genstand (i vores tilfælde fly, nonne, mobiltelefon) og der skulle indgå et mord.

Musikken fik vi først spillet efter et stykke tid, men det hindrede naturligvis ikke, at vi havde et ret detaljeret program i min gruppe, inden musikken var kendt. Processen var SJOV, og gennemførelsen endnu sjovere. Det var den festlige, engagerende og humoristiske afslutning på en skøn camp.

Hvis jeg skal opsummere set fra mit eget perspektiv, så er hovedpunkterne:

• Det var skønt med mundtlig feedback ved prøverne fredag morgen
• Alle moduler har fået sat tankerne i gang på en konstruktiv måde. Ikke belærende, men inspirerende, så jeg har fået prøvet lidt af, og er sikker på at meget mere bliver testet den kommende tid – både i forhold til mig selv (mest), men også i forhold til Max
• Nogle meget konkrete forslag til at forbedre mit nuværende FS-nummer, herunder øge sværhedsgraden
• Fantastiske idéer til min egen performance i HTM, det glæder jeg mig nok allermest til
• Vidunderligt at møde en masse kendte og nogle få mindre kendte HTM/FS-personer, som jeg nu kender meget bedre, og at mærke at vi alle gerne vil hjælpe hinanden – det føles rigtigt godt
• Sidst men ikke mindst, at Max har været intet mindre en fantastisk. To strålende prøver fredag, en fornøjelse at arbejde med i alt, hvad han var med til (han ville nok have ønsket mere, men sådan blev det ikke denne gang), og i dag på Sonjas hold, hvor han trods lidt udfald alligevel kunne arbejde fantastisk med en ganske løbsk tæve tæt på. Han ER fantastisk.

Vi nåede lige at se fregatten Jylland og lidt af Ebeltoft City inden vi skulle med færgen.

Tak til Anja, Johanna, Lina, og Sonja for et fantastisk arrangement, Katha for de enestående rammer, som vi alle misunder dig på en god måde, tak til alle andre der var med på den ene eller den anden måde.

Det var en fed måde at starte ferien på.

Walking the Dog version 2.0

Max og fører nyder at se de andre træne (foto: Anita)

Da jeg vågnede i morges kørte tankerne omkring Max og mit HTM-program. Jeg havde virkelig nærlæst dommerens kommentarer fra i går og besluttet at gøre noget ved dem. På morgenturen talte jeg overgange i nummeret og kom til 18, på et nummer som varer 2:39 … Og overvejede nogle positioner, som jeg ikke føler mig særlig stærk i.

Så jeg sanerede programmet betydeligt og kom ned på noget færre overgange (13) og længere forløb i de enkelte positioner, og ud med P2 og P6 i løb og ind med P1 og P5.

Til aften startede Anjas HTM & Freestyle sommer mandagshold, og det var genial timing I forhold til mit behov!

I den fælles runde talte vi om oplevelser fra Årslev (hvori vi alle havde været oppe), og gennemførte hver især vores programmer med Anja, som den der stoppede musikken og dermed styrede belønninger.

Max startede med en springtur, kom tilbage og og jeg fik besked på at koble ham og vente en runde med at komme ind. Det er jo et udpræget mønster hos hr. Max at tage springture, og Anjas råd var i tråd med andre jeg har fået og direkte modstrid med andre igen. Men det giver ekstremt god mening. Det, der fx skete til rallyprøven i går, var nøjagtigt det samme, men jeg gik banen uanfægtet, da Max kom tilbage. Så han kan med god ret tro, at det er ok med springture. Kobling og venten, og så en ny regulær start, giver ham det billede, jeg gerne vil have: Nemlig at det at få linen af på banen betyder, at nu skal vi fokusere på vores opgave.

Jeg brugte det redigerede nummer, og hold da op hvor det føltes godt. Der blev leget en del undervejs (når vi fik lov at belønne!), og vi stoppede i utide, fordi det bare gik fantastisk!!!

I den individuelle runde arbejde jeg så alene med at gennemgå det nye nummer, og fik en masse konstruktive kommentarer. Positionerne bliver holdt længere, dermed bliver der færre forløb, men bedre mulighed for at vise, at de der er, fungerer. Der bliver færre overgange, og dermed mere ro. Og det er meget nemmere for både Max og mig, når der er mere ro på.

Mit eget nye nummer fra i morges var betydeligt bedre end det gamle. Efter aftenens meget kritiske gennemgang er det blevet væsentligt bedre. Nedenfor en sammenligning af det gamle og det nye.

Det nye og det gamle nummer

Jeg glæder mig vildt meget, til at træne det nye program med hund. Det følges fantastisk, med ret enkle midler at kunne revitalisere programmet og gøre det det til et betydeligt bedre program.

Tak til Anja for et som altid dejligt forløb og tak til mine fem medkursister for en hyggelig aften.

Følelser og bedømmelser – eller ”Meget fint! Dejligt program.”

Start af When I'm 64 fra 28. marts (foto: Grafiko.dk)

Lørdagen blev der afholdt dobbelt HTM-prøve i Hangar 17 i Feldballe. Jeg var taget over dagen før, overnattede på Hotel La Tour i Århus sammen med Conni og Louise, og det affødte hyggelige hundetur og kaffesladder med Conni fredag eftermiddag og en skøn middag på restaurant Pondus om aftenen med Louise. Vi sluttede med tre mennesker og seks hunde samt kaffe og chokolade på Connis værelse.

Lørdag lidt over halv otte var vi klar ved Hangar 17 og hjemturen påbegyndte vi lidt over 21, jeg var hjemme i Solrød 00:20 efter en dejlig dag sammen med en masse skønne hundefolk.

Max og jeg var oppe til i alt fire prøver.

Først FS1 (When I’m 64), så HTM2 (Walking the Dog) ved den første prøve, og derefter HTM2 og FS1 ved den anden prøve. Alt det udenoms var som det skulle være, hallen er fantastisk, så der var alle muligheder for at performe optimalt.

FS1. Max virkede lidt trykket fra starten, og der var en del tøven undervejs, men han var med, og vi gennemførte programmet, om end lidt haltende. Halen kørte så, der var intet galt.

HTM2. Grov førerfejl fra start. Jeg havde ændret placering af armene i starten med det resultat at bakningen mellem benene ikke fungerede. Jeg følte ikke rigtigt Max var med, og det gav meget flagrende vendinger og for stor afstand i flere positioner. Absolut ikke af vores bedste HTM’er :-(

Jeg benyttede noget af tiden, til vi skulle op igen, til at gå en tur til Feldballe i det skønne vejr, vi fik bl.a. en hyggelig hundesnak med en dame med en ældre Labrador. Damen var på kig efter en ny, mindre race og faldt ret meget for border terrieren!!!

Så var prøve 1 parkeret mentalt og vi var klar til næste prøve.

Under opvarmningen til HTM stak Max pludselig af, helt uventet og jeg blev ret forskrækket, men han kom hurtigt tilbage - Anita mente han måske kunne være blevet skræmt af en lyd inde fra rummet ved siden af opvarmningsområdet, hvor der var færdighedsprøver. Jeg fik i hvert fald pulsen gevaldig i vejret og var ekstra tændt, da vi kom på banen. Alt det, med at forsøge at ændre noget i forhold til mandagens prøve, blev droppet og vi gjorde som vi har gjort under træning. Og jeg følte at vi gik en rigtig god prøve. Det var dagens bedste følelse af de fire banegennemgange. Jeg tror faktisk den prøve følelsesmæssigt reddede dagen for mig.

Jeg havde den gode fornemmelse med til FS1, hvor starten gik meget mere flydende, og selvom Max ikke rigtigt fik lavet balje på træstubben, gik prøven fint - og træstubben blev anvendt.

Jeg synes helt klar eftermiddagens prøver gik bedst, med HTM-som vinderen.

Så til bedømmelserne. Først alle fakta.

Prøve 1 FS1, dommere Sonja Johannessen, Emmy Simonsen, Helle Larsen. 23,30 point, bestået, nr. 11 ud af 14

Udførelse:
7.5
7.0
8.1 Sød startposition. Pas på til allersidst hvor han er mellem dine ben og laver ”touch” på hånden, at det ikke kommer til at ligne at du stopper ham fysisk.

Sværhedsgrad/indhold:
7.9 Fin variation for klassen. Du arbejder meget på en linje – udnyt gerne ringen mere. Ville gerne se træstubben brugt lidt mere
7.1 Pas på mængden af heelwork i et freestyle program
7.8 fint for klassen

Musik og fortolkning:
8.2
8.1
8.2

Prøve 1 HTM2 dommere Emmy Simonsen, Inge-Dorte Graakjær, Sonja Johannessen. 22,80, ikke bestået, nr. 2 ud af 2.

Udførelse:
6.9 meget skarpe mellem ben positioner. Ellers noget løse positioner med varierende afstand til handler – prøv at give hunden bedre tid til at finde positionen inden du fortsætter efter et link
7.4 fine positioner + lidt ”løse” positioner. OK
7.4 Max er ikke helt på hele vejen igennem, hænger i nogle positioner. I starten er du god til at vente på ham i skiftene – så glemmer du det :-)

Sværhedsgrad/indhold:
8.0 fint for klassen
7.6 Fint med flere positioner vist, god udnyttelse af ringen
7.6

Musik og fortolkning:
8.0 fint
7.5 ok
8.0 God detalje med at holde dig for næsen :-)

Prøve 2 HTM2 dommere Elisabeth Lizza Fabricius, Helle Larsen, Jette Porter. 22,90, ikke bestået, nr. 2 ud af 2.

Udførelse:
7.5 Tak for lort :-) Pas på afstand – skal være ens i alle positioner. Vent på at din hund indtager positionen i stedet for at gå og lade den indhente dig.
6.7 Han har ikke samme afstand i sine positioner. Senere i programmet bliver hans plads tæt på benet. I front & foran positionen ”hænger” han lidt. Hans skulder ønskes ud for dit ”forreste ben”. Sidelæns ikke parallelt.
7.3 Uens/varierende afstande fra fører i nogle positioner. ”hænger” lidt indimellem, eller meget flotte positioner

Sværhedsgrad/indhold:
7.5 Prøv med færre skift, så positionerne bliver tydeligere at se.
8.0 fint for klassen
7.7 OK

Musik og fortolkning:
8.0 Arbejd med timingen i forhold til musikken. Fedt tema.
8.1
7.9

Prøve 2 FS1 dommere Sonja Johannessen, Emmy Simonsen, Jette Porter. 24,43, bestået, nr. 7 ud af 11.

Udførelse:
7.9 Max arbejder rigtigt fint, selvom han virker lidt træt (forståeligt!”).
8.1 Nydelig udførelse
8.5 Rigtig fint

Sværhedsgrad/indhold:
8.0 Fint sammensat program med god variation. Ønsker mig lidt bedre udnyttelse af træstubben
8.0 Fint for klassen. Vær obs på at dine ”følg target stick" og ”følg håndtarget” ligner heelwork, hvis ikke hunden udfører det præcist og dermed kan det virke som om der er for meget HW i FS program
7.6

Musik og fortolkning:
8.3 Rigtig sød slutposition :-)
8.1
8.8 Meget fint! Dejligt program.

Der er igen gode og konstruktive kommentarer, der er ingen jer er uenige i. Jeg er overrasket over at det andet HTM-program kun fik marginalt bedre bedømmelse end det første (og at jeg fik min laveste bedømmelse nogensinde 6.7), men der er ikke så meget at sige til det andet end at jeg skal (fortsætte) arbejde med skarpheden og præcisionen i positionerne.

Her er video af prøven.

Med hensyn til FS-programmet har jeg nogle ideer, jeg skal arbejde med for at anvende træstubben som centrum i nummeret. Jeg har bestemt fået blod på tanden, ikke mindst med den afsluttende bedømmelse, 8.8 er det højeste jeg har fået endnu.

Så summa summarum, jeg har en rigtig god følelse efter prøverne, uanset at pointene i det andet HTM-nummer ikke blev så høje. Jeg slutter med at citere Lizza (en af dommerne), som i dogdancing Facebook-gruppen til morgen har skrevet disse kloge ord:

"Tillykke til alle der stillede op i Rønde i går; uanset point og resultater, så er man allerede en vinder, det øjeblik man træder ind i ringen for øjnene af dommere og publikum, og fokuserer på samarbejdet med sin firbenede ven. Smil og logrende haler - koncentration og hengivenhed i blikket - det ultimative nærvær og fællesskab - det er ALTID værd at se på, uanset hvor meget af det, man havde planlagt, der rent faktisk lykkes, og hvilke tal der skribles på dommersedlen."

Dobbelt generalprøve

HTM (foto: Anita)

Anita og jeg havde aftalt at træne et par timer til formiddag, og jeg havde annonceret, at jeg skulle køre fuld generalprøve med Max både i HTM og i FS.

Morgenforløbet var fuldstændig, som hvis jeg skulle til prøve, og bortset fra at Megan kom med, var det så tæt på en konkurrencedag, som det kan tænkes.

Ingen musik på vejen, bare den rigtigt gode stemning i kroppen, som kommer af at være velforberedt og i balance. Min påklædning var NÆSTEN som til prøve. Der var ingen hønseorden og der var ikke den røde skjorte, men resten var, som det skulle være. Begge generalprøver var med belønninger undervejs.

HTM-programmet gik nogenlunde, jeg kludrede med godbidderne, Max kom til at hænge flere gange og det blev ikke den generalprøve jeg havde forventet. Så vi prøvede en gang til, og denne havde jeg de nødvendige godbidder i hver hånd, for det blev noget rod at tage dem op af lommen.

Det gik meget bedre, jeg kunne mærke overskuddet ved ikke at skulle fumle efter godbidder, jeg fik rost meget bedre, belønnet magtet bedre og Max var super god. Derefter leg med to ænder og alt var godt.

FS (foto: Anita)

FS-programmet var vores bedste nogensinde. Selvom der var nogle ting, der ikke fungerede helt som tænkt, så er der ved at være et fornuftigt flow. Jeg kan mærke, at jeg føler mig tryg ved programmet, og den tryghed kommer gradvis ind i Max, specielt når jeg husker at give de rigtige kommandoer …

Anita foreslog, at jeg skulle have slips eller butterfly på (tjek!) og så har jeg lige en opgave med baljen, som skal forestille en træstub. Jeg er lige gået i tænkeboks med den, måske kan jeg finde en rigtig træstub i baljestørrelse, det ville være et hit!

Jeg véd ikke hvor tiden blev af, men pludselig var der gået 1½ time og Megan kom ind i stedet for Max.

Vi trænede lidt forskellig rally, og sluttede af med en bane, som Anita digtede undervejs, og hvor eneste krav var at dobbeltspring ro tilbagespring og tunnel indgik. Megan gik som en drøm.

Fantastisk træning, og det er den sidste træning inden prøverne på mandag. Jeg glæder mig rigtigt meget, både til at vise HTM-programmet, med større præcision og bedre overgange, og FS-programmet, som er ganske nyt, men indeholder potentialet til noget stort.

Lige til sidst: Facebook mindede om denne blog, som meget betegnende hedder HTM. Det er i dag præcis ét år siden, at Walking the Dog blev Max’ og min melodi!!!

Verden er vidunderlig

Jeg har skrevet I forskellige blogindlæg om den musik jeg har valgt til HTM/FS. Som alle, der interesserer sig for denne del af hundesporten, véd, er det helt afgørende at finde den rigtige musik.

Den skal passe til en selv – fx skal man kunne holde ud at høre den hundredevis af gange – den skal I tempo, temposkifter, fraseringer, osv. osv. passe til det, man vil udtrykke, eller man skal finde noget at udtrykke, der passer til musikken.

Her er lidt om ”mine” tre numre.

Walking the Dog er skrevet af Rufus Thomas (1917-2001) og var med på hans album Walking the Dog fra 1963. Der er mange cover versioner, den første ved The Rolling Stones, som havde den med som sidste nummer på deresdebut album The Rolling Stones (1964). Det er et dansenummer, med tekst inspireret af den engelske børnesang/klappeleg Mary Mack; det er det med at gå med hunden, som jeg er faldt mest for.

I jagten efter musik til Max i HTM hørte jeg en del gamle Rolling Stones numre - som jeg holder meget af - og faldt ved et tilfælde over Walking the Dog, og titlen alene gjorde den uomgængelig, og musikken passede os også perfekt.

Vi stoppede i HTM1 efter 1:34 af det 3:10 lange nummer. Nu, hvor vi står foran vores debut i HTM2, har jeg redigeret lidt i musikken, fordi jeg skulle bruge slutningen og bruger en 2:39 lang udgave. Der kommer et lidt hurtigere instrumentalstykke efter de 1:34, et lidt langsommere stykke og så en fin afslutning. Det passer perfekt med at jeg gerne vil have hurtigt og langsomt tempo til nogle nye positioner.

When I'm Sixty-Four er skrevet af Paul McCartney sidst i 1950’erne og udgivet på the Beatles album Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967, krediteret Lennon–McCartney).

En ung mand synger til sin kæreste om, at han gerne vil blive gammel med hende. Det var Kirsten idé at jeg skulle bruge det nummer til Max i FS, for det er da meget sjovt at jeg nærmer mig de 64 (om under 11 måneder), og naturligvis spiller jeg min alder i nummeret, med stok, hat og jakke.

Nummeret varer 2:37 og jeg har redigeret det til 2:10. Det er et stille og roligt nummer, som jeg synes passer perfekt til at Max og jeg skal udføre nogle stille og rolige tricks.

Dengang da jeg var lille er fra Kim Larsen & Bellamis album Kielgasten (1988). Jeg bruger  udgaven fra Kim Larsen & Kjukkens live album Det var en torsdag aften udgivet den 18. november 2002.

Ideen til at bruge den sang til noget HTM/FS opstod på Kim Larsens 70 års fødselsdag den 23. oktober i år. Jeg hørte en hyldest til ham på P1 om morgenen, hvor en af studieværterne skulle nævne sit favoritnummer med Kim Larsen; det var: Dengang da jeg var lille.

Siden har jeg hørt sangen en del gange, den var lige ved at blive Max’ FS-nummer, men nu er det besluttet at den skal være musikken til Lille Bjørns HTM. Jeg har hele udgaven på 2:22 på CD’en, men kan stoppe efter 1:25.

I min udgave af nummeret er handlingen, at jeg går med Lille Bjørn, mens jeg fortæller om dengang jeg var lille, og så er det selvfølgelig også sjovt at Lille Bjørn er lille :-)

Jeg er vild med musikken og teksten er fantastisk, enkel og udtryksfuld:

Dengang da jeg var lille
var der ingenting
der var forbi
Dengang da jeg var lille
Dengang da jeg var lille
Var verden vidunderlig

Jeg er 63 år og det kan godt være at der er ting, jeg ikke kan længere. Men der er ingenting, der er forbi og jeg glæder mig som et lille barn til alle det sjove og fantastiske oplevelser jeg skal have med hundene i de kommende år.

Verden ER vidunderlig!

Stort og småt

Det kan godt være at jeg har været hundenørd et stykke tid (!), men det er ikke blevet bedre efter at HTM/FS er kommet ind i billedet. I går - på vej til træning hos Johanna - lyttede jeg, som jeg oftest gør, når jeg kører bil, til P1, der var en udsendelse med musik til monsterfilm, og det var ret fascinerende at lytte og forestille sig musikken til noget HTM/FS, Paul som Godzilla?! Jeg blev faktisk så revet med at jeg kørte for langt og måtte vende – det var altså også mørkt, men alligevel.

Johanna mindede mig også om en enkelt ting – der var muligvis også andre – som jeg havde glemt at nævne i blogindlægget i går. Den første sekvens var dobbelt fristende 8-tal, tysker foran tunnelåbning og så tunnel fra den anden ende af tunnelen. Jeg arbejde med at holde Max’ opmærksomhed, det gik strygende og vi kom til tunnelen, som jeg klarede fantastisk med håndtegn og kommandoen slalom – heldigvis ignorerede Max sin fører og løb igennem :-)

I dag blev det ikke til så meget P1, men masser af When I’m 64 og Walking the Dog. Den endelige beslutning er truffet, det er de to numre som skal anvendes i FS1 og HTM2. Første træningsseance med fuldt fokus på dette bliver lørdag med Anita og Conni.

Jeg skal også se at komme i omdrejninger med træning frem mod Årets Hund i rally og kvalifikation til DM 2016 i rally, så på lørdag formiddag skal alle tre hunde nok med til noget selvtræning sammen med Christina og Tempo. Det bliver godt.

Der var ingen træning i dag, men et dejligt bestyrelsesmøde i Sydkystens Hundeskole hos Christina, med tid til masser af hyggehundesnak.

Turen frem og tilbage blev i vidt omfang med lytning til ovenstående to melodier, og der er masser af ideer til momenter der skal indgå i de to programmer.

Og så skal jeg huske at nævne, at jeg glæder mig over at overgangen til normaltid har gjort, at jeg nogle enkelte dage endnu kan lægge Godmorgen!-fotos på Facebook.

Rallyudfordringer - og nye planer

Rally - igen uden skilte

Det var ikke længe Max fik lov at hvile på laurbærrene, allerede til aften skulle vi til sidste runde på Johannas rallyhold – næste runde starter heldigvis om en uge :-)

Denne gang var temaerne: fokus, fristelse og spring. Dobbelte fristende 8-taller, vendinger før spring, bakninger før spring, vendinger før tunnel, sideskift mellem spring, fremsending til kegle fra position mellem to spring, positioner under gang på række, og i hver position skulle fører gå 8-tal omkring to af de kegler, som udgjorde linjen hvor positioner skulle tages. Osv.

Masser af udfordringer, masser af grin, masser af læring og først og fremmest masser af fokuseret hundearbejde (og førererne var også ret fokuserede). Endnu engang meget energisk undervisning fra Johanna og jeg tog hjem i højt humør med Max, som i dag var min rallystjerne :-)

Ellers skal det ikke være nogen hemmelighed at en del af aftenen i går og dagen i dag har været brugt til at nyde følelsen af den fantastiske dag i går - det føltes godt i går og dejligt i dag.

Og så skulle der formuleres nogle nye/justerede mål.

For godt en måned siden (23. september), skrev jeg en række resultatmål for alle tre hunde. Tre af Max’ otte (!) mål var: FP3, HTMF og HTM1. De sidste to er kommet hurtigere end jeg havde regnet med, specielt HTM1.

Jeg har derfor i dag gjort det usædvanlige for mig at melde fra til en prøve, nemlig HTM1 med Max den 21. november. Jeg havde tilmeldt for at have en ekstra chance til at opnå Q points i år. Egentlig passede tidspunktet dårligt, for jeg er oppe til begge rallyprøver samme dag og skal op til Årets Hund dagen efter. Så en aften HTM-prøve dagen inden Årets Hund var måske ikke toptiming. Men luksusproblemet er løst, og jeg har meldt fra i dag.

Planerne for det videre HTM-arbejde er justeret.

For det første træner jeg nu målrettet mod at kunne debutere HTM2 i første kvartal 2016. Jeg har ikke lagt mig endelig fast på musikken, jeg havde jo sådan set besluttet mig for Main Street, men jeg synes ikke helt jeg kan slipper Walking the Dog, så jeg har hørt den fulde, godt 3 minutter lange udgave i dag. Der er gode muligheder i musikken, så jeg hælder meget til at fortsætte med den. Flere positioner, mere præcision, skarpere vendinger, temposkift. Masser af gode træningsmuligheder.

For det andet skal vi definitivt arbejde seriøst med FS. Det var meget improviseret i For sjov i går. Med en ordentligt planlagt rutine kan vi lave et fint program, for Max kan jo rigtigt meget også på tricksfronten, og When I’m 64 er altså bare fantastisk at gå til. Og så skal jeg finde ud af hvad jeg skal gøre med den stok :-)

1, 2, 3

 

Vera-Ellen og Gene Kelly i Main Street

 

1. I går havde Anita og jeg en deletime hos Anja, og det var naturligvis med fantastisk udbytte.

Jeg var ikke så skarpt forberedt, som jeg burde have været, men det fik Anja hurtigt rettet op på. Mit første kvarter brugte jeg på Walking the Dog, finpudsning i forhold til at få mest ud af de næste par HTM1-prøver (26.9 og 9.10 er tæt på). Fokus på at have Max med, give signaler, så han bliver hjulpet inden han når at komme i tvivl, holde pauser (som fint kan times med musikken) og vente på ham.

Og anden gennemgang blev dramatisk bedre end første. Overgangene bliver meget bedre, når jeg glemmer det LP-agtige, og jeg nærmer mig et punkt, hvor jeg er ved at være godt tilfreds med nummeret, selvom der naturligvis hele tiden er noget at arbejde med.

2. Mit andet kvarter blev brugt på Main Street, Vera-Ellen og Gene Kellys nummer fra Stanley Donen og Gene Kellys filmmusical On the Town (Sømænd på vulkaner, 1949). Det er nummeret jeg vil bruge i HTM2, ikke fordi jeg er træt af Walking the Dog, men der er meget mere tempomæssig og effektmæssig variation i Main Street, så det lægger i meget højere grad op til en HTM-rutine, der imødekommer de øgede krav i HTM2.

Jeg har gået det mentalt mange gange - i en redigeret 2 minutters udgave, i går gik jeg det for første gang med en isbjørn, og vi fik talt om de forskellige dele af nummeret – langsom start, stykke i almindeligt tempo, hurtigere step-del og langsom afslutning. Om at udnytte hatten i kostumet til start og afslutning, om ikke at gå forlæns i den langsomme del, om at lave stepagtige bevægelser i den hurtigere del osv.

Både Anja og Anita mente kostumet skulle peppes op med noget rødt, så nu skal jeg nok også have rødt slips på og Max matchende halsbånd. Det bliver så flot! Jeg har en del nye elementer at arbejde med, og jeg glæder mig :-)

3. Til aften trænede jeg for første gang fuldt FP3-program med Max, i den rækkefølge jeg har besluttet mig for, inkl. kædning af tre øvelser og fuld Heelwork. Det ser ganske fornuftigt ud, der er et par haltende øvelser, men den ene kan jeg jo vælge fra, så det er jeg ikke bekymret for.

Torsdag slutter dels LP/FP/Rallytræningen hos Johanna, dels Mindfulness holdet hos Dil, og så kommer weekenden med masser af rally og lidt HTM.

Flere afsløringer

En rigtig charmetrold

I mit hundeblogindlæg nr. 926 kommer det nok ikke som nogen overraskelse for læserne, at jeg elsker at skrive.

Men jeg elsker også at holde taler, selvom det ikke er så tit jeg gør det – faktisk ret sjældent.

Men jeg har haft mange taler forberedt, hvis der nu opstod en lejlighed, og mange af dem er så endt et sted langt væk i hukommelsen.

Som et led i en mere offensiv stil – en erkendelse af, at det vigtigt at andre véd, hvad de betyder for mig, ikke bare tror det, men véd det – har jeg skrevet en tale, som ikke skal holdes, og sendt den til den person, som jeg ville have holdt den for, hvis der havde været en anledning til det.

Lyder det kringlet?

Det er det ikke.

Det er for mig en rigtig god mental proces, at reflektere over, hvorfor andre betyder noget for mig, og ”tvinge” mig selv til at sætte ord på.

Hvorfor gør jeg det?

Jeg fik for mange år siden – og før jeg så filmen The Crying Game (fra 1992), dette citat derfra – og baggrunden er naturligvis at jeg selv er skorpion:

”Scorpion wants to cross a river, but he can’t swim. Goes to the frog, who can, and asks for a ride. Frog says, ‘If I give you a ride on my back, you’ll go and sting me.’ Scorpion replies, ‘It would not be in my interest to sting you since as I’ll be on your back we both would drown.’ Frog thinks about this logic for a while and accepts the deal. Takes the scorpion on his back. Braves the waters. Halfway over feels a burning spear in his side and realizes the scorpion has stung him after all. And as they both sink beneath the waves the frog cries out, ‘Why did you sting me, Mr. Scorpion, for now we both will drown?’ Scorpion replies, ‘I can’t help it, it’s in my nature.”

Jeg kan ikke lade være.

Lørdag var min første feriedag, og det var dejligt at kunne sove længe – stod først op 6:45.

Lørdag morgen

Morgenturen med hundene var fantastisk. Vi mødte nogle hundevenner nede på stranden, og alle 6 hunde gik løs og legede sammen. På turen tror jeg vi mødte i alt 10 hunde, og alle opførte sig som ordentlige hunde gør. Hilste på hinanden og legede sammen eller holdt sig for selv.

Badebroen i flot belysning

Derefter gik turen til Malmø.

I dag fylder Christian 34 år og vi var inviteret til fødselsdagsfest i Malmø.

Men desværre har både han, Sandra og lille Frasse været syge et stykke tid, så arrangementet blev aflyst i går.

Fødselsdagslagkage

Kirsten og jeg kom selvfølgelig alligevel, så der kunne blive hygget om fødselaren. Mit hjerte smeltede naturligvis, da Frasse så mig og løftede armene mod mig for at blive løftet op!!!

Aftensolen

Da vi kom hjem cyklede Kirsten en lang tur med Max og jeg gik med Lille Bjørn og Megan på stranden, og fik noget så usædvanligt som et foto af aftensolen ;-)

Planerne for træning af HTM frem mod 5. juni begynder at tage form i mit hoved, og 1. træningssession er mandag morgen.

Nummeret, vi skal optræde til er Rolling Stones udgave af Rufus Thomas ”Walking the Dog”. Rufus Thomas skrev det i 1963 og Stones havde det med som sidste nummer på deres debutalbum i 1964.