Jeg har skrevet I forskellige blogindlæg om den musik jeg har valgt til HTM/FS. Som alle, der interesserer sig for denne del af hundesporten, véd, er det helt afgørende at finde den rigtige musik.
Den skal passe til en selv – fx skal man kunne holde ud at høre den hundredevis af gange – den skal I tempo, temposkifter, fraseringer, osv. osv. passe til det, man vil udtrykke, eller man skal finde noget at udtrykke, der passer til musikken.
Her er lidt om ”mine” tre numre.
Walking the Dog er skrevet af Rufus Thomas (1917-2001) og var med på hans album Walking the Dog fra 1963. Der er mange cover versioner, den første ved The Rolling Stones, som havde den med som sidste nummer på deresdebut album The Rolling Stones (1964). Det er et dansenummer, med tekst inspireret af den engelske børnesang/klappeleg Mary Mack; det er det med at gå med hunden, som jeg er faldt mest for.
I jagten efter musik til Max i HTM hørte jeg en del gamle Rolling Stones numre - som jeg holder meget af - og faldt ved et tilfælde over Walking the Dog, og titlen alene gjorde den uomgængelig, og musikken passede os også perfekt.
Vi stoppede i HTM1 efter 1:34 af det 3:10 lange nummer. Nu, hvor vi står foran vores debut i HTM2, har jeg redigeret lidt i musikken, fordi jeg skulle bruge slutningen og bruger en 2:39 lang udgave. Der kommer et lidt hurtigere instrumentalstykke efter de 1:34, et lidt langsommere stykke og så en fin afslutning. Det passer perfekt med at jeg gerne vil have hurtigt og langsomt tempo til nogle nye positioner.
When I'm Sixty-Four er skrevet af Paul McCartney sidst i 1950’erne og udgivet på the Beatles album Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967, krediteret Lennon–McCartney).
En ung mand synger til sin kæreste om, at han gerne vil blive gammel med hende. Det var Kirsten idé at jeg skulle bruge det nummer til Max i FS, for det er da meget sjovt at jeg nærmer mig de 64 (om under 11 måneder), og naturligvis spiller jeg min alder i nummeret, med stok, hat og jakke.
Nummeret varer 2:37 og jeg har redigeret det til 2:10. Det er et stille og roligt nummer, som jeg synes passer perfekt til at Max og jeg skal udføre nogle stille og rolige tricks.
Dengang da jeg var lille er fra Kim Larsen & Bellamis album Kielgasten (1988). Jeg bruger udgaven fra Kim Larsen & Kjukkens live album Det var en torsdag aften udgivet den 18. november 2002.
Ideen til at bruge den sang til noget HTM/FS opstod på Kim Larsens 70 års fødselsdag den 23. oktober i år. Jeg hørte en hyldest til ham på P1 om morgenen, hvor en af studieværterne skulle nævne sit favoritnummer med Kim Larsen; det var: Dengang da jeg var lille.
Siden har jeg hørt sangen en del gange, den var lige ved at blive Max’ FS-nummer, men nu er det besluttet at den skal være musikken til Lille Bjørns HTM. Jeg har hele udgaven på 2:22 på CD’en, men kan stoppe efter 1:25.
I min udgave af nummeret er handlingen, at jeg går med Lille Bjørn, mens jeg fortæller om dengang jeg var lille, og så er det selvfølgelig også sjovt at Lille Bjørn
er lille :-)
Jeg er vild med musikken og teksten er fantastisk, enkel og udtryksfuld:
Dengang da jeg var lille
var der ingenting
der var forbi
Dengang da jeg var lille
Dengang da jeg var lille
Var verden vidunderlig
Jeg er 63 år og det kan godt være at der er ting, jeg ikke kan længere. Men der er ingenting, der er forbi og jeg glæder mig som et lille barn til alle det sjove og fantastiske oplevelser jeg skal have med hundene i de kommende år.
Verden ER vidunderlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar