søndag den 28. januar 2018

HTM – fokus på detaljer


Morgenturen var i lidt blæsende vejr, og der var meget lavvandet. Da vi kom til nærmeste badebro mødte vi fire løse hunde, jeg slap hundene og så gik den vilde jagt. Den irske setter tæver var klart mest spændende (hun var lige kommet i løbetid fandt vi ud af), og der blev løbet rigtigt meget. Herligt for hundene og også for tilskuerne. Det er sjældent at Max ikke kan følge med andre hunde, men det kunne han altså ikke i dag, selv om der blev arbejdet hårdt på sagen.

Jeg havde ingen hundeplaner i dag, og inviterede derfor i går aftes Kirsten til brunch på Bossa Nova i dag. Bossa Nova ligger på Havnen i Køge og var et rigtigt godt bekendtskab. Det var – fandt vi ud af – sidste gang de havde brunchbuffet, fra næste søndag er det tallerkenservering.


Vi er ret kritiske med brunchbuffeter, men Bossa Novas er mere end godkendt, og vi har fået bekræftet af tallerkenanretningerne bliver med meget af det samme, som buffeten indeholder. Der var bl.a. røræg i grillet tortilla, hjemmerøget bacon i tykke skiver, lækre brunch- og chorizopølser samt en fin avocado- og mangosalat. Ingefærshottet var der virkelig knald på, og så var der noget så usædvanligt som øllebrød med flødeskum, utroligt lækkert!

Vi gik tur med hundene på stranden, da vi kom hjem, der var sørme mange mennesker i det fine vejr.

Så stod opgaven på at se på HTM-programmerne. Kombinationen af HTM-træningen i går, som bestod af et fuldt HTM2- og HTM3-nummer, gennemgang af de to videooptagelser samt læsning af dette blogindlæg fra for præcis et år siden Så kan du nøjes med at være et fjols i 25 sekunder gav mig tilsammen det input, jeg skulle bruge for at planlægge den videre træning.

Jeg har et godt og et hæderligt program, og der er en masse der kan forbedres i dem begge.

Lille Bjørns har jeg gennemgået detaljeret på papiret og i hovedet 5-6 gange, så nu har jeg helt styr på sidste del af programmet, som er det nye i forhold til HTM1-udgaven. Og næste træning med ”fuldt program” bliver det kun det sidste minut, der skal arbejdes med, delt i to.

Max’ program havde jeg ikke i en opdateret udgave. Jeg har normalt programmerne liggende i Excel med tid, tekst/musik, position, retning/tempo og koreografi. Jeg fik opdateret den ”gamle” udgave, hvor bordet stadig var med, og fik styr på alle positioner, temposkifter og links. Her skal jeg specielt træne starten og afslutningen. Jeg har også noteret nogle steder (6 i alt), hvor jeg har brug for hjælp til noget, der kan bryde nogle lange forløb i samme position.

Jeg har det mentalt meget bedre efter sådan en detaljeret gennemgang af musik, og nedskrivning af alt det, der skal være styr på. Hundene kan alt, hvad de skal kunne (tæt på!), det er bare mig, der skal have styr på det hele i hovedet, så jeg kan have fokus på at støtte dem undervejs.

Så den næste uge er der beordret tørtræning af begge numre daglig 😊 Morgenens garagetræning bliver to x afslutning af HTM-numre.

Ingen kommentarer: