Championbane uden stop torsdag eftermiddag i Jersie |
Søndag var jeg tidligt oppe og gå tur til den smukkeste solopgang.
Lonni og jeg stod for den indtil videre sidste rallyprøve i DKK-regi i år. Det er blevet til 10 prøver på 50 dage, med 288 ekvipager. Det har været meget populært og meget hyggeligt, og så har vi prøvet det med.
Søndag aften stod den på et takeaway tapasfad fra lokale Smeralda, det kan varmt anbefales!
Mandag havde vi besøg af Træ & Busk, som på professionel vis fik fældet et fyrretræ (som vi selv plantede for 20 år siden), et udgået grantræ og beskåret et egetræ. Hold da op hvor det lysnede, og hundene fik nogle stubbe at arbejde på 😊
Tirsdag havde jeg fået mulighed for at træne på det tidlige aftenhold hos Johanna. Tiden blev delt nogenlunde ligeligt mellem Otto og Max.
Med Otto havde jeg fokus på at gå en rallybane, for på søndag står årets første rallyprøve, som jeg selv skal op til, på programmet. Vi er ret rustne, men der er selvfølgelig sat en masse i værk for at banke rusten af.
Johanna kunne naturligvis enkelt pege vores svage sider ud, fri ved foden er ikke så skarp, og jeg fik nogle tips til træningen. Det er absolut ikke noget, der er løst til på søndag, og det er herligt at kunne sige, at det ikke betyder noget. Det er ren træning søndag, hvor jeg også skal dømme, og jeg har nogle kriterier, som skal sikre, at det bliver en sjov oplevelse for både Otto og mig.
Med Max gik jeg en fed championbane nogle gange, og fik trænet på nogle enkelte momenter derudover. Det føles ret godt, Max er skarp, vi skal have genopfrisket nogle kommandoer, men ellers er vi så klar som vi kan blive.
Kirsten havde gjort en lækker anretning klar, da jeg kom hjem.
Onsdag havde Otto og jeg en træningsaftale med Anita og Girah. Jeg fik arbejdet med FP2-momenter og rallyforløb, taget fotos af Girah i P1 og P5 og diskuteret dem med Anita. Superhyggelig træning, hvor jeg konstaterede at Otto pludselig var helt i balance og uden lyd, dvs. vi havde nået det rette opvarmningsniveau, det tog måske ½ time … Træningstimen sluttede med at drengene fik leget, og så bliver det vist ikke meget bedre.
Til aften var Kirsten og jeg til Vinterbootcamp, fik trænet en del med vægte, og følte os superseje efter en hård time.
I dag mødte vi nogle ryttere i vandet på morgenturen, superhyggeligt.
Jeg havde en træningsaftale med Tina og Bettina sidst på eftermiddagen i Jersie, vi havde aftalt at bruge min championbane fra 7. marts (den uden stop) som dagens bane, og jeg var der lidt før for at stille op, gå lidt med hundene og varme begge op på banen.
Max gik som en drøm, han var virkelig skarp, fordi jeg havde det helt rigtige fokus.
Otto gik også fint, men skulle have været varmet bedre op, for at kunne gå helt skarpt, det skal jeg havde arbejdet meget mere med at kunne gøre præcist.
Hjem til frittata med svampe.
Det er tid til at reflektere over træningen og træningsplanerne, og det bliver naturligvis prioriteret. Jeg har et målepunkt anden påskedag, hvor jeg skal indløse en enetime hos Amanda med Otto.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar