Viser opslag med etiketten Garbogaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Garbogaard. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2022

Dejlig søndag med rally, frokost og bonus

En skøn øl på Bistro 17

I dag var det Max’ tur til at komme til rally på Garbogaard. Jeg skriver ikke mål for Max’ prøver længere (jf. indlægget i går om mål med Ottos prøve), fordi det hele kører ubevidst, men jeg havde i weekendens anledning alligevel også skrevet mål for ham 😊 

Rallyprøve 16.1.22 Garbogaard, Max i Championklasse
  • Vi kommer cirka 30-40 minutter før banegennemgang 9:00
  • Max bliver luftet og lidt træning
  • Hvis muligt (tilladt) kommer han i hallen på underlaget når bogen skal afleveres (næppe realistisk jf. prøven 20.12.21) – men ellers så snart det er muligt
  • I bilen under banegennemgang
  • Tages ud når jeg har gået banen to gange, varmes lidt op udenfor, og kommer ind når vi må (vi er start nr. 6 i Championklasse)
  • I opvarmningsområdet: af med linen lidt øvelser
  • Når vi får klartegn, to enkle øvelser med belønning (godbid) ind til startskiltet med fuld kontakt, klartegn og i gang med fuld kontakt (obs: pas på at det med to enkle øvelser ikke bliver mekanisk og resulterer i tab af fokus, jf. Ottos kommentar – går direkte ind, hvis der er fokus)
  • Husk at rose meget undervejs, specielt i starten, hvor jeg ikke gør det normalt
  • Fuld kontakt hele vejen
  • Huske ”alle” de detaljer vi har arbejdet med
  • Husk at gå naturlige vendinger mv. (ikke Idas)
  • Pauser ved alle stationære øvelser (ro på)
  • Husk dybe indåndinger inden eventuelle ommere
  • Når vi passerer kantbåndet efter mål en enkelt øvelse, belønning med godbid, line på, og så ud og lege
Jeg kan tjekke det hele af, inkl. at modtage feedback inden vi løb ud og legede. Feedback: 2 ommere, 2 snus og 1 langsom reaktion. 

En meget tilfredsstillende prøve, med nogle detaljer, der er blevet tænkt over. 

Championbanen

  1. Den langsomme sit øvelse 1. Øvelse 1 syndromet, jeg skal have gjort noget ved den start. 
  2. Ommer i øvelse 2 (den anden af de tre sitter, som ellers ikke volder problemer), se punkt 1
  3. Ommeren i sideskift mellem ben, som helt tog fusen på mig, fordi Max satte sig??? Det ville jeg gerne have en video af, men jeg må have gjort noget, der fik ham til at sitte 

Inden jeg kørte hjem, skulle Sonia give mig noget, og meget stor var min overraskelse og glæde: hun havde en fin roset til mig, i anledning af at jer fører regnskab i Rally Senior Cup, tusind tak til Sonia. 


Det har ret underligt at være færdig før 10:00, vi var kun 7 (!) i championklasse, så jeg var tidligt hjemme og fik uden problemer lokket Kirsten på Bistro 17, hvor vi fik en lækker frokost, en smørrebrødstasting med 3 mindre udgaver af serveringerne fra deres smørrebrødskort. En Grimbergen juleøl til var et glimrende valg 😉

Lidt statistik: Dette var min officielle rallyprøve nr. 550, det var prøve nr. 350 i championklasse og Max var oppe for 175. gang i klassen (og 242. gang i alt) 😊

Jeg vil da slutte med at nævne, at prøverne i går og i dag var de første af 15 kvalifikationsprøver til Årets Hund i rally 2022. Otto blev 8.v. i går og fik dermed 3 point, Max blev 3.v. i dag og fik dermed 9 point. Det var ikke en del af målene, men en dejlig bonus!

lørdag den 15. januar 2022

Betydeligt udviklingspotentiale, mål og opfølgning

Fra træning i Roskilde - den andens legetøj er det bedste :-)

I tirsdags startede årets Nose Work træning hos Merete. Otto var i topform, og arbejdede eminent. Jeg taler tit om hans vedholdenhed og han arbejder så flot for at komme til kilden. Når det bliver for hårdt stopper han og beder om hjælp, får det og fortsætter. Der er en del klasse 2 søg imellem, og jeg får bekræftet at det er rigtigt fornuftigt at blive i klasse 1 og få rutine. Fed træning, masser af succes og masser af læring. 

Jeg har været heldig at få plads til en NW1-prøve 6. februar. Vi går efter alt på Sjælland i år, og jeg håber vi når mere end den ene prøve vi opnåede i 2021 😉

Onsdag havde jeg to træningsaftaler. Først med Anita i Ringsted, hvor vi havde aftalt at tage fotos til brug på Anjas fri ved fod online-kursus.

Det gav lidt for meget stof til eftertanke. Det blev helt tydeligt, at jeg har konturerne til en position i P1, men usikkerhed om jeg mener at Otto skal stå eller sidde, og en ikke eksisterende P5. Jeg kunne end ikke manipulere Otto ind i positionen.

Turen gik derefter til Albertslund og Karinas øvet hold, tema: temposkift. Det har INTET med Karina at gøre: Hun underviser fantastisk, sprudler af begejstring, og giver den skønneste feedback, altid konstruktivt. Jeg følte mig virkelig ikke tilpas med træningen, fordi jeg havde alt det dårlige i baghovedet. For hulen, Otto gør så meget superflot, og alt det han ikke kan er noget vi ikke har trænet. Det havde jeg bare lidt svært ved at kapere.

Og så begyndte tankerne at køre. Vi var tilmeldt rallyprøve i dag på Garbogaard, og jeg har længe funderet over kombinationen af at træne detaljer og gå til prøver parallelt, og Johanna havde også stillet spørgsmålet til træningen sidste uge.

Det endte med en længere samtale med Liv torsdag eftermiddag, og efter fitness-træningen satte jeg ord på målene med prøven med Otto lørdag (og med Max søndag).

Jeg kom til at tænke på min anden coachingsession hos Anja for over 6 år siden, hvor jeg fik til opgave at beskrive hvordan jeg havde planlagt min første HTM-prøve med Max nogle få dage efter.

Det var nemt at beskrive hvordan jeg ville håndtere prøven med Otto i dag, og mine mål blev sendt til fem personer, der kender mig rigtigt godt, og som gav fed feedback som medførte flere opdateringer af planen.

Jeg var dermed mentalt fuldstændig på plads med prøven. Da målene var delt med mange også helt forpligtet til at kunne redegøre for forløbet bagefter.

Som forberedelse var jeg i Roskilde i går eftermiddags, gik en tur med hundene i området ved fiskesøen og trænede lidt med dem begge, lidt momenter, mest motivation, sluttende med leg.

Jeg noterede på læringssiden, at jeg ikke skal bruge legetøj til opvarmning lige før prøven; der kommer lyd på Otto og begge kører helt op.

Den skønneste morgen

Inden gennemgangen af prøven i dag kommer lige et foto fra morgenturen, en fed start på dagen!

Det følgende er den seneste beskrivelse af målene med Otto, jeg har suppleret med hvad der skete i dag 😊

Rallyprøve 15.1.22 Garbogaard, Otto i Øvet klasse
  • Vi kommer mindst 2 timer før banegennemgang. Tjek: Vi kom godt 2 timer før.
  • De to timer bruges til luftning, leg (gerne med andre hunde, hvis muligt) og lidt træning – for at tage toppen af energien. Tjek: Først leg med Girah og efterhånden var der fem hunde, der løb sammen 😊 Otto blev også luftet og vi fik trænet lidt, da vi fik banen.
  • Hvis muligt (tilladt) kommer han i hallen på underlaget når bogen skal afleveres (næppe realistisk jf. prøven 20.12.21) – men ellers så snart det er muligt. Desuden kan han hvis muligt komme ind på tilskuerpladserne før banegennemgang så han har set hallen inden prøven. Tjek: Det VAR muligt, da der var pause mellem de to afdelinger med begynderklasse, så Otto var på gulvet og vi var dernede nogle minutter for lige at snuse til det.
  • I bilen under banegennemgang. Tjek
  • Tages ud når jeg har gået banen x gange (så mange jeg kan nå, så jeg kan den udenad), varmes lidt op udenfor, og kommer ind når vi må (vi er start nr. 5 i Øvet klasse). Tjek: Jeg havde lært banen udenad inden banegennemgangen, gik den to gange fysisk, og en gang mentalt.
  • I opvarmningsområdet: af med linen lidt øvelser. Tjek
  • Når vi får klartegn. A: Hvis vi begge er 100 procent på og klar, så gå vi direkte ind på banen. B: Hvis der mangler fokus så to enkle øvelser med belønning (godbid) ind til startskiltet med fuld kontakt, klartegn og i gang med fuld kontakt. Tjek: Det blev A. Det eneste jeg ikke havde tænkt på, at han kunne løbe hen til Annette på klartegnet, det gjorde han, jeg kaldte ham tilbage og vi gik i gang
  • Jeg går banen i vores normale tempo. Tjek.
  • Vi udfører øvelserne så godt som muligt, uden ommere. Tjek, ingen ommere (for første gang i Øvet klasse!)
  • Hvis Otto går i snus eller andet uønsket og ikke er med, når vi skal udføre øvelserne, udfører jeg uden ham og går videre i øget tempo, uden at kalde eller vente. Hvis han stadig står og snuser efter at jeg har gået to skilte, så kalder jeg på ham. Tjek: Der var minimalt snus og Otto var med, og jeg var virkelig på. Så vi kom slet ikke ud i denne mulighed 😊
  • Når han kommer tilbage efter fravær, bliver han rost og må hoppe op ad mig, men kun verbal/kropslig belønning; jeg stopper/går videre under belønningen afhængig af situationen. Blev ikke aktuelt jf. foregående punkt.
  • Når vi passerer kantbåndet efter mål en enkelt øvelse, belønning med godbid, line på, og så ud og lege. Tjek: Vi fik også feedback inden vi løb ud og legede. Der var trukket for at han løb hen til Annette, lidt snus, et par langsomme reaktioner, to skæve positioner.
Konklusioner: Det var fedt at have styr på målene, så jeg vidste hvordan jeg skulle håndtere fejlsituationer. Det var endnu fede at konstatere, at vi slet ikke kom ud i fejlsituationerne. Karina, som var oppe lige efter mig, så det meste af banen og roste os meget (tak!). Det var rigtigt godt at have delt målene, så var de top-forpligtende.

Det var også virkelig godt at have sat de godt to timer af inden banegennemgangen. Vi var svineheldige at der var mulighed for at lege med andre hunde og der er ingen tvivl om, at det er godt for Ottos energiniveau at der bliver brugt lidt energi inden vi skal op.

Det var virkelig en dejlig prøve - tusind tak til Amanda, Anita, Karina, Liv og Mia for jeres ideer og opbakning ❤❤❤

mandag den 3. december 2018

Fed generalprøve – og noget om signalgivning

Foto: Louise

Anita & Osseau, Louise & Cherie og jeg med Lille Bjørn og Max havde aftalt at mødes til to timers træning på Garbogaard i eftermiddags. Det var perfekt, en rigtig god generalprøve med begge hunde, og fin mulighed for at de fik vænnet sig lidt til underlaget.

Foto: Louise

Jeg startede med Max. Vildt meget snus, som jeg afbrød og afbrød, inden jeg gik første omgang af nummeret uden musik. Louise kommenterede sjovt nok, at jeg belønnede for lidt i starten … Ok opvarmning.

Foto: Louise

Derefter gik vi det fulde nummer med musik (When I'm 64), dvs. starten lavede vi om, fordi Max ikke var med. Så skete der noget. Jeg ændrede kriterierne for udførelsen ved at tænke meget lidt på at holde os synkrone med musikken, meget mere på at holde øje med Max og hans adfærd, og belønne det meget flotte han lavede. Vi fik et fint og flydende nummer, et stykke fra det jeg havde i tankerne, og meget meget bedre!!!

I næste runde endnu et fuldt nummer, nu styrede Louise belønningerne, og endnu et fedt nummer. Max fik en mase muligheder for at præstere uden at blive presset, og det var en lækker fornemmelse at jeg kunne tage det helt afslappet.

Foto: Anita

Lille Bjørn snusede forbløffende meget under opvarmningen, og vi fik en lidt haltende start på programmet. Han var med, men ikke rigtigt på den gode måde. Vi gik et hæderligt program, men det var ikke sådan at jeg jublede. Louise spurgte, hvorfor jeg ikke gav verbale kommandoer, ja det kunne jeg jo også spørge mig selv om. Jeg ved Lille Bjørn kan høre lidt, og det koster jo ikke noget at giver kommandoer.

Foto: Anita

I anden runde gav jeg derfor verbale kommandoer, og prøvede at lade være med at bruge hænderne ret meget. Og – big surprise – det blev et meget bedre program og en meget mere fokuseret Bjørn. Jeg skal passe på med ikke at lade være med at bruge hænderne, for de er ret væsentlige i flere af positionerne og indgår i klasse 2 koreografien.

Jeg er 100 % tilfreds med generalprøven. To hunde, der er helt klar til lørdagens prøver, en masse gode kommentarer fra Anita og Louise, og så var det også dejligt at se dem arbejde med deres programmer!

Tak til Anita og Louise for en dejlig træningsrunde!

lørdag den 1. december 2018

Jul, sentimentalitet og realisme

Vi handlede bl.a. hos Peter Beier i Roskilde :-)

Julen fylder meget lidt i min/vores bevidsthed. Kirsten synes, det er noget der skal overstås, og jeg er tæt på enig. Men der er julepyntet lidt, vi skal holde dansk jul for svenskerne, der er også lidt med julegaver, men i princippet kun mellem os indbyrdes og svenskerne naturligvis 😊

Jeg elsker at give gaver, så mon ikke der kommer lidt ved siden af, jeg tror ikke jeg kan lade være. Julen gør mig trods alt lidt sentimental, hjerternes fest og alt det der …

Jeg opdagede forleden, at jeg stadig har en del feriedage på kontoen i dette ferieår, så jeg har booket ferie fra fredag 14. den december til søndag den 6. januar begge inkl., 24 feriedage.

De kommer som kaldet i en periode, hvor jeg overvejer for og imod arbejde vs. pensionering i en eller anden form. Der er pt. en masse spændende rallyaktiviteter i fuld gang, som jeg virkeligt brænder for. Der er arbejdet i skilteudvalget, hvor vi er ved at lægge sidste hånd på færdiggørelse af det materiale, som skal danne grundlag for godkendelse af de nye skilte. Vi har haft møde i rallyudvalget i torsdags og aftalt en stribe mindre ændringer af reglementet, som også gerne skulle være på plads, så de kan godkendes inden jul. Der er møde i rallydommerudvalget 19. januar. Der er en stribe møder med introduktion af de nye skilte.

Parallelt er vi i nordisk regi ved at gøre skilte, øvelsesbeskrivelser, regler mv. klar til for de nordiske regler, så vi forhåbentlig før jul kan offentliggøre mere om de nordiske mesterskaber, herunder kvalifikationsregler.

Selvom prøvesæsonen egentlig var slut, kom der alligevel lidt på planen. Først HTM/FS den 8.december på Garbogaard. Lille Bjørns program er der helt styr på. Max’ er der ikke; jeg eksperimenterede i dag med et andet stykke musik – Rolling Stones Around and Around, - men det er for hurtigt, så jeg holder mig til When I’m 64. Så er der juleafslutningen hos Anja & Johanna den 19. december, en meget vigtig juletradition, hvor begge hunde skal op i rally og Lille Bjørn i seniorklasse i HTM. Jeg havde regnet med at have et nummer klar med kufferten, men det har jeg ikke. Så jeg holder mig til det sikre = det, der er fair overfor Lille Bjørn.

Så er der også den traditionelle dobbelte rallyprøve 31. december, som står for døren. Jeg har bestilt præmierne her til aften; Amanda og jeg blev enige om at juletema var ok også til nytår 😊Det er bare en fantastisk tradition med prøverne nytårsaftensdag, ligesom uddelingen af Sydkystens Hundeskoles Hundepriser for 2018, som offentliggøres midt på dagen. Det er bare en ganske særlig prøvedag.

søndag den 26. august 2018

Ferie dag 24 – 2 Nose Work prøve med Max


Max og jeg var til Nose Work prøve på Garbogaard i dag.

Jeg var så heldig at Mia var i samme gruppe og tilbød at filme mine søg (ja tak!!!).

At sige at jeg har trænet lidt med Max kan nok betegnes som en overdrivelse, meget lidt er vist mere korrekt. Men jeg havde en fin fornemmelse, for det er gået ganske godt ved de to træninger hos Merete.

Vi startede med beholdersøget:



Som man kan se gik Max ikke i gang fra start, jeg beskrev det bagefter som at jeg synes han gik slalom mellem boksene, og det bliver bekræftet af videoen. På vejen tilbage kom næsen på, og der var ingen tvivl da han markerede …. Den allerførste boks.

Dernæst indesøget:



Der blev brugt en del tid på at afsøge gulvet. Vi kom godt rundt langs alle siderne, men passerede det kritiske hjørne uden reaktion første gang. Jeg skulle have guidet ham om hjørnet til allersidst, men det gjorde jeg ikke …

Udesøget:




Jeg valgte at skynde mig forbi græsset og hen til dækkene, jeg fik støttet godt så han ikke begyndte at søge til højre for dækkene, og lidt længere få ham væk fra en plet hvor der var tisset. Det var en knivskarp markering (igen!) og det var dagens næsthurtigste udesøg 😊

Køretøjssøget:



Jeg havde valgt at Max skulle styre hvilken vej vi gik rundt, så det blev mod uret. Han burde måske have fanget kilden da vi gik forbi på den modsatte side, men det blæste fra den side. Markeringen er lige i skabet. Der blev trukket for at han var oppe et par gange, det kan ikke ses på videoen.

Vi endte med 75 point og 4 fejl og dermed en 2. præmie. Jeg var ganske godt tilfreds, specielt med udesøget.

Fokus skal helt være på at han søger fra han går i gang, det lyder som noget vi arbejder med på andre fronter også – altså at være på fra starten.

søndag den 29. juli 2018

HMC- og SBH-rally

Championbanen lørdag
 
Jeg har i weekenden haft fornøjelsen at dømme to rallyprøver. Jeg må indrømme at det har været rart, at jeg ikke skulle op med hunde selv til nogen af arrangementerne, men ”bare” har kunnet holde fokus på at dømme, og forhåbentlig bidrage til at give deltagerne en god oplevelse i rallyringen.

I går Havde Gitte Fischer og Johanna arrangeret en dobbeltprøve til støtte for Hundesport mod Cancer på Garbogaard. Amanda dømte den ene prøve, jeg den anden.

Det var et virkelig flot arrangement, med to fyldte prøver, masser af fine sponsorpræmier, flotte rosetter, super god stemning og en masse flot førerarbejde. Dommerne fik meget fin forplejning først og fremmest masser af koldt vand, lækre hjemmesmurte sandwiches og jordbærisen om eftermiddagen var et kæmpehit!

Der var, som jeg godt kan lide det, brug for det meste af pointskalaen i alle mine klasser, det tager jeg som udtryk for at de ikke er for nemme og ikke for svære.

Hvad lagde jeg specielt mærke til? Poul og evigt glade Rosa, som vandt championklasse, Susanne og Annesine som debuterede i championklasse (med 69 point), Camilla og Cassi som fik det sidste certifikat, og Camilla blev da blev ret glad 😊, dog overgået af Pia, da Tess fik sidste pind og blev RØM! Sonja og Lemon som dansede sig igennem øvet klasse og fik velfortjente 100 point. Og så var der en fantastisk begynderklasse med 4 x 100 og Birgitte og Hector med en overlækker banegennemgang og vindere på tid.

Nå ja, og så gav arrangementet 14.050,20 kr. til HMC, og det er da helt vildt flot!

Championbanen søndag

I dag gik turen til Lyderslev (ved St. Heddinge), hvor jeg skulle dømme for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde Kreds 6. Pia van Acker har været den store drivkraft i dette arrangement, og det kan hun godt være meget stolt af. Prøven var fyldt, og jeg synes specielt det var lækkert med en begynderklasse med 19 hunde, heraf flere der skulle op for første gang.

Der var flotte præmier til alle, og der var superflotte rosetter, med glimmer og det hele, og ekstra store rosetter til belgiere, der blev bedst placeret i klassen og dermed Danmarksmestre.

Vi startede med Junior og kørte opefter.

Mathilde og Boogie var eneste junior og vandt med 100 point. Hun skulle naturligvis også have feedback, og det skal være superpræcist, for hun er helt bevidst om, hvor hun mener der er noget at trække for, så jeg forklarede hvorfor jeg ikke havde trukket i en bestemt situation. I øvrigt beundrede jeg den måde hun håndterer linen på, så den aldrig blive stram, selv om der kommer små udfald fra Boogie.

I begynderklassen kom hele karakterskalaen i brug fra start med en IB og en på 100 point. Heldigvis var der flest i den gode ende, og igen endte jeg med 4 x 100 point, og det er da hyggeligt, selvom Pia var lidt bekymret for, at hun løb tør for RBM-rosetter …

Der var nogle superflotte præstationer i både øvet klasse (2 x 100) og i ekspertklasse (3 certer), men det jeg helt sikkert vil huske dagen for var 5. vinder med 82 point i championklasse: Susanne og Annesine. De gik så flot! De mistede sit under gang på højre side også i ommeren (minus 13 point) og derudover kun 5 x 1 for småtterier. Susannes glæde er der mange udøvere der kan lære af, det havde intet med placering at gøre, men bare det at gennemføre en bane og bestå! De skal nok nå langt i championklassen. Det er i øvrigt den mest jævnbyrdige championklasse jeg har dømt, 6 ekvipager med point fra 80 til 91.

Forplejningen var lige som jeg ville have den: masser af vand og en lækker flæskestegssandwich, dommergaven omfattede bl.a. en flaske Barolo, og så véd jeg at arrangørerne kender min smag i vin. Jeg siger tak til Pia og Co. for en dejlig dag.

Jeg kan godt mærke jeg er lidt træt i hovedet efter to dage i solen og have stået rigtigt meget op. Men hold da op hvor er det skønt at være en del af denne sport. Og hvor er det dejligt at entusiastiske hundefolk vil stå for disse arrangementer, så vi andre kan gå til prøve.

lørdag den 4. november 2017

Den gladeste dansebjørn – og om at være 65


Foto: Amanda Jakobsson

I dag fik jeg Amandas optagelse af Lille Bjørns og mit HTM1-nummer i lørdags (link til video), og hold da op en skøn oplevelse. Lille Bjørn er totalt på, halen kører for fuld fart og han er så lækker!!!!

I dag var en ganske stille dag, hvor vi sov længe og gjorde det, som er noget af det allerfedeste ved store oplevelser – at tale om dem bagefter. Den oplevelse vi havde i går på Restaurant Privaten var på meget, meget højt niveau, klassiske retter eksekveret på højt niveau og bestemt et blogindlæg værd :-)
 

Max og jeg eksperimenterede med en fælles selfie.


Eftermiddags lufteturen gik til et af vores favoritsteder i Solrød, og Kirsten tog dette foto, som hun kaldte ”Den 65-årige, der gik tur i mosen...”, med klare litterære associationer.


Jeg fik brændt en CD med et lille udvalg af potentiel musik til FS til Lille Bjørn og Max. Simon Smith er oplagt til Lille Bjørn og jeg hælder altså ret meget til den fulde udgave af When I’m 64 til Max’ FS2. Musikken er skøn og jeg kan sagtens udvikle nummeret, vi brugte i FS1.

Aftensmaden var igen ren forkælelse.


Forret. Croutoner med svampe tapenade med trøfler. I glasset Lillet.


Bøf fra Thiese & Ko, champignonsauce og kartoffeltændstikker. I glasset Director’s Cut Zinfandel 2013.

Det er ikke en tosset måde at starte tilværelsen som på papiret folkepensionist på.

lørdag den 28. oktober 2017

HTM-prøver på Garbogaard

Foto: Conni Hansen

Jeg tilmeldte til prøverne på Garbogaard efter prøverne på Samsø, og det blev præcis det samme: Lille Bjørn i HTM1, Max i HTM3 og 6+. På Samsø fik Amanda min plads i træningsklassen, i dag fik jeg Anitas :-)

Da jeg kom ind i hallen første gang havde jeg begge hundene med, og de gik i snus. Lille Bjørn stoppede, da jeg tog kontakt til ham, med Max var det lidt sværere …

Programmet passede os supergodt, der var god tid til omklædning, og i det blæsende vejr nød jeg ekstra at kunne klæde om i den opvarmede gildesal.

Lille Bjørn HTM1

Lille Bjørn var totalt klar, både inden vi gik ind til opvarmning og under opvarmningen. Vi gik er rigtigt godt nummer og jeg gik ud med en vidunderlig følelse. Det føltes om muligt endnu bedre end Samsø.

Vi fik nogle rigtigt pæne dommerkommentarer (Lizza, Mette, Mia)

Udførelse
8,0 Han er bare så tæskesød ”hjerte”. OBS: når han går skævt i bakke, skal du ikke følge efter – det kamuflerer ikke noget :-) træk den anden vej og se hvad der sker … Smæk plads!
7,6 Af og til lidt langt fremme i P1. Også lidt flagren. Men fint.
8,0 Dejligt opmærksom hund. Pas på, du ikke skifter position i stedet for hunden

Sværhedsgrad
7,9 Fint og passende til jer, og god tid til at se positioner (undtagen HEST, den er ellers god)
7,5 Ok for klassen
7,9 Fint for klassen

Fortolkning
7,8 Fint
8,0 Fint, sødt nummer. Me like! Dejligt at se Lille Bjørn i HTM
8,0 Vidunderlig slutposition :-) Dejlig stemning-

Samlet 23,59, bestået og 2. vinder. Dermed er vi oppe på 7 Q points på to prøver. Lizzie glæder sig i himlen!

Max HTM3


Foto: Louise Vig

Jeg havde en ok følelse efter prøven, jeg talte med Liv kort tid efter prøven, og sagde 85 % Samsø. Max var på det meste af tiden, men var lidt svær at få kontakt til, og der gik lidt snus i den undervejs. Jeg kom for langt i P2 i løb, han gik ud af bakke P9 (men jeg bevarede roen) og der var lidt rod fra min side, jeg mangler simpelthen rutine i det program.

Jeg omtalte prøven som en dogmeudgave, bordet/stolen/dugen/fotoet fra for 14 dage siden var væk, men jeg skal have arbejdet med at sætte scenen for historien.

Dommerkommentarer (Lizza, Mette, Mia)

Udførelse
7,2 Noget snus og en del upræcise positioner
7,1 Savner lidt mere skarphed i positionerne i denne klasse
7.2 Lidt upræcise positioner, men dejligt at se, at du ventede på Max. På nær et par enkelte udfald og snus, var Max glad og ”på” hele vejen – dejligt!

Sværhedsgrad
7,0 Lidt i underkanten
7,2 Lige i underkanten
7,5 Fint, sværhedsgraden kommer op, når udførelsen bliver bedre

Fortolkning
7,8 Jeg forstår godt du har droppet cafésættet – det fungerer også fint uden. Men jeg savner lidt stemning/fortælling
7,9 Sødt nummer
7,9 Virkelig dejlig og rolig stemning – du tog mig med tilbage i tiden

Samlet 22,30, ikke bestået og 3. vinder

Louise, Billie, Paul og Max 6+

Vi kørte på rutinen, og det var så ikke helt godt nok i dag. Vi var ikke helt koordinerede førere, og Max var helt væk flere gange. Men bundniveauet er ok, og det lykkedes os at bestå for 7. gang ud af 7 mulige.

Dommerkommentarer (Lizza, Annette, Mia)

Udførelse
7,8 Max har lidt sin egen mening om tingene :-)
7,6 Lidt asynkront ind imellem. Hund sitter i udførelse af flere tricks. God timing fra førere, lidt snus fra Hunde.
7,6 Max var vist ikke helt enig i øvelserne i dag, ellers fint, og det gik rigtigt fint med at bytte til sidst

Sværhedsgrad
7,8 Det er så flot at I ”bytter hund” – og flot at hundene arbejder ganske tæt sammen
7,7 Kunne udnytte ringen mere eller OK sværhedsgrad
7,7 God balance af synkrone og ”solo” øvelser

Fortolkning
8,0 Fin ”fortolkning”, godt valg til jer :-)
7,8 Flot til musikken! I klæder hinanden (og musikken)
7,9 Flotte kostumer (prikken over I’et ville være ens røde glimmer halsbånd :-))

Samlet: 23,30, bestået og 2. vinder.

Lille Bjørn Træningsklasse 2

Jeg overtog Anita plads i træningsklasse 2, og dermed fik Lille Bjørn sin debut i noget Freestyle-agtigt. Som man kan se af filmen, havde jeg ikke helt styr på, hvad jeg ville, men Lille Bjørn var med og glad. Næste gang stiller vi med et rigtigt program :-)


Foto: Louise Vig

Konklusioner på dagen

  • Lille Bjørn er en drøm at arbejde med, og jeg elsker at gå HTM med ham
  • Max gik en ganske pæn HTM3 under svære forhold (føreren var ikke helt skarp i dag)
  • 6+ skal Louise og jeg altså træne lidt mere på, vi kan virkelig give det nummer et løft
  • Det var atter en fornøjelse at læse dommersedlerne med en passende blanding af positive iagttagelser og konstruktive forslag til forbedringer – kæmpestor tak til Annette, Lizza, Mette og Mia
  • Det var som altid en fornøjelse at være sammen med en masse skønne mennesker, som deler passionen for denne vidunderlige hundesport
  • Det var en dejlig dag!

torsdag den 27. juli 2017

Detaljer og timing (6+)

Startpositionen

Annette har været så sød at stille sin hal på Garbogaard gratis til rådighed for Louises og min 6+-træning. Det er vi superglade for og i dag havde vi hallen 1½ time, hvor Max og jeg var alene den første halve time og vi derefter trænede sammen med Louise og Billie den sidste time.

Der blev virkelig arbejdet igennem! Max var på da vi trænede i starten, derefter var hundene kun lidt på, men førerne blev virkelig kørt igennem programmet.

Den gode nyhed er, at vi er helt enige om at det går fremad, og at vi har et rigtigt skarpt nummer til sidst i september. Men der er godt nok meget at holde styr på!

Én ting, er at vi selvfølgelig hver især skal kunne nummeret flydende med egen hund, det gælder jo for ethvert FS/HTM-nummer. Men at få det synkront kræver lidt mere.

Så der bliver virkelig arbejdet med, hvornår vi gør hvad: Hvornår rejser vi os, hvornår løfter vi stokken, hvornår flytter vi foden (og er det højre eller venstre), hvornår flytter vi stokken osv. osv.

Hundene skal også vænne sig til, at der er en anden ekvipage på banen, at mange af kommandoerne vi bruger er de samme, og at de kun skal lytte til deres egen fører – undtagen til allersidst :-)

De skal i det hele taget vænne sig til, at der er en anden hund tæt på hele tiden, og det er de blevet rigtigt gode til nu. Vi har også talt om fejlsituationer, for selvfølgelig vil der opstå fejl, når vi viser programmet. Og vi følger helt Sonjas råd, om at vi fokuserer på at førerne holder sig synkrone, og så må hundene falde ind.

Slutsekvensen havde vi ekstra meget fokus på i dag, for den skal bare sidde lige i skabet. Vi står med ryggen mod hinanden, vi sender hundene rundt om os – vi har aftalt præcis, hvornår vi giver kommandoen - de skal ende med front mod os, vi skal bakke dem lidt væk – vi skal starte bakningen præcis samtidig – og så skal vi går rundt om egen hund og hen til den andens hund, sætte stokken i gulvet præcis samtidig, sætte det ene knæ ned samtidig, og hundene skal op på det andet lår præcis samtidig. Puha, jeg var godt svedt, da vi havde herset det et stykke tid, men det skal til og det virker.

Vi har dikteret hjemmearbejdet – det er at kunne vores program med musik til vi mødes igen, dels ved en landsholdsamling 6. august, dels sidst i august. Vi ville godt mødes mere, men det forhindrer ferier og prøver, som falder over hinanden i en lind strøm den kommende tid.

Max har været til træning 5 dage i træk, forskellige discipliner hver dag, og nu er der dikteret træningsfri fredag og lørdag, bortset fra at vi lige skal omkring Dansk Hundeskole Roskilde i morgen, og stille diverse præmier til weekendens prøver, og jeg benytter lejligheden til at træne LIDT med Max på området, kendt for harer, som Max jagtede sidst vi var på stedet …

Søndag skal både Lille Bjørn og Max op til begge rallyprøver. Det er sidste test inden DM og stadig ren træning for mig. I sagens natur véd jeg ikke, om Max skal op til DM, men selvfølgelig håber jeg på det.

Jeg har det rigtigt godt med min beslutning om at takke nej til at deltage som nr. 21 i championklasse, og jeg påskønner de mange positive tilkendegivelser, jeg har modtaget i den forbindelse. Jeg er også blevet spurgt om, hvordan jeg havde det med beslutningen. Ærligt talt: Jeg har det rigtigt fint med den, det var for mig det eneste rigtige at gøre. Jeg kan mærke, at jeg er i total balance i øjeblikket, og det har virkelig ikke påvirket mig negativt, at træffe beslutningen.

lørdag den 5. november 2016

Prøver i FS og HTM - Max nu HTM2

Max hviler efter velgjort gerning og lader op til Årets Hund i morgen

Breaking News: Jeg har lige fået en dejlig opringning fra Anita & Amanda. Vi bestod ikke med FS-programmet, men HTM-programmet var bestået, vi blev nr. 2, fik 4 Q point og dermed fik Max HTM2-titlen!!!

Inden jeg fortæller om dagens to prøver, først det eneste helt forudsete i forbindelse med forberedelserne:

En kvinde (jeg nævner ikke navnet, det er én jeg kender), kører i sin åbne røde sportsvogn med høj fart ud fra parkeringspladsen, jeg følger efter, men da jeg lige efter ser bilen, er den væltet om på siden, lige ved et bolværk. Jeg stopper og styrter hen til bilen, der er ingen i den. Kvinden er røget ud over bolværket og ned i vandet og ligger helt stille i vandet med ryggen op. Jeg tænker, at det er utroligt, at hun kan ligge så stille, når hun lige er styrtet ned. Jeg vil ned og få hende op, men når først at tænke, at mine bukser ikke må blive våde, fordi jeg ikke kan optræde med våde bukser, og dernæst tænker jeg, at jeg ikke skal springe ned i vandet, for der er meget lavt.

Så vågnede jeg med vildt hamrende hjerte og der gik længe før jeg faldt i søvn igen. Jeg kunne stadig mærke det om morgenen, ikke lige så vidt, lidt som dengang, jeg have nerver til konkurrencer. Men det var det slet ikke, for da jeg ankom i morges, var der slet ikke noget at mærke. Vildt skræmmende og underligt.

Men ellers var morgenen og hele forløbet frem til prøverne som planlagt, der var nogle bittesmå justeringer, som der altid er, men intet af betydning. Max blev varmet fint op. Det var tydeligt, at der var mange hunde før os, som havde snuset lidt rigeligt; Amanda spurgte hvad min strategi for snusning var, og den var at fortsætte, give nye, opmuntrende kommandoer og gå videre.

Her er Amandas optagelse af Freestyle nummeret, desværre er musikken fjernet af YouTube (det er When I’m 64).



Der er rigtigt meget snus, men vi bliver véd, og selvom det er en del fra vores bedste, og der var nogle momenter der forsvandt, så blev det alligevel til et sammenhængende program. Ikke en anelse irritation fra min side, det blev bemærket ;-)

Der var ikke så langt mellem mine to programmer, så jeg var ude og lege med Max, han kom i bur i bilen mens jeg skiftede tøj og så var vi tilbage i hallen igen. Atter en fin opvarmning og så var vi klar.



Starten var lidt febrilsk, fordi musikken startede på min hilsen til dommerne og før mit klartegn, med det fik vi vist klaret, næsten uden at det kan ses. Max var med det meste af tiden, og jeg fik ham tilbage, når han gik i snus. Der var nogle overgange der ikke virkede, men positionerne var vel 80-85 % af vores niveau, og det havde jeg det fint med under de forhold. Max gjorde bestemt hvad han kunne, og som man kan se kører halen hele tiden. Jeg havde den rigtige følelse under programmet; jeg havde lidt ekstra fokus på Max, pga. snuset, men jeg synes godt, vi kunne være tilfredse med programmet.

Vi var færdige lidt over 12, og så gik turen hjem som planlagt, og vi er ved at være klar til at tage til Herning i morgen tidlig. Det bliver bestemt en atypisk lørdag/søndag, i seng kl. 21, op kl. 3 og hente Amanda 4:30, så er dagen ligesom kommet i gang.

fredag den 4. november 2016

Jeg glæder mig i denne tid …


Der er oprettet en Facebook-gruppe for deltagerne i Årets Hund i rally i Herning på søndag, nedtællingen har været i gang siden den blev oprettet, der er en masse skriverier om glimmer og påklædning – og jeg har, bortset fra et indlæg med noget statistik, været passivt medlem af gruppen. Bestemt ikke, fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg – og rigtigt meget – men det mentale fokus er helt klart på den vigtigste prøve, nemlig den næste.

De to næste prøver er i morgen på Garbogaard, hvor jeg først skal op i FS1, dernæst i HTM2. Det er første gang, mener jeg, at jeg skal op i den rækkefølge, og selvom jeg har været vildt fristet til at prøve den nye, udvidede udgave af FS1-programmet, fik Anita heldigvis overtalt mig til at vente. Det er slet ikke færdigt, og det er dumt at optræde med et nyt program lige inden HTM2-programmet, hvis det havde været omvendt var det måske (?) mindre ufornuftigt.

Der har bortset fra træningen med Anita i fredags ikke været specielt fokus på prøverne i morgen, udover at jeg har gennemført en stribe visualiseringer de sidste dage, og tre af hvert program i dag, og jeg kan ikke blive mere klar, end jeg er nu.

Det er velkendte udgaver af begge programmer, der er justeret lidt i HTM-programmet (rytmen i alt andet end fremad, opsamlingen), og lidt i FS-programmet (overgangen fra bakke væk fra fører til rundt om fører) og det er virkelig detaljer.

Hele forløbet er mentalt planlagt i detaljer, jeg har styr på, hvornår jeg skal køre hjemmefra, hvordan Max skal luftes, opstilling af stol i hallen og introduktion af Max til hallen osv. Jeg har aftalt at Amanda filmer os.

Jeg har også besluttet at køre hjem lige før frokostpausen, når vi har været oppe i HTM, for arrangementet slutter først ved 16-tiden og når jeg har været oppe i HTM er den næste vigtige prøve championklassen i Herning søndag morgen.

Så, selv om jeg synes det er surt, at skulle gå før præmieoverrækkelsen, har jeg alligevel prioriteret det højere at skabe de bedste betingelser for Max (og Lille Bjørn og Megan) og mig selv til prøverne næste dag.

Når jeg kommer hjem i morgen, er alt fokus på at gøre det sidste klar til søndag, dvs. pakke bilen og dobbelttjekke papirerne og godbidderne. Søndagen starter tidligt, da jeg skal køre hjemmefra ved 4-tiden, hente Amanda og Osseau og være klar i Herning i god tid inden banegennemgange i championklasse kl. 8:15. Det er ærgerligt for de andre i klassen, men Amanda og jeg er ikke i tvivl om, at en af os to skal vinde!

Jeg er allerede kommet for langt! Det sidste, der sker i aften, er at jeg visualiserer de to prøver i morgen inden jeg falder i søvn, og sikkert også inden jeg står op, og så får Max og jeg en fantastisk dag.

Fotoer er ét år gammelt, fra 25. oktober 2015, og blev brugt i blogindlægget RBM RØM DKRLCH LP1 LP2 HTMF HTM1 Borderhouse Terranova aka Max. Det var dagen, hvor Max fik sin HTM1-titel, på Garbogaard.

tirsdag den 13. oktober 2015

Farlig sport

Gårsdagens challenge: cirkel om fører, spring og bak med bind for øjnene (video: Johanna)

Det er vist en offentlig hemmelighed at jeg er blevet smittet af HTM-bacillen. Jeg er bange for at smitten har bredt sig til også at omfatte FS …

Jeg må erkende, at det kom lidt bag på mig at Max bestod Titelprøven i fredags, men han har lynhurtigt lært de nye øvelser, og det skal jo anvendes til noget.

Jeg skrev i går om jagten på den rigtige musik til FS, og den havde Kirsten naturligvis fundet, da jeg kom hjem: Beatles’ When I’m 64!!! Jeg har hørt nummeret 10+ gange i dag, og det er godkendt.

Det blev prøvet af første gang til aftenens træning på Garbogaard, som Anita, Lonni og jeg havde lejet til to timers træning, for at afprøve hallen inden prøverne 25. oktober.

Kirsten har i detaljer gennemtænkt min påklædning og som hjælpemiddel naturligvis en stok. Så jeg skulle prøve at gå med Max og stok til When I’m 64 til aften, selvom vi aldrig har prøvet det før. Starten er udtænkt, diverse tricks med stokken er diskuteret og det bliver smaddersjovt at komme i gang med træningen "for alvor".

When I’m 64 er som skabt til FS, det varer 2:37, og den første del slutter helt naturligt ved 1:33.

Jeg fik inden da trænet stort set hele programmet til Titelprøven, herunder cirkler hvori den store kegle indgik. Det er forbløffende så meget bedre øvelserne er blevet i forhold til ved Titelprøven, og flere af dem er gode kandidater til at indgå i FS-nummeret.

Vi skulle naturligvis alle gå vores HTM1-program, igen gik jeg med belønninger, og det gik fint bortset fra lidt rigelig improvisation i afslutningsdelen, så Max ikke kom ordentlig i plads til sidst. Det skal vi lige have arbejdet med.

Jeg benyttede også lejligheden til at arbejde lidt med fremsendings/apporterings/springøvelsen fra det nye LP-program og et enkelt indkald med stop, jeg kan mærke at jeg virkelig får lyst til at arbejde med Max og LP igen.

Og fortsætte med rally.

Ja, det er nok at beskæftige sig med, og heldigvis er jeg ikke i en situation pt., hvor jeg er nødt til at prioritere.