Viser opslag med etiketten Rallyprøver 18. december 2021. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyprøver 18. december 2021. Vis alle opslag

torsdag den 23. december 2021

Masser af træning


Søndag startede med den skønneste morgentur på stranden. Vi havde den for os selv, og var ude på den lange badebro og fik nogle fotos og jeg nød at være til.


Kirsten og jeg var for første gang længe i Roskilde, og hold da op hvor var det hyggeligt. Formiddagskaffe og kanelbolle på Emmerys og hyggelig shopping, bl.a. kom vi forbi Kjærstrups butik og så at de havde Svaneke Bryghus Sweet Mary, der røg lige 6 flasker i kurven 😉

Arnager Røgeri har også for nylig åbnet i Roskilde, vi købte en bakke med lidt blandet. lidt til frokosten og resten til aftensmaden.


Om eftermiddagen var vi forbi Bradleighs grav og gik en tur i Solrød Landsby.


Søndag aften stod den på Bornholmske lækkerier fra Arnager røgeri, Svaneke Bryghus og Bornholms Akvavitfabrikker.

Så blev det tid til opdatering af regnearket med status på rallyøvelserne. Jeg fik færdiggjort krydsreferencerne mellem danske og nordiske øvelser, og fik noteret de specifikke forskelle mellem udførelsen (der er egentlig ikke så mange), og så er det klar til opdatering af status i takt med den kommende træning.

Den startede allerede mandag formiddag, hvor Liv og jeg havde en aftale i Roskilde. Tema nordisk og øvelser med tight turns og turns on the spot, 15 skilte, som kunne gås i flow – eller noget, når det kun er stationære skilte.

Er du vild hvor var det fedt at gå med Max! Han har det skønneste fokus og er SÅ fokuseret.

Vi nørdede verbale kommandoer og placering af fødder, og ja, tissetrængende og Lucky Luke er stort set på plads. Dvs. at de kommer pr. automatik.

Otto skulle jeg bare arbejde med motivation med, og hold da op en energi. Han var eksplosiv, og han fik nogle ordentlige løbeture inden vi kom i gang for alvor, og jeg fik trænet fokus i fri ved fod. Hans attitude er uovertruffen, og det bliver så godt.

Jeg havde tilmeldt en rallyprøve på Garbogaard med Max, overvejede et øjeblik at droppe den, men jeg havde alligevel brug for at træne netop dér.

Vi gik op som nr. 3 af 4 i championklasse, på en fantastisk dejlig bane designet af Annette Dalgaard. Det fedeste flow og stort set ingen stop (som jeg husker det). Max var på i udpræget grad, bortset fra at underlaget lige var lidt for spændende. Vi fik lidt fratræk for snus og to øvelser måtte laves om, fordi han var optaget af underlaget og ikke hørte kommandoerne … Derudover blev vi trukket 1 point for en langsom reaktion.


Max gik superflot og vi var i boble, skønt! Vi blev som bonus 2. vinder og jeg kørte hjem med en dejlig følelse indeni.

Tirsdag aften havde jeg tilmeldt drop ind træning hos Johanna med begge hunde.

Otto gik en ret lang bane med skilte fra alle klasser, bl.a. de nye skilte pr. 1. januar 2022 og hold da op et fokus og er arbejdsvilje. Han var væk et par gange, men han kom tilbage og knoklede løs. Også på den korte selvtræningsbane kunne jeg mærke, at der er begyndt at ske noget, det føltes ret godt. Den individuelle tid blev brugt på bagpartskontrol, som er mit primære nørdeområde med ham lige nu.

Max gik en meget lang bane, med nogle ”bonusrunder” – jeg tænkte skiskydning, hvor en forbier koster en strafrunde – og alle fejl skyldtes (naturligvis) at jeg kom i tvivl, enten om, hvor vi skulle gå hen, eller hvilken side han skulle samles op på eller … Der hvor jeg havde fuldt fokus var han helt med.

I går mødtes Otto og jeg til endnu en runde sparring/træning med Anita og Girah i forbindelse med Anjas online fri ved fod kursus. Vi fik bl.a. talt stærke og svage sider, og skelnen mellem svage sider og udviklingsområder. I virkeligheden véd jeg selvfølgelig godt hvor jeg skal sætte ind, men det er noget andet at sætte ord på, og bliver udfordret inden det bliver nedfældet og dokumenteret på video. Og igen synes jeg at jeg er ganske privilegeret, for Otto er topmotiveret, ekstremt fokuseret og meget hurtigt opfattende og lærenem, bare jeg træner ham fornuftigt – og giver ham en chance for at forstå, hvad jeg vil – så hvis jeg har tænkt og planlagt fornuftigt, så rykker han helt vildt.

I går aftes havde Otto og jeg sidste runde i år på Karinas øvet hold. Der var en del afbud, så udover os var der kun Lonni og LeeLoo og ren luksustræning. Da Otto først var varmet op, gik han med fed kontakt i et noget hurtigere tempo end normalt, med fede belønninger undervejs.

Vi fik også set på detaljer i nogle øvelser, jeg ville have fokus på, og big surprise (NOT!) selvfølgelig lavede han en superflot sit stå, og vi kom rigtigt godt i gang med sidestep ind mod hunden.

Da jeg kom hjem, var der hurtig aftensmad inden et kort møde i NKU’s rallyudvalg, hvor vi evaluerede NM 2021 og talte om nogle specifikke situationer/bedømmelser.

I dag var der dømt træningsfri for hundene, til gengæld fik Kirsten og jeg 80 minutters herlig julefitness-træning hos Tina og Kim, skøn træning, og sørme om det ikke begyndte at sne mens vi trænede.


På fotoet en af Kims øvelser: der skal fyldes sand i spanden, man skal løbe med den fyldte spand op ad en bakke, give spanden til en anden fra holdet, som skal løbe den med den, tømme den og næste skal fylde osv. Det var ikke en konkurrence, og mit hold vandt 😉


Fra turen før aftensmaden, dette kunne jeg ikke stå for 😊

lørdag den 18. december 2021

Do!


Jeg har været involveret i en del rallyprøver i år. Jeg har dømt 47 prøver og langt de fleste har jeg selv været med til at arrangere.

Det er også blev til en del prøver med Max (33) og Otto (32).

2022 bliver anderledes, der kommer fokus på mig selv og mine hunde.

Onsdag trænede jeg med Liv i Roskilde, officiel (gen)start af nordisk træning. Vi kunne vist begge have været bedre forberedt, men vi håndterede det topprofessionelt og blev enige om at det var den NYE start 😊

Vi havde fokus på snævre vendinger (tissetrængende), vendinger med indkald (Lucky Luke) og for mit vedkommende

indtagelse af stå og sit med Max, hvor jeg virkelig nørder med timing af verbalt signal og fodpositioner.

Både denne træning og andre forløb, jeg går i gang med, er udtryk for at jeg har behov for den motivation der ligger i at aftale med andre, at vi skal træne, eller gå på faste hold. Så kommer jeg i rytmen med at reflektere, planlægge, udføre, korrigere osv.

Albertslund by night

Onsdag aften var der den ugentlige træning hos Karina i Albertslund med Otto.

Temaet var motivation, og der var fastsat kriterier for, hvornår vi skulle belønne på banen. Det var åbenlyst at Otto gik helt anderledes, når jeg dels trak legetøj undervejs, dels gik i højere tempo: Masser af energi!!!

Alle de personer jeg træner hos eller med er naturligvis superdygtige, så jeg bliver virkelig holdt til ilden. Karina lærte jeg at kende for over 11 år siden, hun var på LP-hold hos mig på et af de allerførste hold i Sydkystens Hundeskole. Det har været fantastisk at starte træning hos hende med Otto. Hun er virkelig skarp til at læse os, og komme med meget konkrete og præcise bud på udfordringer og løsningsmuligheder.

Træningstimerne er tematiserede og ambitiøse, og jeg kommer glad hver gang og går opløftet hjem, og Otto har en fest og vil gerne fortsætte 😊

Ridehallen i Grevinge

Torsdag afholdt Sydkystens Hundeskole dobbeltrallyrøve i et ridehus i Grevinge med Liv og mig som dommere og Mette Rosenfeldt Jensen som arrangører. Et dejligt arrangement - med kun begynder, øvet og ekspert.

Der var meget fine rammer for prøverne og en masse flot førerarbejde, så det er sjovt at være dommer.

Petshoppen i Grevinge havde sponsoreret en præmie til en fører, som Liv og jeg skulle vælge sammen. Det er aldrig helt nemt, men det var det så torsdag, da vi hurtigt blev enige om at Karina skilte sig ekstra ud. Karina går med sheltierne Viva (øvet) og Noma (ekspert) og hun udstråler positiv energi på banen hver gang, støtter hundene fantastisk, og så har hun altså den lækreste fri ved fod med dem begge!

Jeg havde en lille præmie til ekvipage nr. 1.000, jeg dømte i år, men glemte det i skyndingen. Det blev gjort godt i dag, hvor Pernille og Robin fik den.

I går mødtes Otto og jeg med Anita og Girah i Ringsted, for at tage hul på vores oplæg til fri ved fod træningen på Anjas online-hold. Der skal opstilles målsætninger, der skal filmes stærke og svage sider; der skal tænkes og planlægges.

Det er sjovt og ikke helt nemt og jeg kunne konstatere, til min meget lille overraskelse, at der er et virkeligt stort potentiale for udvikling af min og Ottos fri ved fod. Jeg havde således ikke en klar aftale med mig selv (og Otto for den sags skyld) om mine kommandoer og kriterier …

Otto 8 uger og klar til at lære fri ved fod fra bunden, men forhåbentlig med en stejlere indlæringskurve i dag end dengang 😉

Titlen til dette blogindlæg kom dumpende, da jeg sagde til Anita, at jeg vist var gået let hen over Think og Plan og direkte til Do med Otto!

I dag havde Sydkystens Hundeskole dobbelt rallyprøve i Sjællands Agilitycenter kun med championklasse og med Liv som dommer. Der var de samme 10 ekvipager til begge prøver, og Liv havde designet to fede og meget forskellige baner.

Den første prøve var jeg mentalt slet ikke klar til. Der var grunde til det, men bundlinjen var at jeg overhovedet ikke var i nærheden af at støtte Max ordentligt flere steder. 3x13 er bestemt ikke hverdagskost for os, men kontant afregning for ikke at være der for Max. Der var nogle virkeligt flotte passager, men det var en prøve uden boble.

Inden anden prøve spurgte Liv mig om jeg var klar, og svaret var, at det var jeg ikke, men jeg ville tage mig sammen. Da vi mistede første øvelse, var jeg lige ved at give op, Max kunne ikke undgå at mærke min desperation, og så tog jeg mig sammen. Vi gik resten af banen ok, som i rigtigt godt, og jeg havde den helt rigtige følelse.

Vi var færdige længe før planlagt (tidsplanen var baseret på 18 hunde, ikke 10) og Liv og jeg fik talt sammen om dagens prøver og jeg fik fortalt om baggrunden for mit mentale fravær i den første prøve. En dejlig måde at få parkeret den prøve på og komme videre.

Svenskerne skulle have været herover i weekenden og fejre dansk jul, men det blev aflyst med kort varsel, så nu er der ingen undskyldning for ikke at gå i planlægningsmodus i morgen