Jeg plejer at gøre status på et skævt tidspunkt, så det vil jeg fortsætte med :-)
Hvad har gjort 2017 til et ganske særligt år? Først synes jeg det var nemt, så blev det svært, og så blev det nemt igen!
Det har været fantastisk ar være en del af Sydkystens Hundeskole, det har været fantastisk at træne hos Anja (også min coach), Johanna, Lonni, Merete, Sonja og vist ikke flere. Men har det gjort at 2017 var noget særligt?
Så her er et bud i alfabetisk orden og alt sammen noget, jeg vil huske 2017 for.
Amanda
Amanda er min datter i hundeverdenen, det har hun været i nogle år, men i år udviklede det sig. Vi har undervist på nogle rallykurser sammen. Vi har snart gennemført en runde af Rallyinstruktøruddannelsen sammen. Vi er til en masse konkurrencer sammen, herunder mange lange ture til Jylland og Fyn, som alle sammen har været enormt hyggelige, og med masser af hyggelig hundesnak, uanset hvordan det er gået. Nu skal vi også snart debutere i svensk rally sammen. Hvad skal jeg sige? Hun er en dygtig hundefører, hun er superdygtig til at undervise, og at opleve hende som underviser har været en ekstra dejlig oplevelse. Jeg fik også fornøjelsen at give hende og
Osseau det 2. supercertifikat
Anita
Vi har kendt hinanden i over 10 år og trænet sammen i hele perioden. Hun vil helst ikke have, at jeg roser hende offentligt, så det vil jeg lade være med. Men hun er den, der kender mig absolut bedst, når hun giver feedback lytter jeg bare, for hun har ret cirka hver gang. Den sparring og inspiration jeg oplever, når vi træner, er uvurderlig. Vi kommer til rigtigt mange konkurrencer sammen, vi er rigtigt gode til at støtte og inspirere hinanden også i den sammenhæng.
Familie
Det har ikke ret meget med hunde at gøre, men i år blev noget ganske særligt, bl.a. fordi vi holdt ferie sammen med Sandra, Chris, Frasse og Leo på Bornholm, en uforglemmelig ferie, hvor vi kom meget tættere på vores børnebørn end tidligere. Der er flere blogindlæg om ferien, bl.a.
dette
Finaler
Jeg var meget opsat på at kvalificere mig til DM og ÅH i Rally med Lille Bjørn og Max, og det lykkedes også. Det var fantastisk at komme til finalerne, og det var dejligt at være med til finalerne, men nu jeg tænker tilbage var det nok ikke uforglemmeligt i forhold til nogen andre begivenheder, se længere nede. DM
læs her, og ÅH
læs her
Inspiratorer
Der er en del, der har inspireret mig meget i år, flere af dem er allerede nævnt, men der er to, jeg har specielt lyst til at nævne.
Mia har jeg ikke kendt ret længde, men vi er hurtigt kommet på bølgelængde, og vi konkurrerer i al fredsommelighed i nørdethed og de evindelige prioriteringer. Hun har et overskud, så man tror det er løgn, jeg bliver totalt forpustet af at læse hendes blog og opleve alt det, hun overkommer. Hun er gift, har 4 børn, har fuldtidsarbejde, har to hunde, træner og konkurrerer i alt der rimer på hund, er i år blevet uddannet HTM-dommer og Nose Work-dommer og er i gang med rallyinstruktøruddannelsen. Det er helt vildt.
Liv kan jeg huske fra jeg startede med at konkurrere i HTM, at opleve hende og Mango til Saint-Saëns’ Danse macabre var overvældende på flere måder. Først og fremmest var der samarbejde, og stærke positioner, så jeg måbede, og det gør jeg stadig, selvom musikken er skiftet ud for længst. Jeg er kæmpestor fan af Liv og hun har uden for enhver konkurrence givet mig årets bedste feedback i forhold til motivation og træning.
Lille Bjørn
Lille Bjørn har været min store stjerne i år. Han debuterede i championklasse i rally og har performet langt udover hvad jeg havde drømt om. Han har været så tæt på supercerter et par gange, han kvalificerede sig til DM og til finalen i ÅH. Ret flot af en 10½ år gammel hund.
Så fik jeg den tanke, at vi med vores ret gode plads- og højre-positioner godt kunne prøve at gå til en HTM-prøve. Med en 3. plads og en 2. plads og 7 Q-point til to prøver overgik han igen alt, hvad jeg havde drømt om. Jeg har fået de mest fantastiske dommerkommentarer og tilbagemeldinger i øvrigt, og det er bare en ren fornøjelse og evigt sjovt at træne og konkurrere med ham.
Han er også begyndt at gå til Nose Work, og i starten var jeg lidt skuffet (?) over, at han ikke gik så godt som Max, men træningen virker, og Lille Bjørn er bestemt ikke en dårlig Nose Work hund!
Louise
Louise og jeg har haft rigtigt mange dejlige timer sammen. Vi har talt om alt mellem himmel og jord, herunder også de rigtigt vigtige ting i livet, vi blev udtaget til landsholdet (se NM) og gik i skarp træning. To enetimer hos Sonja, og en del træning, og så var vi klar til NM. Vi skal arrangere nogle gode middage sammen, som i Århus til Summer camp 2016, så det er et mål for 2018.
Max
Max har på den ene side været mit smertensbarn, som har været så forsigtig, og har forladt banen både til finalen i rally DM og til ÅH. Da jeg stædigt fastholder, at det altid er førerens skyld, hvis tingene ikke fungerer, som de skal, har jeg arbejdet med motivation og glæde ikke mindst med ham. Grundformen er i orden, for at komme til DM og ÅH i rally championklasse er da bestemt godkendt :-)
At komme til NM (se NM) var ren bonus.
Han er også ret skarp til Nose Work, fik en 2. præmie ved den ene officielle prøve, vi har gået til, og har også fået pæne resultater til uofficielle NW1- og en enkelt NW2-prøve.
I FS fik vi det hele til at fungere i år, han fik FS1-titlen og blev ÅH i FS1 nr. 3 i DKK.
Det allerstørste var at debutere i HTM3, det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg er bare blevet tændt så meget på den disciplin.
Megan
2017 var året, hvor vi måtte tage afsked med Megan, 4 dage efter hendes 14 års fødselsdag. Naturligvis var det meget sørgeligt, men når det er sagt, fik vi vendt det til noget rigtigt positivt. Vi sagde farvel på det rigtige tidspunkt, hun var aktiv til det allersidste, hun havde levet et aktivt og godt liv, og hun døde med værdighed. Jeg får tårer i øjnene, mens jeg skriver dette, for hold da op, hvor har Megan givet mig meget – jeg savner hende af og til på den rigtigt gode måde: minder, der popper op, og som jeg med glæde tænker tilbage på. Vi fik sagt farvel på
den helt rigtige måde
Michelin
I august holdt jeg for første gange i umindelige tider 3 ugers ferie og de blev brugt til fulde med Præstø, Færøerne og Bornholm som de tre hoveddestinationer – og så Solrød indimellem.
Vi havde valgt at have fokus på det kulinariske, så ferien omfattede besøg på tre Michelin-restauranter:
Frederiksminde (Præstø) ,
KOKS (Færøerne) og
Kadeau (Bornholm) . Frederiksminde og KOKS var fantastiske, Kadeau ikke i nærheden af Michelin-niveau. Til min fødselsdag (se pensionist) var vi på
Privaten i Køge , og det er til gengæld på Michelin-niveau …
NM
Louise, Billie, Max, og jeg kom til NM i 6+ i Viborg, og det var en meget stor oplevelse. Vi havde trænet en del (se Louise) og det var en virkelig skøn oplevelse at være en del af det danske landshold. Det var vildt hyggeligt at være sammen med holdet under NM, og som bonus fik vi en 3. plads individuelt og en 2. plads i holdkonkurrencen ud af det. Her er
blogindlæg fra finaledagen
Pensionist
3. november skete det: Jeg blev 65 år og er dermed officielt pensionist. Eller har nået pensionistalderen. For jeg har bestemt ikke planer om at gå på pension. Jeg er involveret i flere spændende projekter i Nets, og jeg håber at være aktiv på den front i mindst et par år endnu.
Samsø
Samsø ligger tilfældigvis sidst i den alfabetiske rækkefølge, men mentalt er det måske årets oplevelse. Det var dér, så meget gik op i en højere enhed. Jeg tog over fredag med begge hundene, spiste middag med Louise og Henrik, overnattede sammen med Anita og Amanda, var til HTM-prøver lørdag (Lille Bjørns debut i HTM1, Max’ debut i HTM3) og rally søndag (Max’ første supercertifikat) og hundene performede på absolut totalniveau. Alt gik op i en højere enhed den weekend og den står for mig som en milepæl i mit hundeliv.
Et blogindlæg om weekenden
