Vanens magt

I går deltog jeg i et arrangement med overskriften ”Kick off – få den bedste start på 2010”. Dagen var arrangeret af Speakers Club og indlægsholder var Torben Wiese, som på sit visitkort betegner sig Vanebryder & Fiskebøjer.
Torben Wiese er en blændende dygtig foredragsholder, og kan på en underholdende og humoristisk måde få sat nogle tanker i gang. Om vaner, hvorfor vi elsker vaner, hvordan vi bryder vaner, og hvordan vi få øget fokus på nuet. Vi fik præsenteret en række enkle værktøjer, som vi kunne arbejde lidt med og tage hjem og arbejde videre med.
Der er intet nyt eller epokegørende i det, Torben Wiese fortæller, men en effektiv og overbevisende indpakning af viden og pointer, som mange sikkert godt kender, men ikke er bevidste om i det daglige – hvor det jo er dejligt nemt at gøre som man altid har gjort … Vanens magt :-)
Nedenstående er ikke et referat af indlægget, men nogle tanker jeg har gjort mig efter indlægget.
En vane er noget vi gør automatisk, uden at tænke over det. Det er godt og normalt: Det betyder at vi ikke hele tiden skal tænke over hvad vi gør (=sparer energi) og det giver tryghed. Men vaner kan også blive til en sovepude: Dette har fungeret fint hidtil, så det bliver det nok ved med. En virksomhed, som har et unikt produkt eller en unik serviceydelse, tjener gode penge på den, og lever videre i troen på, at dette fortsætter, vil uvægerligt blive overhalet af konkurrenterne. På samme måde kan en personlig vane, som man automatisk viderefører, ende med at blive et problem, hvis man fx bliver tvunget til at tilpasse sig nogle forandringer – så det er en god idé at have fokus på noget, der fungerer godt, for at vurdere om der er behov for tilpasninger, frem for at afvente at man bliver tvunget til det.
Tilsvarende det med at have øget fokus på nuet. Selvfølgelig skal vi lære af fortiden og planlægge fremtiden, men det er det, der sker i nuet, som giver den ægte lykkefølelse. Hvis man fx ærgrer sig over noget der er sket, eller noget man skulle have gjort anderledes eller undladt at gøre, tager det fokus fra nuet. Hvis man bekymrer sig om noget der muligvis vil ske eller helt sikkert sker, tager det også fokus fra nuet.
Når jeg skriver om det i min hundeblog er det fordi ovenstående naturligvis også gælder 100 % i relation til det at træne og konkurrere med hunde.
Først det med vanen. Vanemanuskriptet (kalder Torben Wiese det) beskriver hvordan du tænker, handler (fysisk) og reagerer (følelsesmæssigt) i en given kendt situation. Og vurdér så, om manuskriptet er værdifuldt, begrænsende eller neutralt i forhold til dine mål.
Eksempel: Jeg er oppe i LP2 og vi er i gang med frem- og tilbagespring, Lille Bjørn plejer at gennemføre øvelsen perfekt. Denne gang løb han uden om springet på vej tilbage. Mit manuskript kunne fx indeholde følgende:

• Tanke: Shit, det er løgn
• Handling: Tage Lille Bjørn i snor, lidt hårdere end ellers, ryste på hovedet, overveje om han skal have godbid
• Reaktion: Ærgrelse, nu får vi ikke den 1. præmie i dag

Hvis mit mål er at Lille Bjørn skal gå fra ringen med en oplevelse af, at det at deltage i en LP-prøve er sjovt, kan vi nok være enige om, at ovenstående ikke er optimalt.
Så hvis ovenstående var mit manuskript, skal jeg se at få det skrevet om :-)
Hvad ville jeg gøre i den situation:

• Tanke: Surt, vi havde alligevel ikke trænet det godt nok
• Handling: Juble, tage Lille Bjørn i snor og belønne ham som sædvanlig – fordi han tror han har gjort det rigtige
• Reaktion: Nu skal Lille Bjørn være glad, så er han klar til at lave en superapportering

Selvfølgelig træner vi varieret, så vi mindsker risikoen for sådan en situation, men det er ikke dumt at være forberedt at den kan opstå.
Og så det med nuet. Hvis jeg i den konkrete situation skal have maksimalt fokus på nuet skal jeg lade være med at tænke på fortiden og fremtiden. Hvis jeg ærgrer mig over at tilbagespringet ikke lykkedes, tager det fokus fra den aktuelle situation (Lille Bjørn skal gøres klar til næste øvelse). Hvis jeg begynder at tænke: ”Nu apporterer han sikkert også før han får signal”, så tager jeg også fokus fra nuet. Så jeg skal bare tænke på at holde Lille Bjørn glad, og give min forkommando til apporteringen, så han er tændt når vi skal i gang.
Det er et ganske enkelt eksempel, men du, kære læser, må meget gerne bruge dette som inspiration til at overveje hvordan du (vanemæssigt) reagerer i forskellige situationer, og bruge dette som grundlag til – hvis der er behov for det – at indarbejde et andet og mere hensigtsmæssigt reaktionsmønster.