Kvalitet versus kvantitet

Jeg kan huske en af de allerførste klasser i skolen – og vi er tilbage i starten af 1960’erne. Vi fik karakterbog, og i hvert fag var der to karakterer: en for standpunkt og en for arbejdsindsats. Og vores klasselærer sagde, at vi skulle skamme os, hvis vi fik højere karakter i standpunkt end i arbejdsindsats. Jeg har ikke karakterbøgerne fra dengang, så jeg véd ikke hvordan jeg selv lå, men udtalelsen har åbenbart hjort stort indtryk på mig når jeg kan huske den mere end 50 år efter :-) Og det er fordi den var så indlysende forkert!

Dengang kunne jeg ikke ræsonnere som jeg gør her, men det fundamentale er, om der nødvendigvis er en sammenhæng mellem arbejdsindsats og resultater? Er det negativt at få gode resultater selvom man ikke arbejder så meget som andre gør for at nå indsatsen?

Vi kender alle personer der må knokle for at nå et mål, mens andre kommer legende let til målet – vi taler om talent, flair og andet – som vel ikke er negativt?

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af sidste uges foredrag med Mark Anthony og hans citat: ”Forventer du mere end din indsats retfærdiggør? Så har du planlagt en skuffelse!”. I min karakterbog-terminologi betyder det: Hvis du forventer et højere standpunkt end din arbejdsindsats berettiger til, så er du naiv.

Og det er jo sandt at man ikke skal forvente mere end ens indsats berettiger til, men omvendt er det ikke negativt hvis man opnår mere. Lidt held er aldrig af vejen.

Men bundlinjen er, at livet ikke er retfærdigt – heller ikke i denne sammenhæng - og heldigvis for det. Ville det ikke være lidt kedeligt hvis resultater og arbejdsindsats var ligefremt proportionale?

Og så er det selvfølgelig også et spørgsmål om at definere arbejdsindsats. Umiddelbart tænker de fleste nok at det er den tid de lægges i træningen. Men naturligvis er arbejdsindsats ikke bare et spørgsmål om mængden af arbejde, med især et spørgsmål om kvaliteten af arbejde. Hvis man i kraft at intelligens, talent, held, planlægning eller andet kommer nemmere eller hurtigere til målet end andre, er det da kun positivt.

Så det er essentielt at have en plan for sin træning, så man ikke bare bevidstløst bruger timer på træningen, uden rigtigt at komme så langt som man kunne, hvis man tænkte sig om.

De kommende dage håber jeg at blive meget klogere på dette emne, idet jeg netop nu sidder på Mercure Hotel München Airport Aufkirchen, hvor jeg de næste tre dage skal deltage i seminar med Ken Ramirez med den spændende overskrift”Advanced Training Concepts: Accomplish More but Keep it Simple!”

Og på flyturen gik jeg i gang med Kenth Svartbergs “Bra relation”, som har nogle spændende vinkler på samspillet med hund og menneske via Tryghed, Samarbejde og Bestemmelse.

Meget mere følger om seminar og bog!