onsdag den 7. november 2012

Genial træningsaften

Jeg har haft den mest geniale træningsaften!

Jeg kom i god tid og stillede rallyskilte op til begynderholdet. Luftede Megan og Max. Og gik så først banen med Max (uden line). Jeg belønnede 5-6 gange undervejs på banen som bestod af 23 skilte, og der var fint fokus fra Max. Godt.

Så gik jeg den samme bane med Megan på højre side, og bortset fra to korte passager hvor hun kom for langt frem gik det supergodt. Derefter trænede vi sideskift, bakninger og fremsending til kegle. Vi føler os ærligt talt i ret god form til weekendens rallyprøver.

Så sluttede jeg af med næseprøve – og det gik helt op i hat og briller. Megan lignede en, der aldrig havde set sådanne pinde før, og først i 4 forsøg på tæt afstand lavede hun et ordentligt søg og tog den rigtige. Hmmm. Det var dagens eneste ikke helt tilfredsstillende øvelse.

Så havde jeg mit lille, lækre rallybegynderhold. Afbudsramt, så de tre der kom, blev virkelig udsat for massiv træning her på deres tredje træningsrunde. Baneforløb à 5 skilte, derefter sat sammen til baner à 10 og så én med alle 23 skilte i et sammenhængende flow, med næsten alle stationære. Naturligvis med belønninger undervejs, men der var én der blev revet lidt med, så jeg måtte minde om, at hun skulle belønne :-) Der er helt vildt lækkert at se hvor godt de alle arbejder med deres hunde, og jeg glæder mig til at se dem alle debutere 31. december.

Og så aftens højdepunkt: LP-holdet hos Anita. Jeg har ikke spurgt, men jeg har fornemmelse af at Anita nærmest fører en log for hver af os, og har helt styr på HVAD vi skal arbejde med og HVORDAN. I aften var der to obligatoriske øvelser for hver af os (mine var apportering og fri ved fod, glimrende valg!) og en frit valg (hvor Anita havde valgt fremsending for mig).

Jeg var nr. 3 i cirkulationen og startede derfor med Max på rallybanen, nu var der jo forstyrrelser. 6 skilte og forstærkning, 6 skilte og forstærkning, og så udfordrede jeg skæbnen på det sidste stykke ved skilt nr. 19 var hans fokus lidt væk og vi gik med udsigt til de to andre – og dér strøg han. Jeg kunne se det, og jeg var for langsom til at reagere, dårligt førerarbejde. Han fik 3 minutters timeout, og så gik vi til springet, hvor han skulle springe ud mod hallen; det gik perfekt. Og så kørte det ellers glat resten af aftenen.

Næseprøve med flot søg og optag, rigtig pæn aflevering. Stå, sid under gang, hvor jeg fik arbejdet med at få håndtegnet væk i ståen – og så går det meget bedre.

Apportering var første tvungne øvelse. Vi blev enige om følgende sekvens: 1) Kaste apport, klikke for fastholdelse af position, Anita hente apport. 2) Kaste apport, klikke for fastholdelse af position, sende Max efter apport. 3) Fuld øvelse. Max forventer forstærkning efter kastet, men han hører også efter, så alle tre forløb gik strygende, rigtig flot instruktørarbejde Anita!

Vi arbejdede med nogle stillingsskift ind imellem samt indkald uden indkald (jeg går rundt og drejer og hopper og klikker og belønner).

Og så var vi fremme ved anden tvungne øvelse: fri ved fod omkring de to andre ekvipager som stolper. Max var fantastisk fokuseret, og bortset fra lidt hæng når han var på ydersiden af 8-tallet gik det fantastisk flot. Stå, sid under gang udførte vi mellem de to andre, og det var lige i skabet!

Fremsendingen, lavede vi fra tre forskellige vinkler. Første gang var ”fuld øvelse uden indkald”, og han så feltet tydeligt, da jeg viste det, og lavede flot udløb og stop. Anden og tredje gang stod han i feltet med kun lige indenfor venstre forkegle. Jeg skal arbejde med at forstærke ham når han løber midt i feltet, for det gør han ret præcist.

Endelig fællesdæk, hvor Max lå ca. 45 og ca. 30 sekunder, han rejste sig efter at være belønnet første gang og blev startet om.

Netto: en superperfekt træningstime.

Ingen kommentarer: