Summertime and the livin' is easy

Start på FS-nummeret søndag

Til aften var vi for første gang fuldtallige til rallytræningen i Søborg – et skønt nørdehold med Annie, Christina, Connie, Lonni, Majbrit og mig.

Der var forberedt lidt temaer: sideskifter på én bane, bakke, sitte, stå, dæk, snurre på en anden bane, og så var der et læs kegler og et felt til bl.a. fremsending.

Jeg varmede op med Max, men sørme om han ikke smutted, da vi skulle til at gå i gang med træningen. Så han kom i bilen og Megan kom til at gå sideskiftbanen (med start på venstre og højre side), og den længere bane. Superskarpt, og jeg har fået bedre styr på at holde hendes fokus mellem skiltene, for ligeså snart hun snuser, kan vi ikke få udført næste skilt rigtigt skarpt.

Så kom Max ind og vi gik nogle ret flotte forløb, belønning med godbidder, og det næst-/tredjebedste legetøj, som ikke er godt nok, må jeg erkende. Piv skal der være.

Så favoritlegetøjet kom frem, og det gik meget bedre med belønningen.

Han kom i bilen da det kørte allerbedst, og jeg fik arbejdet med felt og kegle med Megan.

Til afslutning – efter noget feedback fra Christina om (endnu) mere leg og færre godbidder - gik vi nogle flotte korte passager, intensiv leg, nogle flotte fremsendinger, leg og så slut.

Jeg står overfor en næsten træningsfri sommer. På næste mandag har jeg sidste runde på Anjas HTM-hold og ellers står den kun på tirsdagstræningen i rally og så måske lidt løst.

Jeg skal dømme ved vores egen rallyprøve 17. juli og landskamp mod Sverige den 23. juli.

Det er hvad der er planlagt.

August bliver til gengæld ret travl, så jeg har virkelig fokus på at køre på lavt blus i juli.

Der begynder at dukke fotos op fra i søndags, og det er herligt, at der er flere der tager fotos og stiller dem til rådighed. Foroven et foto taget af Laila Stender Bonde. Flere er på vej.

Så kom den gode nyhed, at Max og jeg er kvalificeret til DM i rally i championklasse. Det er 6te år i træk jeg skal til DM, men for første gang er Megan ikke kvalificeret. Hun er vist nr. 11 på reservelisten. Det er lidt langt nede, men det kunne da være sjovt, hvis hun kom med.

Vi er 5 fra Sydkystens Hundeskole der er kvalificeret, Birgit og Chili i ekspert, Amanda og Osseau, Christina og Tempo, Lonni og Morgan og jeg selv med Max alle i championklasse. Det bliver et fantastisk DM!

Her er et foto af to DM-deltagere fra sidste år, der skal med igen: Morgan og Max.

Træls træning

Mandag morgen på Solrød Strand

Aftenens rallytræning kan beskrives ganske kort: Den var træls.

Jeg havde Max og Megan med, og Max skulle som den første gå den store bane, med en masse gode udfordringer, også nogen, som jeg helt klart burde have reageret på som fører under banegennemgangen. Så jeg har naturligvis det fulde ansvar for det videre forløb. Fremsending til kegle, som stod lige til højre for et felt, og med legetøj til venstre for felt og til højre for kegle. Et dumt setup, når Max har svært ved at gå til en kegle, der står alene. I første forsøg belønnede han sig selv med legetøj, jeg reducerede afstanden til keglen, og han fik fat i det andet stykke legetøj, en gris med piv i – det allerbedste han véd. Vi sluttede i god ro og orden med at han blev skiftet ud med Megan.

Jeg gik den korte selvtræningsbane med hende, og det gik ret fint. Jeg huskede at se frem, og fik en masse fin kontakt og gode sitter. Og jeg huskede især belønningsmarkeringer. Godt Paul, lidt rigtigt gjorde du til aften.

Så skulle Max igen gå den store bane, jeg bad om at få alt legetøjet fjernet. Og vi gik i gang. Det var helt tydeligt, at han havde legetøj i tankerne (og jeg havde ellers vist ham, at jeg havde noget på ryggen), men efter et ret flot startforløb løb han hen og fandt grisen og havde en herlig selvbelønning.

Sidste gang kunne jeg stort set ikke gå, han havde fokus på det sted, hvor legetøjet HAVDE ligget og på træneren, som havde stået med legetøjet. Det var dér, jeg besluttede at stoppe træningen.

Det var rigtigt surt, at jeg ikke fik sagt fra fra starten, jeg havde undervurderet grisens tiltrækningskraft, og der er ingen tvivl om, at vi slet ikke er dér (endnu!), hvor jeg kan konkurrere med et legetøj som grisen med piv – jeg er lige ved at tro at værdien er så høj som løbsk tæve :-)

Så fik jeg prøvet det på den kontante måde: Lad være med at sætte barren for højt.

Jeg har to fokusøvelser til træning i morgen med Max: fremsending til kegle og felt under betingelser, så han får masser af succes.

Motivation er alt (6+)



Der har været mange muligheder for at arbejde med motivation med Max denne weekend. Rallyprøve i går, og 4 prøver i dag på Garbogaard. Mette Nielsens mand Johan var så venlig at optage Rallyprøven og her er den:



Jeg havde givet mig selv strenge dessiner om at kun at arbejde med motivation, så derfor ingen fejlmarkeringer, men bare vendinger ved ommerne. Det eneste sted jeg faldt i var ved bakke væk fra fører, hvor jeg kom til at give fejlmarkering.

Der var en interessant situation, hvor en hund kom ind på banen lige inden fremsending til keglen, jeg ventede bare og roste Max, men vi mistede øvelsen, hvilket så ikke betød noget i går. Men principielt er det interessant, hvordan situationen skal tackles. Så det ser vi nærmere på i DKK’s rallyudvalg.

Jeg havde aftalt med Anita og Louise at de skulle give feedback på mit førerarbejde, og det blev godkendt af begge!

Megan var også med, og gik en fin bane. Det var udfordrende med indkaldsskiltet modsat fremsendingsskiltet til feltet, for hun lå med ryggen til mig, da jeg skulle kalde ind, men ellers gik det ganske godt. 89 point er jeg meget tilfreds med!

I dag gik turen til Garbogaard og HTM-prøver. Max var tilmeldt i tre klasser og vi overtog Anita plads i træningsklasse. Så det blev til fire i alt.

Først FS1 til When I’m 64, desværre uden lyd.



Jeg har beskrevet mine kriterier ret detaljeret for Anita (som også har filmet) og jeg levede op til dem. Ingen korrektioner, en cirkel om stok i starten var nok, i bakke væk satte han sig og det blev accepteret, og sådan var der flere ting, som jeg havde besluttet på forhånd. Jeg huskede at rose undervejs, og hans fokus var fint, og jeg var meget tilfreds efter prøven.

Dommerkommentarer (Jette P, Anja, Lizza)

Udførelse

• Rigtig fint. Ikke så tydeligt ”follow” med stokken (8.0)
• Meget fin præstation. Lidt tøven indimellem (7.6)
• Lidt tøvende, gik lidt i snus, enkelte misser. Men også mange fint udførte tricks. Hans target på stokken ligner mere en heelwork position (7.8)

Sværhedsgrad

• Fint (7.9)
• Ok for klassen. Lidt mere brug af ringen kunne ønskes (7.5)
• Fint for klassen, men du må gerne udnytte ringen lidt mere (7.8)

Fortolkning

•  (8.3)
• OK – ovenstående kan skabe bedre flow (7.7)
• Fint. Lidt svært for dig at gå i takt (:-)) (det er et svært stykke musik at gå i takt til) (8.0)

Samlet 23.5, bestået, 2 Q points. Fin bonus for en træningsrunde :-)

HTM-programmet:



Jeg overså flere oplagte dæmpninger fra Max, så det burde måske ikke være overraskende, at han forlod banen, jeg var ikke nær så skarp med kriterierne som i FS. Johanna gave mig en meget fin tilbagemelding lige efter, og udover ovenstående nævnte hun også min mangel på feedback (ros!!!) til Max, som gik ret flot meget af tiden.

Louise har for et stykke tid siden lokket mig til at vi skal optræde i 6+ sammen, og da jeg er enormt nem at lokke blev det hurtigt aftalt. Debuten stod i dag, hvor Louise & Bille og Max & jeg skulle debutere bi 6+ til Mills Borthers Be My Life’s Companion.

Det er en uofficiel klasse og man må belønne undervejs, og vi var ret tilfredse med vores debut. Vi er helt enige i dommerens (Anjas) kommentarer :-)

• Udførelse: Meget fint og dygtigt program. Lidt ”forskelligheder” indimellem, som kunne styrke programmet, hvis I venter på hinanden (8.0)
• Sværhedsgrad: (7.9)
• Fortolkning: Flotte kostumer :-) Flot og underholdende (8.5)

Louise og jeg arbejder videre med nummeret og jeg kan roligt sige at vi glæder os til at vise det igen, det er ret sjovt at skulle koordinere to ekvipagers tricks!

Endelig træningsklassen, hvor jeg var forsynet med favoritlegetøjet og godbidder, og sikken en forskel i HTM. Jette Porters kommentarer: "I nogle positioner/tempi virker det som om det mere er dig, der prøver at følge Max end omvendt. Dejligt at se ham så glad og motiveret :-)"

Jeg er igen helt enig, han var så totalt tændt, og det var en ret rar fornemmelse.

Konklusion på weekenden. Det går bestemt den rette vej. Hvis jeg er en super god fører er Max mindst lige så god. Hvis jeg ikke er, slår han fra efter et stykke tid. Han er loyal og fortsætter lidt , men hvis jeg ikke lytter til hans signaler, så kommer der en klar afmelding.

En super weekend, vi klør på med det hele!

Motivation er alt (6)

Tirsdagens rallytræning i Søborg blev aflyst ud på eftermiddagen. Jeg havde længe inden besluttet, at det var Megan og Lille Bjørn, der skulle med, men de sagde nu ikke noget til at blive ”snydt” :-) Vi havde en hyggelig hjemmeaften og jeg fik klaret en masse administrative hængepartier.

Da jeg kom hjem i eftermiddags gik turen ned til stranden med fyrtårnet skjult i en pose (Max havde nu regnet det ud), og selv om det primære formål var at lege med hans favoritlegetøj i vand, havde jeg det sekundære formål at fange den attitude, som jeg ønsker, at han har, når vi laver alt muligt andet. Vi legede måske 15 minutter og jeg er sikker på at han kunne have fortsat med samme intensitet længe endnu, men også her prøver jeg at stoppe på toppen.

Han gør vildt, fordi han synes det er sjovt at lege, og der er ingen regler ud over at jeg kaster fyrtårnet ud i vandet mens vi går langs stranden, han løber/svømmer ud og henter det, jeg tager det, nogen gang efter lidt leg, og så gentager det sig. Der er ingen kommandoer, ingen korrektioner – kun lidt pegen, hvis han ikke er på vej ind, fordi han ikke kan se fyrtårnet – jeg signaler at det er kastet.

Da vi var færdige kom fyrtårnet i en plasticpose og vi gik op, og han fik godbidder for at følge mig, ikke et fri ved fod følge, men han var bare med og fuldstændigt fokuseret på mig - kommer der mere? Hjemme igen fik han en stump okseøre, og han havde haft en fantastisk halv time sammen med mig sammenlagt.

Er der noget af dette, som ikke kan overføres direkte til opvarmning, gennemførelse og belønning bagefter i en konkurrencesituation? Jeg kan ikke se noget, der skulle stå i vejen for det. Jeg har forskellige ting, jeg skal arbejde med i den sammenhæng, og så bliver de prøvet af i weekenden til rally, FS, HTM og 6+.

Et af målene er, at få den attitude og den forventning, som kan ses på billedet ovenfor. Det var på stranden lige før fyrtårnet kom frem.

Motivation er alt (5)

 

 

 

I dag gik turen til Herfølge til Birgits rallyhold. Jeg havde taget Megan og Max med, og planen var at starte med Max, stoppe på toppen, så få Megan på banen osv.

Det startede ikke helt efter planen. Efter luftning og lidt opvarmning med Max, strøg han fra banen, lige da vi skulle til at gå i gang med banen. Jeg kaldte ikke på ham, men gik lidt rundt, men til sidst måtte jeg hente ham, for han havde bestemt ikke travlt med at komme tilbage. Line på og ud i bilen og så kom Megan på i stedet.

Efter lidt træning med hende kom Max ind, og vi gik banen hos Birgit. Med belønning styret af Birgit, efter skilt 1, 3 og 5 og så variabelt. Dét gik meget bedre. Godt fokus det meste af tiden. Efter den sidste leg udskiftning med Megan.

Med hen fik jeg primært arbejdet med håndsignaler til hhv. kegle og felt, og belønningssignaler.

Så blev det Max’ tur igen, jeg startede med et sideskift, så vi gik banen modsat af første gang, og igen styrede Birgit, hvornår der skulle belønnes, og der kom nogle overraskelser ind imellem (en dæk og en slalom). Jeg fik Birgit til at tage billeder, og her er vist en håndfuld eller to, der viser fokus og engagement.

Jeg gik over og lavede nogle fremsendinger med ham bagefter og da det kørte allerbedst stoppede vi.

Primært input, som jeg har noteret, i forhold til Max:

1. Overveje hvordan legetøjet præsenteres for Max (foræres eller han skal arbejde for det). Det skal nævnes at jeg havde tre nye stykker legetøj med, for det vi fik af Anja er reserveret til HTM!
2. Signal for at slippe fremfor at bytte med godbid (for at bevare værdien af legetøjet)
3. Overveje fejlmarkering (fx at lade være, bare lave nemmere øvelse og så prøve igen).

Megan gik banen, og det gik virkelig godt. Birgit gav noget input til kropsholdning (ikke vende mod Megan), arm- og håndpositioner, når vi går og når vi stopper, og hun skal sidde.

Virkelig god træningsrunde, hvor jeg fik afprøvet konstruktiv håndtering af Max’ springtur, og hvor vi fik det samme gode forløb med masser af leg undervejs, som jeg har haft de sidste par gang med HTM.

Jeg må i øvrigt komme i tiltrængt bedre form af disse intensive runder med masser af legebelønning, for hold da op, hvor jeg kan mærke sådan en time i benene bagefter :-)

Motivation er alt (3 og 4)

Max slapper af i haven

Jeg vil starte med noget så kedeligt som en undskyldning over de uskarpe fotos af Max (og mig). Det er vigtigt, at de fotos er der – for det første er dokumentation overfor Johanna, for at andet (og det vigtigste) minder det mig om mine kriterier for træningen, legen, eller hvad jeg ellers laver med Max.

I morges trænede jeg en time i Ringsted Agility Center med Anita, og det var meget disciplineret, hvor vi på forhånd havde aftalt, hvad vi ville igennem, og fulgte planerne ret nøje. Timen fløj afsted.

Max har aldrig været ked af at køre i bil, men nu er jeg begyndt at lave en leg ud af det, og så er det også en fest at spring ind i buret. En kort luftetur inden vi gik i hallen. Lidt spring og et par tunneler var også sjovt, og så blev der gjort klar til HTM/FS.

Max, når han er på - præcision var IKKE et kriterie i dag

HTM skulle jeg prøve med det nye setup, tæt på det som skal afprøves til prøven på søndag. Opvarmning med favoritlegetøjet, ind på banen (i dag med legetøjet med), og så tæt på tidsstyret belønning, cirka hver 30 sekunder hvis Max så glad ud. Anita kunne fortælle, at det var nemt nok, for Max var på hele tiden. En drøm af en bane, masser af leg i afbrydelserne og endnu mere til allersidst. Den attitude, den glæde og det fokus – det er præcis sådan Max skal være, når vi laver noget sammen. Perfekt træningsrunde.

Planen med FS-nummeret var præcis den samme, dog blev legetøjet efter opvarmningen diskret lirket hen til Anita, og så skulle gummikødbenet bruges undervejs. Jeg måtte lave starten om et par gange og selvom vi endte med at få gennemført nummeret og legetøjet blev kastet ind til sidst, var det ikke en FED oplevelse. Anita kunne nemt stille dianosen. Momenterne er ikke så godt indlært som HTM-momenterne. Jeg blev lidt irriteret i starten, og mit engagement var bare ikke det samme som i HTM.

Så godt spørgsmål til mig selv: Hvorfor gør du det? Enten skal jeg tage det alvorligt på den gode måde, eller også skal jeg droppe det/holde en pause, for ellers er det ikke fair overfor Max. Meget à propos skrev Anita i går et blogindlæg om netop det: Man kan ikke nå det hele.

Max når han er 120 % på :-)

Jeg sluttede med at gå tværs gennem hallen med Max, bare for at se om jeg kunne holde hans fokus, og det var 120 % fokuseret hele vejen.

Hjem til lidt morgenmad og kaffe og så gik turen til Garbogaard, hvor Louise og jeg havde aftalt at træne 13-14.

Fokus var 100 % på FS. Der var varmt i hallen og Max kunne måske være en anelse træt, så han var måske på 20 % af tiden, resten var tiltrængt tørtræning, der er mange ting der er rigtigt gode at have styr på inden hunden kobles på.

Max er meget fokuseret på far, der fotograferer spejlet

Jeg huskede til allersidst at få taget et foto. Ingen tvivl om at Max var godt på, men ja, vi skal have arbejdet en del mere med de enkelte momenter og med overgangene, før der kommer det rigtige flow i programmet. Jeg skal minde mig selv om, at FS er relativt nyt for os, og det har taget lang tid at bringe HTM-programmet derhen, hvor det er nu. Så måske den FS-pause i konkurrencesammenhæng giver overordentlig god mening.

Frokost à la LêLê

Turen hjem gik via LêLê Street Kitchen på Vesterbrogade i København, og vi fik ved 16-tiden en skøn sen frokost/tidlige aftensmad i drivhuset.

Hundene hyggede sig i haven, og Max hyggede lå længde under en af buskene lige udenfor drivhuset.

En dejlig træningsdag, og en fører, som har noteret nogle punkter på iagttagelseslisten (i forhold til sin egen adfærd), men først og fremmest har noteret den fantastiske HTM-træning med Max, hvor fantastisk førerarbejde med en fantastisk hund fik det hele til at gå op i en højere enhed. Både Max og jeg har været topmotiverede igen i dag.

Motivation er alt (2)

Max i koncentreret søg

For første gang i ret lang tid har jeg en weekend uden prøver eller kurser, så Kirsten og jeg fik en hyggelig formiddag i København, med brunch på Café Europa og udsalg i Illums Bolighus og Marimekko. Hundene har hygget sig med okseører, og så skulle Max og Lille Bjørn arbejde med kaffefinding, som jeg blev introduceret til for 2½ år siden hos Johanna og Carina.

Max startede med sokken i et højbed, den fandt han på et splitsekund. Så et andet sted i højbedet midt i mynten, det var tydeligvis sværere, men han arbejdede godt og energisk og fandt den til sidst. Til sidst i en legetøjsspand i drivhuset, og det var også nemt. Det er en fornøjelse at se hans fokuserede tilgang til opgaven.

Så skulle Lille Bjørn prøve. De to første gange gik fint. Sidste gang kunne han ikke, selv om han stod lige over sokken til sidst. Han havde det for varmt. Det var lige et flashback til de LP-prøver, hvor han tydeligvis ikke har kunnet diskriminere i næseprøven til sidst. Når han har det for varmt, bruger han ikke næsen, og ja, så er det svært at diskriminere dufte.

Max fik lige et ekstra søg til sidst, og igen flot arbejde, og han markerede fint til sidst.

I morgen har jeg to gange selvtræning à 1 time, og planerne er lagt.

Først en time i Ringsted Agility Center, hvor fokus naturligvis kun er på Max’ glæde, og hvor jeg har aftalt med Anita, som jeg træner sammen med, præcis hvordan forløbet skal være. Og jeg skal huske fotodokumentation.

Om eftermiddagen har jeg aftalt en time med Louise på Garbogaard, og det bliver samme model, bare noget kortere. Så selvom der officielt står to timers træning på programmet, kommer jeg naturligvis ikke i nærheden af den træningstid med Max.

Jeg tror der er magi i luften

Deltagerne i den fantastiske begynderklasse (foto: Lene Dyrner)

I går havde jeg den store fornøjelse at være inviteret til at dømme rallyprøver for Karlebo’s Ivrige Poter. Det var rallyprøve nr. 29, jeg dømte, og det har alle sammen været gode oplevelser. Men den i går var altså noget ganske særligt, uden at jeg præcis kan sige hvorfor.

Allerede da jeg lige efter arbejde kørte til Karlebo - vi mødtes 14:30 og prøverne startede kl. 16:00 -  kunne jeg mærke, at jeg glædede mig ekstra meget. Jeg fik en varm velkomst og allerede lidt over 15 var championbanen stillet op og deltagerne begyndte at ankomme.

Det administrative kørte snorlige, med Lene Dyrner som sekretær, Ulrike Hansen som tidtager og Gitte Fischer som tidtager på ærespladsen og suppleant på sekretærposten.

Og først og fremmest: Sjældent har jeg oplevet sådan en god stemning på og udenfor banen. Jeg kunne mærke den gode karma, og hold da op nogle flotte resultater der blev opnået.

Championbanen

Banerne ligger her.

I championklasse vandt Christina og Tempo ikke overraskende. Nogle af de garvede mistede nogle mærkelige point. Lonnis Morgan lavede bamse i ommeren i bakke væk fra fører, Annis Tira kunne ikke bakke 1 skridt (men 2 skridt var superflot), og sådan kan der ske underlige ting på dagen for selv de bedste. Bedste oplevelse i championklasse var en debutant - Julie med en Welsh Corgi Cardigan, som fik flotte 86 point, og mistede de 13 på sit under gang på højre side. Surt show, men de kommer igen, og de bliver stjerner!

I ekspertklasse blev der uddelt tre certifikater, de to til Dina og henholdsvis Troja og Mandy, som begge blev champions på dagen. Superflot og meget fortjent.

I øvet klasse gav Louise og Billie mig lige et lettere chok, da springvandet blev lavet som en synkronvending, og ikke blev lavet om. De endte alligevel med 88 point og blev RØM. Og så manden med berneren (jeg véd ikke hvad han hedder), som fik flotte 91 point med 3 ommere, og bare var så glad, sidst han var oppe hos mig forlod hunden ringen :-)

Begynderklassen med 17 ekvipager var alligevel dagens bedste oplevelse. Stort set alle ekvipager havde det skønneste samarbejde, man kunne se glade hunde, der arbejdede fint og koncentreret, og så bliver jeg altså helt blød indeni. Jeg synes ikke begynderbanen var specielt nem, men bortset fra én IB - som kun gik banen for at hunden skulle få en fed oplevelse, og derfor ikke lavede øvelser om (69 point med 3 x 10) – bestod alle.

Jeg mener laveste var 78 point, der skulle 95 til top 10, og top 3 havde alle 100 point, hvor 0.29 sekunder skilte nr. 2 og 3 og godt 5 sekunder 1 og 2. Der var så flot at opleve det høje niveau og det glade samarbejde, det er DET rally handler om. Jeg har slet ikke styr på deltagernes navne, men der var to banegennemgange, som jeg specielt kan huske. Den ene var hende med Staffordshire Bull terrieren (96 med en ommer); og så Liv og Mango, der var helt på toppen – genialt samarbejde og så er de bare verdensklasse.

Til præmieoverrækkelsen havde jeg i øvrigt en lille ekstra præmie til den første deltager i begynderklassen, hun var nemlig ekvipage nr. 1000, jeg har dømt til officielle konkurrencer.

Efter prøven fik jeg flere rigtigt dejlige tilbagemeldinger om mit dommerarbejde, og det gjorde en dejlig dag endnu bedre. Tusind tak, jeg værdsætter virkelig, at få sådan feedback.

Det var en sand fornøjelse og da jeg kørte hjem, helt høj af de mange dejlige oplevelser, tænkte jeg: Det var en magisk aften.

Motivation er alt

Torsdag eftermiddag ved Solrød Strand



Jeg har givet mig selv den opgave, at finde på noget sjovt at lave med Max, hvor han viser den udstråling, glæde og motivation, som jeg ønsker han har til konkurrencer. Og bygge bro mellem den "træning" og konkurrencerne. Jeg skal finde på mindst 5 forskellige ting har jeg lovet mig selv.

I dag gik turen ned til stranden med fyrtårnet, som vi ikke har haft fremme i alt for lang tid. Max gøede af ivrighed hele vejen ned til stranden og vi hyggede os med en masse apporteringer på vand. Det var ikke så nemt at få et anvendeligt foto, men der er ingen tvivl om, at han synes det er sjovt :-)

Stjerneparade

Vi var nået til ugens tredje træningsrunde og efter Max mandag og Megan i går, var det i dag Lille Bjørns tur til at komme på Johannas rallyhold.

Først lidt om træningen.

Afsnit tilføjelet 16.6 kl. 06:20. Jeg kom i tanker om, at jeg helt havde glemt at nævne opvarmningen i går! De 6 ekvipager stod i en cirkel, Johanna nævnte en adfærd, gik hen til én ekvipage, som skulle udføre noget, hvori den pågældende adfærd indgik, hvorefter Johanna gik rundt med uret, og vi hver især skulle udføre noget med adfærden, når hun kom. Det var fx cirkel, bakke, fastholde position som ikke var dæk sit eller stå, target adfærd og til sidst shape, at hunden stak snuden igennem en løkke lavet af linen.

Der blevet tænkt og grinet og knoklet løs, og hele pointen var den enkle og vigtige: det var smaddersjovt for både hunde og mennesker og det var den følelse vi skulle huske at have med på rallybanen.

Vi var på hold med Berith & Thea og Laila & Donna, og skulle i første runde gå en fuld bane, i anden omgang, den samme bane, hvor vi skulle gå ud, hvis vi begik en fejl, så skulle næste begynde på banen, når det blev vores tur igen skulle vi fortsætte der, hvor vi havde fejlet. Det blev også aftalt, at vi kunne vælge at gå ud fx halvvejs, hvis vi ikke fejlede.

I første runde fejlede vi på første skilt (rundt om fører), fordi Lille Bjørn var ret meget oppe at køre efter opvarmningen (= totalt tændt), der blev sørme også gøet noget under de første skilte. Ved spring ro spring, gik jeg for langt, så vi måtte lave det om. I anden runde gik vi ud halvvejs, og gennemførte resten i anden omgang. Lille Bjørn var totalt fantastisk, bakningerne sad lige i skabet, championøvelsen bakke 1 bakke 2 skridt var knivskarp. Det var helt uhyggeligt og føltes ret dejligt.

Jeg havde huskede noget spændende legetøj, så vi kunne lege trækkeleg.

Derefter byttede vi side. Først skulle vi gå en bane med en masse vendinger, en bane som vi ikke fik banegennemgang af, og ikke måtte se de andre gå. Igen en superskarp Bjørn, der var nogle småfejl, fordi jeg gav de forkerte kommandoer. I anden runde på den samme bane, blev der indlagt nogle ekstra øvelser, og det var heller ikke noget problem. Lille Bjørn er virkelig superskarp.

Summa summarum: Træning tre aftener, træning med alle tre hunde, og hver eneste aften har været fantastisk, men en super god fornemmelse under og efter træningen, og tre topmotiverede, arbejdsivrige og skønne hunde. Det er her jeg skal huske at nævne, at det er mig selv der har trænet dem alle tre, og det er da ikke så galt.

Ovenstående fik jeg med posten i dag, og det betyder rigtigt meget for mig, at blive mindet om, hvad det er, som er det centrale i at arbejde med hunde.

Jeg mødtes med Johanna lidt før aftenens træning, og vi talte om min træning af Max.

Jeg blev bl.a. mindet om en masse ting, som jeg godt ved, og som jeg har skrevet at jeg vil gøre, men som jeg alligevel glemmer meget af tiden.

Så jeg har fået mine helt private kriterier for at måle succesen af en træningsrunde eller en konkurrence. Den korte udgave er, at den følelse jeg har haft, når jeg har trænet med Lille Bjørn og Megan, som jeg har gjort de sidste to dage, den skal jeg også have, når jeg træner med Max.

Med de to er det hele sjov og ballade, for jeg har ingen ambitioner med dem. Det burde jeg heller ikke have med Max på det bevidste plan. Jeg skal skal bare have den rette holdning, som sikrer at samarbejdet fungerer og motivationen lyser ud af Max – og det er SÅ nemt, at se, når han er motiveret – og alt andet skal nok komme bagefter.

Jeg skal ikke ændre adfærd i forhold til Max, bare fordi han er så meget dygtigere end de andre. Det er glæden og den gensidige tillid, der får mit samarbejde med alle tre hunde til at blomstre. Og det SKAL jeg bare have bevidst fokus på med Max, for ellers når vi ingen vegne.

Jeg er heldig at kende både Anja og Johanna, som bare støtter mig så flot, og allermest, når jeg har mest brug for det.

Klassisk træning

 

Max fyldte 5 år i dag, så inden morgenturen var der arrangeret fotosession i haven. Lille Max 5 år og den yngste i flokken. Hold da op, hvor har vi oplevet meget sammen allerede, og jeg føler at det mest spændende stadig er i vente. Jeg glæder mig til de næste mange år sammen med ham!

 

Jeg justerede planerne for aftenens og morgendagen rallytræning efter træningen i går aftes, så Max har træningsfri begge dage, og i dag fik Megan pladsen til den træning Christina arrangerer i Søborg.

Megan med Connie som bonusfører :-)

I dag var vi fem: Christina og Tempo, Connie og Magic, Majbrit og Caro, Annie og Tira og mig selv med Megan. Christina havde forberedt en bane, med fem til at stille op går det lynhurtigt. I dag var temaet igen præcision, og der var opbygget to baner parallelt/spejlvendt, så vi kunne gå to samtidig og være forstyrrelser for hinanden.

Vi er ret garvede alle sammen, så der bliver gået seriøst til sagen, kommenteret på livet løs, og snakket og grinet en del. Det er simpelthen hyggeligt!

De to baner gik jeg to gange hver, med Megan på hhv. højre og venstre side, og med passende pauser imellem. Jeg tror jeg fra start til slut med Megan trænede max 30 minutter og det gik ret godt. Jeg vil sige at 90 % var lige i skabet, og så var der nogle detaljer, vi kunne nørde med. Rundt om fører fra venstre side, sit-stå på højre side (!) og bakke 1-2 skridt på højre side (som jeg havde som fokus øvelse ved siden af).

Endelig arbejdede jeg med at justere håndsignaler til ind foran sit kontra ind foran stå, for Megan begyndte at bakke i den ene foran sit, fordi jeg var lidt for hurtig med at flytte hånden.

Megan hyggede sig gevaldigt, det var som altid hyggeligt at Cecilia var med, træningen gik fint og Christina og jeg fik talt om hundeskole i Søborg, kvalifikationsprøver til Årets Hund og andet væsentligt, da de andre var gået.

En super træningsaften.

Kirsten påstår at hverken Max eller Lille Bjørn havde savnet mig og Megan, så alle har været tilfredse!

Opsang og motivation

Fødselsdagsgave fra Anja til Max - han er vild med den!

Aftenens træning på Anjas HTM/FS sommerhold var endnu engang fantastisk. Vi startede med to øvelser, som jeg prøvede første gang på Hundedagene, og havde ønsket igen. Først timing af spin på ordene Beat It. Jeg kan slet ikke få Max til at spinne, så det passer med den ret hurtige musik, men lavede nogle fantastiske stop (stå), og det var sjovt.

Derefter skulle vi pause, så det passede med de små pauser i et andet Michael Jackson nummer, det er ret spændende, og jeg fik lavet nogle gode forløb med Max i P9, forlæns og baglæns i almindelig og langsom gang.

Jeg var nummer to i den individuelle og fik først en ordentlig opsang af Anja, på en rigtig god måde. Den korte udgave: Jeg træner alt for meget med Max og alt for meget præcision. Hun vil se en Max, der er sulten efter at komme ind og træne med mig, og se mig stoppe, når Max allerhelst vil fortsætte. Han skal bare være topmotiveret hver gang vi træner, det skal være mit eneste fokus. Hans motivation og min motivation kan tilsammen gøre, at vi rykker. Hvis han mangler motivation, kommer vi ingen vegne.

Leg med det nye favoritlegetøj (foto: Anja)

Jeg gik den mest anstrende udgave af Walking the Dog ever med Max. Anja styrede belønningen, det var motivation der var fokus, og masser af engageret leg med det nye favoritlegetøj, som Max fik i fødselsdagsgave af Anja (han bliver 5 år i morgen). Der blev arbejdet hårdt fra både hans og min side, og er du vimmer hvor glæden, arbejdsiveren og motivationen lyste ud af ham. Og også af den efterhånden noget slidte fører håber jeg :-)

Walking the Dog uden hund (foto: Neel)

Den sidste del af min tid brugte jeg på at gå Walking the Dog til musik, uden hund og med bind for øjnene. Det føltes rigtigt godt. Jeg skulle kun tænke på at følge musikken, jeg kunne direkte mærke, hvor jeg kom til at hakke i rytmen, men det meste af tiden føltes det fantastisk, at kunne føle nummeret på en helt anden måde end normalt.

Afslapning ... (foto: Neel)

At sige at jeg gik motiveret fra undervisningen vil være årets underdrivelse, jeg føler mig 200 % motiveret.

Jeg må altså også nævne, at Anita & Osseau var oppe som de sidste af de seks ekvipager, og jeg tror de begge var lidt trætte af ventetiden, men de gik bare ind og lavede to fantastiske udgaver af Something's Gotten Hold of My Heart, det første virkelig flot, det andet endnu bedre og virkelig fantastisk og magisk. Det var en dejlig afslutning på en skøn aften.

Tak til alle mine dejlige medkursister og ikke mindst tak til Anja for at ramme mig lige der, hvor jeg har brug for det.

Det er ikke så svært, når man først får det lært

Søndag aften i drivhuset :-)

Charlotte Lia og jeg var inviteret til at dømme henholdsvis LP og rally ved kåringen i Dansk Hundeskole i Roskilde i dag. Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere deltagere i rally, men de fem der gik op var virkeligt gode og fik flotte point. I LP var jeg sekretær for Charlotte, da rallyen var slut, og for første gang så jeg det ”nye” LP1-program. Masser af flot førerarbejde, og også en masse, der er helt nye i LP, og først skal i gang med den spændende proces det er, at komme fra begynderstadiet og til at arbejde videre med nørdede detaljer, efterhånden som man bliver suget ind i sporten.

En proces som sagtens kan tage flere år, og blive en varig besættelse …

Derefter gik turen til Garbogaard, hvor Louise og jeg havde aftalt at træne sammen, inden HTM-prøverne den 26. juni samme sted. Jeg fik arbejdet med en masse detaljer i mit FS-program, og har fået nogle gode idéer til forenklinger, som jeg overvejer at tage ind. Jeg skal nok tænke meget mere på, hvad Max kan, end hvad jeg ønsker at vise.

Begge dagens oplevelser leder direkte til dagens hovedfokus, tanker om gårsdagens prøver i Vejen. Jeg har fået de officielle bedømmelser, og de er samlet her:

HTM2 (Jette Porter, Inge-Dorte Graakjær, Emmy Marie Simonsen) 22.80, ikke bestået.
Udførelse

• Han hænger lidt i de fleste positioner i dag. Mangler lidt præcision (7.2)
• ”Hænger lidt” i positioner og er ind imellem lidt tøvende. Fine temposkift. Ellers gode positioner (7.4)
• Pas på tydelige kropskommandoer – drejede skuldre mv. Fører retter en hel del ind efter hunden – der bør være hunden, der følger føreren. Hænger lidt i nogen positioner (7.5)

Sværhedsgrad/Indhold

• 7.5
• 7.5
• Fint (8.0)

Musik og fortolkning

• God udnyttelse af ringen, godt musikvalg (7.5)
• God historie fortalt fint til musikken. Fin humor :-) (7.6)
• 8.2

FS1 (Johanna Allanach, Inge-Dorte Graakjær, Jette Haastrup) 23.10 ikke bestået
Udførelse

• En del tøven undervejs. Generelt godt flow i de passager, der fungerede godt, fin udførelse af flere sekvenser (6.5)
• Fint lille program (7.5)
• Fint samarbejde – mane forskellige tricks, men lidt upræcise indimellem. Måske skulle du tage enkelte ud (8).

Sværhedsgrad/Indhold

• Passende for klassen. Fin variation af moves og links (8.0)
• Fint for klassen (7.5)
• Fint til klassen (8)

Musik og fortolkning

• Ok for ekvipagen (8.2)
• Dejlig historie (7.5)
• God fortolkning og tema (8.1)

HTM’en ser altså ikke så slem ud. FS’en ser også ok ud, der er bare den 6,5 (= hvorfor laver du ikke noget andet med din hund? :-) ).

Mit blogindlæg fra i går er blevet det, der i min afgrænsede verden er et viralt hit: mere end 400 visninger på et døgn er … usædvanligt. Jeg kan konstater, at min formulering ”Så helt seriøst to forsøg til, og så en vurdering af om Max og jeg skal finde på noget andet at bruge tiden på end HTM/FS. HTM og FS elsker jeg, men det må så blive med en anden hund.” er blevet opfatter som, at jeg ikke ville fortsætte med HTM/FS, hvis vi ikke fik nogle bedre resultater.

Det mente jeg uden tvivl, da jeg skrev det, men det er ikke det, jeg mener.

Jeg har fået rigtigt mange tilbagemeldinger: Vantro, overraskelse, skufffelse, forståelse mv. Og både ud fra mine egne eftertanker og tilbagemeldingerne er konklusionen utvetydig: Jeg stopper ikke i HTM/FS, uanset hvordan det går til de to nævnte prøver. Der er så meget jeg skal lære, og det arbejder jeg videre med.

Er det for svært?

Max og solopgang lørdag morgen 04:30


Jeg påbegynder dette blogindlæg ca. 16 timer efter at jeg stod op, og jeg kan godt mærke efter sådan en dag, at jeg ikke er helt ung længere …

Jeg havde besluttet at jeg både skulle til Vejen med Max, som skulle op i HTM og FS, og til Malmø og fejre Frasse og Sandras fødselsdag, og begge dele blev klaret fint.

Her skal det handle om det hundemæssige, som var perfekt timet og tilrettelagt.

Jeg ankom til Vejen Idrætscenter ret præcis 7:30, samtidig med Liv, og var så heldig at få plads i hendes telt. Efter indskrivningen blev hundene hentet, Max fik mulighed for løbe lidt løs, og Neel havde været så sød at tilbyde at passe ham, mens jeg var DJ for den første klasse med 4 hunde.

Derefter slappede vi af i teltet indtil nummer tre hund før os gik på banen, dér klædte jeg om, under nummer to hund var vi (Max) ude og tisse og under nummer ét gjorde vi klar, der hvor vi ville gå ind.

Da vi blev kaldt ind blev linen taget af, den sidste belønning, og så ind på banen, Max i plads, hilse på dommerne, moveon til setup, klartegn og så i gang med første konkurrenceudgave af vores nye HTM2-program til Walking the Dog.

Max var på fra start, der var lidt rod i anden position (P1 sidelæns til venstre), og jeg glemte efter løbedelen, hvor jeg var kommet til, så der blev en ekstra lang pause inden P3 og den afsluttende del. Jeg huskede alt det, som jeg havde trænet på. Pauserne undervejs i de fleste positioner, vente på Max i overgange, god tid til at samle hømmen op. Max var fuldt fokuseret og det føltes bare godt, jeg har det rigtigt godt med det nye program. Louise synes det var vores bedste HTM overhovedet, og jeg følte det også sådan. Seje Max!

Efter HTM’en gik vi hurtigt ud til parkeringspladsen, fik leget og så hente rekvisit og tøj til FS. Jeg tror der var 7 hunde imellem, så jeg havde planlagt det præcis på denne måde.

Samme procedure med hensyn til omklædning, aftisning og opvarmning.

Samme ændrede rutine med at have Max i plads, hilse på dommer og så gør klar til start – det med at løbe og hilse synes jeg er flot, men gør det sværere i forhold til Max.

Starten (poter på mine sko) gik fint, moveon til plads var meget træg, så vi fik slet ikke gå rundt om stok, slalomerne var meget langsomme, så det blev 4 i stedet for 6, follow af hånd var superflot (synes jeg selv!), 8-tallet flot, follow af stok fint. Bakke væk var svært, så jeg gik lidt med. Spin på afstand krævede lige 4 kommandoer. Og rundt om fører gik langsom, twist langsom, rundt om fører modsat også langsomt, og poteberøring af fødderne på skift langsomt. Så vi udførte 13 af de 14 planlagte tricks, men i et ganske trængt tempo noget af tiden.

Var Max træt? Da jeg på vejen hjem skulle fortælle Anita om prøven, kunne jeg godt høre, at hele forklaringen var ret åbenbar. Max sidder i buret når vi kører, han havde været inde fra lidt i 8 til cirka 10:30, naturligvis var han træt …

Han arbejdede hele vejen igennem, der var nogle situationer, hvor han var lidt væk, men han slog ikke fra, og han blev hos mig. Så jeg kørte fra Vejen med en rigtig god følelse af at vi havde gjort det så godt vi kunne, og at jeg havde det rigtigt godt med de to nye udgaver af vores programmer. Jeg har fortalt mig selv og andre, at dette var en træningsomgang, så det kunne ikke være meget bedre.

Louise ringede, da jeg var på vej over Øresund, for at fortælle, at jeg ikke havde bestået nogen af de to prøver. Jeg får dommersedlerne i morgen, og gennemgår dem nøje, men igen er det Udførelsen, der har gjort, at vi ikke bestod.

I HTM fik vi 7.2, 7.4 og 7.5. Max hænger i flere positioner og der mangler præcision, og så kan man ikke bestå klasse 2.

I FS fik vi (Udførelse) 6.5, 7.5 og 8.0. De 6.5 skyldes ”En del tøven undervejs”, og det er jo sandt.

Det var første udgave af to ret forandrede numre, og de skal selvfølgelig have nogle flere forsøg til prøver, hvilket bliver 26. juni og 20. august. Efter de to prøver vurderer jeg situationen.

Selvom mit fokus er at have kontakt med Max og se ham arbejde med glæde, må jeg erkende, at det totale fravær af resultater i år har dæmpet min motivation. Bortset fra den første HTM i år (6. februar) har jeg ikke fået Q point år. 5 x HTM2 uden at bestå og 4 x FS uden at få Q point (i dag var den første ikke bestået), det begynder at ligne mønsteret fra Lille Bjørn og LP3 – at føreren ikke er god nok til at få hunden til at præstere det nødvendige til prøverne. Så må jeg lægge træningen om eller finde på andet at lave.

Så helt seriøst to forsøg til, og så en vurdering af om Max og jeg skal finde på noget andet at bruge tiden på end HTM/FS. HTM og FS elsker jeg, men det må så blive med en anden hund.

Plan B

Torsdag morgen

Hvis det man har planlagt ikke kan lade sig gøre eller ikke lykkes, så er det vigtigt at have nødplan(er) klar. Plan B skal være på plads, plan C mfl. kan være nødvendige.

Jeg har hørt fra flere, at store ring i Vejen kan være endog meget udfordrende at gå op i, så jeg har virkelig tænkt over diverse reaktioner, hvis det ikke går som planlagt i de to programmer på lørdag.

For det første giver de indlagte pauser, og der er kommet en del efter de sidste træningsrunder hos Anja, mulighed for at samle op, det er den første gardering. Der er plads til langsomme reaktioner. Jeg har planlagt nogle elementer i HTM-programmet, hvis Max skulle hænge/miste kontakt. Jeg har en strategi for, hvis han forlader ringen (som jeg ikke håber at få brug for, altså fordi han bliver hos mig). Og så minder jeg mig selv om den rigtige fornemmelse indeni, at bevare kontakten til Max, støtten undervejs mv.

Starttidspunktet for HTM er rykket frem til 8:30, så jeg skal hjemmefra 5:30 for at dagens program passer. Jeg kører lige efter FS-programmet, for at tage til fødselsdag i Malmø.

Kirsten (supporteret af andre>) synes jeg er bindegal, og det kan der formentlig argumenteres for, men for mig er det vigtigt – ikke bare fordi jeg allerede har tilmeldt – at prøve at træne i Vejen i forbindelse med et rigtigt stort arrangement. Lang vej for lidt træning, kunne man synes, men for mig en vigtig del af udviklingen af mit samarbejde med Max.

Søndagen var næsten hundefri, men sammen med Charlotte Lia skal jeg dømme kåringer (klubmesterskaber) i Dansk Hundeskole i Roskilde (Rally og LP), derefter bliver der noget HTM/FS-træning.

Man kan opfatte programmet som lidt presset, men jeg har mærket efter og det er bare det rigtige for mig.

Den sidste træning? Jeg har gået begge programmer adskillige gange i hovedet, og det fortsætter jeg med i morgen og på lørdag på turen over.

Ikke mere træning med Max, Max og jeg er helt klar til at indtage store ring.

En ganske almindelig træningsaften

En helt almindelig rallybane, med skilte og det hele

Aftenens rallytræning foregik i det dejligste træningsvejr. 16-17 grader, let blæsende, ingen sol.

Vi havde fælles opvarmning, hvor de seks ekvipager udgjorde en bus, og hvor vi skulle bevæge os i forskellige retninger, mens Johanna dirigerede forskellige øvelser. Det er en rigtig god måde på en kontrolleret måde at få arbejdet med at presse hunden, uden at det bliver for svært.

Max var flot på, undtagen da jeg skulle være morsom og spørge om 180 grader omkring skulle være venstre eller højre om, og ikke havde fokus på ham, så smuttede han.

I den individuelle runde arbejdede jeg med starten af HTM-nummeret og fik nogle tips til plan B, hvis Max nu ikke skulle være med fra starten, når nummeret er i gang.

Derefter arbejdede vi med spring ro spring, tysker, dobbeltspring ro dobbeltspring. Tjek, ingen problemer.

Dobbelt slalom, hvor Berith mens vi gik, skulle fortælle, hvilken øvelse vi skulle udføre (jeg havde valgt dobbelttysker og rundt om fører begge højrehandlet), og det gik strygende, bortset fra den ene gang, hvor jeg gik den flotteste dobbelttysker men ikke havde givet kommandoer, så Max var lidt forvirret.

Den fulde bane (!!!) var med ny start (dæk). Jeg havde glemt, hvor svært Max synes, det er at starte så tæt på kanten af banen, men han kom hurtigt med, og gik en ret lækker bane. Fælderne var bl.a. en højrevending foran springet og den store kegle som hente-bringe objekt.

Indimellem fik jeg arbejdet med nogle FS-momenter og lidt bakning væk fra fører.

Lone gav den skønneste kage, fordi hun havde haft en fantastisk weekend, bl.a. på et par af mine kurser på HMC Træningsweekenden.

Det var bare en dejlig træningsaften.

Nørderi

Cecilia fulgte interesseret med - og hun og Max kan rigtigt godt lide hinanden :-)

Christina har taget initiativ til noget ugentlig rallyselvtræning i Søborg , og vi lagde ud til aften, desværre med 3 afbud, men Christina, Connie og jeg fik trænet i næsten 1½ time, og det var meget hyggeligt og ret nørdet.

Christina havde forberedt en bane, som skulle understøtte temaet ”korrekt position på venstre og højre side i alle gangarter og vendinger", så det var næsten lutter begynderskilte, derudover 2 og 3 skridt bakke samt spring. Vi formulerede hver især vores kriterier for banegennemgangen og fik feedback.

Jeg var virkelig stolt af Max. Han mistede lidt fokus i starten, og nogle få gange undervejs, men ellers var han knivskarp og med den flotteste bagpartskontrol i vendingerne. Virkelig lækkert.

Jeg havde aftalt, at jeg kunne lave en generalprøve på HTM2-nummeret, og det gik ærligt talt ret godt. Der var lidt kludder i overgangen fra bakke mellem ben til plads og starten på sidelæns, men fokus blev bedre og bedre undervejs, og de sidste 75 % af programmet var jeg overordentlig tilfreds med. Han var på, jeg holdt de planlagte pauser og fik ham med, og det føltes ualmindeligt godt.

Jeg fik nogle virkeligt gode tilbagemeldinger fra Christina og Connie, der er ikke meget de ikke lækker mærke til, og det er jo ret godt, når vi nørder! Christina bemærkede at jeg ikke engagerede mig nok i belønningen af Max i starten. Kødbenet var alt for ham, trækkelegetøjet totalt uinteressant. Da kødbenet blev bundet til enden af trækkelegetøjet, blev det endnu sjovere, og hold da op hvor han arbejdede intensivt og præcist med vores leg som belønning.

Connie havde nogle kommentarer til overgangen i HTM, hvor det simpelthen var slapt førerarbejde der gjorde, at det ikke lykkedes. Moveon til pladsposition med stillestående fører = velindlært LP-sit vinder over min stå kommando. Hvis jeg i stedet træder et skridt frem med højre fod først, giver plads efterfulgt af stå og samler fødderne, står han knivskarpt. Jeg skal lige koordinere mine bevægelser og signaler, så ser det ret godt ud.

Så havde Connie også lige et spørgsmål til rallystarten, om jeg havde overvejet dæk. Næh, aldrig, så det skulle lige prøves. Ja, det virker. Christina gør det fast med Tempo, så føles det for hunden som om, den er midt i en øvelse, og det giver mere fokus end den neutrale plads. Så det arbejder jeg videre med.

Masser af flot arbejde fra Max, totalt hyggeligt selskab, også af Cecilia, og input til to små, men meget vigtige og kritiske detaljer i HTM og rally, det var bare en dejlig træningsomgang. Tusind tak til Christina, Connie og Cecilia!

Drømme og virkelighed

En skøn tirsdag morgen

Jeg var til en indendørs prøve (eller træning?) med Louise, og pludselig lød det i højtaleren, at Max og jeg samt en anden ekvipage skulle op i næste klasse i FS, den anden havde meldt fra og jeg skulle på nu.

Total panik!!!

Jeg tror nok Louise fandt Max frem, jeg styrtede ud i bilen efter stokken, kunne ikke finde den, tog i stedet en paraply og en anden stok med, havde glemt jakken, overbeviste mig selv om, at så kunne det ikke være en officiel prøve, styrtede ind i hallen … og vågnede badet i sved.

Det var skræmmende livagtigt, og jeg måtte stå op for at falde til ro. Heldigvis kun en drøm.

På lørdag skal Max og jeg til Vejen, for at debutere med nye numre i HTM2 og FS1. Samme dag er vi inviteret til Malmø for at fejre både Frasse og Sandra. Jeg har besluttet at skabe en win-win for mig selv, ved at deltage i begge dele. Når jeg har været oppe anden gang i Vejen tager jeg fasted til Malmø. Da beslutningen først var taget var det nemt, og forløbet af dagen indtil vi er færdige i Vejen er planlagt nøje i mit hoved.

Træningen i denne tid består i ganske korte træningspas med fokus på momenter. Jeg havde valgt en prøveaften fra i går, fordi jeg har mere brug for at arbejde med Max alene, og se ham få det glimt i øjnene, som han kan have og som jeg prøver at få meget mere af.

I går aftes kom det for fuld kraft.

Jeg havde gået HTM- og FS-programmerne uden hund, men med hundene i haven, og både Megan og Max var meget interesserede, Megan lavede den flotteste bak det rigtige sted i HTM-nummeret :-)

Max livede op, legede med Megan og løb rundt og legede med resten af et meget værdsat gummikødben - note til mig selv, find ud af, hvor de er fra og køb flere – som jeg byttede mig til for nogle godbidder.

Så gik vi HTM til musik, og hold da op nogle passager vi fik, men fuldt fokus fra ham, ret lange stræk, godbidder og så leg med kødben til sidst. Derefter præcis det samme med FS.

Det er den bedste opvarmning og den bedste gennemførelse, jeg har oplevet i nyere tid, og det tager jeg lige med i bagagen … For det er præcis den glæde og udstråling fra Max, jeg vil bringe med til prøverne.

Inspiration

Foto: Lone Rahbek Christiansen

I december sidste år blev jeg spurgt, om jeg ville undervise i rally på HMCs træningsweekend 4.-5. juni i år. 5. juni sagde jeg ja tak til. Jeg kunne ikke den 4. juni, men henviste til Merete, som heldigvis kunne.

Min strategi med at have fokus på den kommende aktivitet betyder naturligvis ikke, at jeg glemmer at se længere frem, men i dag måtte jeg erkende, at jeg ikke havde helt styr på dagens arrangement. Jeg havde styr på indholdet, deltagerne, at der var tre hold og at de skulle afholdes 9-11, 11-13 og 13.30-15.30. Men så heller ikke meget mere.

Det var først, da jeg kom hjem, og der kom nogle beskeder fra Johanna, at det gik op for mig, at der var nogle tak for hjælpen gaver til instruktørerne, som var blevet uddelt ved en afslutning, som jeg ikke lige havde fanget, der var også en T-shirt og en goodie bag. Jeg havde misset at bestille frokost (som jeg så heller ikke kunne have nået, fordi den lå 11.30-13.00), men havde heldigvis vand med, som jeg fik lånt et køleskab til, jeg havde ikke været opmærksom på, at vand skulle købes kontant. Jeg må virkelig læse materialet ordentligt næste gang, jeg bliver inviteret til at undervise :-)

Heldigvis var det vigtigste naturligvis undervisningen, og ud fra den feedback, jeg har fået, gik det fint. Jeg havde naturligvis spurgt de i alt 14 deltager på de 3 indhold om ønsker, men der var kommet ganske få, så jeg havde besluttet at kurserne skulle have fokus på:

• starter,
• flow (fra moment til fuld bane til konkurrence),
• belønningsstrategi,
• sømløs overgang fra opvarmning til prøve og noget om konkurrencesituationen generelt.

Jeg havde opbygget tre baner, én kvadratisk med 23 skilte (11 skilte, tysker og 11 skilte tilbage igen), en keglebane med alle kegleskilte undtagen fremsending, og en sideskiftsbane med alle 8 sideskifteskilte.

Den kvadratiske bane var lidt snyd, for jeg var kun interesseret i at se, hvordan 1) føreren påbegyndte banen, 2) hvordan de holdt kontakt med hunden, 3) deres belønningsstrategi.

Så derfor fik de til allersidst inden de skulle gå banen, besked på, at de skulle gå banen som ren træning (belønninger tilladt) og de skulle ignorere alle skilte, dvs. gå fri ved fod i firkant.

Det var virkeligt spændende at iagttage. Hundene troede naturligvis det var en rallybane, der var kantbånd, dommer og rallyskilte, så det var meget afslørende for fører/hund-samarbejdet. Det var et fint grundlag for at tale om det, at opbyggesamarbejdet, og om at komme fra et moment til en færdig øvelse, til en stribe øvelser, til en fuld bane. Og til at tale om variable belønninger.

Tre hold, tre forskellige niveauer, og store individuelle forskelle på de enkelte hold. Det var skønt at opleve. Der var næsten ingen, der havde problemer med at gå en ret flot fri-ved-fod bane. I næste runde skulle de udføre de af skiltene, som de ønskede (der var 11 begynder og 1 ekspert), og sørme om ikke alle gjorde det bedre. Derefter er det svært at argumentere imod, at alle ville kunne gøre det rigtigt godt i rally i fremtiden, for så er det ”bare” nogle flere øvelser, man skal kunne.

Det kom ikke helt bag på mig, men alligevel. Jeg lærte en masse selv. Af mig selv. Vi talte fx om at træne fra moment til konkurrence, og jeg fortalte om variabel belønning fx ud fra tid, fordelt omkring et gennemsnit (fx15 sekunder = 15, 12, 18, 10, 9, 17 osv.) og gradvis at hæve gennemsnittet. Hvis hunden til træning er vant til at blive belønnet efter hvert skilt, eller variabelt omkring 30 sekunder, så er det vel meget at forlange, at hunden skal gå en bane på 2 minutter …

Det noterede jeg lige.

Det var tre skønne hold, der blev knoklet på, der blev arbejdet flot af hundene, selv om det var en anelse varmt, og det var superflot træning.

Så kører han til Jægerspris

I dag gik turen til Jægerspris hvor Islandsk Fårehundeklub (læs: Annie Larsen) holdt sin traditionelle dobbelte rallyprøve.

Turen gik først omkring Nicolais Bageri, hvor jeg havde bestilt en hundekage, for at fejre Megans fødselsdag i går, og den var ualmindeligt flot, lækker og meget populær.

Prøvearealet er fantastisk, der er virkelig god plads og fine parkeringsforhold. Jeg stillede med Max og Megan, som først skulle op i championklasse hos Anita, derefter hos Conni.

Opvarmningen etc. var helt som planlagt til de første to prøver, og da der kun var 4 hunde mellem Max og Megan havde jeg dem begge med umiddelbart efter banegennemgangen.

Max var ikke med fra første skilt, og på et tidspunkt undervejs smuttede han. Jeg prøvede at lade være, men jeg VAR pænt irriteret, og han kom bestemt ikke, de første gange, jeg kaldte. Jeg vaklede, men endte med at gennemføre banen, da han kom tilbage, det var en fejl, men det var, hvad jeg gjorde.

Cleare hjernen og så opvarmning med Megan.

Det var en fornøjelse at gå med hende, hun var virkelig opmærksom og glad. Vi blev trukket 2 x 3 (en ommer og en modvillig reaktion) og 11 x 1 for skæve pladser, ude af position, langsomme reaktioner. Men netto 83 point og bestået til sin championklasse nr. 100, det var dejligt. Og så fik jeg en superdejlig tilbagemelding fra Anita om Megans performance, og det var bare skønt.

Til Connis prøve var Max start nr. 2 (af 13) og Megan nr. 9 mener jeg. Det gav mulighed for at de kom ud enkeltvis fra bilen, og opvarmningen med Max gik igen fint. Første øvelse var bakke tre skridt væk, som han er ret skrap til, men han satte sig både første gang og i ommeren (minus 13).

Jeg gjorde mig virkelig umage for at vise min tilfredshed med ham, og der blev arbejdet hårdt hele vejen igennem banen. Jeg synes bestemt ikke han præcision var i nærheden af det normale, men vi mistede kun en ommer og 2 x 1 på resten af banen, og endte med 82 point.

Megan gik noget pustende gennem banen, det var altså også ret varmt. Vi mistede sit under gang (13), havde en ommer derudover og 8 x1 og netto 76 point.

Max funderer jeg over.

Megan var igen i dag en stjerne, det var så lækkert at opleve den gamle teenager knokle på i begge prøver, og det føltes godt mentalt, at hun bestod sin prøve nr. 100 i championklasse.

Det var en superhyggelig prøve, tak til alle, men ikke mindst dommerne Anita og Conni og Annie, som er den store drivkraft.

mærkedag

Fredag morgen på stranden med hundene

Det er en ganske særlig dag i dag. Frasse fylder to år, han bliver fejret sammen med Sandra næste weekend. Megan fylder 13 år, og hun blev fejret i onsdags, i dag og i morgen :-)

Hvad kan jeg skrive om Megan og mig, som ikke allerede er skrevet? Formentlig intet. Så hvis der er gentagelser nedenfor, så må I bære over med mig.

Den ganske korte historie er, at Megan blev købt som familiehund, Kirsten trænede hende det første år, jeg overtog hende, jeg begyndte på LP hos DKK, fortsatte hos Hund & Træning og så skete der alt muligt træningsmæssigt og nørdmæssigt.

Vi bestod nogle dressurprøver i Spaniel Klubben, vi gik i gang med LP og endte som DKRLCH og to prøver i eliteklassen (i alt 40 LP prøver), en lang karriere i rally, med over 120 officielle prøver, som ikke er slut, og lidt færdighedsprøvetræning og tre udstillinger. Vi har sågar flirtet med et HTM-program.

En hund på 13 år med en fører på 63 år, der er noget rart og trygt ved at gå op med hende. Vi har ikke resultatforventninger, jeg synes, det er dejligt, hvis vi består, men jeg har forventninger til, hvordan vi fungerer på banen. Megan skal logre og synes det er sjovt, og jeg skal tydeligt vise, at det har hun ret i.

Jeg havde ikke nogen rigtig god idé til hvordan jeg kunne fejre hendes fødselsdag i morgen, men heldigvis spurgte jeg min livline om råd, så jeg bestilte en kage på vej til arbejde. Champions og officials i morgen kan glæde sig til en kagehund :-)

Jeg er svineheldig at Megan er rask og rørig. Det er vild luksus, at jeg i samme uge, som hun fylder 13, kan gå til seriøs træning med hende hos Johanna og til to officielle rallyprøver (i morgen).

Jeg synes, vi er et fantastisk par, vi har aldrig nået stjernerne resultatmæssigt, vi har været tæt på, og jeg har oplevet os som stjerner sammen. Når jeg tænker nærmere efter har vi været rigtigt gode.

Jeg glæder mig som et barn til prøverne i morgen, som resultatmæssigt betyder ingenting, mentalt betyder alt for mig.

Jeg håber, at Megan dør, på samme måde som jeg selv håber at dø. Sover ind og ikke vågner igen. Jeg håber, der går længe, men jeg véd også, at uanset hvornår det sker, så har vi haft et fantastisk liv sammen. Hun har givet mig så meget, og jeg håber hun synes, jeg har givet hende bare en brøkdel igen.

Signaler

Foto: Johanna Allanach

Til aftenens rallytræning hos Johanna vare der fokus på signaler. Hvilke signaler bruger vi, både bevidst og ubevidst, er det en hjælp til hunden at få mange signaler eller få signaler, hvad kan hundene på ren verbal kommando, hvad hvis vi ikke kan se (på) hundene mv.

Meget spændende, og der er ingen facitliste, for det kommer helt an på hund og fører.

Jeg havde valgt – i sidste øjeblik – at tage Megan med i stedet for Max. Max har været med hele weekenden og mandag aften, Megan skal til konkurrence lørdag, og det er særligt hyggeligt at træne med hende.

Vi startede i en individuel runde, hvor vi skulle vælge tre sikre øvelser, og gå dem med bind for øjnene. Jeg valgte bakke tre skridt, gå rundt om fører og springvand. De to første gik fint, den sidste blev til skift side bagved, fordi mit håndtegn var alt for hurtigt. Da jeg prøvede igen i normalt tempo fulgte hun flot med.

I den anden individuelle runde valgte jeg at have fokus på bakke 1 skridt bakke 2 skridt på højre side, og selv om jeg begik flere fejl, lykkedes det mig ikke at miste mere end 1 point i øvelsen. Ja, de 2 skridt bliver lidt skæve, men inden for rammerne af skæv plads (1 point), og selv om hun nogen gange kommer lidt tilbage/lidt ud stil siden, er det rigeligt inden for den tilladte margen. Jeg arbejder videre med at bakke 2-3 skridt.

Jeg fik arbejdet med fremsending til kegle, spring ro spring og det gik fint. Der blev pustet og stønnet lidt i varmen, men Megan arbejdede superflot.

Johanna havde stillet tre sektioner op til selvtræning.

Der var en række med 16 skilte, som vi skulle gennemgå to gange og 1: tælle hvor mange vi kunne udføre på ren verbal kommando, 2: tælle hvor mange kommandoer, vi brugte på de 16 skilte, når vi gik dem.

Jeg skulle bruge forestille mig Max, fordi Megan i sagens natur ikke kan udføre øvelserne på verbal kommando :-) Der var tre skilte jeg ikke ville udføre på ren verbal kommando, nemlig tre skilte, hvor der indgår dæk. Der har jeg altid håndtegn med, for hvis Max er lidt utryg sætter han sig først, og så vil jeg hellere give lidt ekstra hjælp.

I praksis talte jeg til 33 kommandoer, samme niveau som de andre på holdet kom op på. Det løber hurtigt op. Fx skiltet med 1 skridt stå, 1 skridt sit, 1 skridt dæk. Jeg siger plads, kom, stå, kom, sit, kom, dæk (+ håndtegn), plads – 9 kommandoer i alt.

Så var der en sektion med 4 kegler, som vi skulle gå med hunden på højre og venstre side, og vi skulle selv have en ske med en bold på i hånden. Vi skulle udføre dobbeltslalom, tysker, enkeltslalom og springvand.

Det gik ret godt med Megan, jeg tabte bolden et par gange, det var når jeg skulle skifte hånd i forbindelse med nogle vendinger, jeg bruger hånden nærmest hende, når hun skal vende væk, og længst væk, når hun skal omkring (som i tyskeren).

Endelig var den en sektionen, hvor vi skulle binde linen om vores ene ankel, den anden ende til en knitrende pose, så den agerede forstyrrelse, Megan opdagede slet ikke posen :-)

Det var virkelig en skøn træningsaften med hende, hun arbejder fint, er meget opmærksom og meget præcis, og hun er bestemt ikke klar til at blive pensioneret. Megan og jeg kender hinandens særheder, og man kan næsten se hendes medlidende blik på det øverste foto.

Træningen var en før fødselsdagsgave til hende (og mig), hun har fødselsdag på fredag, og vi fejrer den dagen efter ved en dobbelt rallyprøve i Islandsk Fårehundeklub, arrangeret af Annie med Anita og Conni som dommere, det er bare præcis det rigtige sted at fejre Megans 13 års fødselsdag med de rigtige mennesker!!!