Vidunderlig lørdag

Max og Paul i championklasse hos Anita (foto: Liv Elmark)

Den første del af turen til Vipperødhallen i går morges blev brugt til at skubbe de sidste negative tanker og scenarier ud af hovedet (= erstattet med positive), og da Max og jeg kom frem, var alt som det skulle være.

Vi fik en perfekt parkeringsplads, vi mødte Anita og Amanda på parkeringsområdet, og så gik vi ind i flexline, fik hilst på en masse, fik afleveret resultatbog og stillet den nordiske bane op, og lavet et par starter på den plus gået den helt, inden Max igen kom i bilen.

Det var helt som jeg havde visualiseret det. Hvis det havde være på hjemmebane i Jersie havde Max løbet løs, men det ville jeg ikke have her på et fremmed areal, og det fungerede fint.

Første championklasse var hos Anita, der var 11 i klassen og Max og jeg startede som nr. 2 efter Thea og Berith.

Jeg kunne mærke, at jeg havde den helt rigtige følelse indeni under banegennemgangen, og havde overskud til at foreslå, at der blev lavet trafikregulering på et sted, hvor der flere gange opstod en klump af deltagere. Jeg tror jeg kunne banen udenad, men jeg er ikke sikker på det, og det var heller ikke vigtigt, for jeg havde det allervigtigste: ro og glæde indeni.

Jeg glædede mig!

Jeg hentede Max et par minutter før banegennemgangen var slut, fordi jeg kunne se at Berit og Thea var ved at gøre klar, og ikke lignede nogen der ville bruge de fem minutter efter banegennemgangen, de ville gå lige på. Da de var færdige, lavede jeg en start udenfor ringen, Max smuttede, jeg fik ham ind igen og så gik vi på banen og gav starttegn. Første skilt skift side foran gik fint – det kan drille, hvis han ikke er helt fokuseret, men det var han. Dæk hente bringe og stå hente bringe var de to næste, ud mod tilskuerne, og så synkron højre. Det var omkring der, den ”svære” del af banen var overstået, og derefter husker jeg bare et fint flow resten af vejen.

Liv havde filmet prøven – det anede jeg ikke, tusind tak igen! – og hun havde bemærket, at jeg på et tidspunkt slappede af, og så kørte det bare derfra. Meget perfekt!

Vi endte med 96 point og blev 2. vinder, slået af Berith og Thea, som fik 97 point og blev DKRSCH – meget flot og meget fortjent. Hurtigt efter præmieoverrækkelse og lykønskninger var jeg henne hos dem for at fotografere dem. Jeg var lykkelig over mit eget resultat med Max, og jeg kunne bare mærke Beriths glæde, som smittede og gav mig endnu mere energi.

Vi kunne i ro og mag drysse over til banegennemgangen på Amandas bane, jeg kunne mærke, at det føltes som 9. februar efter at Max og jeg havde fået et supercert. hos Anita og skulle op hos Amanda, ikke noget rigtigt rationelt, bare gode følelser.

En fin bane, jeg havde igen overskud, da Amanda nævnte pladspositionen ved start og jeg spurgte om det var venstre (intern joke: vi har i forbindelse med rallyøvelsesbeskrivelser talt meget om det som nogen kalder pladsposition, andre P1 og vi nu i rallybeskrivelserne kalder venstreposition). Jeg skulle igen starte som nr. 2, lavede en fin start udenfor ringen, gik ind, en lille bitte smuttur fra Max, og så var vi klar.

Jeg tror, jeg havde næsten samme følelse som på første bane, men jeg havde lidt mere ro på fra start, så da de første fire skilte (skift side bagved, fremsending til kegle, indkald, skift side foran) var klaret, kørte det bare, som i kørte fantastisk. Jeg havde en vidunderlig følelse hele vejen og det er sådan, jeg bare vil føle hver gang jeg går med Max 😊

Vi fik 95 point, blev igen nr. 2, slog Berith og Thea på tid. 1. vinder blev Lone & Suus med 97 point og første supercert. Stort tillykke med det!

På flere måder havde jeg en endnu bedre følelse indeni i går end 9. februar. Dengang blev jeg fuldstændig benovet over at Max og jeg skulle gå så godt og så ovenikøbet to gange på samme dag. I går vidste jeg, at det kunne lade sig gøre, hvis jeg mentalt var helt klar, og gjorde det rigtige hele vejen. Og det er nok det, der gjorde mig allermest glad. Jeg kunne, delvis bevidst, men i høj grad ubevidst, gøre det rigtige og have lige præcis de rigtige tanker og følelser, så Max vidste, at han havde sin allerbedste makker med på banen.

Det er sådanne dage, hvor det hele går op i en højere enhed. Det er fandme det hele værd!!!!

Derefter havde jeg banegennemgang af en uofficiel nordisk klasse hvor pengene gik til HMC, i alt 9 ekvipager var oppe, og sørme om Berith og en meget træt Thea ikke vandt igen, denne gang med 68 point.

Berith var sekretær da Signe var oppe med Lukka (de blev i øvrigt nr. 2 med 57 point mener jeg, ret flot af en hund, der går ekspertklasse), hvorefter Signe var sekretær for resten af nordisk klasse. Det gav anledning til nogle gode spørgsmål og kommentarer til bedømmelserne, og også til, at der var nogle der fik lidt mere fratræk end jeg havde givet i første omgang!

Mathilde var oppe med Max to gange i juniorklasse. Jeg så ikke den første prøve hos Anita, men der havde været en del snus så de måtte ”nøjes” med 78 point, men 1. vinder som de eneste i klassen.

Da de skulle gå Amandas bane fik jeg besked af Mathilde på at stille mig synligt udenfor ringen, for Max havde åbenbart set meget efter mig, da han gik første bane. Jeg så en flot banegennemgang, men også en lidt træt Max og noget snuseri. De endte med flotte 95 point, og jeg tog afsted umiddelbart efter.

Tak til Islandsk Fårehundeklub (Annie Larsen især) for et som altid veltilrettelagt arrangement!

Kirsten og jeg skulle til København og spise med Lone og Anders på Llama, en skøn aften i fantastisk selskab og med masser af dejlig mad og spændende drikke, men det er en helt anden historie 😊

Bonjour tristesse

Max til prøve 2 (foto: Mia)

Min blog er ikke mindst min performancejournal. Lanny Bassham ville kom efter mig, hvis jeg skrev det, jeg gør nu, men jeg gør det alligevel: Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst er taget så trist fra en hundeprøve som i dag. Jeg har ledt efter det rigtige ord: skuffet, desillusioneret, ked af det, men trist rammer nok bedst. Kirsten har også spurgt til det, for det er bestemt ikke sådan, jeg plejer at have, det efter en prøvedag.

Det sidste jeg sagde til Amanda og Anita inden jeg kørte var, at som jeg havde det, ville jeg ikke kom til rallyprøverne i Sheltie Klubben i morgen. Jeg kan mærke frustrationer, irritation, skuffelse og andre legale følelser, som fylder alt for meget, og har svært ved at blive trængt væk.

Det var et rigtigt flot arrangement, som altid når Annie står for det. En dobbelt rallyprøve, fine baner designet af Anita og Conni, fantastisk vejr, flotte præmier, god stemning.

Vi startede på Anitas championbane.

Jeg havde fået Mette til at holde Max, for at afprøve den alternative start fra Hässleholm. Jeg fik ham lige inden vi skulle på banen, og han ville bare ikke være hos mig. To gange til Anita og tilbage igen, ind på banen og to gange igen (?). Jeg lagde ikke selv mærke til det, men Anita sagde han rystede de første 4-5 skilte. Derefter var han pludselig på, og den sidste del af banen føltes ok. IB.

Lille Bjørn havde det ret varmt, han ville ikke bakke væk fra mig (13), der var 3 ommere og 4 x 1. 74 point og nr. 6 ud af 7. Til Connis championbane var det ikke blevet køligere. Jeg lånte en kølemåtte af Mette, og den faldt bestemt i Lille Bjørns smag. Derudover fik hundene naturligvis masser af vand at drikke og over sig.

Jeg aftalte med Amanda at varme Max op på klassisk vis (måske ikke for mig), opvarmning under ekvipagen før, masser af godbidder, snusning forbudt. Jeg havde ikke line på, superkontakt, da vi nærmede os ringen dæmpede han, og løb lidt væk, jeg tog fat i ham, fik ham ind i plads, klappede ham og gav klartegn. Vi gik en ok prøve, men jeg var anspændt, og jeg kan se på videoen (tak Mia!), at Max slet ikke er i nærheden af at præstere på det niveau, han kan, når han er bedst.

Vi kæmpede os igennem, vi fik 90 point, men det var ikke en god fornemmelse, lidt bedre en første prøve, men ikke sådan som jeg gerne vil føle indeni.

Lille Bjørns anden prøve føltes fantastisk. Han var virkeligt på, meget bedre end til første prøve, og bortset fra at han igen ikke kunne bakke (bakningen i slutningen af banen, når det er varmt, er ikke et hit), mistede vi kun 5x1. Absolut godkendt. 82 point og 5. vinder ud af 9, Max blev 4. vinder.

Mathilde: 1., 2. og 3. vinder til juniorklasse hos Conni

Så blev det Mathildes tur 😊 Hun skulle op med Boogie, Max og Lille Bjørn i juniorklasse til begge prøver, og gik igen fantastisk. Første prøve var hos Anita, og her fik Mathilde sin første prøve til 100 point med Boogie; hun blev nr. 2 med Max med 94 point og nr. 3 med Lille Bjørn med 86 point. Anden prøve vandt hun med Boogie med 99 point, Max blev nr. 2 med 93 point og Lille Bjørn blev IB’et, fordi Mathilde for at vikle linen ud tog fat i hans halsbånd.

Jeg kunne som tilskuer nyde Mathildes opvarmning (godt coachet af Amanda) af hundene, og se alle banegennemgangene. Mathilde arbejder toprutineret, og får i sagens natur mere og mere erfaring. Selvom hun naturligvis ærgrede sig over IB’en, så er det god læring, til en prøve der intet betyder.

Annie havde fået den gode idé at arrangere en seniorklasse, til fordel for HMC, og ved at ændre seniorkriterierne lidt fik vi 13 til at gå op og dermed et bidrag på 1.300 kr. til det gode formål.

Der var én, der før prøven spurgte, hvad en seniorbane var, og jeg sagde der ikke var dæk, sit, twist eller bakke. Hvad er der så tilbage? lød det rappe svar 😊 Det kan man se nedenfor:

Seniorbanen

Hvad så kunne man spørge, hvad er der at være trist over?

Jeg har ikke et godt svar, det føltes bare ikke godt. Ikke gode resultater, og slet ikke den rigtige følelse, det var faktisk kun Lille Bjørns anden prøve, jeg havde det rigtigt godt med.

Jeg sover på det og mon ikke jeg dukker op til Sheltie Klubbens prøve i morgen?

Klassisk nørdtræning

Annie og jeg har skrevet lidt sammen efter rallyprøverne på Samsø, fordi hun var interesseret i at høre, hvad jeg har gjort for at få det fantastiske samarbejde med Lille Bjørn (sådan var det ikke i gamle dage!), og det meget forbedrede samarbejde med Max. Det endte ikke så overraskende med en træningsaftale i dag, sammen med Anita og Amanda, i hallen i Viby.

Annie havde medbragt en championbane med 11 stationære skilte og i første omgang varmede vi op, Annie & Huni gik banen og fik feedback af mig, jeg gik banen med Max og fik feedback af Annie. Det var en meget typisk banegennemgang med Max. Der havde været en løbsk tæve i hallen lige før os, og det kunne tydeligt aflæses på Max. En del snus, som resulterede i flere ommere, fordi han ikke var helt med. Og en del piben. Vi talte om, hvordan jeg kan få hans fokus i de situationer – altså en kommando til at afbryde snusen, når der er gået i gang – som altså bliver noget kompensation for, at han ikke holder kontakten. Jeg tygger lige på den.

I næste runde skulle vi gå helt den samme bane, men nu med Anita som dommer, og Amanda & Dumle som forstyrrelse. Jeg havde meget bedre kontakt, der var mindre lyd, en langt bedre banegennemgang end den første, men også lidt snus. Anita sammenlignede min banegennemgang med mine HTM-prøver. Jeg er meget mere støttende i HTM med kommandoer hele tiden, og det kunne jeg jo overveje, om jeg også kunne være i rally. Jeg smilede bare, for det var jo feedback lige i øjet!

Så tredje gang skulle jeg være meget mere støttende. Der var også mere forstyrrelse, fordi Anita trænede HTM/FS med musik, og Amanda stod og gav Dumle godbidder og det skulle Max lige hen og tjekke inden vi gik på banen. Men fra vi startede, gik det strygende. Jeg huskede både mellem skiltene at minde om positionerne, og under udførelsen af skiltene, kom der kommandoer til de enkelte positioner, fuldstændig som jeg gør i HTM. Det blev langt den bedste af de tre banegennemgange, og med minimalt snus.

Endelig fik vi trænet belønning i startpositionen, så det var fedt for Max bare at sidde klar, uanset at jeg gav klartegn og der blev sagt Fremad.

Det var utroligt meget udbytte af at gå den samme bane tre gange, få konstruktiv feedback og justere på nogle ganske få parametre fra gang til gang.

Mens musikken spillede og vi alle trænede hver for sig, fik jeg arbejdet med Max’ HTM-positioner, specielt starten, hvor jeg nu fik ham til at ligge roligt, mens jeg rodede med foto, lommetørklæde og hat, faktisk så meget at han ikke gik med i starten … Jeg fik også arbejdet med slutningen, efter løb i P6, hvor han går rundt til P5, vi går P5, han går foran ind i P10, hvor jeg går forlæns og han bakker, derefter en spin mellem benene på mig, han sætter sig, jeg går ned på knæ, han lægger hovedet i min hånd og jeg lægger hatten. Det føles rigtigt, og på onsdag skal jeg prøve den til musik.

Rigtig skøn og givende træning i supergodt selskab!

Diagnose, mønsterbrydning, hjælp

Gårsdagens blogindlæg med videoer fra Sabro i lørdags har virkelig givet respons.

Videoer er et fantastisk redskab i mange sammenhænge, og jeg kan roligt sige, at både jeg selv og andre har set meget nøje på de to med Max. Annie har nok set begge med Max flest gange, hun er kommet med et bud på en diagnose, og jeg har sammenfattet den:

”Diagnosen baseret på de to videoer med Max og Paul.

Paul:

Han bliver meget irriteret og bragt ud af rallymode allerede ved første skilt.

Han skal have nedtonet sit stive kropssprog - og erstatte det med "Max: Du vil gerne passe på os, men ved du hvad, nu passer jeg på dig og så begynder vi helt forfra.”

Max:

Han har meget stort behov for at afdække, hvem der har været der før ham. Max udsender meget tydelige signaler i første tredjedel af banen, det er dér, skal laves en indsats, for det er dér, han er max utryg. Max gør det han er bedst til "bruger næsen" for at afdække "banen".

Sidste delen af banen går så fint, her har han afdækket eventuelle trusler.

Max passer max på mig. Det har intet med "jeg gider ikke, gør det selv". Han er VIRKELIG PÅ OVERARBEJDE".

I menneskeverdenen kalder vi det "vanskeligheder med at sortere det uvæsentlige fra det vigtige". Max tager alle indtryk ind på lystavlen uden filter. Mennesker får medicin for det problem.

Han løber ud af banen, fordi hans følelsesmæssige bæger flyder over. Og det er sket så mange gange at han nu overreagerer. Og så er han jo hund, med betingede reflekser. Max er en hamrende dygtig hund, der har behov for hjælp til at ændre de "betingede reflekser "

Indsats:

Hvordan kan vi stoppe et snus, der for hunden er "vigtigt for om jeg tør gå den vej"- og lade fører bestemme?

Hvordan kan vi omkode de nævnte betingede reflekser?

Det, der skal rettes, skal rettes i den rigtige kontekst, altså prøver som er ren TRÆNING.”

Annie og jeg har skrevet en del mere sammen, men ovenstående synes jeg sammenfatter diagnosen meget fint.

Der var også en anden, som kom med input, helt i tråd med hvad fx Christina har foreslået for ikke så længe siden:

”Jeg ser en hundefører der er virkelig ivrig for at tingene skal ske - jeg havde desværre ikke så meget lyd på, men jeg synes at du taler til ham 'pænt meget'??? Du træner meget med ham, ikke? ikke kun Rally men HTM og andet? Tror du Max trænger til en virkelig lang pause helt uden træning? Som i HELT uden træning? kun lange ture og snus? Hvorfor tror du der sker, det der sker med ham? Ved han måske, at der er langt til belønningen? Opfører du dig anderledes end til træningen og mærker han det? er han en sensitiv lille hund? Har du selv store forventninger til ham? og til dig selv?”.

Rigtigt gode spørgsmål, nogle nemme at svare og nogle sværere.

Men bundlinjen er, at jeg har fået rigtigt meget at tænke over, og jeg vil - meget mod min natur - lade være med at være impulsiv. Der bliver ikke taget nogen store beslutninger på denne side af weekenden.

Jeg holder fast i at jeg stopper organiseret rallytræning med Max indtil videre. Til gengæld har jeg fået mulighed for at komme på et FP/tricks-hold hos Johanna på hendes anbefaling. Som hun skrev: ”ny indlæring, fokus på samarbejde - og masser af forstærkning ved nyindlæring.”

Det er ét eksempel på et mønster, der bliver brudt.

Til dagens rallytræning hos Johanna, kom der lidt nyt i forhold til rallyen. Der blev arbejdet videre ud fra Amandas ide med at komme ind i setup (mellem benene). Så rutinen er nu: setup med line på, gå ind til startskiltet, Max sætter sig i setup, jeg tager linen af, lægger den (ikke gå rundt med den), moveon til plads, klartegn og så start. Det prøver jeg på lørdag.

Og så talte vi om belønning undervejs og til sidst – også brydning af mønstre – så jeg begynder nu med NFR (Non Food Reinforcers), der står lidt om disse sekundære forstærkere i dette blogindlæg fra konference med Ken Ramirez i München 2012.

Så jeg skal til at indarbejde dels belønningssignaler undervejs, dels til sidst.

I øvrigt gik Max som en drøm hele timen. Der var noget snus, men ikke vildt meget, selvom der var en løbsk tæve. Vi lavede en masse superflotte øvelser på de forskellige stationer med fristelser, kegler og spring. Og ikke mindst starter fik vi arbejdet rigtigt meget med på en god måde, hvor Max var tryg og på.

Næste skridt er at få professionel hjælp til at arbejde med at finde ud af hvad årsagen er til Max’ adfærd og forhåbentlig nå frem til en konkret plan, der kan lede frem til at han synes det er ligeså sjovt at gå til prøve som at træne. For han er jo så dygtig og kan så meget, jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg får adgang til dette potentiale.

Fortsættelse følger!

Rally i Jægerspris

Mit blogindlæg i går aftes om Megans 14 års fødselsdag er til min ret store overraskelse blevet meget populært. Mens dette skrives er det blevet vist 1.064 gange og er dermed mit næstmest viste blogindlæg, jeg aner ikke hvorfor.

Men jeg glæder mig over de mange lykønskninger, de betyder altså ret meget.

I dag skulle jeg til Jægerspris for sammen med Lone Sommer at dømme en dobbelt rallyprøve arrangeret af Islandsk Fårehundeklub (IF), et arrangement som Annie som sædvanlig havde fuldstændig styr på.

IF støtter jeg meget gerne! Annie og co. er nogle ildsjæle, og deres rallyarrangementer er meget flotte. De er velplanlagte, bliver gennemført fornuftigt, der er dygtige sekretærer og tidtagere, flotte præmier – og det er bare en fornøjelse at være med både som udøver og som dommer.

I dag var også først lejlighed til at uddele flere Rally Champion cup rosetter, i alt 12.

Mine baner fra i dag ligge her.

Hvad skal ellers sige om dagen? Frasse fyldte 3 år, vi fejrer ham næste lørdag. Megan fyldte 14 år, vi fejrer hende hver dag.

Nå ja, Amanda og Osseau fik da også lige superchampiontitlen. I deres prøve nr. 99 i championklasse fik de 99 point, blev 2. vinder og fik det tredje supercert. Hvis der er nogen jeg under den titel er det Amanda – hun har virkelig fortjent det! Hun og Osseau har et kæmpepotentiale, og den seneste tid har de fået nogle virkeligt flotte resultater. Tillykke med det hele!

Jeg oplevede en masse flot førerarbejde, og også en mærkelig begynderklase, den allersidste i min ring på dagen. 9 deltagere, 5 IB’er og 71, 72, 74 og 89 point til de sidste. Det var bestemt ikke en svær bane (se linket ovenfor), men det var varmt, det var anden prøve for alle hundene, det var blæst op, så der var lidt mærkeligt på en el af prøveområdet.

Jeg glædede mig over førere der stoppede, fordi hunden ikke var med dem, og ingen sure miner overhovedet over de manglende resultater.

Det har ikke været en dårlig dag :-)

Rally champion cup 2016/2017

Rally champion cup blev stiftet i 2012 af Johanna og mig, for at opmuntre til at stille op i championklasse. Det virker ikke som om der er behov for at gøre noget særligt i den forbindelse længere, for hold da op en populær klasse! Men champion cup fortsætter ufortrødent nu for 6 år.

I det daglige er Annie den, der trækker det store læs, ved at opdatere resultatlister. Læs mere på Annie Larsens hjemmeside.

Igen i går har Johanna sørget for at koordinere bestilling af de mange rosetter og jeg står for uddelingen. Jeg fik rosetterne af Johanna i går, og nu kommer den sjove del: at uddele dem.

Jeg startede ubeskedent med mig selv, som man kan se af fotoet.

Megan fik to rosetter, en for ældste hund og en for bedste spaniel – hun blev nr. 18 sammenlagt. Max fik også to rosetter, en for bedste terrier og en for at blive nr. 9 sammenlagt. Lille Bjørn skulle også med, han fik ingen roset, men blev nr. 24 sammenlagt med 4 tællende resultater.

Hurtigt op af hullet

I dag havde jeg fornøjelsen at dømme Islandsk Fårehundeklubs klubmesterskab i Rally, i alt 18 ekvipager i fire klasser.

Jeg havde fået et foto af prøveområdet inden, og de baner, jeg havde designet, passede perfekt: som man kan ane på fotoet startede banen ved træet, og den første del af banen gik rundt om træet. Udover at det var lidt utraditionelt, var der også en rigtig behagelig temperature under træet.

Der var en masse flot førerarbejde, og der er flere jeg kunne nævne, men jeg vil nøjes med én: Annie og Tira var oppe til deres officielle rallyprøve nr. 101, og for første gang fik de 100 point. Det var superflot og meget velfortjent!

Efter at have sikret mig, at der var mulighed for jeg kunne have hundene tæt på mig, mens jeg dømte, havde jeg tilmeldt Megan og Max til den anden rallyprøve på dagen, som var for alle racer og med Anita som dommer. Megan måtte jeg jo melde fra, men Max skulle op i en flot championklasse med i alt 10 ekvipager.

Det var virkelig en drøm af en bane, med masser af højrehandling og kun 3 skilte på venstre side, og et lækkert flow. Jeg har sjældent følt mig så oplagt og klar til en rallyprøve.

Desværre var Max ikke ligeså klar, så under første skilt, skift side foran, smuttede han ud af banen, og i et lille sekund overvejede jeg bare at stoppe prøven.

Jeg kaldte på ham, han kom med det samme, og vi gennemførte banen, men han var langt fra sig selv, og vi blev IB’et på point.

Jeg har virkelig været på hårdt arbejde med en analyse i hovedet af de to DM-prøver, prøven dagen efter DM, prøven i Osted i søndags og prøven i dag sammenholdt med hinanden. Jeg var lynhurtigt i et sort hul og skuffet og alt muligt negativt over prøven i dag.

Det fik jeg ikke lov til ret længe. Umiddelbart efter præmieoverrækkelsen stod jeg sammen med en gruppe bestående af Sidsel, Amanda og Anita som dissekerede min adfærd og mine tanker, og jeg må indrømme, at det var lidt svært (=umuligt) for mig at blive nede i hullet. Jeg fik en del velfortjente mentale spark bagi, og jeg kan garantere, at jeg næste weekend vil være noget skarpere mentalt end i dag.

En kort kommentarer vedr. Anitas og min casting til Hvem vil være millionær? Vi skulle have hørt noget senest i går, hvis vi skulle gå videre, og da vi ikke har hørt noget må vi konstatere, at det ikke bliver i denne omgang vi vinder millionen. Vi kan glæde os over et sjovt forløb, og en dejlig oplevelse ved castingen. Kirsten har i solidaritet lovet at hun vil boykotte at se udsendelserne, hvilket bliver nemt, fordi hun normalt ikke ville drømme om at se dem.

Drømme og virkelighed

Lonni, Christina, Anita, Amanda og Paul - klar til DM

Da jeg vågnede i morges stod det pludselig klart for mig, så her er mine realistiske mål for DM.

Succeskriteriet er, at jeg er tro mod mine egne mål om at hver prøve skal være sjov og ikke andet – 100 % fokus på at støtte hundene. Jeg træner det hele tiden og det lykkes ofte, men (næsten?) ligeså ofte lykkes det ikke. Jeg må bare træne det noget mere.

For mig har det været en drøm at alle tre hunde er kvalificeret til DM. Jeg kunne drømme om gode placeringer (= resultatmål) ved DM, men det giver ikke mening.

Her er en nøgtern vurdering af de enkelte hunde, og deres realistiske resultatmål.

Megan er ren bonus, hvis vi består. Hun er IB’et 9 ud af 20 gange i år og med et årsbedste på 93 er en finale meget usandsynlig.

Max er bonus, hvis vi består. Han er IB’et 7 ud af 21 gange i går, heraf 4 hvor han har forladt ringen. Hvis han gør det til DM er der ikke en overraskelse og jeg må ikke blive sur. Årsbedste 96, og finaleplads er usandsynlig.

Lille Bjørn har bestået 8 ud af 9 i år, han kom i finalen til Jubilæumsarrangementet, og vi har fået styr på bakningen. På en god dag (årsbedste 94) kan vi komme i finalen, alt derudover er bonus.

Alle der har set også konkurrere på det sidste kan bekræfte, at ovenstående er absolut sandt.

Tydeligt kantbånd

Til aften havde tirsdagsrallynørdgruppen inviteret Anita til at dømme en officiel generalprøve i Jersie, hvor vi var 6 deltagere med i alt 11 hunde: Amanda (Dumle & Osseau), Annie (Huni), Christina (Tempo), Lonni (Mayday & Morgan), Majbrit (Caro & Louis) og mig selv med alle tre hunde.

Amanda & Dumle dømmes af mor

Der var stillet ring op, Anitas championbane fra i lørdags i Sorø blev anvendt, suppleret med skilte, så der var en championbane og en ekspertbane i én, der var telte og der var dommer med dommersedler og tilbagemeldinger. Meget officielt.

Jeg gik banen fire gange.

1. gang med Max. Han havde – selv om jeg måtte belønne undervejs – 60-70 % af sit fokus udenfor ringen, ualmindeligt langt fra det vi kan præstere, når vi er gode.

2. gang med Lille Bjørn, som var i udpræget snusemode. Jeg blev trukket for flere gange høj eller truende kommando, når jeg forsøgte at få kontakt, og det var vores ringeste præstation i rally i evigheder.

3. gang med Megan, som også var i snusemode, og jeg kunne næsten ikke få kontakt til hende. Det var en ret tro kopi af lørdagens prøve. Måske var hun træt, måske er alderen for alvor ved at indhente hende. Der kom også en kommentar, som jeg ikke vil citere, men i hvertfald giver anledning til at overveje, om det er nu, jeg skal stoppe med hende

4. gang var med Max igen, og med strategien max (!) belønning i starten og for at komme i gang. Han lavede en masse pænt, men hans fokus var altså langt fra hos mig det meste af tiden. Ja, der skal bare arbejdes intensivt videre med motivation.

Kunstnerisk foto

”En dårlig generalprøve giver en god premiere” passer bestemt ikke i denne sammenhæng, for det var jo ikke en dårlig generalprøve, det var en prøve, der viste vores aktuelle niveau. Lille Bjørn kan gå en del bedre, Max og Megan kan gå noget bedre, men det er der vi er.

Så derfor skal jeg huske huske huske indledningens ord om, hvad mine succeskriterier er på lørdag.

Jeg benyttede anledningen til at give min pøj pøj gave til Amanda, Christina og Lonni samt til supporter Anita, se foto øverst.

For lige at få en positiv twist på dette skrev jeg efter prøven til Anita og bad hende skrive én positiv ting om hver hund og om mig. Og det blev til:

”Megan er så sød og glad når hun forstår hvad hun skal. LB laver virkelig flotte øvelser og Max - tja, han ønsker vist bare at du ville tage det lidt mere roligt :-) Og dig :-) - du gør alt for at gøre dit bedste :-) :-)"

Så helt håbløst er det bestemt ikke!

Klassisk træning

 

Max fyldte 5 år i dag, så inden morgenturen var der arrangeret fotosession i haven. Lille Max 5 år og den yngste i flokken. Hold da op, hvor har vi oplevet meget sammen allerede, og jeg føler at det mest spændende stadig er i vente. Jeg glæder mig til de næste mange år sammen med ham!

 

Jeg justerede planerne for aftenens og morgendagen rallytræning efter træningen i går aftes, så Max har træningsfri begge dage, og i dag fik Megan pladsen til den træning Christina arrangerer i Søborg.

Megan med Connie som bonusfører :-)

I dag var vi fem: Christina og Tempo, Connie og Magic, Majbrit og Caro, Annie og Tira og mig selv med Megan. Christina havde forberedt en bane, med fem til at stille op går det lynhurtigt. I dag var temaet igen præcision, og der var opbygget to baner parallelt/spejlvendt, så vi kunne gå to samtidig og være forstyrrelser for hinanden.

Vi er ret garvede alle sammen, så der bliver gået seriøst til sagen, kommenteret på livet løs, og snakket og grinet en del. Det er simpelthen hyggeligt!

De to baner gik jeg to gange hver, med Megan på hhv. højre og venstre side, og med passende pauser imellem. Jeg tror jeg fra start til slut med Megan trænede max 30 minutter og det gik ret godt. Jeg vil sige at 90 % var lige i skabet, og så var der nogle detaljer, vi kunne nørde med. Rundt om fører fra venstre side, sit-stå på højre side (!) og bakke 1-2 skridt på højre side (som jeg havde som fokus øvelse ved siden af).

Endelig arbejdede jeg med at justere håndsignaler til ind foran sit kontra ind foran stå, for Megan begyndte at bakke i den ene foran sit, fordi jeg var lidt for hurtig med at flytte hånden.

Megan hyggede sig gevaldigt, det var som altid hyggeligt at Cecilia var med, træningen gik fint og Christina og jeg fik talt om hundeskole i Søborg, kvalifikationsprøver til Årets Hund og andet væsentligt, da de andre var gået.

En super træningsaften.

Kirsten påstår at hverken Max eller Lille Bjørn havde savnet mig og Megan, så alle har været tilfredse!

Så kører han til Jægerspris

I dag gik turen til Jægerspris hvor Islandsk Fårehundeklub (læs: Annie Larsen) holdt sin traditionelle dobbelte rallyprøve.

Turen gik først omkring Nicolais Bageri, hvor jeg havde bestilt en hundekage, for at fejre Megans fødselsdag i går, og den var ualmindeligt flot, lækker og meget populær.

Prøvearealet er fantastisk, der er virkelig god plads og fine parkeringsforhold. Jeg stillede med Max og Megan, som først skulle op i championklasse hos Anita, derefter hos Conni.

Opvarmningen etc. var helt som planlagt til de første to prøver, og da der kun var 4 hunde mellem Max og Megan havde jeg dem begge med umiddelbart efter banegennemgangen.

Max var ikke med fra første skilt, og på et tidspunkt undervejs smuttede han. Jeg prøvede at lade være, men jeg VAR pænt irriteret, og han kom bestemt ikke, de første gange, jeg kaldte. Jeg vaklede, men endte med at gennemføre banen, da han kom tilbage, det var en fejl, men det var, hvad jeg gjorde.

Cleare hjernen og så opvarmning med Megan.

Det var en fornøjelse at gå med hende, hun var virkelig opmærksom og glad. Vi blev trukket 2 x 3 (en ommer og en modvillig reaktion) og 11 x 1 for skæve pladser, ude af position, langsomme reaktioner. Men netto 83 point og bestået til sin championklasse nr. 100, det var dejligt. Og så fik jeg en superdejlig tilbagemelding fra Anita om Megans performance, og det var bare skønt.

Til Connis prøve var Max start nr. 2 (af 13) og Megan nr. 9 mener jeg. Det gav mulighed for at de kom ud enkeltvis fra bilen, og opvarmningen med Max gik igen fint. Første øvelse var bakke tre skridt væk, som han er ret skrap til, men han satte sig både første gang og i ommeren (minus 13).

Jeg gjorde mig virkelig umage for at vise min tilfredshed med ham, og der blev arbejdet hårdt hele vejen igennem banen. Jeg synes bestemt ikke han præcision var i nærheden af det normale, men vi mistede kun en ommer og 2 x 1 på resten af banen, og endte med 82 point.

Megan gik noget pustende gennem banen, det var altså også ret varmt. Vi mistede sit under gang (13), havde en ommer derudover og 8 x1 og netto 76 point.

Max funderer jeg over.

Megan var igen i dag en stjerne, det var så lækkert at opleve den gamle teenager knokle på i begge prøver, og det føltes godt mentalt, at hun bestod sin prøve nr. 100 i championklasse.

Det var en superhyggelig prøve, tak til alle, men ikke mindst dommerne Anita og Conni og Annie, som er den store drivkraft.

Nye tider – travlt med træning

Tirsdag morgen - ikke meget sommerstemning

Jeg er nævnt i tre blogs indenfor den sidste uge, og jeg vil gerne kvittere for at jeg har læst alle tre. Jeg har bl.a. kvitteret ved at bruge to af titlerne som titel på min egen blog :-)

Den første er Annies Rally specialtime. Jeg vil ikke skrive, hvad hun roser mig for, jeg synes I selv skal læse bloggen, hvis I ikke allerede har læst den.

Den anden er Anitas Travlt med træning, om at træne tricks, HTM og LP og holde fokus på det vigtigste hele tiden.

Den tredje er Connis Nye tider, som også handler om at træne flere discipliner, og også om at erkende at hundene bliver gamle på et tidspunkt og ikke kan så meget mere.

Lige crash-versionen af min situation:

• Megan 12 år rally championklasse, Reserveliste til DM, på vej til Årets hund
• Lille Bjørn 8 år, LP3, kæmper for sin næste pind
• Max 4 år, rally ekspertklasse, kvalificeret til DM og Årets Hunde, LP3, glæder os til de nye regler uden 4 minutters fællesdæk, træner mod FP3, HTM1-novice
• Har for få måneder siden fået fokus på vigtigheden af den mentale del af (hunde)sporten, bruger coach og arbejder meget med den mentale del.

Jeg træner altså med 3 hunde og med mig selv. Megan og Lille Bjørn ”kun” i en disciplin, Max i fire.

Det betyder - i endnu højere grad end tidligere - at den enkelte træningssession er planlagt og med konkrete mål.

Med de dramatiske ændringer der er sket inde i mit hoved er der også sket betydelige ændringer af min måde at tænke træning på. Jeg er - inspireret af min nye guru Lanny Bassham - begyndt at føre Performance Journal i stedet for træningsdagbog.

Så der er nu fokus på alt det positive og på konkrete forbedringsområder.

Til dagens træning i Benløse med Anita og Lonni havde jeg Megan og Max med. Sikken en optur!

Megan fik fornøjelsen at prøve et par de starter, som jeg har forberedt til min rallyspecialtime i morgen, og gik virkelig godt. Jeg skal godt nok kæmpe for at holde hendes fokus, men så fungerer det også. Ikke noget med at give op, bliv ved, acceptér ikke en afmelding, og hun gik som en drøm. Hun er en ganske ældre dame, og hun kan ikke træne ret længe ad gangen. Vi trænede cirka 15 minutter for fuld damp og så ikke mere. Det fungerer fint.

Egentlig ville jeg have haft Lille Bjørn med og trænet LP med ham, men han blev udskiftet med Max pga. varmen … 24 grader er noget over den optimale driftstemperatur for Lille Bjørn, så Max kom med.

 Det var tydeligt at Max var ekstra opmærksom på omgivelserne på det nye område, men ellers gik han flot, først de korte rallybaner, og så lidt felt.

Det egentlige fokus var fællessit, som vi sluttede med. Jeg tror han sad først 15 sekunder (belønning) og så lidt længere tid, hvor jeg var i gang med at gå i skjul bag Lonni, men Anita fik mig til at gå tilbage og belønne … Ja, Max sagde ikke en lyd og der gik måske 45 sekundser!!!

Fantastisk træning!!!

I morgen tidlig står den på træning med forstyrrelser i Søborg – Max og Lille Bjørn skal med.

Sikken en dejlig dag

Lille Bjørn, Megan og Max fotograferet i haven i morges

Først og fremmest er det i dag Frasse fylder ét år. Han er naturligvis jordens skønneste barnebarn og vi glæder os til at fejre ham på lørdag.

Takket være stor fleksibilitet fra Annies side er min deltagelse til rallyprøverne i Islandsk Fårehundeklub på lørdag i Jægerspris blevet tilrettelagt, så jeg kan komme afsted og komme rettidigt til fødselsdagsfest i Malmø.

En anden næsten lige så vigtig fødselsdag er Megans, hun fylder 12 år i dag.

Megan er den hund jeg har brugt ubetinget mest tid sammen med til træning og konkurrence (og hjemlige hygge naturligvis), og hvor har vi været igennem meget sammen. Og hvor har jeg lært uendeligt meget af at træne med hende.

Da hun fyldte 10 år skrev jeg lidt om vores resultater i denne blog, så det vil jeg ikke trætte med i dag.

Hun har fået en masse lykønskninger på Facebook og hver eneste en er læst og har gjort mig glad. Men der er alligevel to, som gav noget ekstra. Mettes: ”Stort tillykke med den dejlige tøs, som har lært dig så meget og givet dig så mange gode oplevelser :)”. Karens: ”Stort tillykke med Megan. Du er Guds benådet at have sådan en dejlig hund : intelligent, viljestærk, med drive, kærlig og ikke mindst, en hund der beriger dig med så megen glæde.”

Bortset fra at hørelsen ikke er så god længere er hun sund og rask. Vi træner stadig lidt sammen (hun bliver også hurtigt træt) og vi konkurrerer stadig. På lørdag skal hun op til sin rallyprøve nr. 98, og selvom jeg må indrømme at håbet om at komme til DM med hende for 5te år i træk er ualmindeligt lille (hun er pt. nr. 11 på reservelisten), så klør vi fortsat på for at komme til Årets Hund 2015, så vi deltager også i rally i Vejen 21. juni.

Nu, hvor hun ikke hører så godt, er jeg blevet meget mere bevidst om mine signaler - godt hjulpet af skarpe trænere :-) - og hun har faktisk gået nogle ganske pæne rallyprøver på det sidste, vores samarbejde er ikke så dårligt. Jeg glæder mig meget til vi fortsat skal træne og gå til prøver.

Jeg har oveni alt dette også fået flere dejlige tilbagemeldinger om bloggen i går, hvor jeg beskrev min mentale udvikling efter de første coachingtimer. Lene har opsummeret det meget præcist: ”Fantastisk at læse. Det er meget analogt det mindset en rytter skal have(træne) ifbm konkurrencer, selvom "vores" værktøjskasse ser lidt anderledes ud. Men det går alt sammen ud på det samme, nemlig at have helt styr på sig selv og de signaler man sender. Så din øv-tur ender måske med at være noget af det bedste der er sket, fordi den har givet dig en ny vinkel på din træning, nemlig træningen af dit mentale jeg!”

Jeg er bare 100 % sikker på at det er vendepunktet. Til dagens træning – sidste runde på Anitas rallyhold – var jeg 99 % bevist om mit om Max og mit samspil, og den sidste 1 % opdagede jeg selv og korrigerede.

Resultat var forrygende. Meget fokuseret Max, selv om vi kom ud for kraftige forstyrrelser, en masse meget præcise øvelser, en ekspertbane med en ommer pga. en dum førerfejl (gik med højre fod først i en vending???) og så en rigtig god æresplads dæk ved siden af. Variabel belønning omkring et snit på 6-8 sekunder tror jeg, og der kom lidt lyd to gange, hvilket er vanvittig flot for os. Og jeg kunne stå oprejst og afslappet og droppe håndtegnet til sidst – hvad er årsag og hvad er virkning? Det virkede fantastisk.

Vi arbejdede sammen i 1½ time og det var godt hele vejen. Anita gav mig en rigtig flot feedback og endnu bedre: Max fortalte mig bagefter, at han synes han havde haft en rigtig god fører med i dag. Fantastisk positiv træningsaften.

DM i rally 2013

Annie og Tira, Paul og Megan samt Charlotte og Spot

Da vi fik invitationen til DM i rally tilmeldte jeg straks, men med beherskede forventninger og en målsætning om at slutte i top 10, som man kan læse her.

Siden tilmeldingen har vi gået en prøve 3.8 til 72 point og en 18.8 til 86 point, ikke ligefrem resultater der øgede forventningerne til et godt resultat.

Men med lidt fokuseret træning hos Anita, Susanne og Charlotte synes jeg at vi har fået gjort noget ved vores starter, så jeg må indrømme, at jeg fortsat inderst inde håbede på at komme i finalen.

Charlotte og jeg havde aftalt at køre sammen til DM og i går aftes landede vi så på Hotel Hvide Kro i Aalestrup, hvor vi mødtes med Annie og Tira, gik en aftentur og derefter fik en god middag sammen med tre andre hundebekendte.

I dag til morgen stod vi op kl. 6.00, morgenturen gik til Aalestrup Kirkegaard med bl.a. dette monument.

Ved 8-tiden stod teltene på arealet ved Sortebakkehallerne i Nørager.

Efter indmarch med Kimbrergarden og velkomsttaler, gik prøverne i gang.

Vi skulle op hos Pia Hansen-Schwartz i championklasse som nr. 4 ud af 19. Jeg varmede op som planlagt med nogle starter ind over kantbånd, gjorde klar ud for startskiltet i god tid, gav Megan nogle godbidder, trådte ind på banen, tog en dyb indånding og gav klartegn. Og så gik vi en af vores livs allerbedste rallyprøver. Megan var på fra starten, og der var ikke meget der gik galt.

Sidste skilt var "løb", jeg løb, forbi målskiltet og ud af banen og Megan og jeg jublede sammen. Jeg må indrømme at jeg også tudede lidt, for jeg følte virkelig at Megan havde gjort alt hvad hun kunne og sikkert også lidt ekstra. Vi kan ikke gøre det bedre.

Det er naturligvis et skrapt selskab til DM, så præstationen rakte til en 10. plads og dermed præcis til en finaleplads. Nørderne var stærkt repræsenteret i klassen, men til stor overraskelse for mange kom ingen af de andre i finalen: Christina og Tempo (nr. 16), Charlotte og Spot (nr. 13) og Annie og Tira (nr. 11).

Finalen skulle dømmes af Helle Gadeberg, og vi skulle starte som nr. 1, som blev ændret til nr. 2 pga. en dobbeltfører, der rykkede op. Samme startritual for os, men jeg startede for hurtig og måtte lave første skilt om. Men Megan kom hurtigt i gang igen, og selvom det ikke var helt så godt som første gennemgang var det absolut en rigtig god prøve.

Og så var der ikke andet at gøre end at vente på at de andre gik banen. Der var to der helt klart blev IB’et (Ikke Bestået), så dermed var vi sikre på mindst en 8. plads. Meget tilfredsstillende resultat.

Så kom præmieoverrækkelsen. Vi blev først kaldt op som nr. 5te sidst! Med et gennemsnit på 87 point på de to prøver blev vi nr. 5 ved DM i rally championklasse.

Heldigvis skulle Charlotte køre hjem, for jeg ville nok have haft ret svært ved at koncentrere mig om trafikken :-)

Det ufattelige er sket – Megan har været til DM i 3 år i træk (alle de år det har eksisteret), hun har været placeret som nr. 7 i 2011 og nr. 14 i 2012. Og i år har hun, hvor jeg var klar til at pensionere hende, præsteret sit livs resultat. Jeg bliver da bestemt nødt til at arbejde videre med hende i championklasse :-)

Jeg vil gerne sige specielt tak til Anita, Susanne og Charlotte, som nok har troet mere på mig end jeg selv gjorde, og bestemt endnu engang har bevist at det er føreren, ikke hunden der er noget galt med!

Så vil jeg sige stor tak til DKK Kreds 7 og ikke mindst Grethe Veggerby Hansen for et fantastisk arrangement. Ingen deltagere er vist i tvivl om, hvilket arbejde der ligger bag så stort et stævne og at planlægningen og gennemførelsen ikke har involveret ret mange. Men Grethe Veggerby Hansen har både undervejs i forløbet og på dagen været glad, positiv og imødekommende. Uden hende var dette DM aldrig blevet afviklet på det høje niveau vi oplevede.

Tak til nørderne for hyggeligt selskab og fantastisk opbakning. Udover de allerede nævnte også Merete, som med Jewel opnåede en meget flot 8. plads i Ekspertklasse.

Tak til Charlotte for ualmindeligt hyggeligt selskab på hele turen, og masser af hunde- og anden snak.

Og sidst men ikke mindst tak til Megan. Selvom man ikke skulle tro det var muligt: Efter sådan en dag er jeg endnu mere vild med hende end nogensinde!!!

Debut i rally championklasse

I dag skulle vi til Sorø, til et af Border Collie Klubbens fantastiske arrangementer. Det er en klub der virkelig kan få afholdt store, spændende arrangementer og få det hele til at glide perfekt. LP, rally, udstilling og htm indendørs. En misundelsesværdigt aktiv klub!
Megan debuterede i championklasse. Pernille Thelin har optaget prøven (tak!).

Megan ved keglen (foto: Annie Larsen)

Det er tydeligt at jeg har problemer med højrehandlingen, og efter min vurdering mistede jeg 2 x 10 point (springvand og skift side foran), og så er det pludselig ikke så galt at ende med 75 point. Megan blev 3. vinder, og vi er helt med på hvad der skal trænes til næste lørdag!!!
Der var tyndt med nørder i rally i dag, men Annie og Tira var med, og gik en meget flot bane – kun et par førerfejl kostede den anden pind :-(
Der var også er masse LP, som jeg kun fik set glimt af, men da Lille Bjørns og min LP-træning i morgen er aflyst, træneren tager til Paris, så smutter jeg til Sorø igen og ser LP, bl.a. med Vibeke & Julie og Susanne & Maddie i LP2.
Og så er jeg i dag inviteret til at holde et indlæg på Dansk Terrier Klubs møde for race- og kredsemøde den 27. marts. Jeg er blevet bedt om at fortælle hvordan Sydkystens Hundeskole er vokset fra ingenting til en driftig skole med mere end 200 medlemmer og et bredt udbud af kurser på under 1½ år. For det kan måske give inspiration til andre. Jeg glæder mig meget til at beskrive dette forløb og præsentere det!