En sjælden gang imellem tænker jeg på, at jeg er LIDT oppe i årene, Som da jeg forleden fik en opringning fra firmaets pensionsmægler, og bliver spurgt, om at jeg havde modtaget invitationen til deres arrangement, om at forberede sig på tiden som pensionist – noget om økonomi, om at have et aktivt liv som pensionist og sådan noget … Jo, det har jeg, jeg kunne desværre ikke den dag, svarede jeg, fordi det lød pænere end at sige, at jeg ikke lige var i målgruppen.
Eller i dag, hvor jeg var til møde med min banks formuerådgiver, for at gennemgå pensionsordninger og økonomien nu og når jeg engang blev pensionist. Indimellem trak jeg mig mentalt lidt væk og tænkte, at det ikke seriøst kunne være mig der sad der og talte om pensionsordninger, aldersopsparing, ratepension, kapitalpension osv.
Jeg synes, jeg lige nu har et liv, som er godt i balance. Det kan godt være jeg nærmer mig pensionsalderen, men jeg har bestemt ikke lyst til at gå på pension, så jeg håber at fortsætte med at arbejde som projektleder flere år endnu.
Jeg håber bestemt også, at min interesse for at træne og konkurrere med hunde kan fortsætte. Der er så meget jeg gerne vil prøve og det giver mig så meget, så det må gerne blive ved og ved.
I går aftes til Nose Work informationsmødet i DKK sad jeg og glædede mig over, at være med til at opleve, at være en del af en meget stor gruppe, der brændende interesserer sig for Nose Work, og glæder sig vildt til at træne (videre) og konkurrere med deres hunde, i en disciplin der om nogen er skabt til alle hunde.
Jeg synes, det var fantastisk i kaffe/kagepausen at møde nogle af de skønne HTM-/FS-piger og fortælle om mit nye HTM-nummer og opleve at de virkelig interesserede sig for det – det kræver vist nørder at forstå en nørd :-)
Jeg blev glad over at tjekke vejrudsigten til rallyprøverne på lørdag, lave aftaler om mødetid og om udstyr (læs: telt!). At finde PM og resultatbøger frem og gøre dem klar.
Ærgre sig over, at jeg alligevel ikke havde meldt Megan til, nu det er så tæt på, og alligevel være lidt fornuftig og tænke, at nu er hun pensionist – og så tænke videre, at sådan har jeg tænkt før og lavet det om igen og igen og igen …
Måske bliver tingene anderledes, når jeg bliver ældre, men indtil da fortsætter jeg, som jeg plejer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar