lørdag den 15. april 2017

Påske del 3 – HTM og Freestyle



Anita og jeg havde for et stykke tid siden aftalt at mødes i Ringsted i dag og træne, og selv om man ikke kan påstå at vejret var med os, så fastholdt vi naturligvis aftalen på trods af regnen.


Morgenturen i regnen var meget hyggelig og der var ikke et øje på stranden.


Turen til Ringsted var i silende regn og med et enkelt stop ved den lokale tank og for at købe batterier til CD-afspilleren. Vi trænede ved Ringsted Agility Forening hvor der heldigvis er et overdækket areal og et bord, perfekt til træning af HTM/FS, bare man tilpasser vendinger mv. til arealet :-)

Jeg startede med FS-programmet, fuld udgave fra startsignal til slut. Note til mig selv: Husk indgangen og forløbet frem til klarsignal næste gang. Programmet gik virkelig godt, Max var helt på, en god kandidat til bedste udgave ever. Jeg kunne mærke at skridtene og rytmen de allerførste sekunder var helt perfekte, og med nogle ganske få nuancer kørte det helt, som det skulle.

Jeg har gjort nogle noter om et par detaljer, der skal arbejdes med inden vi mødes på mandag og træner igen: de sidste sekunder før 8-tallet og forløbet lige før bakke væk og starten af bakke væk. Det er virkelig små detaljer, men jeg kan mærke, at i takt med en meget større tryghed i programmet, så er det de små detaljer, der kommer fokus på, og det føles rigtigt rart!

HTM-programmet gennemførte jeg i første omgang i fuld HTM2-version (Hangar 17-udgaven!) med Max og det gik også aldeles glimrende. Jeg kan tydeligt mærke, hvor der skal arbejdes med programmet. Det er noget svær musik, at gå i takt til, fordi tempoet glider op og ned i flere passager, men Max følger så flot, så det skal vi nok få styr på. Der er nogle bløde overgange, hvor jeg skal have fundet på nogle gode links. Der er nogle positioner, som vi skal arbejde en del mere med. Og så er der starten.

Før jeg fik arbejdet med starten, fik Anita mig til at gå hele nummeret uden Max, og dér blev det rigtigt tydeligt – når jeg kun skulle lytte til musikken – hvordan jeg hele tidener nødt til at justere tempo. Det skal jeg have mere ind under huden, inden jeg kobler Max på.

Så er der starten. Der var et bord og jeg havde stol med, og så blev der arbejdet med de første cirka 17 sekunder. Det endte med noget cirka således:
  • Jeg sidder på stolen, Max ligger under bordet lige ved siden af, min hat ligger på bordet
  • Jeg kigger på uret, giver klartegn og musikken starter
  • Jeg kigger på uret, ser trist ud, tager hatten på og rejser mig
  • Jeg går et skridt frem, kalder Max i plads og går langsomt fremad uden at se ham
  • Jeg får øje på ham, bliver meget glad og er klar til sidelæns plads
Det giver et virkeligt løft til starten, og jeg glæder mig til at bygge videre herfra.





Flere af mine gamle trænere ville glæde sig hvis de så min belønningsleg med Max, Anita fik taget nogle dejlige fotos af en af dem.

Skøn træning som blev afsluttet med en kort luftetur i regnvejret.

Ingen kommentarer: