Motivation

Jeg havde en 1:1 samtale med min chef i dag, og udover at tale om status og udfordringer på mine igangværende projekter, fik vi også talt om min forestående milepæl (65 år) og om hvad der motiverer mig, i det hele taget og aktuelt til at fortsætte med at arbejde, selvom jeg kan gå på pension.

Lidt efter talte jeg med en kollega, som jeg ikke har talt med et stykke tid. Hun spurgte til det med at blive pensionist, og vi kom på ret kort tid vidt omkring: nogle dødsfald i utide, om glæden ved at have/være bedsteforældre, om prioritering arbejde/ikke-arbejde og andet vigtigt.

Uden at gå i detaljer kan jeg godt afsløre, at jeg har ret godt styr på, hvad der motiverer mig, og at jeg specielt gennem anvendelse af coach i de sidste 2½ år er blevet god til at sætte ord på og leve efter det.

Hvorfor trænede Anita og jeg HTM i silende regnvejr i går? Den ganske korte forklaring for mit vedkommende er, at jeg skal til prøve med Max i HTM3 på lørdag, der er en ny start, der er nogle overgange der ikke er så skarpe, og det havde jeg brug or at træne. Jeg fik samtidig, hvilket ikke kom bag på mig, konstateret, at Max er helt kold overfor regnvejr, og det var en ekstra bonus med den forstyrrelse.

Vores respektive ægtefæller havde helt styr på vejrudsigten og formentlig også på, hvad de mente om at træne i sådan et vejr, og hvad så? Det vigtige var, at vi selv havde lyst til at træne, og derfor gjorde det, og havde det sjovt med det. Jeg havde det faktisk ualmindeligt godt, for Max var bare så meget på. Vi har virkelig fundet melodien sammen!

Apropos melodien er jeg gået i jagten-på-den-næste-FS-melodi-mode … Jeg kan mærke, nu hvor jeg har prøvet det et par gange før, at jeg lytter til musik på en anden måde, tænker musik, tænker melodier, for pludselig er den der, den melodi som skal bruges til Max’ FS2-nummer.

Jeg har søgt om udsættelse af folkepensionsalderen, og har også fået en uventet ro, ved tanken om, at jeg til hver en tid bare kan gå på pension. Jeg tænker overhovedet ikke, at det er aktuelt, men det kan jo pludselig ske. Det er på en måske lidt bagvendt måde motiverende.

Jeg skulle bestille færgebilletter til Bornholm til marts, hvor Anita og jeg skal dømme rally, og sørme om jeg ikke kunne bestille pensionistbilletter. Der er mange økonomiske fordele forbundet med at blive pensionist, dem skal jeg tænke på og huske at anvende.

Jeg tænkte på, hvilket foto, jeg skulle bruge til denne blog, og det blev et dugfrisk foto af et udsnit af en reol med rosetter og pokaler i et virvar, og så den skønne tegning af Megan. Det er ”bare” rosetter og pokaler og en tegning, men hver neste en repræsenterer et skønt minde.

Apropos Megan kom jeg til at tænke på Rallyinstruktøruddannelsen i lørdags. Amanda og jeg stemte det sidste af inden kursisterne kom, vi så på en af de PowerPoints, der illustrerer fristende 8-tal, det viser Anita og Django i en klar 10’er. Vi kunne ikke huske hvor fotoet var fra, Amanda kunne huske noget, jeg kom i tanke om en prøve jeg havde været til dér, vi søgte i min performancejournal og pludselig dukkede det op. Det var Hasselgaard træningscenter. Vi fandt en video af den prøve, Megan og jeg var oppe til, og Amandas dommergen gik i gang, og mente at Megan og jeg var blevet alt for mildt dømt. Jeg så bare Megan gå med noget snus, og indimellem huske på mig og kigge op – hov, der går Paul jo :-) – og tænke på, at det var jo sådan hun var, og mærkede lige det stik af savn, som jeg heldigvis ikke får så tit. Igen var det motiverende, på en lidt bagvendt måde.

Så summa summarum, jeg elsker at lave noget med hundene, og jeg elsker det fællesskab, som det fører med sig. DET er motivation.