tirsdag den 3. oktober 2017

Lidt mere om NM – og nye planer


Jeg bliver aldrig helt færdig med det NM, dertil var det for stor en oplevelse. Jeg kunne mærke det i dag til frokost på arbejde. Jeg kom ved et tilfælde til at sidde sammen med en kollega, som vidste jeg havde været til NM, havde set på Facebook at det var gået godt, men gerne ville høre detaljer. Jeg var ikke til at stoppe af begejstring :-)


Sådan havde jeg det også til eftermiddagens træning med Anita – der var så meget jeg lige skulle fortælle om NM!


Den energi, det har givet mig at være til NM, at opleve at summen af alle forberedelserne har båret frugt, at være en del af noget større, og mærke at Max og jeg bare havde det fantastisk sammen – det er den rene mentale doping, og det er heldigvis ikke forbudt – tværtimod ;-)

Anita og jeg trænede sammen godt en time, jeg havde kun Max med, Lille Bjørn får lov til at have fri til frem til weekenden, og det eneste jeg havde på programmet var det første minut af HTM3-programmet.


Jeg kan roligt sige, at jeg INTET har trænet af det program i meget lang tid, men jeg har brugt noget tid efter NM til at gennemlæse mine noter fra summercamp og min detailbeskrivelse af programmet.

Der er kommet meget mere koreografi ind over, historien begynder at tage form, og Anita og jeg brugte en del tid på at diskutere hvilke retninger, jeg skulle bevæge mig i. Det er et helt nyt nummer, der er under udvikling, og jeg glæder mig til at det ender som et færdigt program.


Træningen kommer til at bestå i at arbejde med af n masse delmomenter, primært links, og jeg håber at have noget der ligner et bud på programmet til prøven i Hangar 17 den 17. december. Indtil da er det bare eksperimenteren.

Men planen er helt klart, at vi skal gøre en god figur i HTM3. Jeg har oplevet nogle fantastiske HTM-programmer i weekenden, og oplevet nogle af mine stor idoler top-performe og ende på toppplaceringer (Sidsel og Helle) og det giver altså også supergod energi :-) Samt stor respekt for, hvad det kræver at kunne være rigtig god i denne klasse.


Mentalt er jeg ikke helt nået til weekendens rallyprøver i Broby og i Ølstykke, men de skal nok blive sjove. Jeg har i hvert fald planlagt at tage al den god energi fra weekenden med til begge prøver, og så kan det ikke gå helt galt.

Ingen kommentarer: